Radikalisering tæt på

CPH:DOX har i år inviteret publikum ind i sociale kredse, hvor radikalisering er omdrejningspunktet. De tre film “Recruiting for Jihad”, “Lost Warrior” og “Latifa – A Fighting Heart” dykker ned i eksistentielle temaer, og hver især handler de om at overleve i samfundet, finde det rette fællesskab og meningen med tilværelsen.

Baggrund af Nynne Giannini

26.03.2018 | TEMA: CPH:DOX | En ung mand, der inderligt tror på sit kald om at rekruttere til jihadisme. En 23-årig pasløs mand, som med al sin magt forsøger at vende tilbage til livet i Storbritannien efter hans brud med terrorbevægelsen Al-Shabab. En mor, der bekæmper sin sorg over at have mistet sin søn i et terrorangreb ved at kæmpe for fredsprojekter og bygge broer mellem kulturer. Historierne beskriver de tre dokumentarfilm Recruiting for Jihad, Lost Warrior og Latifa – A Fighting Heart.

Fællesskab og brødreskab
En ellers lukket verden bliver tilgængelig i Ulrik Imtiaz Rolfsen og Adel Khan Farooqs dokumentarfilm Recruiting for Jihad, som er kimen på tre års arbejde, der startede i 2014. Ubayudallah Hussain har haft en tryg opvækst i Norge, der var koncentreret om skolegang, koranskole og fodbold. Han deler samme kulturelle referencerammer som andre norske unge og engagerer sig blandt andet som træner i sin lokale fodboldforening.

Mødet med Ubayudallah efterlader et indtryk af en begavet ung mand, som formulerer sig med en autoritet, der indbyder til respekt. Den kulturelle referenceramme stopper, idet han åbner op for sine forestillinger om at skabe en shariastat. Med en forventning i stemmen og lysende øjne fortæller han, under et interview på en af Oslos pladser, at pladsens statuer skal rives ned, når Norge bliver et kalifat. Han skæver beundrende til terrorbevægelsen Islamisk Stat og deres kamp for et kalifat.

Ubayudallah er talsmand for organisationen The Phrophets Ummah – en forening baseret på en ortodoks fortolkning af Islam med 30-50 medlemmer i Norge. Han er veltalende og vidende om islam, hvormed han med en overbevisende autoritet tiltrækker etniske norske og mellemøstlige unge til at blive en del af det religiøse miljø. Fællesskabet og brødreskabet, man deler i miljøet – også på tværs af landegrænser – appellerer til unge, som søger efter meningen med livet og søger mere end hverdagens rutiner med fester, ensomhed og ligegyldigheder.

Filmholdet får lov til at følge Ubayudallah som en flue på væggen, når han følger sit kald om at rekruttere til Islamisk Stat. Dermed stiller dokumentaren skarpt på aktuelle politiske temaer som radikalisering og udlandskrigere. Som tilskuer indvies man i de tanker og følelser, der florerer i de radikaliserede miljøer verden over, og der lægges ikke skjul på, at de seneste års terrorangreb i Europa styrker sammenholdet.

Handlingen tager en uventet drejning, da filmholdets materiale bliver centralt for Norges efterretningstjenestes opklaring af en sag om en norsk udlandskriger. Dermed rejser filmen spørgsmål om samspillet mellem varetagelse af national sikkerhed og en fri presse, der kan garantere kildebeskyttelse. Dokumentaren kører for et øjeblik ud af et sidespor, hvor en længere retssag mellem filmholdet og Norges anklagemyndighed følges. Denne hændelse var desuden medvirkende til, at dokumentaren vandt Columbia University’s Global Freedom of Expression Prize i 2015.

Til et debatarrangement efter en af visningerne under CPH:DOX, deltog den ene instruktør Ulrik Imtiaz Rolfsen, journalist og særlig rådgiver for Justitsministeriet, Jacob Sheik, jurist og direktør i Tænketanken Justitia, Jacob Machangama samt journalist, Nagieb Khaja som moderator.

Under debatten fremhævede Ulrik Rolfsen, at det var vigtigt for instruktørerne at gå ind i projektet uden fordomme og møde de medvirkende personer med en åbenhed. Den tilgang har resulteret i en autentisk fortælling, hvor en usødet og ufiltreret virkelighed skildres. Som tilskuer får man indsigt i et miljø, som offentligheden almindeligvis er bandlyst fra.

De afsluttende kommentarer i debatten handlede om at definere den snævre grænse mellem at dække disse radikaliserede miljøer med et formidlingsmæssigt sigte og at blive talerør for grupperne. Debattørerne var enige om, at offentligheden har gavn af at se et projekt som Recruiting for Jihad, da journalister og filminstruktører kan bevæge sig tættere på miljøerne og skildre dem på en informativ og ærlig måde. Et bedre kendskab til miljøerne bidrager desuden til en mere effektiv politisk indsats for at forebygge radikalisering.

Radikaliserede desertører
Ubayudallah står i kontrast til hovedpersonen i Lost Warrior, Mohammed. Mohammed beretter om sin kamp for at vende ryggen til den somaliske terrororganisation Al-Shabab. Han repræsenterer de mange desertører, som skjuler sig i den somaliske hovedstad, Mogadishu. Mohammed ved, at han bliver dræbt, hvis terrorgruppen finder ham. Samtidig erkender han, at han er uønsket i Storbritannien.

Dokumentaren af Nasib Farah og Søren Steen Jespersen følger et ungt menneskes vej ud af radikalisering. Filmen er en ærlig beretning om vejen til de radikaliserede miljøer. Mohammed fortæller om de drivkræfter – ensomhed, søgen efter fællesskaber og involvering i kriminelle miljøer, – der ledte ham til terrorgruppen i første omgang. Efter et større terrorangreb i Somalia, som Al-Shabab stod bag, vågnede han op, som han selv udtrykker det.  Konsekvensen af det valg han tog, da han tilsluttede sig Al-Shabab forfølger ham, og via daglige online samtaler følger han med i hans unge kone på 18 år og lille søns liv i det østlige London.

Dokumentaren trækker tråde til den politiske debat om exitprogrammer og hvordan radikaliserede unge kan finde deres vej tilbage til samfundet. Mohammeds historie er et eksempel på, at vejen ind i de radikaliserede miljøer er kort og betinget af øjeblikkelige følelser, hvormed vejen ud er langsigtet og mærket af konsekvenser.

Mohammeds kamp og sorg over at være fanget i sit selvskabte limbo skildrer en generationskløft, hvor religionens rolle er den adskillende faktor. Religionen fungerer som en adgangsbillet til at passe ind i hans somaliske familie samtidig med, at det er en måde at distrahere sig fra hans problemer. Det er dog tydeligt, at hovedpersonen, som har tilbragt flere år af sin barn- og ungdom i Storbritannien, har svært ved at spise de ældre familiemedlemmers religiøse forklaringer på hans problemer. Han har mistet troen på, at han kan forenes med sin kone og sit barn i England ved at passe sine religiøse pligter. Hans eneste reelle følgesvend er hans ensomhed og dårlige samvittighed over fortidens valg.

Kulturmøder som fredsskaber
Latifa Ibn Ziaten ved, at hendes hovedbeklædning provokerer den franske politiske højrefløj, men den udfordring frygter hun ikke. Når hun holder foredrag for unge mennesker i socialt udsatte områder eller for de franske politikere, introducerer hun først sig selv som franskmand, dernæst at hun har marokkanske rødder og at hendes religiøse overbevisning er Islam, men at hun til hver en tid vil forsvare Frankrig.

Latifa – A Fighting Heart følger Latifas kamp mod sin sorg over at have mistet en søn til et terrorangreb. Hendes kamp startede i marts 2012, hvor hendes søn, Imad – sammen med to øvrige soldater, tre elever og en lærer – blev myrdet af terroristen Mohamad Merah på en jødisk skole i Toulouse.

Latifa er en stærk sjæl, hvis autoritet og direkte måde at kommunikere på kan skabe ro i det mest urolige klasseværelse og få opmærksomhed fra selv den franske præsident.  Siden hendes søns død har hun dedikeret sig til velgørende arbejde for at bygge bro mellem kulturer. Hendes kamp for at skabe sammenhørighed og dialog mellem befolkningsgrupper kulminerer, da hun får opfyldt sin ambition om at arrangere en studietur til Paris for en gruppe palæstinensiske og israelske skoleelever.

Hun styrkes af mødet med mennesker, der tænker forskelligt fra hende selv. Det er blandt andet grunden til, at hun besøger en skole i en lille fransk landsby, hvor højrefløjen og frygten for minoriteter dominerer. Det tørklæde, som hun bærer, fjerner fokus fra hendes ord, men hun har ikke noget imod at diskutere hovedbeklædning og berette om sine personlige grunde til at gå med tørklæde. Det er blot et eksempel på hendes evige tro på forsoning mellem kulturer – en kamp hun ikke giver op på.

Trods en stålfast målrettethed på at ville skabe fred mellem minoriteter og majoriteter, viser filmen brudstykker af den menneskelige og uovervindelige sorg.  Hendes fortælling er et inspirerende eksempel på, at hendes egen dybe sorg har sat kursen for hendes fremtid. Hun bruger al sin vågne tid på at opmuntre unge minoritetsgrupper, der føler sig ekskluderet fra det franske samfund. På den måde forsøger hun at lede unge i risikozonen for at blive del af radikaliserede miljøer på rette kurs.

Dokumentaren afspejler en del af det franske samfund, hvor polariserede debatter fylder. Den del, der handler om minoritetsgruppers eksistens i Frankrig, sekularisering og religionens rolle samt identitetsspørgsmål hos den enkelte. Latifa tynges af sine frustrationer over, at flere unge med minoritetsbaggrund føler sig fremmedgjorte i Frankrig. Når børn hverken er ønskede i forældrenes hjemland eller i Frankrig, skaber det had, mener hun.

Nynne Giannini er skribent på Magasinet Europa.

Foto i artiklens top: Stillbillede fra Lost Warrior/CPH:DOX.

Se hele vores tema “CPH:DOX 2018” her.