Sådan svigtede Europa albanerne – nu betales prisen

2019-09-02T21:12:48+00:00 mandag, 2. september, 2019|

Albansk mafia i Europa står stadigt stærkere efter en voldsom forhistorie med stalinistisk diktatur, landekollaps ovenpå pyramidespil, magtmisbrug og EU-forhandlinger på skrømt. Albanien, Kosovo og Nordmakedonien har massiv korruption og organiseret kriminalitet i kølvandet på en voldsom historie. Nu rammer albansk kriminalitet flere europæiske lande. Også Danmark. Keld Broksø har taget temaet op i spændingsromanen “Fjendespor,” som udkommer i dag. Her skriver han om baggrunden.

Klumme af Keld Broksø

Det kunne være en dansk politisag som så mange andre, men den var symptom på noget langt større og værre, som ligger til højrebenet for en spændingsroman. Her først den ”lille” sag: I slutningen af juni i år anholdt og sigtede dansk politi 31 personer for at have smuglet og solgt  våben og 1.650 kilo narkotika. Politiet slog til i Rantzausgade i København og flere steder på Sjælland. Syv andre lande anholdt også personer simultant: Jagten var gået ind på ét (af flere) narkonetværk med albanske rødder. Dansk politiet stormede vekselbureauer, klublokaler og selv møntvaskerier.

Men den danske politisag var et bølgeskvulp i forhold til en flodbølge af albansk, organiseret kriminalitet, som skyller ind over Europa nu med udspring i de albanske områder i selve Albanien, Republikken Nordmakedonien og Kosovo.

Hvorfor er netop albanske kriminelle, mafiaagtige karteller blevet så ”dygtige”?

Og hvorfor blev de så stor en trussel, at det store tyske magasin Stern har ofret en hel forside og et temanummer på albansk kriminalitet under overskriften ”Wie albanische Kartelle den Rauschgiftmarkt in Deutschland erobern.”? (Hvordan albanske karteller erobrer rusgiftmarkedet i Tyskland, red.)

Forsidebilledet hos Stern var en ung pige, som med et stålrør sniffede en bane kokain hen over et Europakort. Det hvide pulver trak et fint spor fra netop Albanien gennem Montenegro, Bosnien Hercegovina, Slovenien, Østrig og langt op i Tyskland. Lige mod Danmark, hvor vi med den seneste, danske politisag igen ser nogle af de første tegn på albansk kriminalitet.

Striber af ulykker
Jeg er ikke i tvivl om, hvad der er gået galt: Samfundsnedbrud kombineret med en brutalitet, som har rod i antikverede forestillinger om blodhævn. Altså en stribe ulykker med dominoeffekt mod værre og værre konsekvenser.

Min spændingsroman ”Fjendespor” er ellers langt fra en albaner-hader-bog. På rejser har jeg aldrig oplevet den private albaner som andet end gæstfri, imødekommende og ofte med positivitet og håb om en bedre fremtid. Men samfundene er til gengæld blevet syge, så den almindelige albaner holdes i et jerngreb af trusler, uberegnelighed, penge under bordet og mistillid begge veje i omgangen med politi, sundhedsvæsen og politiske institutioner.

Sådan begyndte det
Alle albanske områder har en nutidshistorie, der lagde låg på albanernes dagligdag. Effekten er nu som en eksploderet trykkoger, der endnu ikke er ryddet op efter.

Selve Albanien havde Enver Hoxha som stalinistisk diktator for et isoleret Albanien i 40 år fra 1944 til sin død i 1985. Jeg husker selv en lille chartertur til græske Korfu med kulørte lamper ved kysten i begyndelsen af 1980erne, hvor vi om aftenen så over mod totalt mørke ved den albanske kyst. Jeg lovede mig selv, at jeg en dag skulle besøge det mærkelige land, der virkede som nutidens Nordkorea – bare midt i Europa.

Man kan slet ikke forstå den ækle personkult i landet og diktatorens paranoia og frygt for en ”imperialistisk invasion”, som fik Enver Hoxha til at dræne det slunkne statsbudget og beordre bygningen af 173.000 mindre paddehatte-bunkere. Hans paranoia blev understreget af seks bunkere for hver kvadratkilometer. Dertil opbyggede han gigantiske våbenlagre, hvis spredning den dag i dag forgifter albanske områder. Ludfattige albanere blev dengang benhårdt kontrollerede af det frygtede sikkerhedspoliti, Sigurimi. Fattigdommen var umenneskelig og isolationen af landet total. Warszawa-pagten, naboerne i Jugoslavien – og siden selv Kina som sidste allierede blandt kommunistlandene – blev Enver Hoxha uvenner med. Forbindelserne til Kina røg som de sidste i 1978 på grund af albanske beskyldninger for ”revisionisme” mod det dengang helt anderledes, fundamentalistiske, kommunistiske Kina.

Den massive undertrykkelse dengang er i dag veldokumenteret. Selv en besøgende med den dengang ”rette” politiske religion siden har fortalt mig, hvordan han ved en fejl så tvangsarbejdere i håndjern på vej til hårdt fysisk arbejde. De kommunistiske guider skulle ellers have skånet den danske gruppe ultra-kommunister mod at møde virkeligheden.

Armod endte i katastrofe
Armodet endte i en katastrofe i 1997, hvor man troede Albanien var ved at rejse sig efter kommunismens fald. Albanere stod i flere hundrede meter lange køer for at spille på såkaldte pyramidespil. De kunne se, at dem som kom med hurtigst, fik opfyldt ellers uopnåelige drømme om køleskabe og selv biler.

Pyramidespil opstår, når man investerer sparepenge i få mennesker i laget over dig, til du selv bliver en del af det næste, øverste lag, som endnu flere skal investere i nedefra. Afkastet var skyhøjt i starten og lokkede til at pantsætte huse og alt af værdi. Kontanter blev under bevogtning fragtet væk i sække og tasker fra pyramidespilskontorerne. Pengestrømmene fortabte sig i tåger. Til sidst var der ikke nok investorer i nederste lag til, at den matematiske ligning gik op. Fidusen var, at dem, der kom først på karussellen, skummede fløden. Næste lag under pyramidens top blev fyldt med mennesker, som kun lige fik deres indskud tilbage. De nederste var de uheldige og langt de fleste. De betalte for hele karusselturen og halvdelen af befolkningen stod med tomme lommer og halvdelen af Albaniens bruttonationalprodukt forsvandt. Stærke klaner fik bugnende konti i udlandet, hvorfra de kunne bruge pengene til at investere mere i opbygningen af de kriminelle netværk, som vi ser i dag. Folk gik amok og plyndrede våben gemt i våbendepoter og på politistationer.

En reel borgerkrig – alle mod alle og alle mod regeringen – var en realitet, netop som de værste dele af eks-Jugoslavien-krigene sang på sidste vers.

International alarm
Det internationale samfund måtte trods alt gøre noget. Jeg var der første gang i 1998 som journalist med en UNDP-delegation. Alt i landet var grundlæggende noget rod. For første gang blev albanerne set som et virkeligt, europæisk problem – ikke mindst på grund af  flygtningestrømme til især Grækenland og Italien, hvor en ungdomsgeneration søgte tilflugt.

Danske betjente var med i en rådgivningsgruppe til albansk politi udsendt fra Europakommissionen. De hed MAPE ”Multinational Advisory Police Element.”. Dertil kom politi-støttegruppen ”The European Commission Police Assistance in Albania,” (ECPA).

Aktionerne kan i dag virke lidt naive. De udenlandske politifolk var ikke mange og landet var bankerot, våben flød rigeligt til alle, mens smarte narrede mindre smarte. Selv præsidenten havde opfordret til at investere i pyramidespil. Han satte hæren ind mod folk, da de gjorde oprør, men mange soldater nægtede at skyde på egne landsmænd.

Regeringen blev tvunget væk i marts 1997, herunder præsident Sali Berisha, som stik mod al folkelig fornuft siden blev premierminister igen.

UNDP lukkede efter få år sit våben-for-sociale-goder-program. Den danske ambassade i Tirana er for længst lukket sammen med programmet for overgangsbistand. Albanien er kommet med i NATO selv om tiden er forbi, hvor udenlandsk militær hjalp. De skulle i kølvandet på pyramidespillene bare holde ro i et par år, ikke opklare eller rådgive om noget. Danmark var med andre landes hærenheder i Albanien fra 1997, hvor 6.000 soldater fra 11 lande skulle dæmpe de værste gemytter i Operation Alba.

Alt det er over en snes år siden, kan man indvende i sammenhængen med dagens kriminalitet, men styrtende rige folk på flugt er der stadig. Penge derfra er ifølge rapporter omsat til styrkede, kriminelle netværk – ligesom penge fra svindel med EU-midler. Illegale penge er også investeret i tilsyneladende ”rene” forretninger og byggeprojekter, som er med til at bygge klanerne yderligere op.

Europa svigtede albanerne ved at trække sig ud før problemerne var løst – nu betales prisen.

Kosovo og Makedonien lider også
Der er tilsvarende dårlige historier fra albansk befolkede Kosovo og Republikken Nordmakedonien med en fjerdel af befolkningen som albansk minoritet.

  • Danmark anerkendte først i 2008 Kosovo, den lille, albanske stat som en blindtarm på selve Albanien. Kosovo lider af massiv hjerneflugt blandt ungdommen, udpræget korruption og voldsomme sager om svindel med EU-midler og dårlig regeringsførelse. Da Danmark og en del andre europæiske lande anerkendte Kosovo blev over 1.000 korruptionssager henlagt. Massiv fattigdom mellem enkelte nyrige hører til dagens orden, selv om EU har brugt omkring en milliard euro mod organiseret kriminalitet fra Kosovo. Desværre har indsatsen det med at bremse, hver gang noget handler om seniorpolitikere.
  • Republikken Nordmakedonien har omkring årtusindeskiftet været i reel borgerkrig med sit albanske mindretal i kølvandet på voldsomme flygtningestrømme, da NATO bombede serberne ud og væk fra det apartheid-regime, som de havde skabt mod albanerne i Kosovo. I 1999 flygtede 360.000 albanere fra Kosovo og ind i Nordmakedonien efter kampe med serberne. Albanere på begge sider af grænsen startede derpå kampe for uafhængighed også for områder, hvor albanerne boede i Makedonien. Albanere var i direkte krig et halvt år i 2001 mod Nordmakedoniens regering. Og her i den nære nutid har det gigantiske byggeprojekt, Skopje 2014, med hæslige kulisser af græske søjler, triumfbuer og statuer af ikke mindst Alexander den Store skabt mere konfrontation. Flere sager har endda skabt korporlige slagsmål i parlamentet. Byggeprojektet blev først færdig på et par siden, men uigennemskuelige pengestrømme i projektet er stadig gift for landet.

Balkanruten
Alle dårligdommene i de albanske områder mærker vi følgerne af i dag. I følge en rapport fra 2017 fra Det Europæiske Center for Narkotika og Narkotikamisbrug, kommer heroin til Europa via fire hovedruter. En af de vigtigste er “Balkanruten” fra Iran og Afghanistan gennem Tyrkiet mod Balkanlandene og derfra til Central-, Syd- og Vesteuropa. Også kokain kommer i stigende grad ind i landet via denne rute, lyder det i rapporten. Særligt Albanien nævnes som problematisk. Landet er arnested for cannabis og transitland for kokain og heroin.

De europæiske lande har længe samarbejdet om at komme narkosmuglingen til livs, men indsatsen mod de grundlæggende årsager i nedbrudte samfundsstrukturer er svigtet. Undervejs har kriminelle albanere kunnet organisere sig på tværs og kan nu benytte flere grænseovergange mod Europa og EU.  Alt imens Europa har sovet i timen.

En særlig brutalitet
Albanerne har selvfølgelig selv et ansvar, for hvorfor er de albanske kriminelle nu også en trussel mod andre kriminelle i fra eksempelvis resten af Balkan, Tyrkiet og arabiske lande?

En del af nøglen til det findes i en albansk, rodfæstet brutalitet med blodhævn.

Albanske kriminelle klaner har høj loyalitet indadtil, og bruger et effektivt efterretningssystem. De er anderledes frygtindgydende end konkurrenterne fordi de involverer hele familier i Albanien, Kosovo og Makedonien samt hos familier spredt over Europa og i USA, især i New York. Når en søn får en opgave i Europa eller USA, belønnes hele familien på hjemmebanen i Albanien, Kosovo eller Nordmakedonien.

Men det forventes også, at andre familiemedlemmer er stand ins, hvis sønnen fængsles, dræbes eller såres. Alle hæfter for ting, der måtte gå galt. Den samlede kraft af det system gør dem gruopvækkende. Cirklerne af hævn går i flere tilfælde ud i yderste led – også til børn.

Derfor findes i Albanien specielle ”sikrede” børnehjem. Få besøger de børn. Forældrene vil ikke lade dem komme ud og lege med andre børn. Nogle af dem har kun hjemmesko. Rigtige sko har de ikke brug for, når de ikke må være ude. Risikoen er, at de børn bliver skudt ned, hvis de viser sig udenfor.

Sådan fungerer de albanske blodfejder selv i dag. Ude i yderste familieled. Systemet kaldes ”kanun” og regulerer flere aspekter af livet. Man ser det især i isolerede bjergegne i det nordlige Albanien. Drab hævnes med drab. Sorg bekæmpes med drab i rivaliserende klaner.

Det er dermed et absurd fænomen midt blandt flertallet af andre og fornuftige albanere.

Justitsministeriet i Albanien har indført de strengeste love mod blodhævn nogensinde efter kommunismens fald. Straffen er hævet til 25 års fængsel og op til livstid, men det forhindrer ikke blodhævn i at ulme i generationer.

Hele familier har levet i isolation i årevis på grund af det. Når et nyt drab kommer, kan det gå ud over fædre, som kan have sønner. Når sønner vokser op, kan ældre generationer forvente, at de hævner sig på familiens vegne. De skal også ofte selv være klar til selv at udføre hævnmord, når de vokser op. En dreng anses for at være mand fra de 15 år. Derfra har familien forventninger til ham om at beskytte dem. Herunder onkler, tanter og fætre. De drenge kan kun ende som kriminelle og mordere.

Blodhævn var stort set udryddet under Albaniens kommunistiske diktatur. Det fik siden et comeback især nordpå. Den seneste snes år har der været mindst 300 drab på den konto. Formentlig flere, for statistikken omtaler dem ofte som ”almindelige” mord, når man ikke ved, hvad der er bag.

Indenrigsministeriet i Albanien mener, at 60-70 storfamilier lever i skjul for blodhævn. Måske op til 6.000 mennesker – også kvinder og børn. Det er mange i et lille land med kun tre millioner indbyggere.

Der er håb
Et fåtal af danskere har i dag nydt ferien langs Albaniens smukke riviera og måske endda ved Berat, som er en af Europas ”hemmelige” perler med en fabelagtig middelalderborg. Landet er blevet medlem af NATO og det internationale samarbejde vokser og flere opdager de vidunderlige landskaber og bjerge, gæstfrie mennesker, herunder en ny ungdom. Dem, som blev tilbage, og ikke hutlede sig frem i resten af Europa. En del af dem tror på fremtiden og der bliver festet igennem. Endelig er Tirana en fantastisk by at være i.

Der er altså håb og tegn på, at en normalitet vokser.

Problemerne opstår, når folk og især politikere blander sig i klaners interne affærer.

Hvad der hidtil bidrog til håb var også tanken om at få Kosovo, Albanien og Nordmakedonien med i EU. I dag kan tanken virke som et blålys stillet op for at få de albanske befolkninger til at rette op på samfundsstrukturerne. De er alle blevet EU-kandidatlande, men man kan tvivle på, at et stækket EU med Brexit og problemer internt i EU med lande som Polen, Ungarn, Rumænien og Bulgarien har kræfterne og viljen til også at lukke albanske områder ind i EU.

Men tanken bør ikke dø helt – for den kan netop give håb.

Håb giver det derimod ikke, at hanen for længst er lukket i for overgangsbistanden fra blandt andre Danmark. Den daværende, albanske udenrigsminister, Arta Dade, appellerede i 2002 i København til en ny treårig aftale om støtte til genopbygningen. Arta Dade hentede argumenter i en uafhængig dansk vurdering. Konklusionen var dengang, at støtten endda burde udvides. Hovedårsagerne var Albaniens placering i Europa, betydningen for sikkerhed i regionen – og u-landsproblemer. Albanien var i 2002 lige så fattigt som Egypten, der dengang fik dansk støtte. Siden Arta Dades besøg i København har Albanien og albanske områder og bistand til dem ikke for alvor været på dagsordenen. Og den danske ambassade i Tirana er for længst lukket.

Kriminalitet og den gode historie
Tilbage er den voksende kriminalitet, som til gengæld altid er en god historie.

Jeg har skrevet spændingsromanen ”Fjendespor” ud fra en erkendelse af, at genren er en fantastisk formidler. En måde at få mennesker med ind i en historiefortælling, der ellers synes umenneskelig klinisk som en politirapport. Mennesker – fiktive eller ej – er den bedste drivkraft for enhver historie.

”Fjendespor” er (selvfølgelig) blevet en barsk historie. Den handler om at krydse sine egne spor med fatale konsekvenser. Hovedpersonen, kriminalbetjent Stefan Kushova Andersen, hvirvles ind i en aktuel historie om albansk mafias fremgang gennem Europa og om de skrøbelige staters kriminelle tråde mod Tyskland og Norden.

Stefan flytter ind i de nye byggerier i Københavns Sydhavn, men i hælene på ham kommer ikke alene en kynisk klan med rødder i Albanien, men også dansk politi. Stefan bliver nemlig personligt viklet for meget ind i sin egen sag og historie.  En voldsom start på et albansk børnehjem har indhentet ham trods tidlig adoption i Danmark. Baggrunden får ham til at overskride juraens som etikkens grænser ved at skjule en morder med nøglen til ramme hjertet i en albansk klan med langt større forbrydelser på samvittigheden.

Stefans glemte familiebånd bliver livsfarlige, mens eksplosivt voksende formuer skabt af svindel med pyramidespil, våben-, narko- og menneskesmugling gør modstandere blandt bomstærke klaner mere kyniske. Et FBI-kursus og et mord i New York kickstarter en hæsblæsende rejse mod Stefans egne rødder. Rejsen stiller ham overfor skæbnesvangre valg, mens menneskeliv står på spil – og han selv drives frem af fromme håb om retfærdighed – og om at redde sig selv fra en grusom død

Ud over krimihistorien er ”Fjendespor” selvfølge også en bog om ustabile stater midt i Europa med kriminelle afstikkere til Berlin, København – og selv til en grum jagt på Stefans fætter midt under en Roskilde Festival. Fantasifuld underholdning? Sikkert – men selv en spændingsromans handling kan have tråde og rod i virkeligheden.

Keld Broksø er forfatter, journalist og kommunikationsrådgiver. Hans nye roman ”Fjendespor” er udkommet mandag den 2. september på forlaget Ambush Books – og er ude som e- og lydbog.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Arben Celi/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: