Siden 2015 har det været mere eller mindre offentligt kendt at Polens regeringsparti, Lov og Orden (PiS), har taget mere og mere kontrol over centrale medier. Det har ført til et meget polariseret mediemarked. På den ene side får millioner af polakker deres nyheder direkte fra regeringsvenlige medier, som blandt andet underspiller de nuværende problemer mellem EU og Polen, og på den anden side sidder millioner af polakker og kan læse, hvordan EU-medlemskabet er kommet i fare. Mange af de sidste frie medier er udenlandske, men de forsøges også presset ud.
Baggrund af Stefan Weichert og Emil Filtenborg
TEMA: MEDIERNE OG DEN EUROPÆISKE OFFENTLIGHED |
”Fortællingen er klar, du skal bare sætte det hele sammen.”
Sådan lød en mail fra premierminister Mateusz Morawiecki (til venstre på billedet i artiklens top) til lederen af det polske nyhedsbureau PAP, Wojciech Surmacz. Mailen er en del af et stort læk, der længe har skabt furore i den politiske elite i Polen.
PAP er en pendant til britiske Reuters eller danske Ritzau og leverer nyhedstelegrammer fra både ind- og udland til polske medier. PAP har længe været et anerkendt og respekteret medie, men efter magtskiftet i 2015 blev ledelsen af tv-selskabet TVP, Polsk Radio og PAP overtaget af regeringen.
Fra 2015 faldt Polen 19 pladser fra 18. til 47. pladsen i Reporters Without Borders pressefrihedsindex. Siden er pressefriheden faldet yderligere, og landet ligger nu på en 64. plads, lige under Armenien på trods af at landet lige har været igennem en blodig krig.
Den stigende kontrol med medierne har ført til et meget polariseret mediemarked. På den ene side får millioner af polakker deres nyheder direkte fra regeringsvenlige medier, som blandt andet underspiller de nuværende problemer mellem EU og Polen, og på den anden side sidder millioner af polakker og kan læse, hvordan EU-medlemskabet er kommet i fare.
Magasinet Europa har forsøgt at komme i kontakt med PAP. De vendte ikke tilbage. Men PiS har svaret på noget af kritikken:
”Uheldigvis er emnet for din artikel ikke-eksisterende, fordi der ikke er nogen ’stigende kontrol med medierne fra PiS-regeringen,’” skriver Radosław Fogiel, den internationale sekretær for PiS og understreger, at PAP, der blev stiftet i 1918 af den polske stat har samme ejerstruktur som eksempelvis det franske nationale nyhedsbureau AFP.
En række andre spørgsmål undveg han dog. Magasinet Europa ville gerne have spurgt ham, hvad PiS vil gøre ved den dalende pressefrihed og en lang række andre kritikpunkter, men uden held.
Magt for magtens skyld
Til gengæld tog Jens Mørch telefonen. Han er journalist, redaktør og stifter af mediet Polen Nu, og han udtrykker sig i klare vendinger om udviklingen.
”Da Kaczynski kom til sagde nogle op på live tv, og de journalister, der ikke fulgte partilinjerne, blev smidt ud. Det der hedder TVP, som svarede til Danmarks Radio, var vildt populært. I dag er det røv og nøgler, fordi det er ren manipulation,” siger Jens Mørch.
Det kan også tydeligt aflæses i deres seertal, der er faldet betragteligt. TVP er dog stadigvæk den største tv-station i Polen. Men stilen er blevet lagt om i en foruroligende grad, mener Jens Mørch.
”Da den polske premierminister var i EU og skælde ud så man hans tale på TV, men man så ikke modsvarene, man så ikke Von Der Leyens tale, man så ikke kritikken og debatten. Det er dødsensalvorligt. Polen er ikke længere et rigtigt demokrati,” siger Jens Mørch.
Men kan folk ikke gennemskue det?
”Nogen kan. De fleste kan, men man skal huske, at det er et stort land, og der er nogen, der kun ser TVP. Mange polakker ved ikke, hvor stor en krise, de er i, i forhold til EU og omverdenen. Der er nogen på landet, der kun kan se TVP, og de er vante til at tro på TVP, som vi er vante til at stole på DR,” siger Jens Mørch:
”Siden magtskiftet er der kommet en ledelse til, som kender kommunisttidens måder at drive ledelse på Det vil sige, at de sætter sig på institutioner som medier og domstolene og hvor, man ellers kan yde indflydelse. Det er en kynisk og grim kamp, der har fundet sted, og som vi i Europa endeligt er vågnet op til.”
Der er dog fortsat andre medier at ty til i Polen. Blandt andet er der TVN, den andenstørste tv-kanal i Polen. TVN er vidt respekteret og ejet af Discovery og er meget kritiske omkring PiS. I juli foreslog PiS i parlamentet en ny medielov, der skulle gøre det ulovligt for selskaber udenfor EU at eje medier i Polen.
Konsekvensen af det ville være, at Discovery skulle frasælge majoriteten af tv-stationen. Internettet er dog fortsat langt flertallet af polakkernes kilde til nyheder. Her er de frie medier onet.pl og wp.pl de mest populære.
En mands enegang
Kazcynski har siden magtskiftet i 2015 været en enmandshær i polsk politik, mener Jens Mørch. Til trods for, at han blot er partiformand, så er det ham, der ifølge Jens Mørch, er arkitekten bag alle politiske beslutninger.
”Hans mål er magt. Som argument for at jage domstolene er det for at slippe af med gammelkommunister, men Kaczynski selv var kommunistformand indtil 1979. Han er klar til at gøre en hel masse for at få magten, og han har ingen hæmninger,” siger Jens Mørch.
Inderkredsen er nøje udvalgt af Kazcynski selv. Undtagen en. Der er mange navne i polsk politik. Zbigniew Ziobro.er værd at huske på. For navnet sidder på Polens justitsminister men endnu vigtigere er det, at det er ham, der leverer de sidste stemmer til Kaczynskis PiS. Uden Zbigniew Ziobro kan Kaczynski ikke få flertal, og selv om Kaczynski vel sagtens er Polens mest magtfulde mand, så skal man ikke negligere Zbigniew Ziobros rolle, mener Jens Mørch.
”I Polen er det lige nu kun Kaczynski, der bestemmer, og han er under pres fra justitsministeren. Han er en del af en rabiat fløj i koalitionen, og Kaczynski kan ikke få flertal udenom ham. Han presser på, og er klar til at melde sig ud af EU, hvis de trækker pengene fra Polen,” siger Jens Mørch.
Alligevel mener Mørch, at det er den rigtige løsning for EU.
At sammenligne Polens regering i dag med partiet fra kommunisttiden kan virke en smule overdrevet og karikeret. Mener du det?
”Jeg mener det. Jeg mener det, fordi under kommunisttiden var det en politistat, og det er Polen på vej til at blive igen. Hvis du voldtager de frie domstole og medier, hvad har du så tilbage i det demokratiske fundament? Sådan som Polen opfører sig nu, burde vi samarbejde med dem på samme måde, som vi samarbejder med Putin,” siger Jens Mørch.
Hvordan mener du, man kan løse det her?
”EU skal vise, at EU står ved sine principper og så lade være med at sende penge til nogen, der ikke overholder spillereglerne. Når det sker, så forsvinder Kaczynski over night. Polakkerne er meget EU-venlige. Omkring 87 procent støtter EU, så hvis man bringer medlemskabet i fare, så er man færdig i polsk politik,” siger Jens Mørch.
Stefan Weichert og Emil Filtenborg er freelancejournalister, begge til daglig bosat i Ukraine
Billede i artiklens top: /
Læs hele temaet “Medierne og den europæiske offentlighed”