Efter 88 dage med svære forhandlinger og et institutionelt sammenstød uden fortilfælde blev en ny italiensk regering en politisk realitet. 2018-valget og den nye populistiske og euroskeptiske regering fremstår på flere måder som et markant brud med den kontinuitet, der kan spores tilbage til starthalvfemserne. Det er derfor ikke uden grund, at der siden valget i marts er blevet talt om begyndelsen på en Tredje Republik.
Analyse af politisk redaktør Simon Cecchin Birk
TEMA: DET USTABILE ITALIEN | Jordskredsvalget i Italien i marts og de følgende dramatiske og synende uendelige valgforhandlinger har ikke uden grund været fulgt tæt verden over. Med de forudgående valg i Frankrig, Holland og Tyskland var en vis følelse af normalitet vendt tilbage til europæisk politik. Macrons kosmopolitisme kunne næsten opveje tilstedeværelsen af en populistisk og anti-globalistisk amerikansk præsident. Med den voksende støtte til EU i mange medlemslande og den nye seriøse diskussion om fremtiden med udgangspunkt i EU-kommissionens fem scenarier kunne man næsten glemme Brexit.
Med det italienske valg vendte virkeligheden tilbage. To populistiske og euroskeptiske partier har dannet regering på grundlag af en regeringskontrakt, der lægger op til en enorm finansiel lempelse, en hård udlændingepolitik og en mere national orienteret og pragmatisk geopolitik, hvor der åbnes op for øget samhandel med Putins Rusland.
Italien har dog ikke umiddelbart fået en højreradikal regering, som det ellers er blevet hævdet fra det etablerede centrum-venstres side. Mere korrekt er det at sige, at Italien står overfor at skulle regeres af et postideologisk centrum-venstre parti og et etnisk nationalistisk højreradikalt parti, hvis kommende regeringssamarbejde med rette kan betragtes som et skrøbeligt politisk eksperiment.
Uoplagte og oplagte regeringspartnere
At der er store forskelle på Femstjernebevægelsen og Lega er tydeligt. Mens Femstjernebevægelsen advokerer for mere direkte demokrati, grøn omstilling og borgerløn, slår Lega sig op på at genvinde national suverænitet, føre en stålfast immigrationspolitik og bevilge store skattelettelser. På den politiske højre-venstreskala er de to partier således oplagte konkurrenter.
At der er betydelige ligheder mellem de to partier er næsten lige så tydeligt. Begge partier er udpræget populistiske og har derfor begge et moralistisk syn på politik som en kamp mellem det dydige folk og den skadelige elite. I partiernes slagkraftige retorik finder man endvidere ofte en hævdelse af at kunne repræsentere det italienske folk, der således italesættes som en monolitisk størrelse med én interesse i modsætning til en række samfundsgrupper med forskellige interesser.
Sammenstødet med præsident Sergio Mattarella, der standsede regeringsdannelsen, da han nægtede at acceptere den euroskeptiske Paolo Savona som finansminister, understregede dertil, at begge partier – i hvert fald for en stund – var villige til at vægte folkestemningen over forfatningen.
Endelig er begge partier euroskeptiske og deler en kritik af euroen og den tysk drevne sparepolitik.
Femstjernebevægelsen og Lega er oplagte regeringspartnere i en protestfront mod den pro-europæiske status quo, og det er med protestfrontens nyvundne magtposition, at der tales om en Tredje Republik.
Vejen til Den Tredje Republik
Den Første Republik fandt sine tidlige konturer efter afslutningen på Italiens 21 år lange fascistiske kapitel, hvorunder landets spæde og skrøbelige demokrati gradvist men sikkert var blevet afmonteret af Benito Mussolini til fordel for et diktatur med totalitære aspirationer. Den Første Republik var præget af ufuldkomment topartisystem, hvor et dominerende kristendemokrati formåede at sætte sig på staten, mens en stor og i de første årtier sovjetvendt italiensk venstrefløj i overvejende grad forblev ude i kulden.
Ramt af omfattende korruptionsskandaler og nye geopolitiske realiteter kollapsede det italienske partisystem i starthalvfemserne. Den Anden Republik tog sin begyndelse i vakuummet efterladt af Den Førstes Republiks fald og tillod nye politikere, partier og koalitioner at præge Italiensk politik fra midt halvfemserne og frem. Den Anden Republiks altoverskyggende politiker var Silvio Berlusconi, der midt i krisen lovede de utilfredse vælgere et nyt italiensk økonomisk mirakel (det første var mellem 1950-1970) og meget andet.
Berlusconi og hans parti Forza Italia bragte den nationalt orienterede tænkning tilbage til italiensk politik for første gang siden fascismen. Hans parti var det første til at komme med euroskeptiske udtalelser og klargjorde på denne måde terrænet for den følgende italienske skepsis, herunder den nyeste og mest markante fra Femstjernebevægelsen og Lega.
Efter en periode med spirende euroskepsis fra fløjende af det italienske partisystem og en fraktion i Berlusconis parti forsvandt den højlydte kritik af EU i slutningen af nullerne. Dette var dog stilhed før stormen, og fra 2013 blev Europa-politikken en uomgængelig politisk skillelinje, som både protest- og etablissementspartierne i stigende grad positionerede sig i forhold til.
Allerede ved valget i 2013 var der klare tegn på at rammebetingelserne for italiensk politik var under afgørende forandring. Med Femstjernebevægelsens store vælgersucces var Italiens partisystem blevet tripolært. Den euroskeptiske Femstjernebevægelses store fremgang synliggjorde den voksende kløft mellem Den Anden Republiks pro-europæiske politiske etablissement og store dele af den utilfredse italienske befolkning.
Samtidig udviklede det regionalistiske Lega Nord (Lega) under Matteo Salvinis lederskab sig gradvist men sikkert til et nationalt parti, der, udover den stigende skepsis overfor EU, kanaliserede og amplificerede den voksende utilfredshed med de store flygtninge- og immigrationsstrømme.
Siden 2018-valget og vælgerflugten fra de store etablerede partier, er der blevet talt om begyndelsen på Den Tredje Republik, der ligesom den Anden Republik vil være præget af nye politikere, partier og koalitioner. Den Tredje Republik vil dog som de to foregående uformelle republikker være rammesat af den italienske forfatning fra 1947.
Den Tredje Republiks første regering
Giuseppe Conte, professor i privatret, bliver Italiens nye premierminister, mens de to partiledere Luigi Di Maio (Femstjernebevægelsen) og Matteo Salvini bliver vicepremierministre og henholdsvis minister for arbejde samt økonomisk udvikling og indenrigsminister. Paolo Savona bliver flyttet fra finansministerposten til den mindre prominente post som EU-minister, mens professor i politisk økonomi ved Roms Universitet, Giovanni Tria, der er mere moderat euroskeptiker – og aldrig har udtalt et ønske om at forlade eurozonen – bliver Italiens nye finansminister. I alt er udpeget 18 ministre, heraf fem kvinder. Ni er fra Femstjernebevægelsen, syv er fra Lega og to er udefrakommende.
Hvorvidt det bliver Lega eller Femstjernebevægelsens idealer, der vil præge den kommende tid, er uvist men betydningsfuldt. Der er langt fra Legas etniske nationalisme til Femstjernebevægelsens radikale demokratisme. Langt fra Legas vision om et decentraliseret Europa til Femstjernebevægelsens mere pragmatiske idéer om en mere demokratisk og solidarisk union. Italien har store problemer og udfordringer. Den nye populistiske regering lover store forandringer. Italien står overfor, hvad der kan blive et markant politisk kursskifte, og et fortsat idealistisk europæisk engagement er ingen selvfølge.
Overgangstid med meget på højkant
Italien befinder sig ligesom det øvrige Europa i en overgangstid. I mødet med sociokulturel, økonomisk og politisk krise fremstår de før synene solide og selvevidente politiske rammer nu skrøbelige og for nogle tvivlsomme. I overgangstiden er det ikke alene de enkelte politiske spørgsmål, men selve de demokratiske rammebetingelser, der er på højkant. Er demokrati alene flertalsvælde eller er forfatninger og magtfordeling fortsat gyldige som en sikring af politiske rammer, magtbalance og mindretalsbeskyttelse.
Vejen til Den Tredje Republik er rammesat af krisen og populisme er krisens identitetsskabende politik. Vejen til Den Tredje Republik er brolagt med udbredte følelser af ressentiment i den italienske befolkning. Ressentiment overfor den nationale politiske elite, men også i stigende grad immigranter og EU – som Italienerne var førhen var blandt de mest entusiastiske tilhængere af.
Før Trump var der Berlusconi. Italien har ofte været et politisk foregangsland og samtidig et mikrokosmos af politiske udviklinger. Italien er det første stiftende EU-medlemsland, hvor en populistisk euroskeptisk regering overtager magten. Det er derfor afgørende at følge den italienske udvikling.
Simon Cecchin Birk er politisk redaktør for Magasinet Europa
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Gregorio Borgia/
Læs mere om den lange og svære regeringsdannelse ”Regeringsdannelsen, der ramte en mur”
Læs hele temaet “Det ustabile Italien”
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb via MobilePay Støt os fast via Patreon
