Både socialdemokrater og nationalkonservative har under coronakrisen prædiket ‘sammenhold’ og fællesskab, men det er i virkeligheden polarisering, man har skabt – det nationale overfor det internationale/europæiske, siger Marlene Wind, professor i statskundskab og leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet og blandt andet forfatter til bogen “Tribaliseringen af Europa”

Interview af Jesper Steenstrup Vogelius

Under coronakrisen har vi – vil nogen sige – set en strømning af nationalkonservative hylde statens rolle og funktion. Særligt med fokus på nationalstaten, hvori endda borgerlige og venstreorienterede i eksempelvis Danmark har kaldt på samfundssind og fejet magtkritikken fra liberale af banen. Hvad er det for en kamp, som du ser det, der som led i coronakrisen er opstået mellem nationalkonservative og liberale?

“Vi har været vidne til, at socialdemokraterne er sprunget ud som nationalkonservative. Mange af os havde for længst spottet, at det var den vej, det gik – især med den national-populistiske retorik og betoning af fællesskab og danskhed, som den siddende regering har excelleret i. Både S og de nationalkonservative vil tilbage til stammen og hegne kongeriget ind i en dyne af national selvtilfredshed. Man kører den ydre fjende og frygten op, både hos S og de nationalkonservative, og dyrker den stærke leder. I modsætning til liberale, der altid er på vagt overfor den omklamrende stat og stærke leder, og som betoner transparens, rettigheder og universelle menneskerettigheder og internationalt samarbejde, så er de to andre positioner rørende enige i troen på, at man kan lukke verden ude. Man foregøgler (eller bilder sig selv ind), at man kan operere uden afhængighed af andre nationer og EU, som ellers har skabt vacciner og en fælles økonomisk hjælpepakke, som også vil komme os til gavn. Vi har nemlig absolut ingen interesse i, at de andre europæiske lande går ned med flaget som følge af krisen. Det ved S og de nationalkonservative naturligvis godt (håber jeg da), men de tror/vurderer at de kan vinde billige point på, at skabe et ‘os’ vs ‘dem’ og polarisere. Så alt imens man under krisen har prædiket ‘sammenhold’ og fællesskab, så er det i virkeligheden polarisering, man har skabt – det nationale overfor det internationale/europæiske.”

 I forhold til demokratiets overlevelse, sejr, hvad man nu vil kalde det – er det så en rigtig fremstilling at sige, at demokratiet består i selve valghandlingen?

“Det er en meget stor misforståelse, at demokrati kun består af valghandlingen. Der er dog en tendens til, at vi i den almindelige offentlige debat antager dette. Det er blandt andet derfor, at man ofte hører forsvarere af Ungarns leder Viktor Orban sige, at han ’jo er valgt,’ og at man derfor ikke har ’ret’ til at gøre sig til dommer over, hvordan det ungarske folk ønsker deres land skal udvikle sig. Men det er noget gedigent vrøvl. Der er en lang debat i demokratiteorien om, hvordan demokrati skal defineres, og det er korrekt at demokratiteoretiker som for eksempel Robert Dahl lægger meget vægt på valghandlingen. Men i Europa efter Anden Verdenskrig, hvor vi tydeligt i Europa valgte det konstitutionelle demokrati i det meste af Europa, har demokrati ud over valghandlingen også handlet om retsstaten, magtdelingen mellem den udøvende, dømmende og lovgivende magt. Beskyttelse af minoritetsrettigheder, ligestilling, ytrings-og pressefrihed. Disse værdier går også igen i EU-traktaterne og er altså noget, Ungarn og Polen selv har skrevet under på, da de kom ind i EU. Opsummeret kan man kalde det ’det liberale demokrati’ og det er dét, det europæiske samarbejde hviler på.

Ydermere kan man sige, at hvis valghandlingen var nok til at kalde et regime demokratisk – og der for ekesempel ikke var krav om, at pressen reelt var fri, og at domstolene uafhængige af det siddende (valgte) flertal – ville man ikke kunne sikre sig, at valghandlingen faktisk udtrykte folkets vilje. Ingen ville jo kunne garantere, at valghandlingen var foregået rigtigt, og at oppositionen havde haft lige adgang til den offentlige debat og dermed vælgerne.  Man kan læse meget mere om dette i min bog fra sidste år: Tribaliseringen af Europa – et forsvar for vores liberale værdier’,”

Har de nationalkonservative ikke grundlæggende ret, når de siger, at globalisering har kørt arbejderne og de dårligst stillede midt over, og at det derfor alt andet lige giver mening at “nationalisere” vor stat?

“Det er jeg slet ikke enig i. Globaliseringens gevinster er rigtig nok ujævnt fordelt, men det ændrer ikke på, at globaliseringen samlet set har løftet flere millioner ud af fattigdom end nogensinde set tidligere. I 2021 giver det ingen mening at lukke grænserne – hverken i reel eller symbolsk betydning, fordi vi er så spundet ind i hinanden globalt, at det ikke ville kunne lade sig gøre. I hvert fald hvis vi ønsker at bevare en pæn levefod. Jeg tvivler på, at selv de mest nationalkonservative, når det kommer til stykket, vil bringe det offer det ville være at lukke os om os selv.”

En, kan man sige, nationalkonservativ dagsorden – som eksempelvis at stemme Brexit igennem, og fra ungarsk side at vælge Viktor Orban til premierminister – skete jo på demokratiets vagt. Betyder det ikke bare, at demokratiet virker?

“Nej, slet ikke. Det forudsætter, at vælgerne kender konsekvenserne af deres valg. Det gjorde ingen med Brexit. Afstemningen var så fuld af gensidige beskyldninger og løgne, at alle undersøgelser viser, at mange vælgere slet ikke følte de forstod konsekvenserne af det de sagde ja til. Det må de til gengæld have vist noget mere om, da Boris Johnson, 4 år senere, udskrev valg og vandt stort. Den valgsejr var nok nærmere en bekræftelse af det ‘ja’ til Brexit, som vælgerne havde stemt om 4 år tidligere.

Problematikken er den samme, som jeg beskrev tidligere. Når der ikke er en fri presse og mulighed for, at oppositionen kan komme til orde, kan man på ingen måde sige, at valget afspejlede en reel oplyst valghandling.”

 

Marlene Wind har senest udgivet bogen “Tribaliseringen af Europa – et forsvar for vores liberale værdier”, 130 sider, Gyldendal.

Jesper Steenstrup Vogelius, f. år 2000, er skribent med erfaring i indenrigs- og udenrigspolitik fra netmedier såvel som i pressen for Det Konservative Folkeparti, samt det analytiske værktøj i spørgsmål om dansk-politiske forhold samt udenlandske.

Billede i artiklens top: Privat