Når portugiserne på søndag skal til stemmeurnerne, har protestpartierne en sidste chance for at samle frustrationen fra finanskrisens oprør. Men efter Grækenlands lange kamp mod resten af Eurozonen denne sommer, har venstrefløjen svært ved at love forandring (artiklen bringes i samarbejde med Eutropolis).

28.9.2015 | VALG I PORTUGAL | Mens finanskrisens mange protestbevægelser i Spanien og Grækenland har udfordret det etablerede politiske system, er det i Portugal stadig de traditionelle partier, som sidder på magten.

I Spanien blev folkets utilfredshed med krisens strenge sparepolitik især samlet op af det kun et år gamle oprørsparti Podemos, der lige nu ser ud til at få omkring 18 pct. af stemmerne ved parlamentsvalget til december. Allerede ved lokalvalgene i maj væltede Podemos konservative borgmestre af pinden i flere af landets største byer. I Grækenland vandt venstrefløjens protestparti Syriza i januar regeringsmagten med mere end 36 pct. af stemmerne, og det resultat holdt de næsten fast i ved september-valget.

Ingen greb protesterne
I Portugal sidder den konservative regering til gengæld stadig på magten, og det socialdemokratiske parti PS og de liberalt-konservative PSD ser i alle meningsmålinger ud til ved valget 4. oktober at blive de to suverænt største partier i landet, som de har været de sidste 40 år.

Store protester brød ellers ud i Portugal omkring 2011, efter den europæiske trojka ydede det første lån til landet og til gengæld krævede store, offentlige besparelser. Befolkningen blev træt af de mange nedskæringer på pensioner og andre sociale ydelser og af den stærkt voksende arbejdsløshed.

“Protesterne peakede i 2013. Gaderne var fulde af demonstrationer og kampe med politiet, og nye protestbevægelser voksede hele tiden frem,” fortæller Marco Lisi, professor i politiske partier og vælgeradfærd i Sydeuropa ved Universidade Nova de Lisboa og leder af et forskningsprojekt om sociale bevægelser i Sydeuropa.

I 2013 så det længe ud til, at den portugisiske regering ville vælte, men da den klarede skærene, blev oprøret opløst uden at skubbe til det etablerede, politiske system, forklarer han.

“Ingen af de etablere partier formåede at tage fat i frustrationen fra folket, og der var ingen politiske pionerer, som lykkedes med at etablere et holdbart link til de sociale protestbevægelser – som for eksempel Pablo Iglesias gjorde med Podemos i Spanien.”

Ifølge Marco Lisi var der heller ikke den store vilje til at samarbejde med oprørsbevægelserne. Protesterne mod sparepolitikken var arrangeret uden partier eller fagforeninger i spidsen, og de traditionelle partier fra begge fløje kritiserede dem for at være flygtige og holdt fast i deres relativt topstyrede partistruktur.

“Men de seneste år er der kommet nye, anderledes bud på partier i Portugal, og det her valg er deres sidste chance for at fange frustrationen fra krisen. Mange er usikre og beslutter sig i sidste øjeblik, så de nye partier kan vokse hurtigt frem mod valget, hvis de lykkes med at tale de frustrerede borgeres sag,” mener Marco Lisi.

Voksende frustration
Og frustration er der endnu rigeligt af blandt portugiserne. Ifølge den portugisiske Public Opinion Portal, ligger tilfredsheden med demokratiet i landet i dag kun på to i et index på fire. Tilliden til regeringen er faldet fra 49 pct. i 2007, inden krisen, til kun 21 pct. i år, og troen på det portugisiske parlament har taget samme tur.

Udover at skulle forsvare den stramme sparepolitik, har den portugisiske regering de seneste år også kæmpet med korruptionssager, som sidste år førte til arrestationer inden for de politiske rækker og at indenrigsministeren gik af.

Og tilfredshedskurverne er også fortsat nedad, siden oprøret i 2013 forvandt fra gaderne, understreger Marco Lisi og tilføjer, at det som i resten af Sydeuropa især er hos de unge, at frustrationen er stor. Hans undersøgelser viser, at det især er de unge medlemmer, som falder fra partierne, undlader at stemme ved de nationale og europæiske valg og forsvinder fra de få demonstrationer, der er tilbage i gaderne.

“Vi kan se, at det bestemt ikke er fordi, de unge ikke går op i politik. De har bare ikke noget sted at gå hen med frustrationen,” siger han.

Venstrefløjens overraskelse?
Det parti, Marco Lisi peger på som valgets joker, netop fordi det appellerer til de unge, er LIVRE/Tempo de Avançar. Et venstrefløjs-protestparti, som går til valg på at tage kampen op mod landets hårde sparepolitik og på værdier som solidaritet, frihed og beskyttelse af miljøet.

“Hvis de kan få de unge til at stemme, kan de virkelig nå at rykke endnu. LIVRE/Tempo de Avançar når meget længere ud på de sociale medier end de andre partier, og deres kandidatliste er i høj grad fyldt op af unge universitetsstuderende og af populære personligheder, der har støttet protesterne,” påpeger Marco Lisi.

LIVRE blev dannet i foråret 2014 og slog sig hurtigt sammen med Tempo de Avançar, som er en samling af forskellige protestbevægelser og organisationer på venstrefløjen. Partiet ligger foreløbig kun til at få omkring to pct. af stemmerne ved parlamentsvalget, men tror på, at de har fat i det rigtige.

“Vi eksisterer for at gøre det muligt for almindelige mennesker at blande sig i politik. Vi forsøger at overføre protestbevægelserne til et parti ved at arbejde på en ny måde. Og vi kan se, at når folk bliver involveret i vores arbejde, oplever de, at der endelig er et sted, hvor de kan rykke noget,“ forklarer Rui Tavares, partiets grundlægger.

I Portugal fungerer alle de større partier med en struktur, hvor kandidater skal inviteres af ledelsen for at kunne stille op til parlamentsvalget for partiet. Det nye ved LIVRE/Tempo de Avançar er ifølge Rui Tavares, at alle, der deler partiets holdninger, kan stille op.

LIVRE’s bottom-up struktur er også noget af det, Marco Lisi peger på som deres styrke. Og et andet område, der giver partiet en chance, er Europa-politikken, mener han. Her står de øvrige venstrepartier splittet i Portugal og tør ikke melde en tydelig EU-linje ud før valget. Til gengæld er LIVRE/Tempo de Avançar meget klare på, hvad de vil, og deres EU-kurs ligner den hos deres spanske og græske paralleller, Syriza og Podemos.

“Der er brug for et alternativt Europa. Vi vil, alene og sammen med Europas øvrige venstrefløjspartier, arbejde for at skabe et mere solidarisk og demokratisk Europa og for at få omlagt og reduceret gælden,” siger Rui Tavares.

Men modsat deres sydeuropæiske søsterpartier har LIVRE/Tempo de Avançar altså foreløbig ikke vokset sig til et bredt, folkeligt parti. Og det kan også sagtens være, de bliver på de to pct., mener Marco Lisi.

“Intet er sikkert endnu, og selvom EU er et større og større emne i Portugal, kan vi se fra vores studier, at størstedelen af portugiserne stadig tildeler de nationale politikere skylden for krisen og ikke EU, som de i højere grad gør i Spanien og Grækenland,” forklarer han.

“Samtidig har krisen i Grækenland gjort det sværere for de venstreorienterede partier at komme og sige, at de vil løse det hele ved at genforhandle gælden med EU. Det lykkedes ikke for dem denne sommer, og måske kan det skræmme nogen fra at stemme på venstrepartierne.”

Til at grine af
Mens protestpartierne kæmper med at få hul igennem til de mange frustrerede unge og ældre vælgere, er der i hvert fald én gruppe, som fanger deres opmærksomhed.

“Det er alt sammen meget smukt, men…” er titlen på et tilbagevendende indslag i satiregruppen Gato Fedorentos valgprogram, Journal 8, der lige nu kører på den nationale TV-station TVI. Gato Fedorento har otte mio. views på Youtube, og flere en million seere af Portugals ni mio. indbyggere følger lige nu med i deres program om portugisisk politik.

Satiregruppen tager emner op, som illustrerer absurditeten i det politisk system, mange portugisere er ved at være godt trætte af. I studiet behandler de deres historier om korruption, elitisme og politikernes uvidenhed som ‘falske nyheder’ på samme måde, som John Stewart gjorde i The Daily Show.

Mens protesterne for alvor rasede i 2013, kørte Gato Fedorento showet Løsningen, hvor de gennem lange interviews diskuterede, hvordan man kunne løse krisen og straffe “den bunke tyveknægte”, som ingen var i tvivl om, var deres billede på regeringen.

I Journal 8 interviewer Ricardo Araújo Pereira fra Gato Fedorento i øjeblikket de fem partiledere, og han har ry for at udstille dem, han hiver i studiet. Men debatterne bliver fulgt med spænding af de mange seere, og da Pedro Passos Coelho, leder af partiet Portugal à Frente, valgte ikke at stille op til programmet, fordi det ikke ”passede ind i hans valgkamp”, blev han voldsomt udstillet på de sociale medier.

Flere fans har også under valgkampen på Twitter uden held efterlyst, at herrerne fra Gato Fedorento selv stiller op til parlamentsvalget. Men den store interesse for satiregruppen kan om ikke andet ses som et billede på, at de fire fyre ikke er alene om at synes, at det, der foregår i portugisisk politik i øjeblikket, er absurd.

Mathilde Nordenlund er journalist på Eutropolis

Billede i artiklens top: Mathilde Nordenlund

Artiklen har tidligere været bragt på Eutropolis/Brain Food