Godt en uge efter det tyske valg står det mere og mere klart, at socialdemokraten Olaf Scholz danner regering med de liberale FDP og De Grønne, mens unionspartierne er endt i kaos, hvor de selv rejser tvivl om, hvem deres kansler skulle være.

Analyse af Hugo Gaarden

Allerede før det tyske valg forrige søndag var der klare tegn på, at det liberale parti, FDP, og De Grønne vil danne regering, og at de kan fungere i et fællesskab. De vil skabe dynamik i det stagnerende Tyskland og skabe en økonomisk, teknologisk og klima-venlig fornyelse. Det er nøjagtig dét, der er ved at ske i lyntempo, inden der overhovedet er indledt egentlige koalitionsforhandlinger.

Valgresultatet bekræftede den tendens. Begge partier gik klart frem sammen med Socialdemokratiet SPD. De første pressereportager efter valget fokuserede på usikkerhed og langvarige koalitionsforhandlinger, og pressen hæftede sig ved de store forskelle, der er på især FDP og De Grønne om f.eks. skatte- og miljøpolitik.

Men det er ingen nyhed. Det erkender begge partier blankt. Men de fleste overser, at de liberale og De Grønne konsekvent taler positivt med hinanden og udtrykker sig om kreative løsninger, ligesom de understreger, at den unge generation i overvældende grad vælger de to partier, som sammenlagt er større end SPD eller CDU/CSU. De vil være det dynamiske økologisk-liberale centrum i fremtidens Tyskland.

De to partier og SPD kommer ikke med udmeldinger om sonderinger mellem dem, men der er tydelige indikationer af fleksibilitet i tænkningen, og de liberale og De Grønne har ført nogle politiske talenter frem på banen. Det er tydeligt, at der kommer helt nye ideer på bordet.

FDP vil ikke have skattestigninger, men de har indikeret, at det måske kan accepteres, hvis virksomhederne får bedre afskrivningsmuligheder og en hurtigere godkendelsesprocedure for investeringer. De Grønne taler ikke kun om at producere grøn energi, men erkender, at det er nødvendigt at opbygge en gigantisk grøn infrastruktur, og det kræver både offentlig og privat kapital. SPD kan formentlig gå med til at bryde den skrappe finanspolitik og Maastricht-traktaten, hvis grønne investeringer holdes uden for den traditionelle gælds- og finansieringsopgørelse. Den fleksibilitet var ikke-eksisterende under Merkel.

Socialdemokraternes kanslerkandidat, Olaf Scholz, der er en dreven forhandler, har klogeligt holdt sig i baggrunden, mens de liberale og De Grønne prøver at finde en fælles linje, og så træder han først til, når alle er klar til de egentlige regeringsforhandlinger.

De liberale og De Grønne vil ikke have nogle kaotiske regeringsforhandlinger som med Angela Merkel i 2017. De vil danne regering. Scholz ser valgresultatet som udtryk for, at SPD atter er kommet på banen, og han vil ikke på nogen måde lade CDU og CSU komme til fadet efter det rod, unionspartierne er endt i med kanslerkandidaten Armin Laschet, der ligger lavt i folkelig tilslutning som kansler. Det betyder, at alle er interesseret i en hurtig regeringsdannelse – før jul. Måske en dag efter den 19. december, så Merkel kan nå at blive fejret som den kansler, der har siddet længst for bordenden.

En ny borgerkrig er ved at bryde ud i unionspartierne. Første skridt blev taget af CSU-lederen, Markus Söder, der ikke har bakket op bag Laschet de seneste dage, og næste skridt kom i søndags i en tv-debat, hvor Norbert Röttgen sagde, at CDU kan danne regering, selv om CDU ikke kommer med en kanslerkandidat – altså uden Laschet. Både Söder og Röttgen har kæmpet mod Laschet for at blive kanslerkandidat.

Det er gennemført illoyalitet. Röttgens forslag har mildt sagt vakt undren: Hvordan kan et parti forsøge at danne regering ved at skubbe sin kanslerkandidat til side – for så at tage stilling til kanslerspørgsmålet senere? Det viser, at CDU er blevet førerløst – en uge efter valget midt under de forestående regeringsforhandlinger. Det skal tilføjes, at Röttgen for flere år siden blev fyret af Merkel som miljøminister på gråt papir.

Kort og godt: En totalt ny politisk dagsorden er ved at blive udformet – og i midten af tysk politik. Det kan stadig gå galt, f.eks. kan venstrefløjen i SPD give problemer. Men der synes ikke at være noget alternativ.

Tyskland kan blive en mere udfarende kraft i Europa end i mange år, fordi en regering under Scholz vil møde større sympati i Frankrig og i Italien end Merkel, og fordi der bliver rokket ved den stivsindede tyske sparekurs og modvilje mod fælles europæiske finansieringsordninger.

Det giver ikke blot en ny dynamik i Tyskland, men efter Brexit kan der skabes ny europæisk bevægelse mellem de store grundlæggere af EU – mellem det centrale og sydlige Europa. For første gang kan der komme en heling i EU.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Billede i artiklens top: /Stephan Röhl/Flickr/