Coronakrisen kan føre til gennemgribende forandringer af økonomien á la 1700-tallets landboreformer, hvor der skete en omfordeling af værdierne fra godserne til frigjorte bønder. Det skabte en stærk dynamik i det danske samfund. I dag diskuterer økonomer verden over reformer af kapitalismen, så de skabte værdier fordeles bredere end i de seneste årtier.
Analyse af Hugo Gaarden
Coronakrisen og protestbølgen i USA kan føre til gennemgribende samfundsmæssige forandringer, fordi de er udtryk for dybe problemer i industrilandene. Men allerede før coronakrisen drøftede økonomer verden over en reform af kapitalismen, så den bliver mere dynamisk, og så de skabte værdier spredes til en større del af samfundet end hidtil – uden at føre til socialisme.
Det er bemærkelsesværdigt, at to af de stærkeste talerør for en fri markedsøkonomi, Financial Times og The Economist, har været de mest energiske fortalere for reformer af kapitalismen for at begrænse den ekstreme ulighed. De har påvirket en debat, der har stået på et par år, men nu har coronakrisen skærpet behovet for reformer.
Krisen har allerede ført til forandringer: Staten har fået større betydning som følge af coronakrisen. I erhvervslivet er der blevet større bevidsthed om at tage hensyn til medarbejderne, samfundet, sundheden og miljøet. Alle har opdaget betydningen af vitale erhvervsgrupper som sygeplejersker og plejepersonale, der økonomisk ligger på bunden af lønskalaen. Nedlukningen har vist, at hver eneste borger har en betydning som aldrig er set tidligere, fordi hver eneste kan være en trussel, og fordi hver eneste spiller en rolle for kampen mod virussen. Samtidig har hver eneste borger fået en kolossal regning, som ingen har set omfanget af endnu, men den skal betales over de kommende år og årtier. Alle er blevet klar over den betydning, forbrugerne har for økonomien. Er en finansmand og en teknologiekspert virkelig meget mere ”værd” end en forbruger?
Når man ser, hvor roligt et massivt flertal af befolkningerne har accepteret indskrænkningerne, når man ser de enkelte borgeres betydning for håndteringen af krisen, når man ser borgernes gigantiske regning fremover, så er det sandsynligt, at borgerne vil have større indflydelse på beslutningerne.
Nedlukningen skete uden at spørge befolkningen. Et flertal har stået økonomisk i stampe i et par årtier, viser analyser fra f.eks. USA og Tyskland. Langt hovedparten af væksten og formuerne ligger i toppen. Vil befolkningen blive ved med at acceptere det, når coronakrisen ikke kunne klares uden hele befolkningens medvirken?
Måske er der behov for noget, der ligner landboreformerne i 1700-tallet, hvor kongen og en lille gruppe embedsmænd besluttede at give landets flertal, bønderne, økonomisk frihed ved at tvinge godsejerne til at afstå en del af jorden til bønderne. Det skete i håb om at komme ud af en økonomisk stagnation, og resultatet blev en enestående økonomisk vækst for hele samfundet, og den førte 100 år senere til en politisk frigørelse og gennemgribende forandringer i alle led af samfundet. Uden at godsejerne mistede livet og godserne.
En omfordeling af den art kan ikke gennemføres i dagens verden, men nu drøfter økonomer en omfordeling, som bygger på beskatning og politiske regler for erhvervslivet. Det er trods alt politiske beslutninger, der har givet erhvervslivet, ikke mindst finanssektoren, langt mere spillerum til konstant lavere beskatning, mens lønmodtagerne er blevet svækket. Det illustreres i den kraftige vækst af gig-økonomien, dvs. en nutidig form for daglejere.
Flere årtiers udvikling har gjort toppen langt rigere end samfundene, bl.a med omfattende privatiseringer. I årene efter Anden Verdenskrig tjente amerikanske direktører ca. 20 gang så meget som gennemsnitsmedarbejderne, og dengang var væksten større end i dag. Nu tjener de amerikanske virksomhedsledere i gennemsnit 350 gang så meget. Selv verdens næstrigeste mand, Bill Gates, mener, at uligheden skaber problemer, og at den må reduceres. Det samme mener en gruppe af de største amerikanske virksomheder, der frygter en ny klassekamp, hvis ikke kapitalismen reformeres. Der er en voksende erkendelse af, at nogle af grundelementerne i nutidens økonomi er samfundsskabte, såsom internettet, og at det er urimeligt, at ekstremt få personer og virksomheder skal score hele gevinsten.
Et par amerikanske økonomer, Gabriel Zucman og Emmanuel Saez, har skabt opmærksomhed med en analyse, der viser, at en hård beskatning af de aller rigeste kan føre til et betydeligt løft for resten af befolkningen. Økonomen Larry Summers har beregnet, at hvis der i dag er den samme indkomstfordeling som i 1979, vil de 80 procent i bunden af samfundet få 1000 milliarder dollar ekstra i indkomst, mens den ene procent i toppen vil få 1000 milliarder dollar mindre. Analyserne viser, at en hårdere formueskat eller en bedre indkomstfordeling ikke skaber mindre vækst i samfundet. Flere forslag tager især sigte på at øge skatten på finansielle indtægter i stedet for på produktive indtægter.
Den franske økonom, Thomas Piketty, foreslår omfattende skatteændringer. Britiske Labour har haft meget radikale forslag til omfordeling af værdierne med en slags økonomisk demokrati i virksomhederne. De fik et drønende nederlag ved det seneste valg. De demokratiske præsidentkandidater, der havde de mest vidtgående skatteforslag, tabte nomineringskampen. Især formueskatter er ømtåleligt. Men coronakrisen får utvivlsomt skat og fordeling af værdierne på dagsordenen. Økonomer har blot ikke kunnet præstere forslag, som kunne samle bred opbakning. Det skyldes måske, at de ikke har givet svar på det spørgsmål, som økonomen Mariana Mazzucato har stillet: Hvordan kan der både skabes mere vækst og laves omfordeling?
Thomas Piketty. – Foto: /Ritzau Scanpix/Reuters/Charles Platiau
En større fokusering på forvaltningen af pensionsformuen kan måske givet noget af svaret. Pensionsopsparingen er blevet den største økonomiske aktør, men opsparerne – ejerne! – har ingen eller kun en beskeden indflydelse. Tager ejerne et reelt ejerskab over deres egen formue, vil de også få en betydelig politisk indflydelse. Det vil de også få, hvis de vil have kontrol med brugen af deres egne data, og hvis de vil have bedre sundhed, arbejdsvilkår og et bedre klima. En mere bredt funderet økonomi vil uvægerligt føre til større indflydelse for de enkelte.
Det danske samfund blev ikke dårligere, da bønderne begyndte at drøfte økonomi i deres fælles slagterier og mejerier på basis af deres egne små formuer. Men et sådant fundamentalt skifte har politiske og samfundsmæssige konsekvenser. Det er måske dét, vi står over for nu.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Eric Gaillard/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 