”Det er umuligt at forhandle noget hjem, der både er tilfredsstillende for de andre EU-lande og Camerons konservative bagland,” siger professor i europæisk politik, Anand Menon, til Magasinet Europa. 

17.4.2015 | BREXIT:TEMA | Fordelene og ulemperne ved et britisk farvel til det europæiske samarbejde er blevet diskuteret flittigt, og konklusionen på den diskussion afhænger nok i høj grad af øjnene der ser. Men hvor sandsynligt er det overhovedet, at Cameron får genforhandlet medlemskabet?

Magasinet Europa har mødt professor Anand Menon i London til en snak om mulighederne for en genforhandling af det britiske EU-medlemskab, konsekvenserne af en sådan genforhandling samt den mulige folkeafstemning.

Anand Menon er en af Storbritanniens fremmeste EU-eksperter. Han er professor i europæisk og international politik ved King’s College i London og har tidligere været særlig rådgiver for EU-komiteen i House of Lords.

I 2014 blev han udnævnt som leder af en ny arbejdsgruppe kaldet ’The UK in a changing Europe’, som analyserer konsekvenserne af et ’Brexit’ – konsekvenserne, hvis Storbritannien skulle forlade EU.

Camerons muligheder for en genforhandling
Magasinet Europa: Hvis Cameron bliver genvalgt ved valget den 7. maj, har han lovet en genforhandling af Storbritanniens EU-medlemskab og en folkeafstemning om medlemskabet i 2017. Hvilke indrømmelser vil David Cameron kunne opnå i en genforhandling? 

Anand Menon: Meget lidt, udover overfladiske indrømmelser. Han opnår ikke traktatændringer. Han kan måske opnå en erklæring fra de andre EU-lande om, at de deler hans bekymringer om indvandring. Spørgsmålet er bare, om det vil være nok for hans konservative bagland.

Den helt store ironi ved David Cameron er, at hans krav til en genforhandling i første omgang var ret beskedne, og størstedelen af de krav er allerede opfyldt. Men fordi britisk politik er inde i en besynderlig periode, er han blevet presset til at kræve mere og mere.

ME: Så Cameron skal præstere en balancegang, hvor han prøver at oppuste nogle ret minimale indrømmelser, som hans bagland så skal acceptere? Er det realistisk?

AM: Det er sandsynligt, at Cameron kan forhandle en aftale med sine europæiske kolleger, der er tilstrækkelig til at vinde en folkeafstemning. Men jeg tror ikke, at den britiske befolkning er lige så optagede af EU-spørgsmålet som de konservative ’backbenchers’.

Spørgsmålet er, i hvilket omfang konservative parlamentsmedlemmer kommer til at præge forhandlingerne. Selvom Cameron bliver genvalgt og vil tage til Bruxelles for at genforhandle Storbritanniens EU-medlemskab, så kan det sagtens være, at nogle konservative parlamentarikere kræver at godkende hans forhandlingsmandat.

Britisk særlov kan booste EU-skeptikere
ME: Cameron har sagt, at han ikke genopstiller i 2020. Vil det styrke eller svække hans position i partiet? 

AM: Han er ikke særlig populær i sit bagland. De tolererer ham mere end noget andet. Jeg får endda indtrykket af, at nogle af hans medlemmer håber på et dårligt valgresultat, så de kan komme af med ham.

Jeg tror, det er umuligt at forhandle noget hjem, der både er tilfredsstillende for de andre EU-lande og Camerons konservative bagland. Så spørgsmålet er, om han kan springe baglandet over – og gå direkte til en folkeafstemning.

Jeg tror godt, at Cameron kan overbevise den britiske befolkning om at blive i EU, uagtet hvilken aftale han forhandler hjem. Man skal huske på, at størstedelen af de britiske medier vil støtte Camerons kampagne for at blive i EU. Det samme gælder de tre største politiske partier.

ME: Hvordan vil en britisk genforhandling og folkeafstemning påvirke andre EU-lande?

Der vil være ’spill-over-effekter’. Det afhænger dog af resultatet af en genforhandling. Hvis Storbritannien får en generel aftale, så bliver det mindre markant. Hvis Storbritannien derimod får særbehandling, så vil EU-skeptikere i andre lande pludselig have en god sag. De vil sige: ”hvorfor kan vi ikke få det samme som Storbritannien?”

Skulle Storbritannien forlade EU, hvilket jeg faktisk tror, er ret usandsynligt, vil det have massive spill-over-effekter – særligt i andre lande med store EU-skeptiske bevægelser, som eksempelvis Frankrig eller dele af Skandinavien. De partier vil øge deres tilslutning markant, for lige pludselig vil deres politiske mål ikke længere være umulige.

Valget ændrer ikke udenrigspolitikken
ME: Simon Hix (professor ved London School of Economics) mener, at det vil være en fordel for Labour og Ed Miliband at afholde en folkeafstemning, hvis de skulle vinde regeringsmagten, fordi det vil skabe splid hos de konservative. Er du enig? 

AM: Nej, det er jeg ikke. Jeg tror, at Storbritanniens EU-medlemskab vil være i størst fare, hvis Labour vælger at afholde en folkeafstemning efter parlamentsvalget. På det tidspunkt vil de konservative have valgt en ny leder, som vil være mere EU-skeptisk end Cameron. Det er tænkeligt, at han/hun vil være for et EU-exit.

Skulle Miliband på samme tidspunkt afholde en afstemning og tabe den, vil han meget vel skulle gå af. Men jeg er enig med Simon Hix i, at en EU-folkeafstemning kommer til at splitte de konservative.

ME: Vil vi se nogle store ændringer i David Camerons udenrigspolitiske linje i en potentiel anden regeringsperiode?

AM: Nej. De seneste års udenrigspolitik – eller manglen på samme – handler om et oprigtigt fokus på indenrigspolitik og en merkantilistisk tilgang til resten af verden. Den har handlet om handelsfremstød og uforudsete begivenheder, som eksempelvis Syrien.

Hvis du analyserer taler fra partikonferencer eller ser tv-debatter i denne valgkamp, ser man tydeligt, at ingen taler om verden uden for Storbritannien – medmindre de taler om det høje antal indvandrere, som vi ikke kan lide.

Ikke synderligt anderledes end i Danmark.

ME: På hvilke områder vil en Labour-regering føre en anderledes udenrigspolitik?

Det ville være naivt at tro, at en Labour-regering pludseligt vil omfavne Europa helhjertet. Da Labour kom til magten i 1997, talte de meget om en ny etisk udenrigspolitik, som ikke blev til noget overhovedet.

Man vil måske se Ed Miliband indtage en lidt mere markant profil, eksempelvis i diskussioner om Ukraine. Camerons problem er, at EU er så giftigt et emne, at han bliver nødt til at nedspille sin rolle i alle EU-forhandlinger. Den begrænsning vil være meget mindre udtalt under Miliband.

Vores udenrigspolitik i de seneste 20 år har generelt været begivenhedsdrevet. Situationer opstår, og vi reagerer på dem. Det vil ikke ændre sig.

Andreas Bach Mortensen er journalist på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / European Defence Agency