Frem til folkeafstemningen om retsforbeholdet vil både ja- og nej-fløjen argumentere for, at netop de står på mål for en fortsættelse af det velkendte og trygge valg. Men hvilken fløj kan påberåbe sig forsvaret af status quo, når det drejer sig om tilvalgsordningen?
Baggrund af Rasmus Leander Nielsen og Nikita Bertram Selvig
9.11.2015 | TEMA OM RETSFORBEHOLDET | ”Du ved, hvad du har, ikke hvad du får,” lyder én af de ældste klicheer vedrørende folkeafstemningskampagner. Allerede i 1932 publicerede amerikaneren Waldo Schumacher en artikel, der påviste, at vælgerne har en udtalt status quo-bias, når de skal til stemmeurnerne ved folkeafstemninger.
Denne tilnærmede ’naturlov’ er nu igen aktuel op til afstemningen om, hvorvidt Danmark efter den 3. december skal erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning. Og en vigtig byggesten for både ja- og nej-fløjens argumentation.
Begge fløje ønsker status-quo bevaret
Når de europæiske befolkninger skal til afstemning, eksempelvis i forbindelse med en ny traktat, er det oftest tydeligt, hvilke aktører der ønsker at bevare det kendte og det trygge og dermed tydeligt, hvor krydset skal sættes for at bevare status quo.
I en tidsskriftartikel i Politik og Økonomi fra 2008 om vælgeradfærd og hvad der eventuelt vil afgøre kommende forbeholdsafstemninger, konkluderede førstnævnte forfatter til denne artikel og lektor Derek Beach fra Aarhus Universitet, at ”Ja-siden skal overbevise et flertal om, at afskaffelsen er så fremragende en idé, at det trumfer vælgernes tilbøjelighed til at bevare status quo.”
Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard fremhævede eksempelvis ofte status quo i form af kronen ved den sidste forbeholdsafstemning om Euroen og ØMU-forbeholdet i 2000. Men ved den kommende afstemning om retsforbeholdet, argumenterer begge fløje for, at netop deres anbefaling vil sikre en bevarelse af status quo.
”Nej resulterer i det, vi kender”
Nej-fløjen påpeger, at ændringen af retsforbeholdet en gang for alle flytter beslutningskompetence fra vælgerne til et flertal i folketinget bestående af de fem ja-partier (Alternativet står uden for gruppen af ja-partier, om end de også anbefaler et ja). Lykkes det ja-fløjen at få et ja til tilvalgsordningen, får partierne dermed kompetencen til fremover at tilføje yderligere retsakter til tilvalgsordningen. Uden at spørge danskerne.
”Hvis befolkningen den 3. december stemmer ja til afskaffelse af retsforbeholdet, så vil det være væk for altid,” siger Søren Søndergaard fra Enhedslisten til Magasinet Europa og uddyber:
”Det betyder at et politisk flertal på Christiansborg i al fremtid vil kunne overdrage uendelige mængder af beslutninger på retsområdet til EU uden at skulle spørge befolkningen. Dermed vil grundlovens paragraf 20 om suverænitetsafgivelse reelt være suspenderet. At give denne enorme magt til et tilfældigt politisk flertal i folketinget på eksempelvis 90 mod 89 kræver stor tillid til politikerne. Hvis man derimod tror, at politikerne på Christiansborg vil gå længere i EU-integrationen end befolkningen ønsker, så bør man stemme nej.”
I samme ombæring påpeger nej-fløjen, at et ja til afskaffelsen af retsforbeholdet vil være et endegyldigt afkald på selvbestemmelse over reglerne for blandt andet skilsmisser, forældremyndighed, abort, strafniveauer og politisamarbejdet. I stedet skal 27 EU-medlemslande med forskellig retsopfattelse bestemme retspolitikken på europæisk niveau. Og her står især Rumænien for skud som skræmmeeksempel.
Et nej ved den kommende folkeafstemning er derfor det eneste resultat, der vil bevare status quo:
”Vi vil gerne understrege, at det er et nej tak, der resulterer i det, vi kender,” sagde Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl til Politiken i starten af november.
Ja-fløjen: Ændring af forbehold for at bevare
Hertil er justitsminister Søren Pind lodret uenig, for som han skrev i en kronik i Politiken i sidste uge:
”En ting er dog sikker – et nej vil ikke være en fortsættelse af status quo.”
”Får vi nej til folkeafstemningen den 3. december, bliver det ikke status quo
Ja-fløjen har i længere tid primært peget på, at Danmark ryger ud af Europol i starten af 2016, hvis ikke det danske retsforbehold ændres. En sådan situation vil placere dansk politi uden for den fælleseuropæiske kriminalitetsbekæmpelse af blandt andet tyvebander og pædofiliringe. Hvis status quo skal bevares, er det nødvendigt at ændre forbeholdet til en tilvalgsordning, lyder det.
Ifølge Lars Holm Nielsen fra Dansk Industri er det også afgørende for erhvervslivet, at dansk politi fortsætter som fuldgyldigt medlem i Europol.
”Grænseoverskridende politisamarbejde er nødvendigt for effektivt at kunne bekæmpe kriminalitet rettet mod virksomhederne. Det drejer sig især om cyberkriminalitet og piratkopiering, der er organiserede kriminalitetsformer, som med stigende intensitet rammer dansk virksomheder,” siger DI’s chefkonsulent til Magasinet Europa.
Han påpeger desuden, at tilvalgsordningen ikke bare tilbyder en bibeholdelse af status quo i forhold til Europol, men at Danmark kan vende tilbage til udgangspunktet i det civilretlige og handelsmæssige samarbejde, hvor dansk erhvervsliv får lettere adgang til det indre marked, som aftager næsten to tredjedele af den samlede danske eksport.
Hvem har så ret?
Argumentet om specielt Europol affejer nej-fløjen og pointerer, at Danmark godt kan bevare sit samarbejde med Europol uden at afskaffe hele retsforbeholdet, men hvem har ret?
”Der er helt sikkert et ønske om at være den, der repræsenterer status quo i kampagnen, men virkeligheden er, at der ikke er noget, der hedder status quo efter afstemningen. Danmarks position vil ændre sig uanset hvad. Dét er grundpræmissen,” siger lektor ved Københavns Universitet og ekspert i EU-forbehold Rebecca Adler-Nissen til Magasinet Europa og forklarer, at det uanset om det bliver et ja eller nej, vil være usikkert, hvor meget der vil ændre sig.
”Nej-siden har formelt set ret i, at ved et nej, så fastholder vi et forbehold over for overnationalt retssamarbejde. Den del er troværdigt. Men det er for eksempel usikkert, hvor mange parallelaftaler, vi kan få, men også hvor mange, vi vil have. Desuden ved vi heller ikke, hvor eksempelvis Schengen-samarbejdet bevæger sig hen. Selv hvis det bibeholdes som mellemstatsligt samarbejde for dansk vedkommende,” påpeger hun.
De samme forbehold, hvor de på den ene side har ret angående status quo-hovedargumentet, men hvor der på den anden side er usikkerhed om den fremtidige udvikling, gælder ligeledes for dele af ja-sidens argumenter for en tilvalgsordning, siger Rebecca Adler-Nissen:
”På sigt ryger Danmark ud af dele, vi i dag er en del af, og ikke bare i forhold til Europol, men også andre områder, som eksempelvis arrestordre eller udveksling af bevismateriale.”
Her vil man altså kun kunne opretholde status quo ved tilvalgsordningen, mener hun, ”men der er jo også lagt op til at bruge tilvalgsordningen til lidt mere, end vi er med til nu.”
Ingen af parterne har således åbenlyst monopol på status-quo-sandheden – situationen er en anden uanset hvad. Men ikke desto mindre kan kampen om status quo i forhold til den offentlige mening få afgørende betydning for resultatet torsdag 3. december.
Rasmus Leander Nielsen og Nikita Bertram Selvig er hhv. ansvarshavende redaktør og politisk redaktør på Magasinet Europa
Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Venstre
En oversigt over temaets andre artikler med links opdateres løbende her
