Findes der noget europæisk, som al diversitet til trods binder landene i verdensdelen Europa sammen? Og hvordan er dette ”europæiske” i givet fald opstået og har udviklet sig gennem tiden? I bogen “Rejsen mod Europa” indkredser og undersøger historikeren Jakob Danneskiold-Samsøe disse spørgsmål. Vi bringer et uddrag:
Af Jakob Danneskiold-Samsøe
”Vi kan ikke vende ryggen til Europa. Vi er en del af Europa.” Sådan bedyrede den senere premierminister Boris Johnson, da det i 2016 stod klart, at de britiske vælgere havde stemt for Brexit. Britiske venner fra begge lejre i folkeafstemningen skrev næsten enslydende til mig: ”Vi forlader EU. Vi forlader ikke Europa.” Det samme kunne man læse i lederspalterne i flere britiske aviser.
Men hvad er det Europa, briterne ikke forlader? Det er tydeligvis ikke EU, og det er naturligvis heller ikke verdensdelen Europa. Uanset hvad britiske vælgere og beslutningstagere måtte mene, er De Britiske Øer rent geografisk solidt forankret i Europa.
Hvis Europa ikke er EU og ikke kun er et geografisk begreb – hvad er det så? Findes der noget europæisk, som al diversitet til trods binder landene i verdensdelen Europa sammen? Udgør Europas utallige folk og lande et skæbnefællesskab med så meget fælles kulturelt arvegods, at det giver bedre mening at tale om Europa og det europæiske som et samlet hele end om eksempelvis Afrika eller Asien? Og hvordan er dette ”europæiske” i givet fald opstået og har udviklet sig gennem tiden? Det er det, denne rejse forsøger at indkredse.
I over 30 år har jeg beskæftiget mig med Europas historie med dens endeløse række af begivenheder. I stigende grad er jeg blevet nysgerrig efter at forstå de lange udviklingstræk, der bevirker, at dagens Europa ser ud, som det gør; at vi europæere tænker, som vi gør – og måske bidrage til at feje letkøbte myter til side for at opnå en bredere indsigt. Det er svært – men som den dansk-amerikanske taleskriver Ted Sorensen skrev for John F. Kennedy, da præsidenten i 1962 lancerede de amerikanske ambitioner om at nå Månen: ”Vi skal ikke gøre det, fordi det er nemt, men fordi det er svært.”
Rejsen mod Europa er mit personlige måneprogram, jagten på at forstå det kontinent, hvor jeg er født og opvokset. Jeg har forsøgt at glemme alt, hvad jeg vidste i forvejen – eller troede, jeg vidste – og har taget udgangspunkt i alt det, der undrer mig. Viden begynder med svar, forståelse med spørgsmål.
Det har længe stået klart for mig, at for at forstå Europa både før og nu er man nødt til at inddrage stort set alle de fagfelter, man kan komme i tanke om. Her har jeg været så heldig at kunne trække på et stort netværk med indsigt og viden. Når jeg fremefter taler om ”historie”, skal det derfor forstås i bredest mulig betydning.
Hvad dælen er Europa i grunden? Er skellet mellem Vest- og Østeuropa et levn fra Den Kolde Krig, eller har denne opdeling af Europa ældre rødder? Hvordan er dansk, fransk og ungarsk identitet opstået, og hvordan er en europæisk identitet opstået – eller ikke opstået? Hvordan kan det samme kontinent, som fostrer tanken om menneskerettigheder, ligeværd og demokrati, også foranstalte den atlantiske slavehandel og imperialismen? Hvordan kan tysk kultur, som i lange perioder har været førende i Europa, fostre Hitler og holocaust? Hvordan kan samme kontinent i samme periode både frembringe Michelangelos Adam, der næsten rører Gud, og Luthers menneske gennemsyret af synd? Hvorfor opstår den industrielle revolution lige i Storbritannien? Og hvilken betydning har videnskaben, bogtrykkerkunsten og humanismen haft for Europa?
At være dansk, eller europæisk, handler jo ikke kun om grænser og politiske styreformer. Det handler om sprog, historisk bevidsthed og omgangsformer – om forestillinger, forventninger og for- domme. Alt det, vi kan kalde kultur. Og det handler om teknologi og dagligliv.
For at forstå Europa både før og nu har jeg været nødt til at forlade min akademiske comfort zone og inddrage en skønsom blanding af klima, genetik, arkæologi, geografi, sprog, økonomi, landbrug, teknologi, militærteknologi, antropologi, videnskabshistorie og meget mere.
Og selvforståelse. For én ting er, hvad forskere kan analysere sig frem til, der ligger til grund for udviklingen. Noget andet er den virkelighed, europæere gennem tiden selv mener, de har befundet sig i. Den kan bygge nok så meget på illusioner og selvbedrag, men en klog mand har engang sagt, at illusioner er virkelige, hvis de er virkelige i deres konsekvenser. Europæernes forståelse af vores historie er lige så vigtig, som hvad der rent faktisk er sket.
Myter om Vesten
Det er en rejse mod Europa, du sidder med, ikke en bog om ”Vesten” eller ”vestlige værdier”. Der er spandevis af bøger og dokumentarudsendelser, som fortæller, hvordan Vesten og Vestens angivelige værdier er blevet til. Koblet til analyser af, hvorfor Europa (og siden USA) historisk kommer til at give andre civilisationer, som eksempelvis den kinesiske eller mellemøstlige, teknologisk og økonomisk baghjul. Og hvordan Europa, en lille udvækst til Asien, kommer til at påføre det meste af verden sin kultur og sine værdier.
Det er interessante spørgsmål, som vores rejse også dækker. Men det er i høj grad en evolutionshistorie udviklet af liberale humanister i 1800-tallet, hvor Europas historie siden antikken opfattes som udviklingen mod demokrati og frihedsrettigheder, markedsøkonomi, rationalitet, teknologi og moderne videnskab. Det er et historiesyn, som ikke mindst har været dominerende efter USA’s, Storbritanniens og Frankrigs sejr i de to verdenskrige og i disse landes opgør med Sovjetunionen under Den Kolde Krig. Og det er en problematisk historie.
For det første gør den vold på de forskelle, der er på eksempelvis det britiske og franske samfund, og på de enorme forskelle, der er på dem og det amerikanske. Demokratiet er skruet vidt forskelligt sammen i de tre lande, og mens retten til at bære våben af mange amerikanere regnes som en frihedsrettighed, har Europa en lang tradition for, at staten har voldsmonopol. Mens USA formelt adskiller stat og religion, kan ingen seriøs amerikansk præsidentkandidat offentligt mene, at Gud (i en eller anden form) er pure opspind. I Storbritannien og Frankrig opfattes dybt troende politikere derimod som lettere suspekte. Den amerikanske Uafhængighedserklæring henviser til Gud, det gør Den Franske Revolutions menneskerettighedserklæring så sandelig ikke. Og mens drivkraften bag slaveriets ophør i USA og Storbritannien især kom fra kristne grupper, var det i Frankrig – og det meste af Europa – først og fremmest revolutionens gudsfornægtere, der afskaffede det.
For det andet er denne provestlige succeshistorie og dens angivelige velsignelser blevet anfægtet af både politiske og faglige grunde gennem den seneste menneskealder. Siden 1960’erne er der især fra venstreorienterede kredse rettet frontalangreb mod denne historieopfattelse, som er blevet anklaget for etnocentrisme og for at udelukke betydningen af en lang række grupper – kvinder, sociale grupper som bønder, arbejdere og fattige samt diverse etniske grupper.
Til dels i tilknytning hertil er kommet det, man har kaldt ”den sproglige vending”. I den franske filosof Michel Foucaults forfatterskab fra 1960’erne til 1980’erne og i bøger som Edward Saids indflydelsesrige Orientalism fra 1978 vises det, hvordan de fortællinger om normalitet og rationalitet, som ”myten om Vesten” til dels bygger på, ret beset er sproglige konstruktioner. Narrativitet og italesættelse, som det kaldes.
Sidst, men ikke mindst, giver forståelsen af Europa som Vesten måske nok mening, hvis du sidder i London, Paris eller New York. Udgår din verden fra Berlin, Wien, Beograd, Warszawa eller Moskva, er den historiske horisont en anden. Europæere i disse byer får først et levedygtigt demokrati langt op i 1900-tallet – nogle vil anfægte, at de alle sammen har fået det.
Myten om Vesten kobler udviklingen af demokrati til udviklingen af moderne naturvidenskab og økonomisk velstand. Imidlertid er det først efter Første Verdenskrig, at engelsk for alvor slår igennem som internationalt videnskabssprog. Indtil da er det i høj grad tysk, fordi mennesker i det ikke synderligt demokratiske Tyske Kejserrige er blandt de fremmeste videnskabsmænd i verden. Omkring år 1900 klarer Det Tyske Kejserrige sig ligeledes ganske glimrende i den teknologiske og industrielle konkurrence med Vestens demo- kratier. Der er altså ikke nødvendigvis belæg for, at ”vestligt demokrati” og videnskabelige og økonomiske fremskridt er synonyme.
Under alle omstændigheder er ”Vesten” ikke hele historien om Europa. Og det er demokrati og fremgang heller ikke. Nazismen, fascismen og kommunismen er en lige så stor del af Europas historiske arv som demokratiet. Det samme er hekseafbrændinger, jødehad, inkvisition og slavehandel. På denne rejse vil jeg forstå Europa på godt og ondt, og du vil måske opdage, at tingene ikke er så sort-hvide endda. Hvis du er europæer, eller af europæisk herkomst, er Rejsen mod Europa så at sige din usminkede slægtshistorie.
Rejsen mod Europa
Og så lidt om den bog, du sidder med. Den dækker tiden fra neandertalerne og frem til Den Franske Revolution og er første del af rejsen mod Europa; den sidste del omfatter de seneste 200 år frem til i dag.
Bogen er skrevet til den store majoritet af mennesker, som ikke har Europas historie indlejret i rygmarven. Vi har en lang tradition for, at historien er opdelt i mere eller mindre vilkårlige tidsperioder: antikken, middelalderen, renæssancen og moderne tid, men historien er organisk. Nogle udviklingsforløb spænder over flere tidsperioder, og nogle fænomener udvikler sig ikke pænt lineært, men cyklisk – de forsvinder og dukker op igen langt senere som i et kvantespring. Det gælder især inden for idé- og kulturhistorien. Og når det handler om identitet, er det, som hændte (eller angiveligt hændte) for 200 år siden, måske vigtigere end det, der hændte i går.
Jeg opererer derfor så lidt som muligt med de klassiske tidsperioder, men behandler emner, der sprænger dem. Overordnet rejser vi kronologisk frem i tiden, men du vil opleve, at jeg ofte for at perspek- tivere tingene springer tilbage til tidligere stop på rejsen og underti- den frem. Et eksempel er koblingen mellem korstogene i middelalderen og spaniernes erobring af Latinamerika i renæssancen. Et andet er koblingen mellem opkomsten af bogtrykkerkunsten i 1400-tallet og den moderne pc fra 1980’erne. Og så er der de dele af den europæiske erfaring, hvor livsbetingelserne ikke ændrer sig væsentligt fra den tidlige middelalder og frem til industrialiseringen, trods opdagelser og opfindelser, skiftende monarker og grænser. Historien har mange spor, som foregår i forskellig hastighed.
For at perspektivere Europa er det også nødvendigt at have indsigt i, hvordan resten af verden har udviklet sig samtidig. Derfor møder du ikke kun europæere, men også kinesere, arabere, mongoler, tyrkere, amerikanere og andet godtfolk. Og vi skal undertiden både ud på verdenshavene og langt væk fra Europa. For at kunne skrive denne bog har jeg frejdigt krydset både grænser og faggrænser.
Rejsen mod Europa er ikke en lærebog, men fra først til sidst en personlig bog – min egen opdagelse af Europa, som jeg efter bedste evne forsøger at dele med dig. Den er båret af mine interesser og min horisont, og rejsen kunne være forløbet helt anderledes, hvis en anden havde været turguide.
Det er også en bog med en mission. Den skal tjene som modgift mod den uvidenhed og mytedannelse, der præger mange diskussioner om både Danmark og Europa. Du forstår ikke Danmark eller det at være dansk, hvis du ikke forstår den historiske baggrund – og den er næsten altid europæisk. Fænomener som ”danskhed”, ”velfærdsstaten” eller ”moderne videnskab” er ikke dumpet ned fra himlen. Velfærdsstaten er kun mulig, fordi vi fra 1600-tallet og frem opbygger en stærk militærstat med et professionelt embedsværk, effektiv skatteopkrævning og udryddelse af korruption ledsaget af undervisningsreformer, som sprogligt og kulturelt ensretter os.
Og den giver kun mening, hvis du forstår frygten for kommunismen, der red europæiske politikere som en mare fra slutningen af 1800-tallet og frem.
Herhjemme har vi en historisk horisont, der typisk hedder 793 (vikingetidens begyndelse), 1536 (reformationen), 1849 (juni-grundloven), 1864 (Dybbøl) og 1940-45 (besættelsestiden). Vi har ovenikøbet placeret dem i en nydelig historiekanon – men egentlig forsøger vi ikke at forbinde disse punktnedslag og perspektivere dem til nutiden, selv om dygtige lærere måske formår det. Denne bog gør dig forhåbentlig bedre i stand til at forstå sammenhængene ved at give det store billede i både tid og rum.
Den gør dig også bedre i stand til at forstå vores medeuropæere, som er udstyret med en ganske anden historisk horisont. For en serber fylder 1389 meget, da det var her, landets selvstændighed blev knust af tyrkerne. For en polak giver 1795 samme ubehag, da landet det år ophørte med at eksistere frem til 1918, bortset fra nogle år som klientstat for Napoleon. Ligeledes kan en græker begræde 1453, da det østromerske græske kejserrige faldt, og grækerne de næste små 400 år blev osmanniske undersåtter. En franskmand føler sig måske knyttet til revolutionen i 1789, mens en irer kan glæde sig over selvstændigheden i 1922 eller harmes over englændernes blodige ned- slagtning af Påskeoprøret i 1916.
Du vil både opleve, hvad der forbinder, og hvad der adskiller os europæere. I mange lande fylder historien (eller en tillempet historie) mere, end den gør i Danmark. Det er eksempelvis umuligt at forstå det moderne Polen uden at forstå polakkernes lange og blodige horisont, ligesom konflikterne på Balkan har dybe historiske rødder. Og det er kropumuligt at forstå det moderne Tyskland uden at kende til den dystre fortid med to verdenskrige og holocaust.
Der er ingen grund til at gentage, hvad du kan læse eller se andre steder. Derimod er der grund til at trække ting frem, som ikke er alment kendt. Mens du ubesværet kan få indblik i verdenskrigenes gang, har jeg valgt at give mere plads til emner som Trediveårskrigen, bogtrykkerkunsten, granatchok og de europæiske retsopgør (eller mangel på samme) efter Anden Verdenskrig. Jeg har også valgt at vinkle de fleste emner på en anden måde, end du normalt vil opleve. Eksempelvis spiller sprog og teknologi en markant rolle.
Uagtet sin tværfaglighed bygger denne bog først og fremmest på humanistisk, især historisk forskning. I min verden bærer man som historiker et ansvar for at kvalificere den offentlige debat, gennemhulle usandheder og aflive myter. Selv om vi brændte alverdens historiske institutter og brød den fødekæde, der fører fra universiteter til undervisningen i gymnasier og grundskoler, dokumentarudsendelser og museumsudstillinger, ville vi alligevel have en historie. Vi vil nemlig altid danne os et begreb om fortiden, og vi vil bruge den – som underholdning og i politisk øjemed. Vi vil ikke frembringe historie, men ”historier” båret af myter og ønsketænk- ning og vælge den historie, der passer til vores formål.
Jeg har gjort mit yderste for, at bogen ikke rummer faktuelle fejl, men når det handler om, hvorfor tingene udvikler sig, som de gør, bliver det mere kompliceret. Forskere lever af at være uenige, og bag næsten hver side i denne bog ligger en mængde fagdiskussioner. Dem har jeg sparet dig for og valgt mit ståsted. Undertiden argumenterer jeg også for udviklingsforløb og koblinger, jeg ikke har set andre bringe på bane.
Bogen står i gæld til tusindvis af forskere og deres bøger, artikler, dokumentarfilm og foredrag samt arkivalier på en håndfuld sprog. Af praktiske grunde har det ikke givet mening at forsyne bogen med fodnoter eller en egentlig litteraturliste. Bag i bogen har jeg anbefalet nogle relevante, tilgængelige bøger på dansk samt nogle nyere engelsksprogede, hvis man selv ønsker at undersøge tingene nærmere.
Velkommen til Europa
Ret beset er der ikke noget oplagt punkt i historien at påbegynde Rejsen mod Europa. En del bøger om Europa begynder med renæssancen omkring år 1500. Det er en stor fejl. Det er netop før renæssancen, i de tusind år, der udgør Europas såkaldte middelalder, at Europa opstår som en kulturel enhed (selv om ingen kalder det Europa endnu), men du forstår ikke middelalderen uden at forstå Romerriget. Jeg har derfor taget konsekvensen: Vores rejse begynder med de første mennesker i Europa! Det giver også mening, al den stund nye videnskabelige metoder i de seneste år afgørende har ændret forskningens syn på de allerførste europæere.
Så langt, så godt. For at kunne påbegynde en rejse mod Europa kræver det imidlertid, at vi ved, hvad vi har visum til. Hvad er Europa og dermed rammerne for rejsen?
Hvis du kommer sydfra og passerer broen over Bosporusstrædet til den gamle del af Istanbul, mødes du af et stort, gult skilt: Avrupa kitasina hos geldiniz – Velkommen til Europa. Dermed skulle det jo ikke være så vanskeligt at finde ud, hvornår du befinder dig i Europa, men så simpelt er det ikke.
Som udgangspunkt er Europa et geografisk begreb, så lad os begynde der. Geografisk betragtet er Europa en udvækst til Asien. I nord, vest og syd afgrænset af hav, men i øst er Europas grænser diffuse. Man sætter traditionelt Europas østgrænse ved Kaukasus og ved Uralbjergene, men de er ret beset ikke grænse for noget som helst.
Betragter vi Europa som en kultur, bliver det endnu mere diffust, og vi ryger i clinch med geografien. For mens havet traditionelt har markeret geografiske grænser, har det historisk set ofte forbundet samfund. Landene omkring Middelhavet var i årtusinder knyttet sammen gennem handel og kultur, men adskilt fra Nordeuropa af bjerge, vådområder og store skove. Middelhavskulturen udgjorde en enhed på tværs af tre verdensdele – længe var Nordeuropa kulturelt og økonomisk set en anden verdensdel.
Det er derfor ikke lige til at afgøre, hvorvidt et land er europæisk, for anvender vi Europa som et geografisk begreb eller et kulturelt? Den slags har ikke kun akademisk interesse; ifølge EU-traktaten kan kun europæiske lande søge om optagelse i unionen.
Det gør det unægteligt vanskeligt at afgrænse en bog, der hand- ler om Europa. Hovedparten af Rusland har i århundreder ligget øst for Uralbjergene – og derfor kan Rusland i princippet ikke tiltræde EU. Russerne selv er heller ikke helt på det rene med, hvorvidt de er europæere, og har i perioder netop defineret sig som forskellige fra Europa. Ligeledes forstår en række mennesker i den gamle Østblok Europa ved at afgrænse det fra Rusland.
En spørgeundersøgelse viste for nylig, at mange franskmænd heller ikke mener, at Rusland er en del af Europa, da dets værdier og kultur grundlæggende adskiller sig fra Europas (hvilket nok vil sige Frankrigs). Og i 2020 fremførte EU’s kommissær for det indre marked, Thierry Breton, at Belarus heller ikke er Europa, da det er tættere knyttet til Rusland. For det første vidner det om en begrænset historisk horisont; Belarus kom først under Rusland i 1793. Før det var det i tusinde år en del af Litauen og sidenhen rigsfællesskabet mellem Polen og Litauen, som begge er EU-lande og dermed per definition europæiske. At landets nuværende diktator har tætte bånd til Kreml, gør vel ikke Belarus mindre europæisk? For det andet er en historisk rejse mod Europa uden Belarus og Rusland amputeret. En fortælling om Europa uden Peter den Store, Lenin og Stalin er unægtelig mangelfuld, og de færreste vil vel benægte, at Chagall, Tjajkovskij, Tolstoj og Dostojevskij er vigtige skikkelser i europæisk kulturhistorie.
Sådan forholder det sig måske ikke med de store tyrkiske kulturpersonligheder, og Tyrkiet er nu teknisk set heller ikke et europæisk land. Både hovedstaden, Ankara, og godt 80 procent af indbyggerne befinder sig på den asiatiske side af Bosporusstrædet, skønt den største by, Istanbul, indiskutabelt ligger i Europa og under navnet Konstantinopel i næsten tusind år var den største europæiske by. Geografien hindrede heller ikke, at kræfter i EU, herunder ledende tyske og danske politikere, en overgang var varme fortalere for tyrkisk medlemskab.
For at imødegå kritikere, som påpegede, at Tyrkiet ikke er et europæisk land, fremførte tyrkiske diplomater i 2014, at ”Europa ikke er et geografisk begreb, men en union af fælles værdier”. Der er to problemer med det synspunkt. Hvis man ikke giver Europa en eller anden geografisk afgrænsning, kan hele ”Vesten” vel medregnes til Europa, inklusive lande som USA eller Australien og Israel – der ovenikøbet deltager i Eurovision. Dernæst kan med rette spørge, om den tyrkiske befolkning overvejende deler værdier med befolkningerne i EU-landene. For det flertal, som stemmer for præ- sident Erdogan, lader det i hvert fald ikke til at være tilfældet. Ud over mennesker af tyrkisk herkomst er der vist ikke mange EU-borgere, der i dag er fortalere for tyrkisk medlemskab af unionen. For at sige det pænt er geografiske teknikaliteter det mindste af Tyrkiets problemer i forbindelse med eventuelt EU-medlemskab.
Europa er altså et flydende begreb, og det er det også i denne bog. Som du vil se, mener jeg, at en fælles europæisk kultur opstår i middelalderen inden for en kristen forståelsesramme – et fællesskab af kristne stater, selv om man ikke kalder det Europa endnu, men kristenheden. Ud fra det perspektiv er landene på Balkan ikke en del af Europa i de århundreder, de regeres af sultanen i Istanbul. Det er først, da de opnår uafhængighed og ser mod resten af Europa, at de for alvor træder ind i vores historie. Ligeledes fylder Rusland stadig mere på rejsen, i takt med at dets grænser rykker mod vest, og det økonomisk, kulturelt og storpolitisk orienterer sig mod resten af kontinentet.
Er Europa en illusion?
Som nævnt opstår Europa som kulturel enhed i middelalderen i form af et religiøst fællesskab. Men – og det er en vigtig pointe – før det 20. århundrede har europæerne aldrig optrådt som en stor, lykkelig familie bundet sammen af positive værdier. Intet kontinent har brugt så stor energi på at bekrige hinanden og hade hinanden, og intet kontinent har udgydt så meget blod. De ugerninger, vi europæere har begået mod mennesker i andre verdensdele, har vi i langt større målestok begået mod hinanden. De to verdenskrige er kun kulminationen på tusind års indædte krige om magten i Europa. Vort kontinent er blevet til i ufred.
Kontinentets kulturarv rummer et utal af fjendebilleder de euro- pæiske lande imellem, hvor man har vægtet forskelle – eller konstruerede forskelle. Det kan derfor ikke overraske, at EU har svært ved at finde en europæisk identitet. I 1999 konkluderede en rapport fra Europa-Parlamentet, at der ikke findes nogen europæisk iden- titet. Op til europaparlamentsvalget i 2014 viste en undersøgelse ligeledes, at mens 96 procent af danskerne føler sig knyttet til Danmark, er det kun 44 procent, altså under halvdelen, som føler sig knyttet til EU (der selvfølgelig ikke er det samme som Europa). Især har såvel globalister som nationalister stemplet jagten på en euro- pæisk identitet som en politisk manøvre. Mens millioner af mænd og kvinder i tidens løb har sat livet på spil for ideer som Frankrig, Tyskland og Rusland, eller kristendom, frihed og kommunisme, er der mig bekendt aldrig nogen, som har ofret en blodsdråbe for ideen Europa.
Der er heller ikke tvivl om, at der vitterlig er forskelle på europæiske folk og samfund, ligesom der er forskelle på Nord- og Sydeuropa og på Vest-, Central- og Østeuropa. Men der er også forskelle på folk i Marstal og Ærøskøbing, på nordjyder og københavnere og på danskere og svenskere. Imidlertid kan man godt stirre sig blind på disse forskelle og glemme alt det fælles. Den engelske antropolog Ernest Crawley opfandt i 1800-tallet udtrykket ”the narcissism of small differences”, som siden blev udbredt via Sigmund Freud. Det betyder, at vi skaber vores identitet ved at distancere os fra noget, der egentlig ligner os. Inden for kulturhistorie betyder det eksempelvis, at en landsby skaber en identitet ved at dyrke eller ligefrem opfinde forskelle, der adskiller den fra nabolandsbyen. Det er i høj grad en mekanik, der har haft gode kår i et Europa præget af rivaliserende nationalstater og etniske grupper.
I dag lever vi imidlertid i en stadig mere globaliseret verden. Det er min påstand, at forskellene inden for Europa i et globalt perspektiv ikke er så afgørende, og at de på mange punkter er mindre end de forskelle, der findes inden for sammenlignelige størrelser som USA, Kina eller Indien. Det skyldes, at europæerne langt hen ad vejen deler kulturelt arvegods og historiske erfaringer, der har præget alt fra vores syn på samfundet og historien til sociale normer. Selv om vi måske ikke er bevidste om det, har Europa en fælles arv – også ud over EU – og er bundet sammen af en fælles historie. Et af målene med denne bog er at åbne dine øjne for dette fælles arvegods.
Arbejdet med denne bog har ændret mit syn på mangt og meget. Alt var ikke, som jeg troede, da jeg begyndte at undersøge tingene nærmere. Glæden ved at blive overrasket håber jeg, at du som læser også kommer til at opleve. Det er muligt, at du ikke får ændret dit grundsyn på verden eller Europa, men det er mit håb, at du får skærpet dit blik.
Det var ordene. Hvis du ikke har mistet modet, så sæt dig godt til rette. Det er en lang og svimlende rejse, vi skal ud på.
Ovenstående tekst er et uddrag af bogen “Rejsen mod Europa” af Jakob Danneskiold-Samsøe.
Jakob Danneskiold-Samsøe
Rejsen mod Europa
Gads Forlag
536 sider
Forlagets pris: 399,95 kr.
Udkommet den 25. april 2022
Jakob Danneskiold-Samsøe (f. 1968), historiker og fil.dr., er uddannet i København, Lund og Cambridge. Hans speciale er europæisk historie i 1500- og 1600-tallet med særlig vægt på videnskabshistorien, men han har i sin forskning og formidling spredt sig over emner fra middelalderen til det 20. århundrede.
Billede i artiklens top: Pi István Tóth/Flickr