Finland og Sveriges optagelse i NATO fjerner den største hindring for integreret nordisk sikkerheds- og forsvarssamarbejde. Det kræver udsyn og nye ideer at udnytte de ændrede forudsætninger, men også gamle ideer bør genbesøges. 

Af Petra Mathilde Jørs, Mikkel Runge Olesen og Jakob Linnet Schmidt, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Norden er i høj grad kommet tilbage på den sikkerhedspolitiske dagsorden. Det hænger især sammen med de store forandringer, der de seneste år har fundet sted på det sikkerhedspolitiske område, ikke mindst i det nordiske nærområde, Østersøen og Arktis.

På den ene side har Finlands og Sveriges optagelse i NATO styrket alliancen og svækket Ruslands position i regionen. Det har ikke blot styrket de nordiske landes sikkerhed, men også forbedret de baltiske landes ellers udsatte geostrategiske placering ved grænsen til Rusland. Udvidelsen medvirker til at afskrække Rusland, da alliancen nu står stærkere på sin østlige flanke og dermed er bedre i stand til at forsvare sig.

På den anden side har Donald Trumps konfrontatoriske linje over for Europa og Canada sendt NATO i krise og sået tvivl om troværdigheden af artikel 5 i NATO. Det er særligt bekymrende i en tid, hvor spændingsniveauet er stigende i de nordiske landes nærområde, blandt andet synliggjort af flere tilfælde af ødelæggelser af infrastruktur i Østersøen. Dystre analyser fra Forsvarets Efterretningstjeneste peger på, at Rusland i de kommende år vil indtage en stadig mere truende og risikovillig adfærd over for NATO-landene. FE’s forvent- ninger er, at Rusland ikke alene vil intensivere brugen af hybride virkemidler yderligere, men også vil udgøre en stigende militær trussel mod NATO i de kommende år. Skrækscenariet forudsætter dog, at USA distancerer sig fra alliancen, og de europæiske lande undlader at opruste i samme tempo som Rusland.

Selvom Norden er et forholdsvis homogent område, betyder geografiske forhold, at landene ikke har identiske fokusområder og interesser. Danmark, Finland og Sverige har som kyststater til Østersøen eksempelvis flere interesser i det område end Norge og Island. Omvendt har Finland og Sverige ikke samme interesser i Arktis som Danmark, Norge og Island. Dertil er der forskelle i forhold til, hvorvidt de er tiltænkt en rolle som modtager- eller transitland for NATO-tropper og militært udstyr. Finlands og Sveriges optagelse i NATO giver ikke desto mindre mulighed for yderligere nordisk samarbejde inden for en bred vifte af områder, hvor det ikke tidligere var muligt. NORDEFCO er i den henseende et vigtigt koordineringsforum.1

Samtidig har Ruslands ageren ændret det sikkerhedspolitiske landskab i nærområdet, hvilket gør sam- arbejde inden for sikkerhed og forsvar mere aktuelt. Mens Rusland længe har figureret som hovedudfordringen for de nordiske lande, så fastholdt særligt Finland og Sverige, og i mindre grad også Norge, længe en dualistisk tilgang, hvor et militært forsvar blev modsvaret af en samtidig satsning på en afspændingsstrategi, mens Danmark fra et tidligere tidspunkt indtog en relativt hård linje over for Rusland. Den russiske invasion i 2022 bragte med et slag de nordiske lande på linje vedrørende Rusland, hvilket var den direkte årsag til de svenske og finske ansøgninger om NATO-medlemskab.2 Selv i Island, der ligger langt fra Rusland, betragtes invasionen i 2022 som en drastisk forværring af sikkerhedssituationen. Det er i det lys, at den udbredte politiske vilje i Norden til styrket samarbejde skal ses. Dette policy brief beskriver mulighederne for nordisk samarbejde på fire områder.

Genbesøg gamle ideer
Da den forhenværende norske udenrigs- og forsvarsminister Thorvald Stoltenberg i 2009 lancerede sine senere berømte 13 punkter for tættere nordisk samarbejde, var ambitionerne tårnhøje, men implementeringen viste sig vanskelig. Mange af initiativerne faldt igennem, ikke mindst fordi de nordiske lande så forskelligt på Rusland, og fordi deres forskellige tilknytning til EU og NATO besværliggjorde samarbejde i praksis.3 Begge dele har nu ændret sig.

Et af de områder, der tilbage i 2009 blev tillagt mest potentiale, men som samtidig viste sig vanskeligt at realisere, var nordisk samarbejde omkring indkøb af våbensystemer. Samarbejdet led under landenes forskellige sikkerhedspolitiske prioriteter – eksempelvis om de havde territorialforsvar over for Rusland for øje, eller om de i stedet prioriterede udsendelsesparate styrker til internationale operationer. Det samme kan siges om Stoltenberg-rapportens anbefaling om tættere samarbejde i Arktis. Således var det i starten primært, når det kom til konkrete operative løsninger frem for større strategiske beslutninger, at det nordiske samarbejde rigtig fungerede.4

Det begyndte imidlertid at ændre sig i 2014, da Rusland første gang gjorde indhug i Ukraine. Det gjaldt eksempelvis området ’militær mobilitet’, hvor det har vist sig muligt at indgå en række aftaler. En aftale om luftmilitært samarbejde med målet om et fælles nordisk luftforsvar har vist, hvor langt det er muligt at gå. På det landmilitære område har Norge, Sverige og Finland dog mere sammenfaldende interesser med hinanden, end de har med Danmark. På det maritime område kan Danmark mest oplagt samarbejde med Sverige og Finland i Østersøen, og med Norge og Island i Nordsøen og Arktis. Det nordiske samarbejde bør derfor være pragmatisk centreret omkring det, der giver mening, og der, hvor det giver mening. De bilaterale nordiske aftaler er udtryk herfor. For eksempel annoncerede Danmark og Norge i februar 2025 et bredt dansk-norsk-samarbejde, der blandt andet inkluderer muligheder for fælles træning, materiel- indkøb, industrielt samarbejde og operativt samarbejde med fokus på Nordsøen samt på indsejlingen til Arktis og Østersøen. Og i marts lavede Danmark og Finland en aftale om afskrækkelse og forsvar i nærområdet, maritimt samarbejde, øvelser og træning, dybere F-35-samarbejde og materielindkøb.

I lyset af de nye vilkår og forudsætninger har de nordiske og baltiske lande tidligere i år desuden igangsat en rapport, der skal give anbefalinger til yderligere nordisk-baltisk sikkerheds- og forsvars- samarbejde. I den givne situation er det både et aktuelt og vigtigt arbejde.

Tal med én stemme
Udviklingen åbner også helt nye muligheder for øget samarbejde inden for de større institutionelle rammer i EU og NATO. Indflydelse inden for disse organisationer er direkte forbundet med, hvor effektivt et givent land kan skabe forbindelser og bygge alliancer med andre medlemmer, eksempelvis i forhold til retning og initiativer. Derfor er det i høj grad en fordel at have ligesindede samarbejdspartnere, og her kan øget nordisk samarbejde spille en vigtig rolle. Muligheden for en stærkere stemme i EU og NATO og de opera- tionelle fordele, der kommer af et tættere nordisk samarbejde, kan forklare, hvorfor de nordiske lande pressede på for at blive samlet inden for kommandostrukturen JFC Norfolk i NATO, der er ansvarlig for NATO’s nordvestlige område, frem for at være delt mellem JFC Norfolk og JFC Brunssum, der dækker NATO’s centraleuropæiske område og Baltikum.5

Samtidig skal det nordiske bånd imidlertid ikke overspilles, idet man kan risikere at give indtryk af en nordisk klike inden for NATO – noget, der kan bidrage til regionalisering og fragmentering mellem NATO- landene. Det bør undgås, fordi det kan reducere alliancens sammenhængskraft i tider, der kræver handlekraft. Man skal altså arbejde tæt sammen, men ikke for tæt.

Koordinér Ukraine-støtten
Ukraine ligger tættere på Europa end på USA, lød det fra NATO-generalsekretær Mark Rutte i januar 2025. Derfor må Europa også indstille sig på at betale regningen. EU’s udenrigschef Kaja Kallas gik endnu længere, da hun i kølvandet på krisen i de amerikansk- ukrainske relationer gik så langt som til at sige, at den vestlige verden nu havde brug for en ny leder (underforstået Europa).

Alle de nordiske lande støtter ivrigt Ukraine, og Danmark, Sverige, Norge og Finland er i topti over største bidragydere målt som andel af BNP. Det er der flere grunde til, men det handler først og fremmest om forholdet til Rusland. I de nordiske lande er der bekymring for, at russiske styrker efter en eventuel afslutning på krigen i Ukraine kan blive anvendt til at lægge pres på det nordiske nærområde. Hertil kommer, at de nordiske lande, på linje med mange andre småstater, generelt har været store fortalere for opretholdelse af en international retsorden, der begrænser store landes muligheder for at påtvinge mindre lande deres vilje. Ønsket om ukrainsk sejr er, som Finlands præsident Alexander Stubbudtrykte det i januar 2025, direkte forbundet med nordiske interesser og værdier. Støtten til Ukraine er samtidig baseret på bred sympati for Ukraine i de nordiske landes parlamenter og befolkninger.

På den baggrund er det forventeligt, at de nordiske lande fortsætter med at gå forrest i støtten til Ukraine. Samtidig er der imidlertid et uudnyttet potentiale for bedre koordinering af støtten – særligt når det kommer til militærhjælp og støtte til opbygning af den ukrainske forsvarsindustri.

Fælles bidrag til internationale operationer
Den sikkerhedspolitiske situation betyder, at en stor og stigende andel af de militære styrker nu og fremover skal anvendes til afskrækkelse i de nordiske landes nærområde, herunder deltagelse i NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Baltikum. Det er en udvikling, der har været undervejs i flere år, men som er blevet yderligere forstærket af Ruslands krig i Ukraine. På dette område bør det overvejes, om fælles nordiske bidrag kan skabe merværdi.

Den militære refokusering mod nærområdet betyder samtidig, at der formentlig fremover vil være reduceret fokus på deltagelse i internationale missioner og operationer i andre dele af verden. Historisk har det ellers været en fremtrædende nordisk prioritet at bidrage til internationale stabiliseringsindsatser. En måde at bidrage til denne bredere sikkerhedsdags- orden kunne eksempelvis være i form af integrerede fællesbidrag eller ved en fælles tilmelding i FN- og/eller EU-regi, hvor landene afløser hinanden.

Petra Mathilde Jørs er Ph.d.-studerende, Udenrigspolitik og diplomati, på DIIS
Mikkel Runge Olesen er Seniorforsker, Udenrigspolitik og diplomati, på DIIS
Jakob Linnet Schmidt er Ph.d.-studerende, Udenrigspolitik og diplomati, på DIIS

Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt på diis.dk den 24. marts 2025

Læs hele policybriefet her

Billede i artiklens top: Fra venstre: Petteri Orpo, Mette Frederiksen, Ulf Kristersson, Volodymyr Zelenskyi, Bjarni Benediktsson, Jonas Gahr Støre/ © Anne Sjöholm, valtioneuvoston kanslia, Finland

Anbefalinger

  • Genbesøg Stoltenberg-anbefalingerne, og vær opmærksom på den bebudede efterfølgeranalyse
  • Agér så vidt muligt som én aktør i NATO, EU og FN
  • Koordinér Ukraine-støtten, særligt inden for våbenhjælp og forsvarsindustriel opbygning.
  • Støt internationale stabiliseringsoperationer med fællesnordsiske bidrag

———————-

Referencer:

  • Jakob Linnet Schmidt og Mikkel Runge Olesen, ”Det lille store skridt: Finsk og svensk NATO-medlemskab giver muligheder for NATO og Norden”, DIIS, policy brief, juni 2022.
  • 2. Schmidt og Olesen, ”Det lille store skridt”.
  • 3. Kristin Haugevik, Ulf Sverdrup, Björn Fägersten, Karsten Friis, Lars Gjesvik, Pia Hansson, Calle Håkansson, Tuomas Iso-Markku, Hans Mouritzen, Silja Bára Ómarsdóttir, Auður Birna Stefánsdóttir og Øyvind Svendsen,Ten Years On: Reassessing the Stoltenberg Report on Nordic Cooperation, NUPI, IIA, DIIS, FIIA og UI, rapport, 2019.
  • 4. Mikkel Runge Olesen og Kristoffer Nilaus, ”Mere kontinuitet kan styrke nordisk forsvarssamarbejde: NORDEFCO nu og i fremtiden”, DIIS, policy brief, december 2015.
  • 5. Sean Monaghan, Eskil Jakobsen, Sissy Martinez, Mathieu Droin, Greg Sanders, Nicholas Velazquez, Cynthia Cook, Anna Dowd og Maeve Sockwell,Is NATO Ready for War? An Assessment of Allies’ Efforts to Strengthen Defense and Deterrence since the 2022 Madrid Summit, CSIS, white paper, juni 2024.