Efter 27 år med den samme politiske leder og samme parti i regeringen, står Montenegro nu over for potentielle forandringer af det politiske landskab. For første gang er det lykkedes oppositionen at samle sig og fremstå som et reelt alternativ til de siddende magthavere. Samtidigt er Milo Dukanović trådt af som landets leder, og det åbner op for mulige ændringer i et ellers fastlåst politisk system.

22.11.2016 | DEMOKRATI | De seneste 27 år har Milo Dukanović (billedet) fra partiet DSP (Democratic Party of Socialists of Montenegro) siddet på magten i Montenegro, der for ti år siden med en snæver margin løsrev sig fra statsfællesskabet med Serbien. Milo Dukanović og hans parti har praktisk talt været de eneste reelle aktører i de forgangne valg, da oppositionen ikke før har formået at samle sig på tværs af politiske, religiøse og etniske skel.

Ti år efter uafhængigheden er det naturligvis ikke længere landets selvstændighed som sådan, der er det store omdrejningspunkt på den politiske scene. Op til parlamentsvalget den 16. oktober var det i stedet spørgsmålet omkring Montenegros forhold til Vesten og over for Rusland, der prægede den politiske dagsorden. Milo Dukanovićs parti har en meget pro-vestlig tilgang til landets udenrigspolitik, og dette er også årsagen til, at Montenegro er nået forholdsvist langt i processen hen imod at blive optaget i både NATO og EU. I december sidste år inviterede NATO Montenegro til at blive optaget, og den officielle ansøgning om optagelse i EU blev underskrevet allerede i 2008. I dag har Montenegro status som kandidatland til EU.

Det er kun fordi flere mindre oppositionspartier ved dette valg formåede at samle sig under partiesammenslutningen “Demokratisk Front”, at der er kommet en reel modspiller til Milo Dukanović og hans pro-vestlige kurs. Demokratisk Front stiller spørgsmålstegn ved et kommende NATO-medlemskab, og vil i stedet have, at Montenegro igen vender sig mod de gamle venner Serbien og Rusland.

I modsætning til folketingsdebatter herhjemme, er den politiske dagsorden altså ikke inddelt i et højre-venstre kontinuum. Tværtimod er de politiske skillelinjer hovedsageligt trukket op i forhold til landets udenrigspolitik. Indenrigspolitiske spørgsmål har været stort set ikke-eksisterende i valgkampen op til d. 16. oktober. Dette har medført, at befolkningens eneste grundlag for at stemme, har været deres politiske holdning til NATO og forholdet til Vesten og Rusland. Reelt set betyder det også, at gruppen af montenegrinere, der i udgangspunktet er for NATO, men ønsker et opgør med en regering, der har siddet på magten så længe, står i et dilemma, der kan være svært at finde en løsning på.

Et valg efter internationale standarder
OSCE og andre internationale aktører har erklæret parlamentsvalget for “frit og fair, men med nogle uregelmæssigheder”. Det var et valg, der i de store linjer levede op til internationale standarder, hvilket også er det billede, der tegnes udadtil. Men når man stikker et spadestik dybere ned og snakker med lokale NGO’er og montenegrinerne selv, er det en lidt anden historie, der kommer frem.

Her tegner sig et omfattende klientelistisk system, altså et afhængighedsforhold mellem politikere og grupper af vælgere ved at politiske ledere fordeler goder til egne tilhængere og dermed sikrer sig en magtbase. Her bliver stemmer købt og solgt, og det ser ud til, at den såkaldte “recording-affair” fra 2013 stadig ser ud til at have sin relevans. “The recording affair” var nogle hemmelige optagelser fra et møde mellem højtstående medlemmer fra Milos parti DPS. Optagelserne afslørede, at politikerne havde lovet jobs og forfremmelser til gengæld for folks stemmer på partiet. Det er samtidigt en kendt sag, at man for et økonomisk beløb kan sælge sin stemme til partiet DPS. De lokale valgobservatørgrupper (MANS og CTD) blev således på selve valgdagen nødt til at lukke et valgsted i det østlige Montenegro, da køb af vælgernes stemmer fandt sted lige ude foran valgstedet.

Vestens dengse på Balkan
Som nævnt vurderede de internationale aktører og valgobservationsmissioner, at valget i Montenegro havde været overvejende “frit og fair”. På mange måder ser det altså ud som om, at Montenegro overordnet set er godt på vej til at blive et “succesfuldt demokrati”. I hvert fald har Milo Dukanović og hans parti igennem de sidste ti år arbejdet hen imod – og også formået at opfylde – mange af de krav, som Vesten og EU stiller mere eller mindre direkte til det at være et “godt demokrati”: Man afholder frie og fair valg, sikrer god beskyttelse af minoriteter og af menneskerettigheder, og har en positiv indstilling overfor EU og NATO.

Men hvilken værdi har et sådant demokrati, hvis vælgerne ikke føler sig frie i praksis, men oplever at blive presset til at sælge sine stemmer? Det er klart at Vesten og EU er positivt indstillet overfor Milo Dukanović, når han på den måde har forsøgt at indsmigre sig i det vestlige selskab ved at sige det rigtige ift. NATO og handle rigtigt i forhold til optagelse i EU. Men med en regeringsleder, der har siddet på posten i 27 år, springer det hurtigt i øjnene, at dette ikke minder om et frit demokrati i klassisk, vestlig forstand. I balancegangen mellem “stabilitet” og “frihed”, vælger EU og Vesten altså at støtte “stabilitet” i Montengro – men hvor bliver idealerne om menneskets ret til grundlæggende frihed af i alt dette?

Montenegro efter valget
Valgresultatet efterlader Montenegro med det samme parti med flertallet af stemmer som de sidste 27 år, men flere ting har dog ændret sig. På trods af, at Milo Dukanović og hans regerende parti vandt valget, er DPS ikke i stand til at forme en regering alene, men har brug for at forme en koalitionsregering.

For første gang i nyere tid, er det desuden lykkedes for oppositionen at tegne et mere samlet billede udadtil. Dette skal især ses i kontrast til, at Montenegro tidligere kunne beskrives som en de facto et-parti stat, hvor ingen havde mulighed for at rykke på eller udfordre regeringspartiet.

Hvordan udfaldet af regeringsforhandlingerne kommer til at se ud er specielt interessant set i lyset af, at Milo Dukanović d. 25 oktober trådte tilbage – efter udtalelser om, at Rusland var indblandet i et kup-forsøg på valgdagen – og hans efterfølger Duško Marković nu skal tage over. Om Marković kan leve op til den støtte, som Milo Dukanović gennem de sidste 27 år har mødt fra vælgerne, og om Vesten og EU bliver ved med lukke øjnene for Montenegros klientelisme og køb af stemmer bliver interessant at følge her i tiden efter valget.

Clara Bredsdorff Bendtsen og Ina Wendelboe var internationale valgobservatører ved valget i Montenegro den 16. oktober 2016.

Billede i artiklens top: Risto Bozovic/AP/Polfoto.