Italiens store centrum-venstre parti er i krise. Svækket af populistiske modstandere, politiske realiteter, korruptionsager og vælgerflugt går Partito Democratico – og derved også den italienske demokratiske orden – en usikker fremtid i møde.

Analyse af Mads Frese

01.03.2018 | TEMA: DET USTABILE ITALIEN | Risikerer den italienske venstrefløj helt at forsvinde ved det italienske parlamentsvalg den 4. marts? En overfladisk læsning af meningsmålingerne, som på grund af en indviklet valglov er behæftet med ekstra mange usikkerhedsfaktorer, antyder, at landets eneste tilbageværende masseparti i traditionel, ideologisk og organisatorisk forstand, det socialdemokratiske Partito Democratico (PD), sandsynligvis bliver overhalet af såvel højrefløjsalliancen med bl.a. Silvio Berlusconis Forza Italia og det tidligere Lega Nord, der nu blot hedder Lega, som det internetbaserede protestparti Movimento 5 Stelle (M5S), på dansk Femstjernebevægelsen.

PD har ledet regeringen gennem hele den femårige valgperiode fra 2013, men har også opbrugt ledere på stribe: Pier Luigi Bersani, Enrico Letta, Matteo Renzi, Paolo Gentiloni. Partiets venstrefløj er i protest mod formanden, den tidligere ministerpræsident Matteo Renzi, brudt ud af partiet, der på få år også har mistet omkring 200.000 medlemmer. Et af de afgørende spørgsmål er, om PD kan overleve i tilfælde af et stort nederlag, eller om Renzi tvinges/fristes til at realisere et personligt parti, Partito di Renzi, for at erobre midten i italiensk politik og danne regering sammen med Forza Italia, som EU-kommissionen anbefaler. I så fald vil venstrefløjen være udryddelsestruet i Italiens politiske landskab.

Brudfladen forsvandt
PD opstod for 10 år siden som et forsøg på fusionere ekskommunister og socialt bevidste, verdslige kristendemokrater. Men hvordan er projektet kommet så hurtigt i krise? Hvis man betragter udviklingen over partiets korte levetid, springer navnlig én skillelinje i øjnene: I forbindelse med eurokrisens kulmination i 2011 begyndte antiberlusconismen at bortfalde som den afgørende brudflade mellem højre- og venstrefløjen.

I et lidt længere historisk perspektiv markerer Berlusconis lange dominans desuden et gradvist opgør med antifascismen som republikkens samlende grundlag, hvilket har bragt PD, der i høj grad skulle repræsentere videreførelsen af den antifascistiske tradition, i splid med sig selv. Som regeringsparti kan PD naturligvis ikke konkurrere med det uprøvede, populistiske, postideologiske og sekteriske M5S om at respondere på kravet om opbrud og forandring. I forhold til højrefløjen har PD fået svært ved at adskille sig på to centrale områder: retspolitikken og indvandringsdebatten.

Populisme og realiteter
Selv om den italienske økonomi faktisk er i bedring med beskeden vækst, eksportfremgang, lavere skattetryk og faldende arbejdsløshed, kan PD tilsyneladende ikke drage fordel af resultaterne. Regeringspartiets eget valgprogram afspejler også en af de afgørende præmisser i italiensk politik: Realitetsprincippet gælder ikke.

PD lover ganske vist ikke så meget som Berlusconi – der altid lover mere og bedre – eller som M5S, men programmets kombination af velfærdsydelser, investeringer i infrastrukturen og skattelettelser risikerer alligevel at ødelægge de seneste års bestræbelser på at standse væksten i den italienske statsgæld, og det er således dømt til at blive dumpet i Bruxelles.

PD har dog på forhånd overladt EU-kritikken til M5S og Lega, og EU har så udskudt diskussionen om statsgælden til efter valget. Populisme er som bekendt blevet et stort tema i alle vestlige demokratier, men Italiens politiske system har gennem de seneste 25 år været gennemløbet af stærke populistiske af strømninger. I den aktuelle konfiguration er PD klemt mellem på den ene side M5S’ utopi om en internetdrevet udfrielse fra det parlamentariske demokrati og på den anden side en højrefløjsalliancen, der kombinerer træk fra Trumps populisme med en fremmeangst nationalisme a la Orbán.

Under Renzi har PD været retorisk inspireret af Tony Blairs Tredje Vej, mens der blandt vælgerne snarere er efterspørgsel efter et mere radikalt reformprogram i retning af Jeremy Corbyns Labour. Dermed har partiet også afskåret sig fra de tusindvis af lokale borgerinitiativer, der i løbet af seneste år er opstået i Italien omkring enkeltsager som f.eks. miljø-, energi- og boligpolitik.

Resultatet ved kommunalvalget i Rom i 2016 illustrerer PD’s forvandling: Her tabte det formodede arbejder- og masseparti til M5S i alle valgdistrikter, på nær hovedstadens to rigeste kvarterer. PD repræsenterer altså et eksempel på de socialdemokratiske partiers krise i Europa: Er det stadig et reformistisk projekt, eller har partiet helliget sig beskyttelsen af hævdvundne interesser?

Vælgere og klienter
Samtidig må man holde sig et andet særtræk ved italiensk politik for øjnene: Ikke alle stemmer afspejler vælgernes politiske overbevisning, der er nemlig også il voto clientelare. Det er umuligt at opgøre, hvor mange stemmer der bliver afgivet som modydelse for kontanter, jobs, leveringsaftaler, lovgivning eller andet. Men der er ingen tvivl om, at en klientelistisk dynamik er udslagsgivende for fordelingen af mange mandater, navnlig i Syditalien.

PD’s dilemma er, at en klientelistisk kampagne koster holdningsbaserede stemmer. Det samme gælder ikke for Forza Italia: Når Berlusconi taler om nødvendig abusivismo, som han igen har gjort i denne valgkamp, appellerer han ikke blot til hundredtusindvis af borgere, som har et behov for at få formel tilladelse til at bo i deres ulovligt opførte boliger gennem en amnestilov, men til hele det brede lag i den italienske befolkning, som generelt har en skeptisk og afvisende indstilling til retsstaten.

Renzi har i de seneste år også gjort en målrettet indsats for at placere betroede folk i statskontrollerede selskaber, politiske udpegede bestyrelser, råd, tilsynsmyndigheder osv. Med omkring 30 kandidater under efterforskning eller anklage for kriminelle forhold overgår PD nu sågar Forza Italia.

På Sicilien protesterer medlemmerne over, at partiets kandidater er blevet udvalgt ovenfra og på baggrund af klientelistiske kriterier. I Syditaliens tættest befolkede region, Campania, er lederen for den regionale regering, PD’s Vincenzo De Luca, blevet et omvandrende symbol på, hvordan man opbygger et klientsystem. Efter årtier som borgmester i Salerno har han bredt sin indflydelse til Napoli, og har skaffet sin ældste søn, der er sigtet for konkursrytteri, og en række loyale støtter pladser på opstillingslisterne, der skulle sikre dem valg til parlamentet i Rom. Senest er De Lucas yngste søn blevet tvunget til at nedlægge sit mandat som medlem af kommunalbestyrelsen i Salerno, fordi han er blevet genstand for en efterforskning om ulovlig bortskaffelse af miljøskadeligt affald og korruption i den offentlige forvaltning.

Renzi vil alligevel ikke undvære de stemmer, som De Luca-familien kan garantere, hvilket for mange af PD’s traditionelle vælgere betyder, at han hverken forstår eller interesserer sig for Syditaliens problemer. Det har svækket partiet mere i den sydlige del af landet end andre steder.

Reformer og hjerneflugt
Desuden står PD svagt blandt unge vælgere. Det skyldes især de seneste års forsøg på at reformere arbejdsmarkedet, som i manges unges øjne ikke har forbedret deres muligheder for at få et ordentligt job. Snarere tværtimod. Ifølge statens statistiske institut, Istat, forlod mere end 150.000 italienere landet i 2017. Det er faktisk et lille fald i forhold til året inden, men tendensen har været stabil siden 2010. Næsten lige så mange fraflytter ikke Italien officielt, men tjener til føden i udlandet.

For PD er det et penibelt problem, at især de højtuddannede unge søger væk. Arbejdsminister Giuliano Poletti udstillede forrige år partiets afmagt i forhold til hjerneflugten med en udtalelse om, at Italien nok var bedre tjent uden de utilfredse unge, og fulgte op med nogle betragtninger om, at man næppe får job på baggrund af akademiske titler på ens curriculum, men i stedet bør satse på at opdyrke kontakter og sociale netværk, der måske kan føre til beskæftigelse. Ministeren omtalte altså først de unge udvandrere som en byrde og hyldede derefter indirekte det samfundssystem, hvor forbindelser trumfer kvalifikationer, som mange netop flygter fra.

Indvandrere og marionetter
Indvandring er et lige så uoverskueligt for PD. Selv om Italiens aldrende befolkning er et reelt problem, er det et politisk tabu at anskue integrationen af indvandrere som en demografisk mulighed. Inden valget opgav regeringen en lov om automatisk at tildele indvandrerbørn, der fødes i landet, italiensk statsborgerskab. I stedet domineres mediebilledet af de sikkerhedsproblemer, som mange migranter uden opholdstilladelse eller beskæftigelse uundgåeligt skaber.

PD har således ikke kunnet udnytte, at en tidligere byrådskandidat for Lega for nylig kørte rundt i den midtitalienske by Macerata og skød på tilfældige afrikanere, inden han stod ud af sin bil med det italienske flag bundet om halsen og heilede foran politiet. Ved at undlade at indkalde til en stor demonstration mod den fascistiske terror har PD ifølge mange iagttagere og vælgere fortrængt den antifascistiske tradition, partiet bygger på.

Indenrigsminister Marco Minniti har kædet volden sammen med sin indsats for at forhindre migranter og flygtninge i at krydse Middelhavet. Minniti hævder, at hvis ikke regeringen og EU-partnerne havde bremset flugten fra Libyen gennem aftaler med de militser, der styrer menneskesmuglingen, ville det ske igen og igen – ligesom alle de højrefløjsvælgere, der mener, at patrioten fra Macerata blot har gjort, »hvad mange har lyst til« (ifølge opinionsinstituttet Demos & Pi: 11 procent af befolkningen og 31 procent af Legas vælgere, La Repubblica 16/2-2018).

Hovedansvaret for opbygningen af et modtagesystem, der i stedet for at fremme integrationen, fastholder migranter i kummerlige forhold, kan tilskrives den fungerende udenrigsminister, Angelino Alfano, der var indenrigsminister under Letta og Renzi. Alfano kommer oprindelig fra Forza Italia og var Berlusconis justitsminister. Da Berlusconi som følge af sin definitive dom for groft skattesvig, der har gjort ham uvalgbar, trak Forza Italias støtte til Lettas regering, valgte Alfano og en række andre at forlade partiet for fortsat at kunne sidde i regering med PD.

Alfano dannede et nyt centrumhøjreparti, hvis eneste potentielle vælgere, var dem, der fik del i offentlige ressourcer til at håndtere migrantkrisen, som således har dannet grundlag for et nyt klientsystem. Inden valget nedlagde Alfano pludselig sit miniparti og genopstiller således ikke. En af de gennemgående figurer i de seneste års forvandlinger i italiensk politik forsvinder dermed fra scenen som en marionetdukke, mens debatten om den manglende integration forstummer.

Fortolkning og handling
Som reaktion på PD’s passivitet i forhold begivenhederne i Macerata hævder La Repubblicas tidligere chefredaktør, Ezio Mauro, at partiets forvandling til »en valgkomité«, der lever i en flygtig dimension og halser efter nyhedsstrømmen, gør det umuligt at nå til en fortolkning af virkeligheden, der også kan danne grundlag for politik handling: »Man er nødt til at kunne læse den hverdagslige banalisering af fascismen,« skriver Mauro.

Antiberlusconismen er blevet opløst i en stadig tættere omfavnelse, efter at PD under eurokrisen så sig nødsaget til sammen med Berlusconi at støtte den tidligere EU-kommissær Mario Montis teknokratregering. Derfor kunne M5S etablere sig som den tredje pol ved parlamentsvalget i 2013.

Utilfredsheden i PD, der fik sin helt egen ’Occupy’-bevægelse, banede så vejen for Renzi. De åbne primærvalg, som skulle gøre PD til et demokratisk folkeparti i modsætning til de oligarkiske tilstande i Forza Italia, endte med at give en forholdsvis uprøvet politiker, der som 19-årig havde været deltager i La ruota della fortuna (Lykkehjulet) på Berlusconis Canale 5, magten i partiet. Er Renzi mere præget af berlusconismen end af de politiske kulturer, PD bygger på?

De vælgere, der stadig tror på republikkens antifascistiske værdier, føler sig i hvert fald dårligt repræsenteret. Og partiet kan ikke længere bruge korruption, klientelisme og mafia som argumenter mod Berlusconi – dels for ikke at henlede opmærksomheden på egne problemer, dels for ikke at gøre det sværere at danne regering sammen. Således peger PD’s krise i retning af en demokratisk orden uden massepartier og venstrefløj.

Mads Frese er cand. mag. i Moderne kultur og kulturformidling, Informations Italienskorrespondent, foredragsholder og har bl.a. tidligere været ekstern lektor på Københavns Universitet. 

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Fabio Frustaci/

Læs hele vores tema “Det ustabile Italien” her.