Putins brutale plan med Ukraine ser ud til at krakke. Ukraines stærke forsvarsvilje har fået ham til at forhandle med Ukraine. Vesten har iværksat barske økonomiske sanktioner.  Tyskland ændrer fundamentalt sin efterkrigspolitik, og protesten i Rusland mod Putin vokser. Der bliver ingen ny europæisk sikkerhedsorden med Putin.

Analyse af Hugo Gaarden

Vladimir Putins krig i Ukraine har ændret sig dramatisk på ganske få dage, og der er tegn på, at modstand mod ham i magtapparatet kan føre til hans fald.

Efter at den russiske præsident skrottede diplomatiske bestræbelser og lavede et lynangreb på Ukraine, har de vestlige lande vedtaget meget omfattende økonomiske sanktioner. Samtidig har Tyskland skrottet sin forsigtige efterkrigspolitik. Det mest afgørende er, at ukrainerne og deres præsident, Volodimir Zelenskij, har vist en overraskende forsvarsvilje og -evne. Det overgår Putins atomtrussel, da han satte atomstyrkerne i højt beredskab.

Det er blot vanskeligt at vurdere, om Putins vilje til at forhandle med Ukraine er udtryk for, at russerne har svært ved at tage magten i Ukraine i et lynangreb, eller om det er et røgslør for en senere brutal overtagelse af Kiev og Kharkiv. Der er voksende spekulationer over, at Putin er blevet uligevægtig. Den tidligere amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, kalder Putin for en koldblodig morder.

Stemningen er ved at vende fra håbløshed til optimisme, og det skyldes i høj grad ukrainernes forsvarsvilje, der har gjort et dybt indtryk på hele verden og måske også har pirket til Vestens dårlige samvittighed ved – i første omgang – at lade Ukraine i stikken. Men stemningsskiftet skyldes også, at Putins manipulation med de vestlige toppolitikere og hans uhørte atomtrussel får Vesten til at erkende, at den hidtidige forhandlingsstrategi over for Putin har fejlet. Alle har taget fejl af personen Putin, der synes at have isoleret sig de seneste par år, mens han har været besat af en historisk mission om at genskabe det gamle russiske imperium.

Vestens massive økonomiske sanktioner er stærkere end ventet. Tyskland har overraskende ændret sin efterkrigspolitik i ét hug med en voldsom oprustning på 100 milliarder euro og ved at levere våben til Ukraine. At den gamle modstander, Tyskland, har reageret så bastant under den forsigtige kansler, Olaf Schulz, har utvivlsomt gjort indtryk.

Der er flere tegn på, at Putin er ved at få modstand i magtapparatet, dvs. i forsvaret og efterretningsvæsenet. Chefen for udlands-efterretningstjenesten, Sergej Narishkin, blev i fuld offentlighed ydmyget af Putin for nylig, hvor Putin ville have hele det nationale sikkerhedsråd til at bakke op bag den krig, han ene og alene har iværksat. Narishkin har åbenbart været i tvivl om krigen.

De voldsomme sanktioner, der isolerer Rusland økonomisk, har fået de første stenrige oligarker til at vende sig mod Putin, nemlig Mikhail Friedman og Oleg Deripaska. 25 oligarker er sat på sanktionslisten, og deres interesser trues af Putin. I de seneste dage har der været flere demonstrationer i Rusland mod krigen. En undersøgelse viser, at kun 8 pct. af russerne støtter krigen. En canadisk forsker, Maria Popova, siger, at to tredjedele af autoritære ledere fjernes af deres egne allierede. Det kan blive Putins skæbne, hvis han ikke får knækket Ukraine militært meget hurtigt eller får en aftale med Zelenskij. En langstrakt krig vil med sikkerhed føre til hans fald, også fordi ukrainernes forsvarsvilje kan føre til, at udlandet bakker direkte op i en partisankrig.

Truslen om at bruge atomvåben vil få EU-landene til at overveje, om de skal udvikle et fælles forsvar med fælles atomvåben, så de ikke kan trues eller skræmmes en anden gang. Det er Ruslands atomvåben, der har afholdt USA og NATO-landene fra at sende militære styrker til Ukraine. Det sætter spørgsmålstegn ved USAs og NATOs sikkerhedsgaranti. Den vestlige atom- og forsvarspolitik – og afskrækkelsen – tjener til et grundigt eftersyn.

Zelenskij har vist sig som en stærk, rolig og populær leder efter kun tre år som præsident. Han har fået alle ukrainere til at forsvare den kun 30 år gamle nation. I sine daglige taler viser han sig som en mand af folket, mens Putin viser sig i Kremls magt og glans. Zelenskij har skabt en stemning som i Østeuropa før Murens fald. Han taler folkets sprog. Han vil forsvare sit land, uanset prisen. Så enkelt kan tingene siges. Dén holdning har ramt en åre i befolkningerne overalt. Det er Churchill om igen.

Det kan dog ikke udelukkes, at forhandlingerne vil få Zelenskij til at acceptere en form for neutralitet, som han ikke ønsker, men som Putin kan bruge som begrundelse for, at angrebet holder NATO ude af Ukraine. Men de vestlige lande vil til gengæld kræve retten til at pumpe milliarder ind i en økonomisk genrejsning af Ukraine, ellers fortsætter sanktionerne og krigen. EU-landene vil formentlig optage Ukraine i en lyn-proces. EU-kommissionen har indtaget en mere aktiv udenrigspolitisk rolle end nogen siden.

Putin har overspillet sin rolle i sin krig. Han får ikke nogen indflydelse på en europæisk sikkerhedsorden. Det er slående, at Olaf Scholz taler om Putins krig og ikke Ruslands krig. Det er en indikation af, at der ikke bliver et normaliseret forhold til Rusland, så længe Putin sidder ved magten, men at Tyskland vil bevare sine tætte relationer til et Rusland uden en Putin-type.

Scholz trådte i karakter, da han søndag talte ved en særsamling i Forbundsdagen og ændrede den tyske efterkrigspolitik. Han fik stående ovationer i parlamentet – med fuld støtte fra over 80 pct. af politikerne. Nu er det slut med pæne ord. Nu gælder det konkrete handlinger. Hans erklæring var et befrielsesslag for den tilbageholdende tyske politik i hele efterkrigstiden over for Rusland, fordi nazisterne dræbte millioner af russere.

Ukrainerne har vist et problem i Vestens sikkerhedspolitik. Der er ikke en tilstrækkelig afskrækkelse og ikke en solid og accepteret magtbalance mellem Vesten og Rusland. Robert Gates har altid ment, at Rusland har haft en legal og velbegrundet bekymring over NATOs ønskede udvidelse til Ukraine og Georgien, men Putin har skadet Ruslands sag den seneste tid. Derfor bliver det meget vanskeligt at skabe strategisk stabilitet, så længe Putin er ved magten, sagde han søndag til CNN.

Den nøgterne realpolitik er kommet på banen igen. Landene må leve med hinanden i en magtbalance. Men Zelenskij har også vist, at godtroenhed og eftergivenhed ikke fungerer, og at folket har nogle kræfter, som politikere somme tider overser.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top: /Pixabay/