Spaniens socialdemokratiske regering er blevet bragt til fald af den catalanske separatisme og det spanske højre. Efter otte måneder ved magten har statsminister Pedro Sánchez udskrevet nyvalg til den 28. april, en måned før kommunalvalgene og valget til Europa-Parlamentet.
Analyse af Sara Høyrup
Den socialdemokratiske statsminister Pedro Sánchez måtte i fredags kaste håndklædet i ringen små tre kvart år efter, at han skubbede den konservative Mariano Rajoy ud med et mistillidsvotum. Anledningen til regeringens fald er statsbudgettet, men årsagerne ganske andre. De catalanske udkantsnationalister har al mulig grund til begejstring for et budget, som det spanske højre af gode grunde ser som en belønning for regionens oprør i efteråret 2017. Dengang gjorde lokalmagten i den rige region et på én gang hovedløst og halvhjertet forsøg på med mobilisering af halvdelen af befolkningen at opkaste sig til en stat i egen ret. Til trods for de mange vaudevilleoptrin i det, som flere separatistledere nu siger ikke var så alvorligt ment, udløste kupforsøget en alvorlig krise i hele det spanske samfund.
Catalanisterne har op igennem tierne samlet sig om aktivistformer, som fik dem til at fremstå venstreorienterede, skønt deres ideologi er dybt reaktionær, og partierne spænder fra det lille CUP på det yderste venstre til det store borgerlige Convergència-miljø til højre. Det nye spanske venstre i de populistiske Podemos og Comunes har forholdt sig venligt til udkantsnationalisternes mantraer om ”demokrati” og ”retten til selvbestemmelse”, mens det catalanske socialdemokrati PSC helt fra gammel tid har været eftergivende og sågar gået lokalnationalismens ærinde. De centrale spanske socialdemokrater i PSOE har været mere tilbageholdende med at slå hårdt ned på separatismen end højrekræfterne i det gamle, konservative Partido Popular (PP), de unge liberale i Ciudadanos (Cs) og det yderste højre i Vox.
Det spanske højre
Det har alt sammen fået den unionistiske lejr til at blive opfattet som det spanske højres territorium – også selv om Ciudadanos blev skabt af antinationalistiske socialdemokrater, og lokalnationalismen møder modstand fra både organiserede venstrefløjsgrupper og stærke progressive enkeltstemmer som for eksempel juristen Tereise Freixes og den intellektuelle Jordi Gracia. Vox for sin del handler om at rulle al modernitet tilbage til sådan cirka Francisco Francos tid. Ultrahøjrepartiet er de nye vindere af vælgernes gunst, hvilket blev tydeligt ved regionsvalget i det sydlige Andalusien i december 2018, som dog også handlede om at straffe det lokale socialdemokrati for den korruption, som dets mange år ved magten havde ført til.
Tilbage i 2017 var det de unge jurister i Ciudadanos, som med deres klare tale for at overholde grundloven og bevare Spanien samlet og deres andet store tema, korruptionsbekæmpelsen, trak fulde huse. PP, som igennem årtier var det eneste egentlige borgerlige parti og er en opdateret og demokratiseret, men gennemkorrupt videreførelse diktaturets nationalkatolicisme, bløder tilslutning til begge sider: til venstre til de ideologisk flertydige og bevægelige Cs og til højre til de hårde bananer omkring handyret Santiago Abascal, der er en genopstået frankisme trukket i charmetøjet.
Mange unionister i Catalonien forklarer til mig, at de vil ”give Vox en chance”, tydeligvis uden at forstå, at de leger med ilden. Catalanere fra det spansksprogede flertal i regionen er så lede og kede af at blive diskrimineret i alle sammenhænge af den reaktionære lokalnationalisme, at de uden at gøre sig det klart kaster sig i armene på den centralspanske nationalisme i stedet. Hele deres klarsynede analyse af nationalismens svøbe lokalt tjener dem ikke til at gennemskue, at Vox ikke bare er patrioter ”uden komplekser”, og at det måske slet ikke er så god en idé at kaste alle ”komplekser” over bord.
Skam og komplekser
To begreber går igen i den politiske kommunikation, som drypper ned til befolkningen gennem de sociale medier: ”skam” og ”komplekser”. Det er mit indtryk, at helt almindelige mennesker er lige så instruerede i, hvad de skal tænke og mene og tro, som man i sin tid var det som medlem af topstyrede politiske partier eller ungdomsforbund. Uafhængigt af hinanden siger mennesker fra de samme fløje pludselig de samme mærkværdige ting, lige indtil de siger noget helt nyt, som ikke nødvendigvis passer sammen med det forrige og det næste – og da slet ikke med virkeligheden.
Et stort hit især hos de catalanske udkantsnationalister er at tale om den ”skam”, man føler – over den anden. Der er simpelthen ingen ende på disse substansløse forsøg på at forsøge at shame meningsmodstandere og politiske rivaler, og der er en tæt forbindelse til placeringen af skyld hos den anden. I politik er alting er alting den andens skyld i Spanien for tiden, og således bliver al forsoning, al konstruktiv dialog og alt samarbejde umuligt.
Hos det spanske højre vil man af med ”komplekserne” og alle de bindinger, der har fået det spanske samfund til at holde sig tilbage, lige siden forsoningens tid under overgangen til demokrati (1975-78/81). De fyrre års diktaturerfaring og borgerkrigen i trediverne sidder dybt i samfundsteksturen – også selv om de virkede som vasket væk i halvfemserne og nullerne.
Man holdt sig tilbage fra åben konfrontation, og man søgte konsensus. Folk gik overhovedet ikke op i politik. Topartisystemet med PP og PSOE som eneste egentlige rivaler om magten centralt agerede inden for rammerne af det, man var blevet enige om under den mindelige overgang fra diktaturet. Dets excesser og hele væsen undlod man at tage et retsopgør med for ikke at sætte den skrøbelige fred over styr. Ude i kulisserne stod jo militæret, som i sin tid nedkæmpede den spanske republik.
Udyret vågner
De mindelige spilleregler gælder ikke mere og har ikke gjort det længe. Det besynderlige catalanske løsrivelsesforsøg har vakt vreden til live. Det yderste spanske højre spænder bælte efter at have gemt sig under en sten, lige siden diktatoren døde, og tiden ikke længere var til Francos nationalkatolicisme og da slet ikke til den fascisme, den opportunistiske herre måtte afsværge, da det ikke lykkedes aksemagterne at overtage verdensherredømmet i fyrrerne. Nu står den igen på gamle dyder og antimodernitet tilsat fremmedhad og foreningen far.
Men reaktionen udebliver. Det er svært at blive rigtigt bange for den genoplivede spanske fascisme, når de selverklærede ”antifascister” er de reaktionære lokalnationalister med de fascistoide metoder, der intet har med demokrati og pluralisme at fatte. I Baskerlandet er det sågar miljøet omkring den gamle terrorgruppe ETA, der giver den som antifascister. Den britiske finansjournalist Rupert Cooke kalder det for Peter og Ulven-effekten: Udkantsnationalisterne har kaldt enhver modstander for fascist så længe, at termen er blevet tømt for indhold. Mange unionister betragter sågar skældsordet som et hædersmærke hægtet på dem for deres modstand mod nationalismen.
Der er ikke meget manøvrerum til at være progressiv og antinationalistisk europæist. Ciudadanos lod til at stå for det synspunkt fra sin oprindelse i Catalonien i 2006 og frem til 2018, men er af strategiske grunde rykket mod højre igennem årene og har kastet sig ind i hundeslagsmålet på højrefløjen. Optakten til den socialdemokratiske regerings fald denne uge var den helt igennem kompleksfrie kampagne, som en samlet højrefløj udgjort af Cs, PP og Vox kørte ugen før med hysteriske beskyldninger om ”højforrædderi” fra PP’s nye, unge leder Pablo Casados i et ivrigt forsøg på at komme højre om Vox. Højrefløjen hævder i strid med sandheden, at kun den er ”forfatningstro”.
Indbyrdes afhængighed
Socialdemokraten Sánchez’ strategi i Catalonien-krisen har været afspænding og dialog. Det er han ikke kommet langt med, for separatistlederne har aldrig ønsket den dialog, de altid taler om. De ønsker det martyrium, de har fået med kupforsøgets retslige efterspil. De stiller til stadighed ultimatummer, der ingen gang har på jord, da de er i strid med den spanske forfatning fra 1978, som der dengang var næsten fuld tilslutning til i den catalanske region. De repræsenterer ikke engang noget befolkningsflertal i regionen.
Helt forgæves har det dog ikke været at strække hånden frem til de reaktionære ledere, der har styret regionen i hele demokratiets tid takket være et spansk valgsystem, som vægter stemmer i provinsen meget tungere end storbyernes stemmer. Sánchez har med succés pillet pind for pind ud af lokalnationalisternes narrativ. Vil de have respekt? Den er deres. Vil de have penge? Så får de det. Vil de have social retfærdighed? Gerne! Vil de have dialog? Værsgo.
Sådan ser det spanske højre bare ikke på sagen. PP har aldrig været glad for at slippe magten – ikke for ingenting er de konservative diktatorens arvtagere. Cs og Vox er udspaltninger af PP, som begge er stormet frem på ryggen af unionismen. Det diskriminerede spansktalende flertal i Catalonien er så ofte blevet svigtet af regionens socialdemokrati, at de er sikre på, at der ligger endnu et svigt i Sánchez beredvillighed til dialog med den rabiate racist Quim Torra, som står i spidsen for regionen. Ikke mindst provokerer det de unionistiske catalanere, at regionens separatistiske mindretal stadig er centralmagtens eneste samtalepartner.
Den frustration driver det spanske højre rov på. De catalanske lokalnationalister er vanen tro aldeles ligeglade med, hvad de spansktalende og ”forræderne” fra egne etniske rækker måtte mene. Nu, hvor de to antagonister sammen har skubbet Sánchez til fald, viser det både, hvad de har til fælles: De er ligeglade med den sociale retfærdighed og velfærd, som den økonomiuddannede socialdemokrat tilbød. De to reaktionære nationalismers knibtangsmanøvre viser også, i hvilket forhold de står til hinanden: De har brug for hinanden som hadeobjekter for at vinde frem.
Socialdemokratisk status
Den socialdemokratiske mindretalsregering med det nye venstre i Podemos som juniorpartner havde brug for alle udkantsnationalisterne rundt omkring i landet i sin magtovertagelse og sin regeringsførelse. Både PSOE og PP har i tidens løb givet efter for urimeligt mange af udkantsnationalisternes krav til gengæld for støtte i Madrid. I Baskerlandet tjente ETA’s terrorisme som bagtæppe for de mange særordninger, det konservative PNV fik igennem. I Catalonien har man kunnet klynke sig til VIP-status, og med løsrivelsesforsøget satte man hårdt mod hårdt i en uansvarlig hanekamp og et game of chicken.
Sánchez oplistede i en tale fredag formiddag de sociale – og de symbolske – tiltag, han har gennemført med lovdekreter, som er en genvej til at lovgive uden flertal i begge kamre. Han førte også regnskab over alt det, der er blevet blokeret af hans modstandere. Sánchez når formentlig at få diktatoren fjernet fra hæderspladsen i De faldnes Dal før afgang. Til gengæld er det ikke lykkedes socialdemokraten at genindføre en længde på landets lejekontrakter, der skaber et minimum af stabilitet og hindrer prisernes himmelflugt presset af ”deleøkonomiens” bolighajer, turismen og gentrificeringen. Det populistiske Podemos stillede sig i vejen med et ultimatum om endnu mere indgribende krav om et loft over boligpriserne, som førte til, at end ikke socialdemokraternes mere moderate forslag gik igennem.
Pedro Sánchez kan meget vel blive genvalgt. Han får igen brug for alliancer til alle sider; og det er ilde set i Spanien, hvor man skal stå på mål for alt, hvad ens partnere står for. Det kan også blive Cs, PP og Vox, der vinder magten sammen og fortsætter kappestriden om, hvem der tør marchere længst til højre og tilbage mod fortiden.
Sara Høyrup er cand.mag. i spansk og har boet on/off i Spanien siden 1994.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AFP/Gabriel Bouys/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 