Det ellers fredelige lilleputland har den gift, som kan skabe en ny kold krig i Europa, skriver forfatter og journalist Keld Broksø, der netop har udgivet thrilleren ”Koldfronter”.

03.03.2017 | ESTLAND | Jeg har begået en ”koldkrigsroman nouveau”. “Koldfronter” hedder den og er en roman dels om en aktuel konflikt mellem øst og vest, dels om små mænd og kvinder klemt i et sprængfarligt, storpolitisk spil. De prøver at finde forklaringer på, at mord og trusler pludselig ryster deres hverdag i både København og Berlin.

Men har vi virkelig en ny kold krig? Vi er ude i den finere semantik. Men lad mig i denne klumme blot se på ét land der mærker, at noget er helt galt igen mellem øst og vest her godt 27 år efter euforien over Berlinmurens fald – og årene efter med russiske officersbesøg i NATO-hovedkvarteret, Partnerskab for Fred og fælles militærøvelser. Hvedebrødsdagene er endt i skilsmisse.

På Estlands frihedsdag 24. februar i år var der igen militærmarch på Frihedspladsen i Tallinn, men noget afgørende var blevet synligt her på NATO’s østligste udkigspost mod Rusland. Den kvindelige, estiske præsident, Kersti Kaljulaid, kunne ikke alene vinke til titusinder estere med deres blå-, sort- og hvidstribede flag, men også til soldater fra Danmark (med et stort Dannebrog), USA, Storbritannien, Polen, Tyskland samt Letland og Litauen. Fem kompagnier og 1.000 soldater med 100 stykker større, militært isenkram defilerede forbi. Men sammenlignet med russiske tropper på den anden af Estlands grænse var det peanuts. Der er nu baser med 330.000 soldater langs hele den vestlige side af Ruslands grænse. Lille Estland med blot knap halvanden million indbyggere vil nu øge forsvarsbudgettet fra sidste års 468 millioner dollars til 501 millioner dollars i 2019. Letland og Litauen opruster også til henholdvis 614 og 892 millioner dollars.

Paradens amerikanske kampvogne (billedet) – og for første gang en estisk spejder bataljon med CV9035 pansrede infanteri køretøjer – viste, at det var alvor: En ny type kold krig er bygget op.

En foreløbig kulmination kom i august 2015. Moskva reagerede skarpt mod estiske planer om et hegn langs grænsen mod Rusland. Ifølge estisk politi og grænseværn skal hegnet beskytte bl.a. mod grænsekrænkelser. Der skal være pigtråd langs et to meter højt og 108 kilometer langt hegn med videoovervågning og droner (minder det ikke om begyndelsen på en ny type Berlinmur?). Byggeriet ventes at begynde i sin helhed i 2018 og koste 71 millioner euro. Det russiske parlaments internationale komite mener, at begrundelserne for hegnet er ”nonsens” og et ”tilbageskridt mod (netop) Berlinmuren”, som skal vise Rusland som en trussel.

Mennesker og historie bag
Er Rusland så det? Hvis man ser på små menneskeskæbner, som er omdrejningspunktet i enhver roman – og i virkelighedens Estland, så er vi på den. De små historier har nemlig et større perspektiv.

En enkelt lille historie, som også er med i twistet form i min roman Koldfronter, viser det. Det gælder historien om Eston Kohver, officer i Estlands interne sikkerhedsstyrke. Han blev i 2014 fængslet af det russiske FSB under stor mystik. Under anklage for spionage risikerede han en dom på 15 års fængsel. Det skabte mere konflikt mellem Estland og Rusland – og gav bekymring i EU og NATO: Historien gjaldt ikke alene en officer, som angiveligt var arresteret på estisk territorium. Den handlede især om, at Rusland krænkede hele EU- og NATO-området.

Problemet løstes først i september 2015 under en fangeudveksling, men det gav absolut næring til det estiske ønske om pigtråd mod Rusland. Ønsket blev forstærket i 2015, da Rusland holdt flere snap-øvelser langs Estlands grænse. Rusland holdt desuden store militærøvelser i Østersøen og enklaven Kaliningrad syd for Litauen. Danske forsvarseksperter var da ikke længere i tvivl om, at Rusland er Danmarks nye, militære hovedmodstander.

Følelser styrer
Der er følelser i de spørgsmål – og følelser er sprængfarlige. Ærindet med Koldfronter er heller ikke at bringe dem yderligere i kog, men sammen med en spændende historie at få fokus på en reel konflikt, hvor små mennesker kan have afgørende indflydelse. Det er mørke kræfter blandt fantaster, fanatikere og kriminelle på begge sider, som styrer udviklingen. Det skal de ikke have lov til. Vi har brug for mere mellemfolkelig forståelse – ikke det modsatte. Men vi skal være klar over netop de stærke følelser. De følelser har jeg mærket i Estland.

Jeg husker purunge mennesker, som gik i demonstration i 2003 med skiltetekster som ”Gå med i NATO – leg ikke med vores frihed”. Jeg er ikke sikker på succes, hvis man i dag bad unge på Strøget i København demonstrere FOR NATO. Men i Estland var det alvor – følelserne og frygten talte. Estland blev medlem af EU og NATO i 2004. Først i 1994 forlod de sidste russiske tropper landet, men tilbage er et mindretal på over en fjerdedel russere. I dag er de russere udsat for massiv, ensidig russisk propaganda via russiske tv-stationer. Det gør ikke nogen af de ovennævnte forhold lettere, men bidrager til en polarisering – som vi har set gå amok i Ukraine.

Kvindeskæbner
Under et besøg i Tallinn talte jeg med en fantastisk, ældre, estisk-amerikansk dame, Ilvi Joe Cannon, der var frustreret over de nye spændinger, men også berettede om baggrunden for følelserne bag via kvindeskæbner – herunder sin egen.

Ilvi Joe Cannons far gik selv med den tyske hær for at forsvare Estlands selvstændighed over for Rusland. Ikke fordi han var nazist, men fordi det var en mulighed for at bevare sit land og sine værdier. Fra 1944 mobiliserede Tyskland selv estiske mænd. Ilvi Joe Cannon måtte som lille pige flygte med sin mor og to søskende med Den røde Hær i hælene.

Hun endte af alle steder i Berlin i 1945. Hun fik senere via en NGO en udflugt i slutningen af 1940´erne til Helsingør-Helsingborg. Hun husker et glas mælk og en skinkesandwich som ”det mest vidunderlige hun smagte i hele sin barndom”. Hun fik siden asyl i USA, blev professor i statskundskab og succesfuld forretningskvinde. Hun vendte i 1991 tilbage til Estland, hvor hun var med til at genopbygge flere ministerier. Mens mændene blev slået ihjel på slagmarken eller deporterede til Sibirien har kvinderne tegnet meget af den senere historie i Estland, og Ilvi Joe Cannon har redigeret en fremragende antologi om kvindeskæbner, Carrying Linda’s Stones, som udkom i 2009 på Tallinn University Press.

Den glemte kirkegård i Købenavn
Men tanken om en dansk forbindelse i samtalerne med Ilvi Joe Cannon og et roman projekt brød ud i lys lue, da jeg opdagede glemt krigskirkegård på Vestre Kirkegård i København næsten lige rundt om hjørnet fra min bopæl. Knap 10.000 tyske krigsflygtninge og tyske soldater ligger under glemte granitkors lige over for en graffitimalet Sjælør Station. En kvart million tyske flygtninge (!) kom til Danmark i krigens sidste måneder, og 17.000 døde som fluer næsten lige efter kapitulationen af mangel på dansk lægehjælp, pleje og mad. Men tænk en tur de havde taget! En tragisk, men spændende historie, hvoraf nogle trak spor netop hele vejen fra Baltikum – og til en gravsten ved Sjælør Station.

Tænk, hvis par arvinger fandt ud af, at de døde tyskere eller baltere under granitkorsene havde rettigheder til afgørende konfliktområder i den nye kolde krig? Og da mindre områder af Estlands grænse reelt stadig er til disput betød det, at Estlands ”Koldfronter” er lige til en koldkrigsroman nouveau. Den er kommet nu.

Keld Broksø er forfatter, journalist og kommunikationsrådgiver. Hans nye og femte roman ”Koldfronter” præsenteres bl.a. på krimimessen i Horsens. YouTube videoer m.m. er på www.koldfronter.dk – og Koldfronter fås som print-, lyd- og e-bog. Se mere her. 

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Billede i artiklens top: Vitnija Saldava/AP/Polfoto.