EU’s udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik har gennemgået et gearskifte på vej mod et mere sammenhængende europæisk projekt og et øget samarbejde med NATO. Det startede i forbindelse med Ruslands annektering af Krim i 2014 og er blevet forstærket af den seneste invasion i februar 2022. 

Baggrund af Simon Kratholm Ankjærgaard

TEMA: EU’S LANGE VINTER | ”En virkelig gamechanger for EU’s sikkerhedspolitik”. Det kalder Rasmus Brun Pedersen, lektor i international politik ved Aarhus Universitet, Ruslands annektering af Krim i 2014 og den krig om de østlige regioner, som fulgte i kølvandet. Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 sætte yderligere kul på kedlen i et sikkerhedspolitisk gearskifte, der allerede var i gang, siger han til Magasinet Europa.

”Begivenhederne i Ukraine i 2014 betød som det vigtigste, at der blev formuleret en ny udenrigspolitisk strategi i EU, som erstattede den fra 2003,” fortsætter han, ”Den fra 2003 var formuleret i en anden tid, så at sige. En tid, hvor der ikke var krig i EU’s naboland, og den fokuserede derfor meget på den liberale verdensorden. Den seneste udenrigspolitiske strategi, som blev bestemt i 2015 og præsenteret og vedtaget i 2016 er meget mere defensiv og handler meget mere om at beskytte EU og EU-landenes interesser.”

I den udenrigspolitiske strategi fra 2016 lanceres fem prioriterer for EU’s kommende fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. For det første gælder det ”Unionens sikkerhed”, for det andet en prioritering af ”staters og samfunds modstandsdygtighed øst og syd for os”, for det tredje ”en integreret tilgang til konflikter”, for det fjerde ”regionale samarbejdsordninger” og for det femte ”global styring i det 21. århundrede”.

Rasmus Brun Pedersen vurderer, at EU er blevet en stærkere og mere sammenhængende kraft med flere forskellige former for samarbejde mellem landene indenfor det udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske område.

”Vi ser for det første en sikkerhedsliggørelse af andre politikområder, eksempelvis på energiområdet og indenfor industripolitikken,” siger han og fortsætter:

”Og for det andet løses flere regionale opgaver, som ligger indenfor den sikkerhedspolitiske sfære; transport af våben og militær, produktion af militært udstyr og koordinering af overvågning.”

Jacob Kaarsbo, der er senioranalytiker af sikkerhedspolitik i Tænketanken Europa, er enig med Rasmus Brun Pedersen i, at der er sket et sikkerhedspolitiske gearskifte – og det handler i høj grad om den rolle, som EU ønsker at spille, siger han.

”Vi ser en ny dynamik, der vil udvikle det udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde. Der er i hvert fald kommet en øget erkendelse af, at det er nødvendigt. Hvis vi blot kigger på os selv, på Danmark, var det jo faktisk banebrydende, at vi afskaffede forsvarsforbeholdet sidste år. Men hvor langt det vil bære og tempoet, er endnu usikkert,” konkluderer han.

En ny virkelighed – en ny enstemmighed
Knasterne er blandt andet, at beslutninger indenfor det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område skal træffes i enstemmighed.

”Og her er der på det forsvarsindustrielle område fortsat en tendens til at søge nationale løsninger i stedet for at agere ’europæisk’, om man så må sige,” siger Jacob Kaarsbo, ”Det bliver sandsynligvis svært for alvor at få et mere handlekraftigt EU på den globale scene, hvis den model bliver opretholdt. Der har dog fundet lempelser sted i forhold til enstemmighedskravet, hvor lande nu kan afstå fra beslutninger – til forskel fra at nedlægge veto mod dem. På den måde kan man håbe på et mere beslutningsdygtigt EU.”

Ungarn med dets tilknytning til Rusland er en af de medlemsstater, der besværliggør beslutningerne på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, men til gengæld er én af de øvrige tidligere øststater helt inde i hjertet af de udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger.

”Polen er blevet meget mere pro-europæisk,” fortæller lektor Rasmus Brun Pedersen fra Aarhus Universitet, ”Polen slås jo ikke bare med de umiddelbare militære trusler lige på den anden side af grænsen mod øst, men også med krigens og krisens asymmetriske konsekvenser, eksempelvis flygtningestrømmene.”

”Der er ingen tvivl om, at Polen på mange måder tilhører kernen på EU’s sikkerhedspolitiske område,” supplerer Jacob Kaarsbo.

Ifølge Rasmus Brun Pedersen blæser der også nye vinde i forholdet mellem Frankrig og Tyskland, der tidligere har haft radikalt forskellige opfattelser af, hvor EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik skulle bevæge sig hen.

”Udenrigspolitikken er længe blevet til i spændingsfeltet mellem Frankrig og Tyskland og deres forskellige positioner. Frankrig ønskede meget mere EU-autonomi indenfor sikkerhedspolitikken og betragtede EU som et reservoir, der kunne bruges til at fremme franske interesser, eksempelvis på det afrikanske kontinent. For Tyskland gjaldt det meget mere om samarbejdet indenfor EU. De nye krigs- og krisetider fordrer at landene skal kunne gå meget mere i takt,” siger han.

USA bliver afgørende for EU’s rolle
Ifølge Jacob Kaarsbo kommer EU’s nye rolle til at afhænge af, hvordan USA har tænkt sig at opføre sig på det sikkerhedspolitiske område på det europæiske kontinent.

”Der er kommet en erkendelse af, at EU skal kunne mere – og at medlemslandene skal kunne tage et øget ansvar både på kontinentet og i verden. Hvor ’selvstændige’ de skridt bliver, kommer an på, hvilken vej, USA går,” siger han – og uddyber:

”Medlemslandene har haft fire år med Trump, og hvis den tilgang kommer tilbage fra USA’s side, vil der være behov for at kunne agere selvstændigt. Hvis det derimod er de kræfter, der fortsat ønsker tæt transatlantisk samarbejde, der kommer til at dominere USA, skal EU kunne tage mere ansvar i tæt koordination med NATO.”

Tiden er løbet fra at USA per automatik garanterer den europæiske sikkerhed, mener Jacob Kaarsbo.

”I hvert fald hvis vi ikke selv investerer i den,” siger han og uddyber:

”Derfor haster det for europæerne med at komme op på NATO’s målsætning om at bruge to procent af BNP’et på forsvar og at få EU’s dimension til at blive mere effektivt. I modsat fald risikerer vi et mere isolationistisk USA.”

NATO og EU nærmer sig hinanden
NATO er præcis den akse, som det transatlantiske samarbejde drejer om, og her har Ukrainekrigen medført et tættere samarbejde mellem militæralliancen og EU. Helt konkret udsendte EU og NATO 10. januar en fælles erklæring på i alt 14 punkter, der går markant i rette med Ruslands aggressive fremfærd i Ukraine og understreger samhørigheden mellem de to organisationer.

”I dag står vi overfor den alvorligste trussel i årtier mod den euroatlantiske sikkerhed. Ruslands brutale krig mod Ukraine er i strid med folkeretten og FN-pagtens principper og underminerer den europæiske og globale sikkerhed og stabilitet,” står der blandt andet i punkt 2 – og i punkt 3, at EU og NATO på det kraftigste fordømmer ”Ruslands aggression” og at organisationerne kræver, at russerne trækker sig ud af Ukraine.

”Vi udtrykker vores fulde solidaritet med Ukraine og gentager vores urokkelige og fortsatte støtte til landets uafhængighed,” står der videre i punkt 3.

Erklæringen understreger dels, at NATO fortsat er grundlaget for det kollektive forsvar og er afgørende for den euroatlantiske sikkerhed, dels at det ”gensidigt forstærkende strategiske partnerskab” mellem EU og NATO er ”med til at styrke sikkerheden i og udenfor Europa”. Det understreges, at de to organisationer har ”komplementære, sammenhængende og gensidigt forstærkende roller i støtten til international fred og sikkerhed” og at det strategiske partnerskab mellem dem ”bygger på vores fælles værdier, vores beslutsomhed med hensyn til at tackle fælles udfordringer og vores utvetydige tilsagn om at fremme og sikre fred, frihed og velstand i det euroatlantiske område.”

Forbedring af et betændt forhold
Der kan med andre ord spores mere harmoniske toner mellem EU og NATO på et tidspunkt, hvor kontinentets sikkerhed synes truet – men sådan har det ikke altid været. Rasmus Brun Pedersen vil faktisk gå så langt som til at konkludere, at samarbejdet mellem EU og NATO tidligere har været ”rædselsfuldt”.

”Det var der flere grunde til, udover at EU og NATO er to forskellige organisationer med forskellige sigter med deres virke. For det første var der Frankrigs særlige rolle og betydning – begge steder – og for det andet, at Tyrkiet var en sten i skoen både i NATO og EU. Cypern-spørgsmålet har virket som en bremseklods for etableringen af et mere formelt samarbejde, ligesom afvisningen fra flere EU-lande af Tyrkiet som EU-medlem blandt andet har betydet, at Tyrkiet i NATO, hvor hovedparten af de deltagende lande også er medlemmer af EU, har excelleret i at blokere for yderligere samarbejde,” siger Rasmus Brun Pedersen.

”Men krigen i Ukraine har nu betydet, at EU og NATO nu endelig taler sammen – og altså blandt andet udsender fælles erklæringer,” siger han og fortsætter:

”Der er meget mere interaktion og dét er stort skridt frem.”

Jacob Kaarsbo forudser et øget samarbejde mellem EU og NATO.

”Som tingene udvikler sig lige nu, så ja. På det møde i Bruxelles mellem NATO og EU, hvor erklæringen blandt andet blev formuleret og vedtaget, lød en af konklusionerne jo, at et ’stærkere og mere kapabelt EU-forsvar skal bidrage til global og transatlantisk sikkerhed, samt være komplementær og interoperabel med NATO’. Så den tilgang står meget stærkt i den nuværende situation – og understreger, at vi i den kommende tid vil se markante udviklinger på det sikkerhedspolitiske område i Europa,” siger Jacob Kaarsbo.

I mellemtiden nærmer kontinentet sig årsdagen for den russiske invasion af Ukraine 24. februar 2022. En invasion, der sendte grundrystelser gennem Europa og EU og satte tempoet yderligere op for det mellemstatslige samarbejde om landenes sikkerhed.

Billede i artiklens top: /Alexis HAULOT/© European Union 2022 – Source : EP

Læs hele temaet “EU’s lange vinter”