Inflationen og stigende renter kaster verden i en ny nedtur efter pandemien og finanskrisen. Det kan styrke det europæiske samarbejde, men det kan også føre til et opgør mod uligheden med krav om nye omfordelinger, mener to økonomer.

Analyse af Hugo Gaarden

Efter finanskrisen i 2008-09 og pandemien med lockdowns står verden på tærsklen til en ny økonomisk krise, som nogle økonomer mener kan blive meget værre end de tidligere. Risikoen for recession i slutningen af i år vokser.

”Vi kan stå over for en hurricane,” siger topchefen Jamie Dimon i USA’s største bank, JPMorgan. Han er en mand, der normalt ikke overdriver.

Den internationale Valutafond og Verdensbanken har sænket prognoserne for den globale økonomiske vækst med omkring et procentpoint. Verdensbanken mener, at den globale vækst i år falder til 3 pct. Værst set det ud i Europa, hvor væksten i første kvartal var helt nede på 0,2 pct., og hvor mange venter recession i slutningen af året – altså decideret tilbagegang. Arbejdsløsheden i EU er på 6,8 pct. og inflationen på 8,1 pct. Også i USA frygter stadig flere økonomer og storbanker en recession.

Aktiemarkederne er drønet ned i år, og der er risiko for et fald på 40 pct. som under finanskrisen i 2008.

En række forhold spiller ind. På det seneste er det især de høje energipriser, som skyldes Putins krig i Ukraine og de medfølgende vestlige sanktioner, og de belaster samtlige forbrugere. Amerikanske storbanker tror, at olien stiger til mellem 140 og 175 dollar i slutningen af året. Men forsyningsvanskeligheder som en konsekvens af pandemien spiller også ind. Globaliseringen er kommet under pres, fordi mange er bange for at blive afhængig af produkter fra andre lande, selv om samhandelen netop har været kernen i årtiers vækst. Desuden er der frygt for, at markedet for cryptovalutaer bryder sammen og ryster hele finanssektoren.

Det helt afgørende er, at centralbankerne uden undtagelse greb alt for sent ind mod den stigende inflation fra sidste år. Det erkender de i dag. De forebyggede ikke en kraftigt stigende inflation, men griber først ind nu, hvor inflationen er historisk høj, og ECB begynder først i juli at sætte renten op. De kraftige rentestigninger kan reducere den økonomiske vækst alvorligt – uden at priserne bremses voldsomt. Det kalder økonomer for stagflation – altså stagnerende vækst og høj inflation. Professor Larry Summers i USA har længe advaret om den udvikling. Han er Demokrat, men har kritiseret præsident Joe Biden for de seneste års finanspolitiske stimuli, der efter Summers opfattelse fører til overophedning. Han får opbakning af IMFs tidligere cheføkonom, Olivier Blanchard, der har en interessant iagttagelse: Den økonomiske nedtur vil få Europa til at rykke tættere sammen i dét, han kalder en europæisk globalisering. Europæerne vil erkende, at de store problemer må håndteres på europæisk niveau.

Men kriserne får måske også en helt anden virkning, nemlig et opgør mod den voksende ulighed og mod de rigeste personer, der har øget deres formuer dramatisk netop under kriserne. Pandemien gav kolossale stigninger i indtjeningen hos digitale selskaber som Amazon, mens lønmodtagerne og forbrugerne tog slæbet med bekæmpelse af pandemien uden at få lønfremgang.

Det var også vakt modvilje, at nogle af de rigeste som Jeff Bezos og Elon Musk bruger deres formuer på at sende raketter i rummet eller for få politisk og samfundsmæssig indflydelse, som når Musk forsøger at købe Twitter, mens de giver meget lave lønninger.

Den franske ekspert i ulighed, Thomas Piketty, har skabt opmærksomhed med sin seneste bog om kapitalens rolle, hvor han slå til lyd for en omfattende omfordeling af værdierne – lidt som da Danmark i 1700-tallet tvang godsejerne til at afstå betydelige jordbesiddelser til bønderne, som samtidig blev frie. Det gav et økonomisk boom det følgende århundrede.

De 50 pct. i bunden i USA og Europa har stort set ingen formue, henholdsvis ca. 2 og 4 pct., mens de 10 procent i toppen ejer henholdsvis 70 og 60 pct. Der er dog sket en betydelig udligning de seneste 100 år, så mellemgruppen på 40 pct. nu ejer ca. 40 pct. i Europa og 30 pct., i USA.

Men en større fordeling af formuerne vil gøre landene og borgerne rigere og mere produktive, og uddannelsesniveauet vil stige, siger Piketty. Han siger, at der ikke er statistisk belæg for, at større ulighed vil føre til større vækst i samfund, som præsident Ronald Reagan påstod, tværtimod. Væksten fra 1950 til 1980 var ca. dobbelt så stor som i årene efter Reagan. De mest velhavende blev ekstremt rigere, mens det brede flertal stod i stampe. Det skabte politiske problemer, så utilfredse vælgere i frustration valgte populister som Donald Trump, der lagde skylden for alle problemer på globaliseringen og udlandet, uden at vælgerne fik fremgang.

En omfordeling af formuerne kan ske ved flere metoder, f.eks. en arvebeskatning, men Piketty betragter en beskatning af formuerne som det bedst egnede middel – en årlig velstandsbeskatning. Det giver en ny skatteindtægt, som efter Piketty’s opfattelse kan bruges til en éngangsbetaling til alle borgere på f.eks. godt 250.000 dollar, der svarer til den gennemsnitlige værdi, som afdøde i USA efterlader sig. Det svarer til, at alle borgere dermed kvit og frit kan få sig en gratis bolig – en sikker basis i tilværelsen.

Det er mildt sagt et revolutionerende forslag, der næppe er realistisk på kort sigt, men Piketty berører et tema, der kan komme på dagsordenen i de næste årtier. Han finder det afgørende, at borgerne får mulighed for at blive mere deltagende i udviklingen, og at de får en rimelig andel af samfundets vækst. Det kan ske ved medbestemmelse i virksomhederne og generelt ved en stærkere involvering i samfundet.

Han lægger mere vægt på fordelingen af velstand end på at skabe en udligning af selve indkomsten, selv om han finder indtægtsforskelle på 1-til-100 for urimelige. Han forslår ikke en socialistisk lighed eller en socialistisk stat. Kapitalismen skal ikke afskaffes, men der må være et loft på indtjeningsforskelle, f.eks. 1-til-10 eller 1-til-20. Det vil stadig sikre et incitament til at gøre en ekstra indsats.

Han betragter de nordiske lande samt Tyskland som dem, der har den bedste form for fordeling, så hans ideer retter sig mere mod de angelsaksiske lande samt landene uden for Vesten, hvor uligheden i dag er blevet ekstrem.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top: /Johan Wessman/News Øresund/Flickr/