”Vi har en generel epidemi, som ikke længere kun rammer sårbare grupper,” mener en russisk NGO, der arbejder med at udbrede kendskabet til AIDS og nedbryde myter. I Rusland tror mange, at HIV blot er en konspirationsteori – en fiktiv diagnose.

Analyse af Jesper Gormsen

19.3.2014 | RUSLAND | Slaget om Ukraines fremtid har også sat sig på tungt på forsider og sendeflader i russiske medier og skubbet alt andet langt ned på den politiske dagsorden. Det gælder blandt andet den skrantende økonomi, den skrantende produktivitet og det faktum, at antallet af HIV-smittede i Rusland fortsat stiger.

Eksperter mener, at omkring halvanden mio. russere er smittede. Ikke desto mindre tvivler stadigt flere på, at sygdommen overhovedet findes. En russisk googlesøgning på ”HIV findes ikke” resulterer i over 14.000 henvisninger til videoer, artikler og grupper, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved diagnoserne.

De gennemgående teorier går på, at AIDS ikke skyldes HIV og andre at HIV slet ikke findes, men er en fiktiv diagnose, som medicinalindustrien bruger til at udnytte raske mennesker.

Smittede tvivler også
“Det kunne endda gå, hvis den opfattelse var udbredt blandt ikke-smittede. De kan stadig nås ved argumenter om, at syfilis og gonorre trods alt findes og at de derfor skal beskytte sig alligevel. Men tragedien består i, at forestillingerne om at HIV er en fiktiv sygdom, også er udbredt blandt smittede og dét har anderledes triste konsekvenser,” fortæller Tatjana Jevlampieva, vicedirektør i Fokusmedia, en NGO der arbejder med at udbrede kendskabet til AIDS blandt unge.

Konsekvensen er, at folk ikke passer på sig selv og nægter at tage medicin.

”Når de kommer til en læge, er de stærkt svækkede og en anden konsekvens er, at der fødes børn med HIV. Børn som dør af sygdommen fordi deres mødre ikke vil have at de bliver behandlet.”

Presset sundhedsvæsen
Omkring 125.000 russere får i dag udskrevet HIV-medicin af ældre dato og nogle har derfor store bivirkninger. Ifølge ‘advocacy manager’ ved AIDS Healthcare Foundation i Sankt Petersborg, Denis Godlevskij, er det dog ikke bivirkningerne, men et presset sundhedsvæsen, der gør folk til HIV-dissidenter.

Han bruger meget tid på dissidentfora og ser en stigning i folk, der søger info, men bliver vildledt af sammensværgelsesteorier og fejlinformation og derfor stopper med at tage den nødvendige medicin. Han påpeger desuden at lægerne ikke har tid til at rådgive og informere alle patienter lige fyldestgørende og uddyber:

“Det er ikke lægernes skyld, at de ikke har tid. De har lange ventelister og der er simpelthen ikke tid til at forklare den enkelte patient, hvad der er i vente, hvor vigtigt det er med behandling, hvilke bivirkninger, der kan optræde, hvordan man håndterer dem, hvor hurtigt de går over osv. Patienter skal have forklaret og tygget alle spørgsmål igennem. For når en person har bare ét uafklaret spørgsmål, en gråzone, så giver han sig til at lede efter svaret på internettet. Det er en losseplads og HIV-dissidenterne har sat sig på hele informationsfladen.”

Generel epidemi
Antallet af HIV-smittede stiger støt. Ifølge de officielle statistikker er der i dag over 700.000 HIV-smittede i Rusland, men eksperter skønner, at det reelle tal er mindst dobbelt så stort, altså over én pct. af de 144 mio. russere.

”Vi har en generel epidemi, som ikke længere kun rammer sårbare grupper,” siger Tatjana Jevlampieva.

Typisk bliver russere testet for HIV, når de er i forbindelse med sundhedsvæsnet af andre årsager. Det medfører at primært  børn og gamle bliver testet, mens folk i den reproduktive og erhvervsaktive alder sjældnere bliver testet. Hertil skal tilføjes de traditionelle risikogrupper, som stiknarkomaner og homoseksuelle mænd. Ifølge Tatjana Jevlampieva er der derfor en fare for, at det reelle antal smittede kan være endnu højere end 1,5 mio.

Lukker øjnene
En af årsagerne til at HIV-epidemien har kunnet udvikle sig over de sidste 30 år er, ifølge Tatjana Jevlampieva, først og fremmest, at det russiske Sundhedsministerium og højtplacerede embedsmænd ikke opfatter HIV som et reelt problem.

Et andet problem er, at de tiltag, der bliver gjort, ikke altid hviler på et videnskabeligt grundlag. Globalt set er erfaringen, at for at standse seksuel overførsel, skal folk informeres om, hvor vigtigt det er at blive testet, at HIV er en reel trussel for alle, og hvordan de beskytter sig. Den forklaring skal ikke kun rumme oplysninger om, at seksuel afholdenhed beskytter, men også at kondomer nedsætter risikoen.

Konservative politikere og kirkefolk har gjort spørgsmål som sex, seksualitet og udfordringerne forbundet med seksualitet stærkt tabuiserede. Derfor har teenagere ikke adgang til ordentlig seksualundervisning og det bliver ikke diskuteret i skolen.

Fordom forbudt
Der arbejdes i øjeblikket på en samlet strategi for området. Tatjana Jevlampieva håber, at den vil munde ud i, at man forlader de store massetest og i stedet går over til hurtige eksprestest og i højere grad fokuserer på risikogrupper.

Samtidig understeger hun vigtigheden i at lovgivere holder igen med de diskriminerende love, der skubber risikogrupperne væk.

”Alle love, som straffer narkomaner eller fordømmer homoseksuelle, besværliggør debatten om seksuel adfærd i samfundet. Det fører til en isolering af risikogruppen og forværrer blot epidemien.”

Et andet problem er at skaffe den rigtige medicin til den del af befolkningen, der allerede er smittet.

”Vi har ikke råd til at købe licenserede præparater til alle dem, der lever med sygdommen. De summer, der sættes af til formålet er ikke store nok. Vi må bygge egne fabrikker og producere medicin for at behandle HIV-smittede,” mener Tatjana Jevlampieva.

Jesper Gormsen er fast skribent på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Bernt Rostad