Serien “The Crown” på Netflix giver et intimt indblik i forholdet mellem regering og kongehus i et konstitutionelt demokrati som Storbritannien. Den er dog især et kraftfuldt vidnesbyrd om de svære valg, som andre mennesker må træffe, for at de traditioner, som de fleste af os tager for givet, kan leve videre.

Anmeldelse af Andreas Bach Mortensen

26.11.2016 | DRAMA | ”Hvem vil have gennemsigtighed, når man kan få magi? Hvem vil have prosa, når man kan få poesi?”. Det spørger Edvard retorisk sine gæster om, mens de ser hans niece, Elizabeth 2., blive kronet.

Kroningen foregår i Westminster Abbey, for første gang sendt direkte på tv, mens Edvard befinder sig i Paris på sikker afstand af London og sit skamfulde eftermæle.

Den berygtede konge, der abdicerede for at ægte en fraskilt amerikansk kvinde, nåede aldrig at opleve sin egen kroning.

Modsat Dronning Elisabeth og hendes far, Georg 6., kapitulerede Edvard 8. under forventningernes pres. Han fravalgte sine pligter og ødelagde for en stund den poesi, som omgiver det britiske monarki.

Forholdet mellem de to størrelser, pligterne og poesien, danner rammen om Netflix’ seneste satsning, The Crown: Magien, som nødvendigvis må omgive monarkiet, og de personlige omkostninger, som pligterne påkalder.

Serien giver også et intimt indblik i forholdet mellem regering og kongehus i et konstitutionelt demokrati, og hvor kompliceret det kan være for en moderne monark at finde den rette grimasse.

Churchills forhold til Elisabeth sat på spidsen.
Winston Churchill er netop vendt tilbage som premierminister, da Elisabeths tiltræder som regent i 1952.

Den landsfaderlige krigshelt er imidlertid langt fra tidligere tiders storhed, og en række politiske brølere, et skrantende helbred og et gryende mytteri fra Churchills egne rækker, sætter premierministerens forhold til regenten på spidsen.

Elisabeth er i starten intimideret. Og gennem alle 10 afsnit må hun føle sig frem og træde varsomt for ikke at kritisere Churchill for åbenlyst og dermed overtræde sine beføjelser.

Selvom Churchills politiske virke fylder overraskende meget, så holder serien sig til de store historiske linjer, og derfor er det heller ikke alle politiske krøller, der bliver glattet ud.

Hvilken fristelse det ellers må have været for instruktøren at gå mere i dybden med Churchills bitterhed over, at Storbritannien ikke længere betragtedes som en udenrigspolitisk stormagt. Eller Anthony Edens, Churchills udenrigsminister og efterfølger, katastrofale politik over for den selvhævdende Nasser i Egypten.

De to konservative premierministre står i 50’erne i et dilemma, der minder om monarkens. Skal de flytte sig med tidsånden eller forsøge at vedligeholde imperiets status?

På trods af begge premierministres insisterende modvilje går udviklingen kun én vej.

På den udenrigspolitisk front ender Suez-krisen i 1956 som det ultimative tab af imperialistisk autoritet. Og på den indenrigspolitiske bane vidner Churchills beske angreb på socialismen i alle dens grader og afstøbninger om en ideologisk afkobling fra et britisk samfund, der generelt ønsker en større velfærdsstat.

De politiske historier er dog så velkendte og gennemanalyserede, at der heldigvis ikke dvæles for længe ved dem.

Unikt familieportræt
I stedet handler The Crown først og fremmest om monarkiet og dets medlemmer. Det er deres liv, der strukturerer seriens 10 afsnit, og det er det unikke familieportræt, som det fokus afstedkommer, som gør The Crown seværdig.

De personlige omkostninger, som de royale pligter medfører, personificeres bedst gennem prinsgemalen Philip, og den helt særlige form for eksistentiel ulykke, han bærer rundt på.

En situation, som ikke står langt fra vores egen prins Henriks, hvor en stolt mand med taktfaste skridt bliver umyndiggjort. En ”eunuk”, som Philip beskriver sig selv, frarøvet sit navn, karriere og selvstændighed.

Mens Philip af sin svigerfamilie betragtes som en uønsket outsider fra Grækenland og Danmark, kæmper han en indædt kamp for at forny og gøre sin hustru mere folkelig.

I en af scenerne på vej hjem i flyet over Italien siger Phillip rammende om sin nye private sekretær, den aristokratiske Sir Lascelles: ”Han er fanget i landet, som tiden glemte.”

Præget af sin græske opvækst, hvor monarkiet blev væltet, er han den eneste, der kan se nødvendigheden af institutionel nytænkning, bl.a. ved at insistere på, at Elisabeths kroning bliver bragt på tv.

Men karakteristisk for The Crown bringer også denne ellers så vellykkede nyskabelse sin egen tragedie med sig.

For, som klichéen tilsiger, kommer pressen også til begravelsen, når de har været inviteret til brylluppet – eller i dette tilfælde kroningen. Og på den måde medvirker Elisabeths folkelighed til at legitimere sladderbladene og paparazzi-fotografernes snagen.

Regentens komplicerede tilværelse
Den mest inspirerende karakter findes dog i seriens hovedperson, selvsamme Elisabeth 2.

Hendes udvikling som pligtopfyldende datter, der bliver overhoved af et skrantende imperium som bare 27-årig, er udpenslet på fornem vis.

Hendes embede starter med et tragisk øjeblik, hvor hendes fader, den folkekære Georg 6., dør af lungekræft, mens hun intetanende befinder sig på tjenesterejse i Kenya. Storheden i øjeblikket fanges til perfektion af den legendariske filmkomponist Hans Zimmer, som i en sidebemærkning besøger Forum den 22. maj næste år.

I lige netop den scene i andet afsnit ud af 10 bliver Elisabeths skæbne beseglet – og som seer bliver man suget ind i hendes komplicerede tilværelse.

Her fra følger vi hendes kamp for at bære den byrde, som kun hun kan bære, og opfylde de pligter, som så mange før hende har ofret for egeninteresser og kærlighed.

Det er svært ikke at nære stor beundring, når man er færdig med den første af Netflix’ foreløbigt seks annoncerede sæsoner.

For The Crown er en yderst relevant reminder om det beundringsværdige, som monarkiet står for: Om institutionernes berettigelse, men også om den unikke rolle, som Storbritannien – på trods af alle sine fejl – bør spille i verden.

Men serien er først og fremmest et kraftfuldt vidnesbyrd om de svære valg, som andre mennesker må træffe, for at de traditioner, som de fleste af os tager for givet, kan leve videre. Hvad andre må gøre, for at vi – de ofte utaknemmelige undersåtter – kan nyde en smule poesi i vores ellers så prosaiske tilværelse.

Samtlige 10 afsnit af “The Crown” kan ses på Netflix.

Andreas Bach Mortensen er skribent på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Robert Viglasky/Netflix via AP/Polfoto