Hvordan gør man den politiske journalistik spændende? Man fremhæver konflikter. Det er ikke noget nyt. Men inden for EU-journalistikken er det ikke kampen mellem europæiske politiske synspunkter, der får mest spalteplads. Det gør i stedet historier, der stilles op som en “kamp” mellem EU og Danmark, lyder det fra medieforsker Mark Blach-Ørsten.

Interview af Ditte Juul Reder

06.02.2018 | EU I MEDIERNE | ”EU-Kommissionen sætter inddrivelse af misligholdt SU-gæld skakmat”. ”EU afviser at kradse SU-gæld ind fra studerende, der løber fra regningen i Danmark”.

Disse overskrifter fra henholdsvis DR og Politiken et par uger efter nytår, illustrerer et EU, som er ganske ubehjælpsomt, ja nærmest uforstående, over for Danmarks store problemer med at inddrive gæld fra de udenlandske studerende fra andre EU-lande. Problemer, som primært skyldes EU’s regler om fri bevægelighed og EU’s antidiskrimineringsregler, som betyder at Danmark ikke må forskelsbehandle EU-borgere på baggrund af nationalitet. Endnu en gang bliver Danmark sat i en position, hvor vi hverken kan gøre fra eller til over for et problem, som udspringer af vores EU-medlemskab.

Læser man længere ned i artiklerne, kan man læse, at det godt nok til dels er det danske retsforbehold, der spænder ben, at Kommissionen har nævnt muligheden for, at SU-lånene kommer med i en EU-forordning for gældsinddrivelse når det evalueres om fire år, og at Danmark i øvrigt kan få en dansk domstolskendelse og herefter opkræve pengene via en domstol i lånerens eget land – om end det er dyrt og besværligt.

Men nyheden blev alligevel vinklet som en konflikt, hvor EU som én samlet aktør gør noget, der irriterer eller skader Danmark. En vinkel, som illustrerer en generel tendens i de danske medier, ifølge Mark Blach-Ørsten, medieforsker ved Roskilde Universitet, som netop er specialiseret i, hvordan EU fremstilles i de danske medier – og hvorfor det forholder sig sådan.

EU i krise: Fortidens fortællingsrammer er brudt sammen
Konflikthistorierne var tidligere blot én ud af tre fortællingsrammer, man typisk har set i EU-journalistikken, siger Mark Blach-Ørsten. Dette var en af konklusionerne i hans ph.d.-afhandling fra 2004, hvor han undersøgte den danske EU-journalistik over en tiårig periode.

De øvrige fortællingsrammer var dels, at man kiggede på de store lande som drivkraft og pejlemærke for den politiske retning i Europa, og dels EU som en fredsskabende aktør. Men disse narrativer bruges ikke længere af danske journalister. De er brudt sammen, forklarer han:

Mark Blach-Ørsten

”EU er i en tid, hvor den eneste nemme, genkendelige ramme for at fortælle historier, er, at EU gør noget dårligt i Danmark. EU skaber konflikt. De andre rammer er mere eller mindre brudt sammen. Der er ikke et narrativ, så på den måde er EU i krise.”

Hvem skal redde Europa?
Der er forskellige årsager til, at de andre narrativer ikke fungerer som rammer for nyhederne længere. Med Brexit er et af de største lande i EU pludselig væk. Det har efterladt et magttomrum, som ingen har udfyldt endnu og en forvirring omkring Europas fremtid, som endnu står ubesvaret. I stedet for at man skæver mod lande, er der større fokus på enkeltpersoner, som skal løse det hele, siger Mark Blach-Ørsten.

Så sent som den 29. januar i år opfordrede Børsens Amalie Lyhne politikerne til dels at tale højere om EU og dels at finde det gyldne svar på EU’s fremtid i Frankrig: ”Samtidig har Brexit og Merkels formindskede styrke åbnet dørene for en ny uformel leder i EU: Frankrigs præsident Macron.”

Men hverken den karismatiske, franske præsident eller den tyske statsleder Angela Merkel har endnu fået væg-til-væg dækning i de danske medier:

”Det slår ikke rigtigt igennem. Med Merkel fordi hun mødte et par mure og fik et dårligt valg. Indtil videre har vi ikke købt Macron endnu, fordi hans proeuropæiske dagsorden er anderledes end den siddende danske regerings dagsorden,” mener Mark Blach-Ørsten.

Om end lettelsen var stor blandt mange af de danske politikere da Macron vandt over Marine Le Pen i foråret 2017, stemmer visionerne ikke helt overens med de proeuropæiske, danske partiers. En lang række politikere, blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen, har taget decideret afstand fra Macrons visioner. Visioner, som går på et stærkere samarbejde på de områder, hvor Danmark har forbehold: Forsvaret, euroen og retspolitikken.

Og netop regeringens dagsorden er helt essentiel for, hvilken vinkel der er fremtrædende i nyhedsformidlingen.

Nationalpolitik præger vinklen
Selvom der er mange sammenfald i, hvilke europæiske emner, der tages op på tværs af europæiske medier – for eksempel når der er valg i de europæiske lande, større topmøder, forhandlinger om flygtninge eller lignende – er vinklen stadig afhængig af de nationale forhold:

”Vi taler på mange måder samtidig i de forskellige europæiske lande om fælles, europæiske emner. Men den måde, de bliver fremstillet på, er stadig afhængig af den nationale dagsorden. Når den så er mindre proeuropæisk i Danmark, så får vi ikke den form for europæiske offentlighed, man engang drømte om. Hvor der, meget normativt, ligger en forestilling om, at så ville vi sætte os ned sammen og løse hinandens problemer,” siger Mark Blach-Ørsten.

”De nationale nyhedsmedier er i første omgang nationale. Og den nationale regerings dagsorden fylder til enhver tid mest. Så længe regeringen ikke er voldsomt proeuropæisk, så kommer nyhedsmedierne ikke af sig selv til at tale ud fra andre europæiske idealer. Der bliver talt ud fra en meget snæver, national dagsorden.”

”Kommissionen fik mig til det”
Ud over regeringens dagsorden, er det ofte de lavpraktiske hensyn for journalisterne i det daglige arbejde, som ender med at være afgørende.

”De ting, som EU gør for os, bliver ofte vinklet som en konflikt i stedet for en fordel. Det er til en vis grad rutine, fordi man er vant til at skrive historier på den måde. Og det er der, de politiske kilder er,” siger Mark Blach-Ørsten. ”Det går rigtig godt med den vinkel, for det er der mange politikere, der gerne vil stille op. Det er jo sjældent at politikerne husker at sige, at de har selv stemt for i Ministerrådet og godkendt det i Europaudvalget. Det har de jo typisk gjort.”

Allerede i 1997 blev denne sammenhæng belyst i bogen ”At the Heart of the Union” under titlen ”The Commission Made Me Do It” af Mitchell P. Smith fra University of Oklahoma, som argumenterede for at EU, som ét bureaukratisk, centraliseret monstrum, legemliggjort af Kommissionen, blev anvendt af nationale politikere til at gøre deres hjemlige politiske liv nemmere. I sagen om SU-lån til de udenlandske studerende, var det netop et svar fra Kommissionen til to danske ministre, som dannede udgangspunkt for de førnævnte overskrifter.

””The Commission Made Me Do It” diskuterer netop, hvor mange gange nationale ledere tørrer ubehagelige beslutninger, som de selv har været med til at træffe, af på EU. Nogle siger, at det skaber problemet omkring EU’s legitimitet og andre siger, at det i hvert fald ikke er sådan, man opbygger legitimitet. At hver gang der er et problem, er det EU’s skyld, og hver gang der sker noget godt, så tager man selv æren for det,” siger Mark Blach-Ørsten.

Han genkender forholdene i Danmark, hvor hans egen forskning netop har bekræftet denne sammenhæng:

”Da jeg lavede min afhandling, lavede jeg også interviews på Christiansborg og i Bruxelles. Der var de meget klare inde på Christiansborg: Der er altid politikere eller spindoktorer, som gerne sælger vinklen om, at nu har EU gjort et eller andet irriterende, som betyder at vi har vedtaget noget, vi ikke er helt glade for. Og vi vil helst gerne skyde skylden på EU.”

Ditte Juul Reder er freelancejournalist, oplægsholder og kommunikatør, med speciale i EU’s institutionelle opbygning, aktuelle politikker og historie.

Foto i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Virginia Mayo/