Skepsissens mange ansigter førte til Brexit

Flere årsager ligger til grund for udviklingen af den hårde britiske EU-skepsis, der har ført til Brexit. En del af forklaringen findes i Storbritanniens historie samt i landets strukturelle opbygning og politiske traditioner. Men også den generelle britiske selvforståelse samt nytilføjede skepsistyper, introduceret af konservative regeringsledere gennem tiden – fra Thatcher over Cameron til May – har haft stor betydning.

Analyse af Jasmia Maria Wredstrøm

TEMA: BREXIT | Den britiske EU-skepsis er ikke noget nyt fænomen. Storbritannien har haft en renommé som skeptisk medlem, lige siden indmeldelsen i det daværende EF i 1973. Men selvom den britiske skepsis har været til stede fra starten, har den ændret karakter med tiden og er blevet tydeligere i takt med samarbejdets udvikling i både bredden og dybden. Med folkeafstemningen i 2016 blev det klart, at den britiske EU-skepsis var af hård karakter.

Flere årsager ligger til grund for udviklingen af den hårde skepsis, der har ført til Brexit. En del af forklaringen findes i Storbritanniens historie samt i landets strukturelle opbygning og politiske traditioner. Disse faktorer har været med til at gøre Storbritannien til ”EU’s vanskelige partner”.

For det første er det vigtigt at have Storbritanniens lange og stabile parlamentariske tradition for øje. I kontrast til konstitutionelle EU, tilhører Storbritannien den flertalsdemokratiske tradition, hvor parlamentet har en særlig status. Sat en smule på spidsen bliver ethvert forhold, der begrænser parlamentets råderum derfor betragtet med en vis skepsis. Den britiske demokratitradition kan på denne måde være med til at forklare, hvorfor briterne er særligt skeptiske over for EU’s overnationale institutioner. En institution som EU-Domstolen, der regelmæssigt tilsidesætter national lovgivning og suveræne beføjelser, skubber til selve Storbritanniens flertalsdemokratiske grundlag.

For det andet har Storbritanniens erfaringer med de to verdenskrige påvirket landets forhold til EF/EU. For briterne er verdenskrigene forbundet med sejr, og især Anden Verdenskrig er blevet omtalt som Storbritanniens ”finest hour”. Fra en britisk synvinkel var det især Storbritannien, der kæmpede for både menneske- og borgerrettighederne, da de blev undertrykt i de europæiske lande under krigen. Denne historieopfattelse kan være med til at forklare, hvorfor briterne ikke havde samme motivation for det europæiske samarbejde efter krigen som f.eks. tyskerne, der i høj grad så nødvendigheden af et forpligtende fredssamarbejde efter at have oplevet krigens konsekvenser helt tæt på. I kontrast til Tyskland gik Storbritannien ud af krigen som sejrherre og blev aldrig besat.

Svært for den britiske selvforståelse
Da Storbritannien endelig meldte sig ind i EF, var det hovedsageligt af økonomiske årsager og med et mellemstatsligt samarbejde som vision. Det er en tredje vigtig pointe. For at forstå Storbritanniens umiddelbare tilbageholdenhed over for samarbejdet er det derudover vigtigt at have in mente, at landets forhistorie som en global supermagt mht. både handel og militær er dybt forankret i briternes identitet. Storbritannien er gået fra at være et imperium med global indflydelse og kolonier samt tætte alliancer verden over til at være ét blandt flere store EU-lande i et samarbejde, der i høj grad tilgodeser mindre landes mulighed for at gøre sig gældende. Dette har ikke været nogen let overgang, hverken politisk eller for den britiske selvforståelse.

EU’s føderale grundlag ligger også langt fra den meget centrale opbygning, som briterne er vant til fra Storbritannien. Et grundlag, der har ført til, at man i EU niveauopdeler beslutningsproceduren og arbejder ud fra nærheds- og proportionalitetsprincippet for at sikre, at beslutningerne tages så tæt på borgerne som muligt. At arbejde ud fra forskellige niveauer ligger langt fra den britiske praksis. EU’s føderalstatslige principper kan derfor være svære at identificere sig med for en brite. Hertil kommer den civilretlige retspraksis, som står i kontrast til Storbritanniens sædvaneretlige tradition, der tager afsat i tidligere afsagte domme og sund fornuft.

Manglende tilknytning
Disse fundamentale forskelle har kompliceret Storbritanniens og EU’s bilaterale samarbejde. I takt med, at EU har udviklet sig, har briterne forhandlet flere forbehold over for centrale dele af EU-lovgivningen på plads. Det afspejler igen den britiske vision om et mellemstatsligt samarbejde.

Meningsmålinger bekræfter, at der er et misforhold mellem EU og Storbritannien på flere områder. Briterne har f.eks. svært ved at identificere sig med EU. Den nyeste Eurobarometermåling viser, at blot 54 pct. af de adspurgte briter føler sig som EU-borgere, hvilket placerer Storbritannien i bunden af skalaen. Til sammenligning tilkendegiver 81 pct. af danskerne, at de identificerer sig med EU. En anden undersøgelse baseret på Eurobarometerdata viser, at briterne er det EU-folkefærd, der ved mindst, når de bliver stillet faktuelle spørgsmål om EU.

Den manglende tilknytning til – og forståelse af – EU har med al sandsynlighed også været en afgørende årsag til udviklingen af skepsis i Storbritannien.

Flere forskellige typer skepsis siden Thatcher
Begrebet ”EU-skepsis” har mange facetter og kan være udmøntet i flere forskellige dele af EU-samarbejdet. Det kan være en følelse af at miste suverænitet til EU (suverænitetsskepsis), at fordelene ved samarbejdet ikke opvejer ulemperne (nytteskepsis), at graden af demokrati ikke er tilstrækkelig (demokratiskepsis) eller at udviklingen af europæiske fællestræk sker på bekostningen af national identitet (identitetsskepsis).

Selvom man kan tale for, at Storbritannien altid har været EU-skeptisk, betragtes Margaret Thatchers Brügge-tale fra 1988 ofte som startskuddet til den EU-skeptiske bølge, der opstod blandt politiske ledere i Storbritannien.

I talen opstiller Thatcher en række vejledende principper for, hvordan hun mener, at det daværende EF-samarbejde bør udvikle sig. Thatchers retningslinjer afspejler tydeligt Storbritanniens vision for det europæiske samarbejde som udelukkende mellemstatsligt. Hun pointerer bl.a., at EF’s styrke netop er, at medlemslandene alle er suveræne stater med egne love, traditioner og en national identitet. Thatcher mener derfor, at EF bør værdsætte medlemslandenes forskelligheder og lade Europa blive ”en familie af forskellige nationer” i stedet for at forsøge fremtvinge én europæisk personlighed. Pointer, der både udtrykker suverænitets- og identitetsskepsis.

I talen kan man tydeligt fornemme, at Storbritannien er ved at forberede sig på de fundamentale ændringer, som Maastrichttraktaten vil føre med sig. Med budskabet ”den amerikanske model er ikke for briterne” lægger Thatcher ikke skjul på, at hun er imod EF’s forestående udvikling mod en politisk union. Hun kritiserer drivkraften bag den hastige udvikling og beskylder den for at være illegitim.

Thatchers Brügge-tale bærer i høj grad præg af sin tid: Med et samarbejde, der var langt mere mellemstatsligt i slutningen af 80’erne har Thatcher sandsynligvis fundet færre åbenlyse kritikpunkter sammenlignet med i dag. Det stemmer godt overens med, at hun ikke inddrager konkrete EU-problemstillinger direkte, men at hun forholder sig overvejende normativt.

Cameron lagde sig ud med principperne
I takt med den dybere EU-integration er kritikken af samarbejdet inden for det konservative parti de senere år dog blevet meget mere direkte og konkret. Ændringerne er især tydelige i David Camerons regeringsperiode, hvor Thatchers vejledning for samarbejdets udvikling omdannes til konkrete krav. Ved at kræve en række ændringer for det britiske EU-medlemsskab lancerer Cameron et opgør med hele to af EU’s grundlæggende principper. Det første er EU’s vision om en stadig tættere union, som Cameron direkte udtaler, at briterne ikke tror på eller vil støtte. I sine genforhandlinger af vilkårene for Storbritanniens medlemskab kræver han derfor, at Storbritannien fratages for at arbejde mod den fælles vision. Det andet opgør er princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed. Cameron vil sætte begrænsninger for princippets anvendelse i Storbritannien og forsøger herigennem at fjerne den økonomiske gulerod – og derved motivationen for at rejse til Storbritannien for at arbejde.

Igennem sin regeringsperiode har Cameron givet udtryk for næsten alle skepsisvarianterne. Udover suverænitets- og nytteskepsis har han også vist tegn på demokratiskepsis, idet han har anført, at EU lider af et demokratisk underskud. Som Thatcher giver han også udtryk for en identitetsskepsis. I forlængelse heraf, understreger han, at hans beslutninger i EU-regi er taget med “hovedet og ikke hjertet”, og at det er en tendens, der ligger naturligt til briterne. En erkendelse, der understreger en vis følelsesmæssig afstandstagen til EU, hvilket er en vigtig pointe i relation til spørgsmålet om briternes EU-identifikation.

May og nytteskepsissen
Den britiske distance til EU var også et emne, som Theresa May berørte i sin Firenze-tale fra september i år. Her tilkendegav May, at Storbritannien aldrig har følt sig helt hjemme i EU.  Hun peger på briternes historie og geografiske placering som nogle af årsagerne. I sin Global Britain-tale fra januar påpeger hun også, at landets anderledes politiske traditioner har medvirket til, at der er opstået et misforhold mellem Storbritannien og EU.

Mays EU-diskurs har i hendes regeringsperiode været præget af suverænitets- og nytteskepsis. Selv om hun officielt støttede den britiske Remain-kampagne, har Mays hovedbudskab i samtlige taler været, at Storbritanniens EU-medlemskab har medført et ”tab” af suverænitet. May mener derfor, at Brexit vil medføre en ”genvunden frihed” og give Storbritannien mulighed for igen at blive en global magtspiller og en suveræn stat på lige fod med EU.

Ifølge May har mange briter følt, at Storbritanniens tilstedeværelse i EU har været på bekostningen af landets tilknytning til resten af verden. Mays fokus på det britiske EU-medlemskab som byrdefuldt snarere end givende er et tydeligt eksempel på nytteskepsis.

Ser man på det samlede billede af udviklingen af skepsistyper over tid, har især suverænitetsskepsis domineret hos Storbritanniens politikere. Skepsis over for ”afgivelse” af suverænitet har været tilstedeværende i Storbritannien lige siden indmeldelsen. Den skepsistype, der har gennemgået den største udvikling er definitivt nytteskepsissen, der i perioden fra Thatcher til May er blevet meget mere synlig hos politikerne. Særligt omkring folkeafstemningen i 2016 og i løbet af Mays regeringsperiode er EU’s nytteværdi blevet betvivlet.

Jasmia Maria Wredstrøm er cand.ling.merc. i Europæiske Studier og Tysk fra CBS med speciale i britisk EU-skepsis. 

Foto i artiklens top: /ritzau/AP/

Læs hele vores Brexit-tema her.

Magasinet Europa er annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

 

Støt os med et engangsbeløb via MobilePay                          Støt os fast via Patreon