Engang blev byen og regionen kaldt Polens ’forjættede land’, men i 2004 var Łódź den by i Polen, der hurtigst mistede borgere. En vellykket byudvikling og den generelle modernisering af Polen har dog fået Łódź-området til igen at leve op til sit gamle kaldenavn.
24.05.2017 | POLEN | Kasia Korzeniowska husker tydeligt, da hun besøgte Warszawa med en ven, mens han rejste med rygsæk gennem Europa i 2000. Hendes ven kiggede lamslået på de grå facader i Polens hovedstad. Da Kasia Korzeniowska år senere vendte tilbage, var reaktion komplet omvendt.
“Hvor er alle skyskrabere kommet fra? Jeg kan huske for 15 år siden, var det – ugh, Warszawa, grå,” forklarer hun.
Warszawas udvikling fra at være en forfalden hovedstad i et af landene i det kommunistiske Østeuropa til at være en moderne og pulserende storby afspejler den udvikling, Polen selv har gennemgået. En udvikling, der også er gældende i den mindre kendte by, Łódź, hvor Kasia Korzeniowska i dag bor.
Łódź er Polens tredje største by og var bedst kendt for tekstilindustrien, der i sin tid var byens kendetegn. Men da fabrikkerne lukkede, måtte byen gøre noget for at skabe forandring. Det er nu sket. I dag er varemærket for Łódź Manufaktura (billedet), et hipt-indkøbscenter, der har til huse i netop de gamle tekstilfabrikker. Komplekset tiltrækker erhvervsliv og unge fra både Polen og udlandet.
Kasia Korzeniowska er en af de mange udlændinge, der for nylig er flyttet til Łódź. Født og opvokset i London med en polsk far, flyttede Kasia Korzeniowska for to år siden til byen for at undervise i engelsk. Hun forklarer, at selv om Łódź er en af de større byer i Polen, er det også en af de billigste.
“I forhold til, hvad jeg tjener, og til, hvor meget jeg bruger på husleje og leveomkostninger, så sender jeg penge hjem,” siger Kasia Korzeniowska grinende.
“Det er underligt. Polakker sender penge hjem fra London, og jeg sender penge tilbage til London, fordi jeg har råd til at spare op her. Og jeg tjener endda forholdsvis lidt.”
Hjerneflugten stoppet
Polen har længe været hårdt ramt af hjerneflugt – en tendens hvor unge og veluddannede folk flytter til udlandet i håb om at finde noget bedre. Omkring to millioner polakker anslås at bo i udlandet, og Storbritannien huser godt halvdelen af dem. Da Polen blev medlem af EU i 2004, var Łódź en af de hårdest ramte byer i Polen af fraflytning. Men nu ændrer denne tendens sig.
“For første gang i flere år har vi en positiv netto migrationsbalance i aldersgruppen 20-29, hvilket betyder, at der er flere mennesker, der kommer til Łódź, end der forlader byen,” siger Łódź borgmester Hanna Zdanowska til The Sun.
På grund af Brexit vil denne vækst sandsynligvis fortsætte. I tiden efter afstemningen i Storbritannien sidste år kunne det britiske politi rapportere om en stigning i hadforbrydelser. Og polakker er nogle af dem, der bliver udsat for angrebene.
“
Flere polakker overvejer at rejse hjem
Dr. Agnieszka Bielewska, specialist i national identitet og migration fra Wrocław Universitet, mener, at flere polakker nu vil overveje at rejse tilbage til Polen. Den polske regering har vurderet, at 200.000 vil vende hjem til Polen på grund af Brexit. Imidlertid kan disse estimater være for optimistiske, mener Agnieszka Bielewska.
“Hvad vi ved, fra folk, der tidligere er kommet tilbage, er, at de ofte ikke bliver i landet mere end tre måneder, før de emigrerer igen. Så de kan komme tilbage, men de kan også beslutte at forlade landet igen. Det behøver ikke nødvendigvis at være Polen, de vælger, hvis de beslutter at forlade Storbritannien. Det kan det også være eksempelvis Irland, de vælger,” fortæller Agnieszka Bielewska.
Polens potentielle befolknings-boost fra Storbritannien kunne øge den polske arbejdsstyrke og hjælpe på de demografiske problemer, som den aldrende befolkning står overfor. Men Agnieszka Bielewska anbefaler regeringen ikke at se passivt til og forvente, at polakkerne vender hjem.
“Regeringen har brug for at handle, ellers vil disse mennesker ende i andre lande,” siger hun.
Store virksomheder og store job
Efter briternes beslutning om at forlade EU er mange internationale virksomheder begyndt at kigge andre steder i EU for at placere deres virksomheder. Den polske regering har på dette punkt reageret hurtigt og forsøger at fremme partnerskaber med disse virksomheder. Men set bort fra Brexits potentielle efterspil, har Łódź allerede draget nytte af en øget national og udenlandsk interesse fra virksomheder.
“Efter mange år er Polen begyndt at være interessant for store virksomheder. For eksempel var Amazon og Google i Wrocław allerede før Brexit. Disse store virksomheder kan tilbyde mange job. Og det betyder ikke kun, at folk flytter til byerne, men også at folk, der kunne forlade landet, ikke gør det alligevel,” fortæller Dr. Agniezka Bielewska.
I deres Polish Cities of the Future-rangering har fDi Magazine, en publikation med speciale i globale investeringer, vurderet Łódź til at have den bedste udenlandske investeringsstrategi i Polen.
Kasia Korzeniowska tilskriver byens tiltrækningskraft dens lave priser og centrale beliggenhed i landet. Den nye jernbanestation Łódź Fabryczna er blevet opgraderet og åbnede i december sidste år og sikrer dermed også hurtige forbindelser til andre større byer som Warszawa, Gdańsk og Wrocław.
Arbejdskraft udefra ønsket
Den genfundne interesse for byen har givet mulighed for skabelsen af højniveau job, og den polske regering forventer generelt, at cirka 30.000 britiske arbejdspladser i erhvervslivet og servicesektoren vil flytte til Polen.
“På Facebook ser du så mange jobannoncer målrettet udlændinge,” siger Kasia Korzeniowska.
Det er særligt de store virksomheder, der er kommet til byen, som søger folk, der kan tale engelsk og et andet sprog, som ikke er polsk, fortæller Kasia Korzeniowska.
Unge fra øst følger den polske drøm
Polen er oftest kendt som et land, unge flytter væk fra og i stedet mod vest. Men Polen tiltrækker selv unge fra øst. Yan Kalashnik er en af mange ukrainere, der bor i Polen. Han flyttede til Łódź sidste år for at begynde sin bachelorgrad ved universitetet i Łódź.
“Jeg blev tiltrukket af de lave uddannelsesomkostninger sammenlignet med andre europæiske lande,” siger Yan Kalashnik.
Mere end 30.000 ukrainere studerer i dag på Polens universiteter. De udgør dermed mere end halvdelen af alle internationale studerende i Polen.
“Universitetet gav os en særlige mulighed for at studere til halvdelen af prisen. Kun for ukrainere,” siger han.
I en undersøgelse foretaget af den polske nationalbank udtrykte 69,1 procent af de ukrainske studerende et ønske om enten at arbejde permanent eller i det mindste have en faglig forbindelse til Polen, mens 22 procent planlagde at emigrere til andre lande. Kun 2,4 procent vil gerne vende tilbage til Ukraine. Yan Kalashnik drømmer selv om at flytte til USA.
Han forklarer, at Polen har flere og bedre økonomiske muligheder end Ukraine. Og ukrainske arbejdere er populære i Polen. Adskillige virksomheder anvender ukrainere på kortfristede kontrakter. I 2015 udstedte polske arbejdsgivere 760 000 af disse kortsigtede kontrakter. Mindstelønnen i Polen er mere end fire gange højere end i Ukraine. Derudover føles Polen ikke som langt hjemmefra.
“Polakkernes mentalitet er ikke så forskellig fra ukrainernes. Folk der kommer her, føler sig ikke som udlændinge. ”
Genkomsten af ’Det Forjættede Land’
Kasia Korzeniowska spiser brunch i et hipster-lignende område kaldet OFF, lige ved siden af hovedgaden i Łódź. Området er fyldt med små caféer i en nedlagt bomuldsfabrik med graffiti kunst på væggene. Łódź blev placeret som nummer to på en liste over globale centre for by kunst, kun overgået af New York.
Dette er kun en af de måder, hvorpå byen udfordrer fordommene om Polen.
“De mange udenlandske virksomheder, der har slået sig ned her, har en del udlændinge ansat, hovedsagelig fra Europa, men også fra Asien og Afrika,” siger Kasia Korzeniowska, der mener, at polakkerne generelt ikke er bange for andre kulturer:
“De fleste polakker er langt mere åbne for udlændinge, end du måske hører fra regeringen eller i medierne.”
Kasia Korzeniowska anfører også, at hun i London ikke havde råd til at bo et sted svarende til, hvor hun i øjeblikket bor i Łódź.
“Jeg har en bedre livskvalitet her. At flytte tilbage hertil har vist sig at være den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget,” siger Kasia Korzeniowska.
I 1820’erne kom mange indvandrere til Łódź, da landsbyen blev omdannet til et moderne industricenter. Derfor fik byen og regionen tilnavnet ’Det Forjættede Land’. Nu, næsten 200 år senere, synes historien at gentage sig selv. Łódź lever igen op til sit gamle kaldenavn.
Emily Jarvie er australsk journaliststuderende fra Tasmanien. Emily Jarvie studerer for tiden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole på programmet Europe in the World.
Emil Staulund Larsen er studerende i europæisk journalistik på programmet Europe in the World i Utrecht og Aarhus.
Alle fotos: Emil Staulund Larsen.
Hvordan er byen Łódź blevet forvandlet de seneste år? Se video her.
Yan Kalashnik forklarer, hvorfor Polen er attraktivt for ukrainere. Se video her.