Vesten kommer til at acceptere et neutralt Ukraine. Putins krig minder mere om stats-terrorisme end krig, og det kræver en helt anden vestlig reaktion end den nuværende. Krigen er europæisk, og derfor bør Europa bidrage energisk til en forhandlingsløsning.

Analyse af Hugo Gaarden

Putins tre uger lange krig i Ukraine minder i stigende grad om statsterrorisme med drab på civile og bombning af byer. Det illustreres især i Mariupol, hvor Rusland har krævet overgivelse, men som Ukraine afviser. Putin har taget et helt land som gidsel for at opnå sit mål: At tvinge Ukraine væk fra sine NATO-ambitioner og blive neutralt, og samtidig vil han snuppe vitale dele af Ukraine – østpå og en stor stribe land mod Sortehavet for at svække landet.

Uanset om præsident Vladimir Putin har ønsket at inddrage Ukraine i Rusland, så er han på vej til at opfylde sin centrale målsætning: At rulle USAs og NATOs strategi et skridt tilbage. Det bliver en bitter pille at sluge for USA, der lige siden 1990 har ønsket at udvide NATO østpå, også med Ukraine og Georgien. Det sidste har Tyskland og Frankrig advaret imod, da det ville være en provokation over for Rusland.

Strategien har nok sikret de østeuropæiske lande et NATO-medlemskab, men den har ikke skabt stabilitet på ”østfronten” som helhed, og derfor ligger den samlede øst-strategi i ruiner, som det er tilfældet med nationen Ukraine lige nu.

Når præsident Joe Biden torsdag og fredag mødes med de europæiske ledere, vil han ikke erklære, at strategien har fejlet, og Frankrig og Tyskland ville ikke sige: ”hvad sagde vi.” Men bag tæt lukkede døre kommer der en alvorlig diskussion om, hvad Vesten fremover skal gøre.

Nok er NATO og EU svejset stærkere sammen her og nu, men de ekstremt barske økonomiske sanktioner kunne ikke hindre Putins angreb på Ukraine og kunne ikke få ham til at kapitulere. Han sidder øjensynligt sikker i sadlen på hjemmefronten.

Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij (billedet), der som ukrainerne har vist en enestående kampånd, har erkendt realiteterne og arbejder for en forhandlingsløsning med Rusland, og han har også erkendt, at Ukraine må blive neutralt, og at landet i et vist omfang bliver lemlæstet.

Han har vist kampvilje, mens Vesten ikke har villet støtte ham direkte militært – til trods for at Vesten har ført krig i tre arabiske lande de seneste 20 år. Der er atomvåben til forskel, og det er blevet forstærket af Putins trussel om at bruge atomvåben udover hans statsterror mod civilbefolkningen. Den russiske hær er øjensynlig kørt fast med store russiske tab, men han kan i lang tid skiftevis bruge forhandlinger og bombardementer, også med brug af avancerede hypersoniske raketter, for at presse Kiev. Et så kynisk spil har verden aldrig før oplevet.

Selv FNs generalsekretær, Antonio Guterres, advarer om faren for brugen af atomvåben. En nylig simulation på Princeton universitet viste ifølge New York Times, at en atomkrig kunne føre til 34 millioner dødsofre i løbet af få timer, og begyndelsen kunne ligge i en fejlvurdering. Derfor er det en almen opfattelse blandt sikkerhedspolitiske eksperter, at den første atomsprængning vil føre til enten total atomkrig eller øjeblikkelige forhandlinger. Det er Putins ultimative trussel.

Det vil utvivlsomt føre til en revision af Vestens atom- og sikkerhedspolitik, der hidtil har været et elite-projekt, som dårligt nok politikere har haft indsigt i, selv om de har ansvaret. Vil befolkningerne lade eliten uindskrænket stå for sikkerhedspolitikken, når man ser på Ukraine-krigen og de sanktioner, der ikke kunne standse Putins terror, og når verdens stærkeste militæralliance ikke vil komme et europæisk land til undsætning? De seneste års vestlige krig mod terror standsede nok det meste af terroren, men tre arabiske lande blev totalt ødelagte.

Der er noget i Vestens sikkerhedspolitik, der ikke fungerer. Det viser ukrainernes modstand. De lod sig ikke skræmme af Putin. Det gjorde Vesten. Tre regeringschefer fra Polen, Tjekkiet og Slovenien turde for nylig tage til Kiev for at mødes med Zelenskij. De kendte til østeuropæernes oprør i 1989. Hvor var Olaf Scholz, Emmanuel Macron og Mette Frederiksen? Kan man forestille sig, at præsident Joe Biden vil tage til Kiev efter sine møder i Europa? Nej, han vil påstå, at det kan provokere Putin og resultere i en tredje verdenskrig.

Biden har klogeligt afvist at sende NATO-fly til Ukraine for at beskytte Ukraines luftrum, men hele forløbet under de tre ugers krig viser, at Vestens sikkerhedspolitik ikke fungerer over for en person som Putin – i hvert fald ikke, når Vesten har været med til at fremprovokere Putins krig, fordi USA ikke ville tage hensyn til Ruslands sikkerhedsinteresser.

Da de økonomiske sanktioner heller ikke har reddet Ukraine fra enorme ødelæggelser og menneskelige tab og lidelser, bliver det afgørende at finde en bedre metode i kampen mod terror i atomvåbnenes skygge. Det ukrainske folks kampvilje viser, at Vesten dybest set har ladet sig kue af Putins atomtrussel. Mennesker kan i længden ikke leve med en vedvarende underkuelse. Danskerne bøjede sig for Nazityskland i 1940, mens briterne tog kampen op, også mod den daværende britiske elite, som ville tilpasse sig Hitler.

I Finland er der nu flertal for medlemskab af NATO, men præsident Sauli Niinisto advarer mod det, da han tror, at det i den nuværende situation kan skade Europas sikkerhed. Han mener, tiden er inde til at udvikle nye sikkerhedsmetoder.

Det bliver europæernes helt store udfordring, især fordi ingen ved, hvor længe Putin vil fortsætte sin terror. Der bliver en økonomisk høj regning at betale for at hjælpe Ukraine på fode, og europæerne må finde en sikkerhedspolitik, som dels kan forebygge konflikter, dels kan give et direkte modspil i tide, f.eks. med et fælles atomforsvar.

Den største hurdle kan komme, når en fredsaftale skal indgås. Europæerne bør allerede nu arbejde energisk for en aftale, der sikrer Ukraines eksistens, selv om den også bliver et nederlag for Vestens, eller i hvert fald USA’s, hidtidige strategi. Det er nødvendigt at udvikle en mere robust, realpolitisk strategi end den eksisterende. Putin må siden hen betale en pris for det.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top:/SIMON SHUSTER / SHUMY, UKRAINE/