På sporet af den glemte russiske tango

Tango-musikere blev gennem flere årtier undertrykt og ignoreret i det daværende Sovjetunionen. Derfor havnede deres smukke melodier i glemslen. Feterede sangere og komponister med stjernestatus forsvandt i Gulag-lejre. Her spillede de ofte videre for både fangevogtere og de andre indsatte under helt andre forhold. Connaisseurer i Moskva og Berlin hjælper med at løse gåden om den melankolske musik, der forsvandt – og så alligevel ikke helt.

11.08.2017 | RUSSISK KULTURHISTORIE | Et favntag med Mephisto – den djævelsk insisterende rytme trænger kun endnu klarere igennem som kontrast til Pavel Mikhajlovs sørgmodige sang og harmonikaens blide toner. Kompositionen leder tankerne hen på en dansepartner eller elsker, der fører sin tilbeder længere og længere ud af kontrol. Mere og mere dristigt bevæger tangoen sig mod den fuldbyrdede tragedie. Den melankolske melodi handler om, at en kvinde forlader sin mand.

‘Utomljonnoje solntse‘ – den udmattede sol – var blandt de mest populære sange i Sovjetunionen i 1937. Hittet hærgede i året, hvor statsterroren og Det Kommunistiske Partis selvdestruktion kulminerede. Overalt i danserestauranter, beværtninger og koncertsale kunne man høre det diabolske stykke musik, der er komponeret af polske Jesji Petersburskij. Dermed udgjorde Utomljonnoje solntse underlægningsmusikken til det års rædsler: frygten for det hemmelige politi NKVDs natlige banken på døren, de af storinkvisitoren Andrej Vysjinskijs ledte skueprocesser mod en række højtstående bolsjevikker, torturen i Lubjankas kælder samt massehenrettelserne af uskyldige i Moskvas udkant.

“Utomljonnoje solntse er et meget dystert nummer med en ubønhørlig tangorytme. Det er skrevet i mol. Alt er i mol. Når man virkelig lytter til tonerne og analyserer kompositionen, kan man blive helt skræmt. Musikvidenskabeligt betragtet er de virkemidler, Petersburskij gør brug af, nærmest dæmoniske,” siger ekspert i russisk tango, Dmitrij Dragilev, da Magasinet Europa møder ham på en isbar i Berliner-bydelen Weissensee, hvor han bor.

“Nummeret handler om kærlighed og afsked. Sangen er monstrøs. Det er ingen normal kærlighedssang. Selv de mest dystre tangoer af Oskar Strok er ikke så makabre som denne,” siger Dragilev.

Med den samfundsmæssige kontekst in mente bliver melodien i videre betydning også til en sang om ikke at lykkes med at ville det gode – om kærlighed til høje idealer som forrådes. De lider et afgørende knæk, da det sovjetiske samfund i 1937 opsluges i spiralen af terror.

“Petersburskijs melodi er gået ind i musikhistorien. Alle russere kender den. Sangen spilles stadig i dag. Igen og igen dukker den op i film og nye fortolkninger,” siger Dmitrij Dragilev, der er forfatter til bogen ‘Den Russiske Tangos Labyrinter’ samt flere andre publikationer om emnet.

Han spiller og komponerer selv musik i denne genre og skriver tekster til. Som russisk-balter vokset op i sovjetiske Riga har han hørt denne musik siden sin tidlige barndom. Dragilev optræder ofte i den tyske hovedstad med sit orkester.

Russisk tango havde sin storhedstid i 1920’erne, 1930’erne og 1940’erne, men står i dag noget i skyggen af sin mere kendte argentinske udgave, medgiver han. Den østeuropæiske variant har nogle særlige kendetegn.

“Russisk tango er mere melodisk end argentinsk. Den er mere melankolsk. Sangene knytter an til den rige russiske tradition for romancer. Denne indflydelse blandes ofte sammen med elementer fra sigøjner- og folkesange. Desuden er russiske tango ikke så rytmisk prægnant som den sydamerikanske. Som musiker har jeg oplevet argentinerne sige, at de russiske kompositioner er smukke, men ikke så gode at danse til. Snarere end dans er russisk tango egnet til koncerter,” siger Dragilev.

En anden musiker og connaisseur ud i russisk tango, der har sange i denne stil på sit repertoire, er Jan Osin. Magasinet Europa træffer ham i hjembyen Moskva.

“Den tekniske del og brugen af instrumenter var ret simpel. Musikerne brugte guitarer, klarinetter, klaver og trommer. Det var meget enkelt. Hele ideen var, at alle skulle kunne spille og være med. Alle som spillede lidt guitar kunne sætte sig ned sammen med sine venner, synge og optræde med denne musik. Det var meget udbredt. Mange dengang var veluddannede og de fleste kunne spille lidt klaver eller guitar. Næsten alle kunne synge – ikke professionelt, men ret godt. Musik var en del af den almene dannelse, særligt blandt medlemmer af intelligentsiaen,” siger han.

Angående tangoens opblomstring i starten af det tyvende århundrede i Sovjetunionen gør Dragilev opmærksom på, at der på de kanter var en pendant til Vesteuropas ‘Brølende Tyvere’, kendetegnet ved en tilstræbt sorgløs tilværelse og ønsket om at glemme Første Verdenskrigs rædsler:

“Ofte glemmer man at en renæssance indtrådte i 1920’erne i Sovjetunionen. Årtiet var præget af den Nye Økonomiske Politik, som indebar at privat næringsvirksomhed og handel var tilladt. Det medførte at kabareter, teatre og dansesale skød op. Der var nyrige, som ville bruge penge. Et nyt borgerskab opstod. På den baggrund blev tangoen populær. Nye stykker blev komponeret. Det var eksotisk. Musikerne tematiserede andre lande. Situationer, der var fremmede for Rusland. Matroser i Marseilles, en smugkro i Argentina eller et snusket bordel. Temaer i den stil.”

Højdepunkt kom mange år senere
Russisk tango når dog ifølge Dragilev først sit højdepunkt senere – kort tid efter at ‘Utomljonnoje solntse‘ i bandlederen Aleksandr Tsfasmans fortolkning blev et hit. Dette musikalske gennembrud hænger også sammen med de års voldsomme politiske omvæltninger i Østeuropa.

“De mest kendte sovjetiske tangoer blev skrevet i 1939-40, er jeg kommet frem til. Polakkerne – mange af jødiske oprindelse – ankommer i Sovjetunionen. De redder sig fra den tyske invasion. Blandt dem er talentfulde og feterede musikere som Eddi Rosner og Jesji Petersburskij. Det foranlediger mange af deres russiske kolleger til at beskæftige sig med tango. De lader sig inspirere. På den tid skrives omkring ti tangoer, der virkelig er creme de la creme – stykker, der bliver det allerbedste inden for genren. I 1940 bliver Letland inkorporeret i Sovjetunionen og så kommer også komponisten Oskar Strok til Rusland. Alt mødes i de år.”

Men nettet er samtidig ved at strammes om tango-kunstnerne. De allermeste prominente udøvere af genren som Pjotr Lesjtjenko, Oskar Strok, Eddi Rosner og Vadim Kosin går hver på deres måde en tragisk skæbne i møde.

“Pjotr Lesjtjenko dømte sig selv, kan man sige, ved under Anden Verdenskrig at bære den rumænske uniform. Rumænien kæmpede sammen med tyskerne mod Sovjetunionen. Angiveligt blev han indkaldt og han havde intet andet valg. Men ingen tvang ham til at give koncerter og åbne restauranter i det besatte Odessa.”

Sådan gik det til, at en af den russiske tangos allerstørste stjerner med et væld af pladekontrakter samt adskillige optrædener og koncertturneer i hele Europa bag sig efter krigen havnede i fangeskab i det kommunistiske Rumænien. Pjotr Lesjtjenko havde arbejdet tæt sammen med Oskar Strok og sunget på Stroks fineste tango-kompositioner som Tjornyje Glasa (Sorte Øjne), Skasjite Potjomu (Fortæl Mig Hvorfor) og Moje Posledneje Tango (Min Sidste Tango).

Efter at have været forviklet i forhør med den rumænske efterretningstjeneste Securitate døde han under mystiske omstændigheder i 1954.

“Man kan formode, at også NKVD havde en finger med i spillet, men det er alt sammen omstridt og ikke godt nok dokumenteret. Der er stadig mange huller i den historie,” siger Dmitrij Dragilev.

Omtrent ligeså populær som Pjotr Lesjtjenko bliver trompetisten Eddi Rosner efter flugten fra Polen. Han opnår hurtigt stjernestatus i Sovjetunionen, stiger i graderne, bliver kapelmester par excellence og vidt berømt både med jazz og tango, ifølge Dragilev.

Kampagne mod ‘kosmopolitisme’
Men hans succes kommer kun til at vare nogle år. Så sætter det sovjetiske lederskab kampagnen mod ‘kosmopolitisme’ i gang. Den har et stærkt antisemitisk islæt og rammer Rosner. Hans deroute begynder. I avisen Isvestija bliver den indtil da højt skattede musiker pludselig udskældt og hånet som tredjeklasses trompetist for en vestlig kabaret. Han ser skriften på væggen, prøver at flygte.

“Eddi Rosner forsøger at komme tilbage til Polen i efteråret 1946, men i Lemberg bliver han nærmest hevet ud af toget og anholdt af NKVD. Den afholdte musiker beskyldes for fædrelandsforræderi, hvad selvfølgelig er fuldkommen absurd,” siger Dragilev.

Rosner bliver bragt til efterretningstjenestens berygtede hovedkvarter Lubjanka i Moskva. Derfra går turen til det allerøstligste Sibirien. Han ankommer til Magadan, til en af de mest berygtede Gulag-lejre.

“Der lykkedes det Rosner at grundlægge sine lejrbands. Han spillede og gav koncerter for indsatte og fangevogtere. Gennem hele opholdet var tango vigtig for ham,” fortæller Dragilev og fortsætter:

“Da han kom tilbage til Moskva fra Gulag-opholdet i 1954, fik han lov til at grundlægge et nyt orkester.”

Offer for den kolde krig
Tenoren Vadim Kosin derimod blev aldrig rehabiliteret efter sin anholdelse i 1944. Ligesom Rosner blev han sendt til Magadan.

“Selv under så barske omstændigheder arbejdede han videre. Jeg kender nogle musikere som kendte Kosin. De tog til Magadan og spillede med ham. De indspillede ovenikøbet nogle plader,” fortæller Jan Osin.

“Nogle kilder fremhæver, at Kosin – ud over at han ifølge myndighederne spillede dekadent musik –  var homoseksuel og at det skulle være grunden til at arrestere ham. Jeg er ikke sikker på, hvad der var det vigtigste,” uddyber Osin.

Kosin døde i Magadan i 1994.

Heller ikke Oskar Stroks musikstil stemte overens med de sovjetiske myndigheders opfattelse af værdifuld kultur. Til trods for at der her er tale om en komponist, hvis format får Dragilev til at udnævne ham som den ubestridte konge af russisk tango.

“Han blev offer for atmosfæren under Den Kolde Krig, hvor alt vestligt blev mistænkeliggjort og betragtet som dekadent. Strok var et oplagt mål for repression fordi han før krigen havde levet i uafhængige Letland som levemand. Han havde komponeret tangoer, der også i Vesten var vidt populære. Efter krigen stod det klart at en af Stroks nærmeste medarbejdere og hans fortolker – Pjotr Lesjtjenko – havde kollaboreret. Det spillede en rolle. Desuden var han jøde og komponerede musik, der ikke havde noget med opbygningen af socialismen at gøre,” siger Dragilev og fortsætter:

“Strok blev forbudt i slutningen af 1940’erne og udelukket fra Det Lettiske Komponistforbund. Han var på stand by i mere end tyve år. Han blev ikke spillet mere, og først efter han blev rehabiliteret i starten af 1970’erne – få år før sin død –  udkom et par plader med ham på det sovjetiske pladeselskab Melodija. Alligevel blev han aldrig rigtig populariseret igen. Stroks talent og værk har aldrig fået den varige anerkendelse som det fortjener.”

Selv i Rusland nu om dage er sydamerikansk tango mere udbredt, men ifølge Dragilev spores en stigende interesse for landets egen tradition:

“Jeg mærker det på den måde, at kolleger, historikere og musikteoretikere viser interesse for min bog. De kontakter mig af og til med spørgsmål for at afklare noget inden for temaet.”

Senest optrådte Dmitrij Dragilev i Berlin på en stort anlagt festival, som havde russisk tango på programmet. Med sine publikationer, kompositioner, turneer og de nye tekster han forfatter til gamle numre er han blandt dem, der prøver at bringe russisk tango tilbage fra glemslen.

Jens Malling er freelancejournalist med speciale i Central- og Østeuropa.

Billede i artiklens top: Fra Dmitrij Dragilevs samling.