Den 13. oktober er der parlamentsvalg i Polen. Polakkerne skal vælge, hvem der skal sidde i såvel underhuset Sejmen som overhuset Senatet. Regeringspartiet PiS, der har bragt landet på kant med EU, står stærkt i meningsmålingerne, men oppositionen forsøger at lukrere på den modvind, som PiS på det seneste har mødt. Vi gennemgår det politiske landskab forud for valget.

Baggrund af André Swierczewski

Den 13. oktober 2019 er der valg til det polske parlament. Det vil her blive afgjort, hvem der i de kommende fire år skal repræsentere den polske stat henholdsvis i underhuset Sejmen og overhuset Senatet.

Det er Polens første parlamentsvalg, siden Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS) kom til magten i 2015 og fik et absolut flertal i begge kamre, samt sikringen af præsidentembedet få måneder forinden. Grundet de polske valgregler med en spærregrænse på 5 % for partier og 8 % for koalitioner, havde et stort stemmespild på hele 18,5 % gjort det muligt for PiS at danne en flertalsregering efter seneste valg med kun 37,5 % af de afgivne stemmer.

Politisk udvikling siden 2015
PiS havde under valgkampen i 2015 ført en forholdsvis forsigtig og moderat kampagne. Men umiddelbart efter valget begyndte deres sprogbrug og politiske strategi hurtigt at ændre sig. Således nægtede præsident Andrzej Duda at tage fem dommere i ed til forfatningsdomstolen, selv om disse allerede under den forhenværende Borgerplatform-regering (PO) var blevet godkendt. I stedet blev fem kandidater, nomineret af PiS, taget i ed ved en højst irregulær ceremoni, der blev afholdt midt om natten.

Få uger senere vedtog regeringen endvidere en ændring af forfatningsdomstolens lovgivning, der ikke blot påvirkede og ændrede dens funktion samt sikkerheden for dommernes uafhængighed, men også satte spørgsmålstegn ved hele den juridisk bindende karakter af domstolens afgørelser. Oveni dette valgte regeringen sidenhen i januar 2016 yderligere at sammenlægge posterne som justitsminister og rigsadvokat, således at regeringen fra nu af ville få enegyldig indflydelse på valget af retsvæsenets personale for hele landet, samt vejledningen af dets praksisser.

I sine første dage efter indtrædelse i 2015 valgte regeringen også at annullere den lovgivning, som sikrede en fri konkurrence om de ledende stillinger i landets statsejede virksomheder. Regeringen indsatte herpå en række partimedlemmer på flere direktørposter uanset deres kvalifikationer.

Samme praksis blev gjort gældende på public-serviceområdet, hvor PiS erstattede samtlige chefer for public service-kanalerne med kendte partiloyalister. Udrensningen endte ikke her: mellem december 2015 og september 2016 blev mere end 200 journalister og tv-værter afskediget fra det statsejede tv, enten grundet fyring eller selvstændig opsigelse.

Som glasur på kagen har indførelsen af antiterror-pagten fra juni 2016 desuden givet regeringen stigende kontrol med aflytning af private telefonsamtaler, samt adgang til private elektroniske beskeder uden retsligt tilsyn.

Modtagelsen af PiS’s politik
Modtagelsen af denne politik har været yderst blandet. På den ene side forsvarer en stor del af den polske befolkning PiS’s reformer som en styrkelse af det polske samfund, som de mener er under angreb fra vestlige/ikke-polske værdier. Desuden forsvarer mange politiske kommentatorer også PiS-reformerne ved at sammenligne dem med lignende politiske aftaler og reformer udført under PO-administrationen.

Reformerne har dog også mødt stor modstand fra andre dele af befolkningen, hvilket blandt andet kan ses på de mange demonstrationer i de største polske byer, der igennem hele valgperioden har været mod flere af regeringens planlagte reformer. Desuden har de uafhængige medier i hele perioden været ganske kritiske over for regeringens handlinger til stor ærgrelse for partiledelsen.

Kritikken fra både ind- og udland baseres overvejende på en oppositionel opfattelse af rimeligheden bag den illiberale karakter, som har præget mange af regeringens reformer. Politiske kommentatorer fra såvel Polen som de øvrige EU-lande og USA har således kommenteret, hvordan disse reformer ikke blot er forfatningsstridige, men også direkte antidemokratiske i deres nedbrydning af retsstatsprincippet, hvilket er en diskurs, der sender det nuværende polske regime ud på samme politiske fløj som Orbans Ungarn og Putins Rusland.

På denne baggrund betragtes Polen således oftest i dag som et klart eksempel på et illiberalt demokrati, hvilket har medført mange interne komplikationer for både EU og NATO-samarbejdet, der blandt andet har betydet, at Europakommissionen i december 2017 indledte en Artikel 7 proces mod den polske regering. Dette kan i sin yderste konsekvens betyde, at Polen vil miste sin stemmeret ved EU’s ministerråd. Dog har dette ikke afskrækket PiS. Partiet går til valg på en videreførelse af den lagte linje med yderligere retsreformer i vente.

Valgkoalitionerne anno 2019
Da det polske valgsystem er indrettet efter at tilgodese de største partier, når det kommer til fordeling af pladserne i parlamentet, har de fleste større partier op mod dette valg foretrukket at indgå i valgforbund for at øge deres endelige resultat. Et lignende initiativ blev forsøgt ved Europaparlamentsvalget i maj tidligere i år, hvor en samlet opposition (på nær det socialliberale ”Wiosna”) gik op imod regeringspartiet som en fælles valgliste. Koalitionen tabte imidlertid stort til regeringspartiet, hvilket har fået flere kommentatorer til i bagklogskabens lys at kalde projektet for døsdømt til fra starten af.

Analysen går på, at de mange forskellige partiers vælgergrupper uundgåeligt måtte komme på kant med hinanden, som følge af de forskellige partiers ideologiske retninger og særlige mærkesager. Som følge heraf er den samlede opposition ved det kommende parlamentsvalg blevet opdelt i flere mindre valgforbund, der hver især har et mere veldefineret fokus på de respektive partiers kerneværdier.

Den, ifølge meningsmålinger, største koalition til det kommende Sejm-valg går under betegnelsen ”Forenet Højre” (ZP), og udgøres af regeringspartiet PiS sammen med de mindre partier ”Solidarisk Polen” (Solidarni Polska) og ”Sammen Polen” (Razem Polska). Koalitionens politiske ståsted er ligesom den nuværende regering stærkt højre-populistisk, og det kan således forventes, at en sejr til ZP vil komme til at betyde en fortsættelse af den nuværende regeringspolitik.

Den næststørste koalition går under betegnelsen ”Borgerkoalitionen” (KO) og består af Polens største oppositionsparti PO, sammen med ”Moderne Polen” (Nowoczesna), ”De Grønne” (Zieloni) og ”Polen Initiativet” (IPL). Koalitionens udgangspunkt er borgerligt, og PO’s politiske linje kan i dansk kontekst nemmest sammenlignes med Det Konservative Folkeparti, mens Moderne Polen ideologisk kan sidestilles med Venstre.

Den tredjestørste koalition hedder ”Venstre” (Lewica), og udgøres af ”Den Demokratiske Venstre Alliance” (SLD), ”Forår” (Wiosna), ”Sammen” (Razem), samt ”Polens Socialistiske Parti” (PPS). Koalitionen er socialdemokratisk. I dansk kontekst kan SLD nemmest sammenlignes med Socialdemokratiet, Wiosna med De Radiale, og Razem med SF.

Den mindste koalition ”Polen Koalitionen” (K’15-PSL) udgøres af bondepartiet ”Det Polske Folkeparti” (PSL) i samarbejde med det konservativt-populistiske parti Kukiz’15, ledet af den tidligere polske punksanger Pawel Kukiz.

Det højre-libertære parti ”Konføderationen for Frihed og Uafhængighed” (Konfederacja) stiller op alene, og er det eneste selvstændige parti som spås en chance for at blive valgt ind.

Til Senatet opstiller oppositionen ligesom ved EP-valget på en samlet liste mod PiS’s ”Forenede Højre”. Dette er gjort ud fra en hensigt om at åbne muligheden for at kunne blokere for lovforslag i tilfælde af at regeringen genvinder magten i Sejmen.

Forudsigelser
EP-valget anses af mange som en stærk indikator for, hvordan det politiske landskab ser ud i Polen på nuværende tidspunkt, og det kommende valg tegner da også umiddelbart til endnu en PiS sejr. Men efter at det i slutningen af august kom frem, at justitsminister Zbigniew Ziobro havde stået bag en organiseret og systematisk kampagne mod de dommere, som ikke ville følge regeringens linje, har en meningsmåling udført af Kantar-gruppen den 6.-11. september vist, at tilslutningen til regeringskoalitionen er faldet fra 44 % til 39 %, samtidigt med at de partier i oppositionen, der opnåede at komme over spærregrænsen samlet steg fra 42 til 47 %.

Der er dog også målinger, der er knapt så optimistiske på oppositionens vegne. Den seneste meningsmåling udført af det det polske ”center for undersøgelse af offentlige holdninger” (CBOS) den 12.-19. september viser nemlig, at Forenet Højre-koalitionen igen på baggrund af en tilslutning på 46 % står til at vinde valget. Dette er over for et KO som ligger på 23 %, Kukiz-PSL-koalitionen, der overraskende ligger over spærregrænsen på 8 %, Lewica med 5 %, og Konfederacjas på 3 %. Ifølge CBOS’s undersøgelsen står Lewica og Konfederacja ikke til at nå over spærregrænsen.

André Swierczewski er bachelor i polsk og er i gang med kandidatuddannelsen i Tværkulturelle Studier på Københavns Universitet.

Artiklen er tidligere blevet bragt i Magasinet rØST den 8. oktober 2019

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: