Den nye tyske borgerlige kansler, Friedrich Merz, kan regere med SPD. Han vil skridt for skridt løsrive Europa fra den amerikanske afhængighed. Valget kan gøre Tyskland til den nye europæiske motor

Analyse af Hugo Gaarden

Nu skal Europa være uafhængig af USA. Den udmelding var det mest overraskende ved det tyske valg. Vinderen af valget, CDU-lederen, Friedrich Merz, der bliver den nye kansler, talte under partilederdebatten søndag aften klart om den udfordring, som præsident Donald Trump udgør for Tyskland og Europa:

”For mig vil den absolutte prioritet være, at Europa så hurtigt som muligt skal styrkes så meget, at vi skridt for skridt også kan opnå virkelig uafhængighed af USA… Den sidste uges debat har vist, at amerikanerne i stor udstrækning er ligeglade med Europa… Europa må meget hurtigt have sin egen forsvarsevne… På NATO-topmødet i juni må vi se, om vi overhovedet stadig kan tale om et NATO, som vi kender det.”

Det er en totalt ny udmelding fra USA’s vigtigste allierede i Europa, men udtalelserne druknede i den efterfølgende debat om valgresultatet og en regeringsdannelse. Det er slående, at udmeldingen fra Merz kom dagen før tre-årsdagen for Ruslands invasion i Ukraine – markeret med en række vestlige lederes besøg i Kiev. De rakte ikke hånden ud til den russiske præsident, Vladimir Putin, som præsident Donald Trump har gjort det, men de bakkede op om præsident Volodimir Zelenskyj, som Trump hånende har kaldt en diktator, ligesom Trump har sat spørgsmålstegn ved, om Ukraine overhovedet kan eksistere.

Merz henviste direkte til Trumps udtalelser den seneste tid, til vicepræsident J.D.Vances chokerende udtalelser i München og til Elon Musks åbne støtte til det ekstreme højreparti, AfD, der til dels har rødder i nazitiden. Det har generet midterpartiernes ledere, at Trump-styret blander sig åbenlyst i den tyske debat og ikke viser nogen forståelse for tyskernes forsøg på at sikre demokratiet ved at gå imod nynazisme og populisme. Det har også vakt fortørnelse, at Trump hen over hovedet på Ukraine og Europa forhandler med diktatoren Putin og giver vitale indrømmelser, nemlig ved at lade Putin beholde 20 pct. af Ukraine og uden at kritisere Putin for en brutal krigsførelse.

Den optræden går imod så grundlæggende principper i den vestlige verden, så det river i sjælen på det Tyskland, som var årsag til Anden Verdenskrig. Det tog tid for tyskerne at kapere den seneste tids udtalelser fra J.D.Vance og Trump, men med Merz har tyskerne for alvor rejst sig og siger fra. Tyskerne har i over 80 år først levet under den amerikanske besættelse og siden hen som den mest trofaste allierede. Dét er nu slut, som to forskere ved det tyske institut for sikkerhedspolitik, SWP, Sascha Lohmann og Johannes Thimm, udtrykker det: ”USA er ikke længere en naturlig partner og allieret, men et land med delvist modsatte mål. EU og Tyskland må definere sine egne interesser og sikre, at de kan skabe deres egen fremtid, selv trods modstand fra Washington.”

Valget var et drønende nederlag for den tre-parti koalition, som kansler Olaf Scholz ledte. Den brød sammen i efteråret, da det liberale parti, FDP, planlagde at bryde ud. FDP betalte søndag prisen for manøvren og gled ud af parlamentet, og dets leder, tidligere finansminister Christian Lindner, trak sig tilbage som leder. Scholz´ parti, socialdemokraterne SPD, kommer utvivlsomt i en ny regering med Merz, hvis parti CDU sammen med søsterpartiet i Bayern, CSU, fik 28,5 pct. af stemmerne, mens SPD fik 16,4 pct., det dårligste siden 1887. Partierne får godt 50 pct. af pladserne i Forbundsdagen. SPD har en klar interesse i at sikre, at Tyskland denne gang får en solid regering, der kan sætte gang i økonomien og klare den enorme udfordring, som krigen i Ukraine og Trump udgør. Tyskerne sætter i virkeligheden lighed mellem Putin og Trump. De er i en ny to-frontskrig.

AfD fik 20,8 pct., og det yderligtgående socialistiske parti, Die Linke, fik overraskende 8,8 pct., fordi de som det eneste parti vil tage imod indvandrere, der er blevet en skattet arbejdskraft og et nyt multikulturelt element i Tyskland, og de bakkes i høj grad op af unge med krav om bedre levestandard, formuebeskatning og billigere boliger. Men trods fløjenes styrkelse, er det stadig midten, der med 70 pct. dominerer tysk politik. Problemet er, som Merz sagde, at tyske politikere indtil nu har undladt at finde løsninger på de to mangeårige udfordringer: Indvandringen og høje energipriser.

Regeringsforhandlingerne ventes at vare til påske. Hvis Scholz træder tilbage på grund af intern modstand i SPD, vil han utvivlsomt blive erstattet af den mest populære politiker, forsvarsminister Boris Pistorius, som kan gå godt i spand med Merz, også fordi en ny regering dermed vil have en stærk frontfigur i forsvars- og sikkerhedspolitikken, mens Merz selv vil svinge taktstokken i EU- og udenrigspolitikken. Han ønsker at drage Storbritannien tæt til en europæisk forsvars- og udenrigspolitik, og han vil have mere gang i tysk og europæisk økonomi efter mange år med tysk stagnation. Han er som liberalist interesseret i gennemgribende reformer med færre begrænsninger for erhvervslivet, og han har indikeret villighed til at bløde op for den strenge tyske gældspolitik, der hæmmer for en bydende nødvendig låneoptagelse for at klare større forsvarsudgifter, den grønne omstilling og bydende nødvendige investeringer i indenrigssektoren fra undervisning og trafik til innovation i højteknologien.

Mens Frankrigs og Storbritanniens ledere i denne uge besøger Washington for at indsmigre sig hos Trump, har Merz valgt en helt anden kurs: Det er ikke smiger og falden-på-halen, men et konstant modspil, der skal til over for Trump. Med den holdning kan Tyskland blive den førende økonomiske og politiske kraft i et Europa, der er på vej ind i en helt ny verden.

Europa kan ikke bare nøjes med at øge hjælpen til Ukraine, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, skriver i et indlæg i Financial Times. Der er brug for et samlet perspektiv, da Europa står midt i en militær og økonomisk krig, hvor Trump lægger et voldsomt pres på Zelenskyj for at få adgang til Ukraines undergrund, bl.a. med sjældne jordarter. Trump har intet sagt om fremtidig hjælp til Ukraine, men han vil have adgang til en værdi på 500 milliarder dollar som betaling for USA’s hidtidige støtte til Ukraine på ca. 110 milliarder dollar – mindre end den samlede europæiske støtte. Det minder om gravrøveri, og det er endnu et punkt, der vækker harme i et Tyskland, der stadig har sin historie fra forrige århundrede in mente, og hvor der nu er en voksende selvbevidsthed.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top:  © European Union 2014 – Source : EP/