Over hele Europa har populistiske partier vundet sejre ved nationale valg. Nu står de overfor valget til Europa-Parlamentet, hvor partierne står til større indflydelse end nogensinde. Populistpartierne er dog ikke én samlet størrelse, og der hersker store interne kampe.
Baggrund af Emil Staulund Larsen
TEMA: EUROPÆERNES VALG | TENDENSERNE | Valget til Europa-Parlamentet den 23.-26. maj kan blive populistpartiernes store gennembrud i Europa. Efter succes ved en række nationale valg er Europa nu scenen. Der er sket meget siden det sidste europæiske valg i 2014, og populistiske, nationalistiske og EU-skeptiske partier står stærkt i en række af EU’s store medlemslande.
Mest markant er bevægelserne nok Italien, som har taget en hovedrolle i årets europæiske valgkamp i landet. I 2014 var de italienske socialdemokrater de store sejrsherrer med 41 procent af stemmerne. I nye meningsmålinger står de til at blive halveret. I stedet er det Matteo Salvini og hans parti Lega, der fører an i Italien, og som står til at sende den næststørste delegation afsted til Europa-Parlamentet.
Salvini og Lega kæmper med regeringsparteren Femstjernebevægelsen om at skulle repræsentere populisterne i Europa-Parlamentet. Hver især har de to italienske partier præsenteret deres forslag til nye grupperinger. Salvini og Lega vil stå i spidsen for en alliance, der er samlet om deres modstand mod migration. Da Salvini præsenterede sine planer for den nye alliance, stod han side om side med danske Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti, Olli Kotro fra De sande finner, og Jörg Meuthen fra Alternative für Deutchland. Derudover bliver der snakket i gangene om, at Marine Le Pens gendøbte Rassemblement National, Polske PiS, og Viktor Orbáns Fidesz fra Ungarn kan tilslutte sig gruppen, der vil kunne blive en ny magtfaktor i europæisk politik.
Det er dog ikke alle populistpartier, der føler sig hjemme i Salvinis nye gruppe. Derfor kom Femstjernebevægelsen med en alternative populistgruppe, for dem, der ikke føler sig hjemme på højrefløjen eller hos de i forvejen etablerede partier.
Hvis situationen i Italien ikke virkede utrolig nok i forvejen, er det nu den 82-årige Silvio Berluscioni, der igen-igen er tilbage i politik, og som går til valg på et mere forenet EU. Han stiller op for sit Forza Italia, der forsøger at kæmpe sig ud af skyggen af Lega.
Fransk protegé
I Frankrig er branden i Notre Dame måske blevet slukket, men ilden brænder fortsat hos mange af de frustrerede ’Gule Veste’. Macron har imødekommet de protesterende franskmænd med en række lovtiltag, men det har ikke formået at slukke gløderne hos protestbevægelsen.
’De Gule Vestes’ indflydelse er en ukendt faktor på valget. Protesterne har ikke været samlet i én fælles bevægelse med et fælles politisk ophav. I stedet er det en blandet forsamling, og det er derfor blevet til ikke mindre end tre forskellige ’Gule Veste’-lister til valget. Andre dele af bevægelse har dog opfordret til i stedet at boykotte EP-valget og har derfor kaldt Ingrid Levavaseur, der er et af de kendte ansigter fra bevægelse, og som stiller op til EP-valget, for en forræder.
Trods sine udfordringer er det Macron og En Marche, der fører an i meningsmålingerne. En Marche er dog kun marginalt foran Le Pens Rassemblement National, der blev det største parti ved Europa-valget i 2014.
Rassemblement Nationals spidskandidat er Le Pens protegé, den blot 23-årige Jordan Bardella, der spås en prominent rolle i Europa og Frankrig i fremtiden. Strategien er klar; Le Pen er partiets ansigt, mens Bardella skal tiltrække unge vælgere, skrev den britske avis The Guardian i en profil af ”vidunderdrengen”.
I en debat mellem spidskandidaterne for de franske partier, var de hver især blevet bedt om at medbringe en genstand, der symboliserer EU for dem. Republikanernes kandidat havde medbragt Homers Odyssen, mens en venstreorienteret kandidat fremviste et stykke af Berlinmuren. Bardella havde taget en rød køkkensi med. Et oplagt valg, forklarede han senere:
”Jeg skulle ikke tænke længe over det. Sien var perfekt. For ligesom sien, så lukker EU mange ting igennem: våben, migranter og terrorister,” sagde han.
Trods sin unge alder, han Bardella tidligt lært at bruge politiske symboler effektivt. Snart vil det blive fra et sæde i EU. Hvorvidt det bliver fra Salvinis nye supergruppe, eller om det bliver fra ENF, hvor partiet hidtil har siddet er ukendt på nuværende tidspunkt. Hidtil har ENF gruppen primært bestået af medlemmer fra netop Lega, det tidligere Front National og hollandske PVV, men bag kulisserne foregår nu en intern kamp om partiernes gunst.
Kampen om alliancerne
Før Salvini var det Orbán Europas store provocateur. Særligt har Viktor Orbán testet EPP-gruppens tålmodighed, hvor Fidesz partiet sidder.
Denne tålmodighed blev igen sat på prøve, da Ungarns regering indledte en provokerende kampagne mod deres yndlings hade objekt George Soros, kommisionsformand Jean-Claude Juncker og Bruxelles generelt. Det direkte angreb mod sine egen partifælle i EPP, hvor Juncker har hjemme, ledte til diskussioner om hvorvidt Orbán havde krydset grænsen.
Fidesz truede med selv at trække deres 12 mandater, hvis straffen skulle blive for hård. Fidesz står til kun at stå stærkere efter det kommende EP-valg. De spås lige nu til hele 14 mandater ud af Ungarns 21. Orbán har derfor vigtige stemmer at forhandle med. EPP endte med at fratage Fidesz stemmeret midlertidigt. Men hvorvidt EPP fortsat kan acceptere Fidesz i deres gruppe, eller om Fidesz hellere vil skifte til Salvinis gruppe står usikkert.
I Polen står PiS-leder Jarosław Kaczyński i samme dilemma om at skulle tilslutte sig Salvinis gruppe. I Polen står regeringspartiet PiS ikke overraskende til at tiltrække et stor del af stemmerne. I meningsmålinger står partiet til cirka 40 procent af stemmerne og 22 mandater. Blandt PiS’s kandidater det mest prominente navn på listen den tidligere premierminister Beata Szydło.
PiS bliver dog udfordret af Europæisk Alliance, der er en alliance bestående af de tidligere regeringspartier Borgerplatformen, de polske socialdemokrater samt en række mindre partier. Sammen står oppositionsbevægelsen til 35 procent og 20 mandater, og de vil forsøge at genskabe Polens gode forhold med EU.
To andre partier er dog også værd at holde øje med i Polen. Først er der protestpartiet Kukiz’15, som er opkaldt efter partiets leder og tidligere punkmusiker, Paweł Kukiz, og som står til at lægge sig op ad Femstjernebevægelsen. Men måske mere interessant er partiet Forår, hvis leder er både ateist og den første åbent homoseksuel politiker i Polen. Robert Biedroń er tidligere borgmester i det nordlige Polen, og er blevet et symbol for håbet for Polens venstrefløj. Valget kan derfor give et vigtigt signal om, hvor Polen kan være på vej hen til deres eget kommende valg i efteråret.
Brexit balladen fortsætter
Og hvad så med briterne og Brexit? Alle EU’s medlemslande er forpligtet til at afholde valg, og da Brexit i sidste måned blev udskudt til d. 31. oktober, betyder det, at briterne skal stemme ved valget til Europa-Parlamentet. Brexit-balladen fortsætter derfor, og igen er Nigel Farage tilbage i forestillingen.
På grund af UKIP’s højredrejning under den nye leder Gerard Batten forlod Nigel Farage UKIP i december. Nigel Farage var ellers om nogen den drivende kraft bag Brexit-afstemningen både før og efter. Farage mente, at partiet havde bevæget sig væk fra sin kernemission: At få Storbritannien ud af EU.
Derfor er Farage tilbage med et nyt parti, der ikke efterlader meget til fantasien: The Brexit Party. Missionen er klar, Brexit betyder Brexit. Partiet er i en tæt kamp med Labour om at blive det største parti ved valget. Gerard Batten har kritiseret det nye Brexit parti for blot at være ”Tory-light” og ”et produkt af én mands ego”.
Briterne er dog tilsyneladende klar til endnu en omgang Farage i Europa-Parlamentet, om end så kun for en kort stund. The Brexit Party ser ud til at tage mange stemmer fra både De Konservative og UKIP, der begges står til at miste mange mandater.
Samlet set står de euroskeptiske partier dog til tilbagegang i forhold til 2014. Særligt er det Green Party, Liberal Democrats og udbryderne hos The Independent Group, der står til fremgang i et fragmenteret Storbritannien.
Opbrud i Europa
Ifølge Politicos opinionsbarometer, står euroskeptiske partier til omkring 250 pladser, mens pro-EU partier og moderate står til godt 470. Det bliver næppe et euroskeptisk flertal, men de nye EU-skeptiske partier vil kunne komme til at have større indflydelse i parlamentet end nogensinde.
Selvom de euroskeptiske partier står til fremgang, er det dog uvist, hvad det vil betyde. For ligesom De Gule Veste, så er højrefløjen og populisterne ikke nødvendigvis enige. Det gælder såvel i Europa som i deres eget hjemland.
I Danmark kan vi se kampen mellem Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige som et eksempel på dette. I Holland kæmper Geert Wilders PVV, der længe har siddet solidt på højrefløjen i Holland, men nu bliver udfordret af Thierry Baudet og FvD, der slog dem solidt ved de seneste lokalvalg. Størst er kampen nok mellem de to ellers regeringspartnere Lega og Femstjernebevægelsen.
Derudover kommer en række uenigheder mellem højrefløjspartierne på tværs over EU. Det gælder særligt forholdet til Rusland. Eksempelvis ser Fidesz og Lega mere positivt på forholdet til Rusland, hvorimod PiS ser Rusland som en trussel.
Parlamentsvalget består altså at mange kampe, der både tager plads i debatterne, på stemmesedlerne og bag kulisserne. Disse kampe vil få stor betydning for, hvordan et Europa Parlament i opbrud vil se ud efter valget, uanset hvem der vinder højrefløjen.
Emil Staulund Larsen er freelancejournalist med speciale i europæiske forhold.
Foto i artiklens top: Ritzau Scanpix/REUTERS/Alessandro Garofalo/
Læs hele temaet “Europæernes valg”
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 