Hvilket Europa er det, der kigger mod 2020? Europa-Parlamentets uddeling af Sakharov-prisen 2019 giver måske en del af svaret.

Baggrund af Annemarie Majlund Jensen

Forsoning og moderation er, efter EU’s eget udsagn, unionens kerneværdier. I den forløbne uge blev den uighurske økonom og menneskerettighedsaktivist Ilham Tohti tildelt Europa-Parlamentets Sakharov-pris for sit arbejde med at sikre uighurenes rettigheder under kinesisk lov, og dermed for at udbedre forholdet mellem Kinas etnisk-religiøse mindretal og landets Han-kinesiske flertal. Begrundelsen for tildelingen var netop Tohtis moderate budskaber og arbejde for ”forsoning” og ”dialog” mellem Han-kinesere og uighurer, der udgør et særligt stort mindretal i den nordvestlige kinesiske provins Xinjiang.

Sakharov-prisen tildeles hvert år en af Europa-Parlamentet demokratisk udvalgt kandidat, der i parlamentarikernes øjne har gjort en særlig indsats i kampen for menneskerettigheder – ofte med livet og egen frihed som indsats. Prisen for Tankefrihed – som Sakharov-prisen også kaldes – er opkaldt efter den sovjetiske dissident og atomfysiker Andrei Sakharov, der i 1975 modtog Nobels Fredspris for sit arbejde for borgerrettigheder og reformer af det sovjetiske system.

Brud på menneskerettighederne og mord på aktivister
Ilham Tohti var ikke selv til stede ved ceremonien ved dette års Sakharov-uddeling, der foregik i Europa-Parlamentet i Strasbourg i forbindelse med årets – det vil sige årtiets – sidste plenarforsamling. Tohti har siddet fængslet siden 2014 for beskyldninger om opfordring til separatisme. Siden midten af 2017 har han været ”forsvundet”, og hverken hans familie eller verdenssamfundet ved i dag, hvor han befinder sig – om end man håber, at han fortsat befinder sig i et fængsel i Urumqi eller en af de kinesiske ”genopdragelseslejre”, hvor også andre kinesiske mindretal, herunder kirgisere og kasakher sidder ulovligt fængslet. Også flere af Tohtis studerende og støtter er ifølge Amnesty International forsvundet.

I Strasbourg var det derfor Tohtis datter, Jewher Ilham, der tog imod anderkendelsen og som mødte de europæiske repræsentanter samt den række af menneskerettighedsforkæmpere, der foruden prisvinderen selv, var blevet nomineret til prisen. Blandt de andre nominerede var således den nu afdøde brasilianske borgerrettighedsforkæmper og politiker Marielle Franco (repræsenteret ved hendes partner og medaktivist Mônika Benicio), den ligeledes brasilianske naturforkæmper og aktivist Claudelice Silva de Santos og Raoni Metuktire – også kendt som Høvding Raoni og repræsenteret i Strasbourg ved sit barnebarn.

Det er bemærkelsesværdigt at to af de tre brasilianske nominerede var til stede som direkte resultat af den vold, såvel de brasilianske myndigheder og militante grupper, der støtter dem, udøver mod menneskerettighedsaktivister, herunder natur- og klimaforkæmpere, i Brasilien i dag.

Marielle Franco kender mange som den sociolog, aktivist og politiker, der i foråret 2018 blev skudt og dræbt i Rio de Janeiro. Det skete umiddelbart efter, at hun havde deltaget i et arrangement for unge sorte kvinder i en favela – år kilometer fra den, hun selv var opvokset i. De fleste mener, at drabet skal ses som politisk orkestreret. I marts 2019 blev to tidligere politifolk arresteret og sigtet for drabet. Francos pårørende og medforkæmpere i Brasilien og resten af verden regner forløbet omkring drabet og retsforfølgelsen som værende blot et ud af mange eksempler på den manglende retssikkerhed (impunity), der hersker i Brasilien i dag. En tilstand som landets præsident Bolsonero er med til at opretholde.

Rydningen af Amazonas er et europæisk problem
Også den anden af de tre brasilianske aktivister, naturforkæmperen Claudlice Silva dos Santos, besøgte Strasbourg på baggrund af det tragiske dobbeltdrab på hendes bror og svigerinde, der indtil 2011 var kendt som nogle af Brasiliens mest stålsatte forkæmpere for bevarelsen af de brasilianske regnskove i Amazonas og de oprindelige folk, der lever der. Drabet på parret fandt sted efter længere tids trusler. Santos’ pårørende er blandt mere end 1500 mennesker på tværs af 50 lande verden over, der er blevet dræbt på baggrund af deres kamp for at beskytte land, vand, skove og andre naturressourcer mod rovdrift. Siden drabet på hendes familie har dos Santos gjort det til sin sag at kæmpe videre imod de selskaber og andre interessenter, der hver dag ødelægger kilometervis af uerstattelig regnskov og andre naturressourcer, som er uundværlige for både dyr og mennesker i Amazonas og i det globale økosystem.

Men også prisvinderen selv er nomineret under barske vilkår. Til trods for Jewer Tohtis – Tohtis datter og som resultat af Tohtis fravær i praksis modtager af prisen – håb og forsikring om faderens udholdenhed og vilje til overlevelse, er det svært ikke at være bekymret for, om ikke de kinesiske myndigheder for længst har valgt at lukke munden på Tohti på samme måde som de brasilianske aktivister er blevet frataget muligheden for nogensinde at kunne ytre sig igen.

Således er Sakahov-prisen med til at sætte fokus på de ofte helt uhørte risici, som menneskerettighedsforkæmpere må leve med i to af verdens største lande og dertil magtfulde økonomier – Brasilien og Kina. Dermed sætter prisen også fokus på de valg, Europa og borgere i EU må forholde sig til f.eks. i forbindelse med indgåelsen af frihandelsaftaler og andre handelsaftaler med autoritære stater og stater uden retssikkerhed som Kina og Brasilien – noget som vi i Danmark senest har måttet forholde os direkte til i forbindelse med det, der er blevet opfattet som kinesiske embedsmænds forsøg på at påvirke en aftale mellem det kinesiske telefonudbyder og teleselskab Huawei og Færøerne.

Ny teknologi – af og for kvinder
Den nye teknologi kan dog også bruges i andet end totalitære dagsordner. Den tredje gruppe af finalister i opløbet til Sakharov-prisen var den kenyanske menneskerettighedsgruppe, ”The Restorers”. The ”Restorers” består af 5 skolepiger i alderen 16-18 år, og de var nomineret for deres banebrydende teknologiske opfindelse ”I-Cut”, en app til forebyggelse og forhindring af kvindelig omskæring (det, der på engelsk betegnes noget mindre neutralt men også mere rammende som FGM – Female Genital Mutilation), der med enkle swipes kan hjælpe piger og unge kvinder til at søge hjælp, hvis de føler sig i fare for at blive bortført med henblik på omskæring, eller hvis allerede har været udsat for overgreb og dermed har brug for hjælp.

Appen er således et værktøj der om noget viser hvordan teknologi kan forbinde kvinder i kampen mod undertrykkelse – og samtidig, at kvinderne selv kan være dem, der går forrest, når det gælder udviklingen af de teknologier, der har potentiale til at ændre forholdende for millioner af kvinder verden over – også i Europa, hvor omskæring er udbredt i visse minoritetsmiljøer og kulturelle fælleskaber, der traditionelt har praktiseret kvindelig omskæring.

Fortaleren for nomineringen – det belgiske medlem af Europa-Parlamentet for gruppen Europæiske Konservative og Reformister, Antissa Kanko – fortæller i dette indlæg i Euractiv, hvordan hun selv som indvandrer fra Burkina Faso har været udsat for overgreb, og hvordan det i EU både er muligt at finde personer, der praktiserer omskæringer såvel som modige sundhedsfaglige professionelle, der arbejder for at rehabilitere kvinderne når først overgrebene er sket. Kanko var, og er, hoveddrivkraften bag nomineringen af The Restorers, der i ugens løb modtog store tilkendegivelser fra parlamentarikere, journalister og ikke mindst de andre nominerede, der brugte enhver lejlighed til at henvise til pigerne og deres arbejde i en debat, der ellers selvsagt havde Tohti og det uighurske spørgsmål i centrum.

Mod 2020
Med en gruppe finalister, til en pris, der således på mange og meget forskellige måder hylder det at kæmpe for menneskers ret til at udøve deres rettigheder som frit tænkende mennesker – herunder for deres ret til at leve af, og værne om naturen – er det værd at spørge, om det overhovedet giver mening at hylde dem under samme forudsætninger. Der er er trods alt langt fra de kinesiske fangelejre – eller såkaldte ”genopdragelseslejre” som årets pristager Ilham Tohti angiveligt sidder i og til de oprindelige folk i Amazonas’ regnskove, der kæmper imod krybhugst og multinationale selskaber for at bevare deres land og deres vand. Eller er der?

I en international prisuddelingssæson, der har båret præg af Nobelkomiteens og det svenske akademis mildest talt kontroversielle og meget omdiskuterede pris til en forfatter, der efter dele af hans forfatterskab og politiske aktiviteter at dømme, ikke kærer sig mere om menneskerettigheder end, at han kan afvise et blot 25 år gammelt folkemord på europæisk grund som værende netop det, giver det håb at slutte året med uddelingen af en pris, der på baggrund af et samstemmende og trods alt stadig multieuropæisk parlament giver det sidste ord til den moderate dialog og forsoning i omgangen mellem folk og mennesker, som unionen i sidste ende er sat i verdens for at forsvare.

Lad os håbe, at 2020 bliver året, hvor EU’s stædige tro på symbolpolitikken, også bliver fuldt op af praktisk politik, der tager menneskerettigheder og tankefrihed alvorligt.

Kilde i link: Euractiv

Annemarie Majlund er kulturredaktør på Magasinet Europa. 

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AFP/Frederick Florin/

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: