Forfatteren til denne rejse tilbage i tiden var selv skoledreng i 1972. Han bar kækt en nej-badge – og det var lærerinden ikke begejstret for.
29.09.2012 | TEMA OM 1972-AFSTEMNINGEN | Jeg var med skoleklassen på udflugt til Ribe i sensommeren 1972. Vi sov på vandrerhjem, så mennesker med ”NEJ”-balloner og en af klassens stærke fodbolddrenge havde hjemve, så han græd. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig. Måske var det større end folkeafstemningen om EF. Jeg var 12 år gammel og ikke helt så interesseret i pigerne som drengene på 13. Men jeg var lidt med på noderne – i cowboyjakke – med hårbørsten stikkende op af brystlommen.
Efter få dage i Ribe, uden synderlig hjemve, havde jeg min første badge nålet fast til den lomme. ”NEJ” stod der bare. Hvide bogstaver på rød og rund baggrund. Jeg havde ikke stemmeret, så jeg kunne mene hvad jeg ville. Det var ikke ansvarspådragende at gå med badge. Men jeg kan huske, at den blev kommenteret af lærerinden. Hun underviste os i dansk og religion – eller hed det kristendomskundskab dengang? Hun udtrykte en bekymring for, om jeg mon påvirkede mine klassekammerater.
Diverse bagdes fra Folkebevægelsen. Fra www.folkebevaegelsen.dk
I tiden efter udflugten til Ribe blev jeg mere nej-dreng, da jeg begyndte at fatte, at der også var folkeafstemning oppe i Norge. Jeg havde stået på ski i det land. Flinke folk. På Norgesbåden havde jeg oplevet, at danske passagerer, især mænd, snakkede om besættelsen og 2. verdenskrig med en særlig respekt for nordmændene. De var sejere på en eller anden måde. Nordmændenes følelser omkring det med EF var også mere dramatiske end vores. Jeg kan dog huske, at der også var skænderier i mange familier og slægter hjemme i Danmark. Der blev talt grimt og folk var ophidsede ved kaffebordene. Det gjorde indtryk. Det med EF var uden tvivl noget meget vigtigt.
I skolen diskuterede jeg løs med klassekammerater, de ældre – og med lærere. Det med at Sverige og Norge ikke skulle med, var mit bedste argument for et nej. Mine kystbaneforældre prægede mig ikke direkte, men blandingen af Information og P1 havde en vis indflydelse på mig. Ok, det havde Anders And & Co. så også. Der var også en krig i Vietnam, og jeg plaprede løs om våbenindustri og kapitalisme. Bedrevidende. Dansklærerinden var ikke meget for mit syn på sagerne, og når jeg igen mente noget om EF og afstemningen, så trumfede hun ved at sige noget i retning af: ”Nu har Krag i årevis tigget og bedt om, at Danmark kan komme med.”
Overskrift i henholdsvis Politiken, 6. september 1972 (top) og Berlingske Tidende, 23. september 1972 (bund).
Når jeg ser tilbage på oplevelserne fra det skelsættende efterår 1972, så får jeg øje på, at årene med badges med meninger dengang minder om de tilkendegivelser, man i dag kan komme med på Facebook. De er konsekvensforladte for det meste. Men jeg ser også, at et simpelt ’like’ kan få alvorlige følger i lande, der faktisk ligger i Europa. I Hviderusland for nu at give et eksempel. Det er måske både godt og skidt, at vi i smørhullet Danmark kan mene noget kvit og frit. Badges og ’likes’ er gammel vin på nye flasker, ja, men selve vinen er blevet billigere og mere tilgængelig. Det gik jeg nu ikke så meget op i dengang i 1972.
Morten Gliemann er journalist og politisk redaktør på Magasinet Europa.
Forsidefoto: Kampagneannonce fra Venstre, 1972.