Meget tyder på, at det kan blive en sprængfarlig øvelse for vores arbejdsmarkedsmodel, hvis vi bare åbner døren en smule på klem for en EU-mindsteløn. Til gengæld er der gode grunde til, at Europa-Kommissionen ikke har spillet ud med et forslag endnu. Vi kan vinde slaget om den lovbestemte EU-mindsteløn, hvis vi går klogt til sagen og holder hovedet koldt.

Kommentar af Johan Moesgaard

”Jeg er her, fordi jeg kan lide Danmark, og fordi jeg har stor beundring for jeres velfærdssystem og jeres dynamiske økonomi”. Sådan lød ordene fra EU’s nye beskæftigelseskommissær, Nicolas Schmitt, da han var på charmeoffensiv i Danmark i december.

Schmitt er tidligere socialdemokratisk arbejdsminister i Luxembourg. Han har på papiret gode forudsætninger for at klare sig godt som EU-kommissær for beskæftigelse og arbejdsmarked. Ikke desto mindre er han sat på en opgave, som potentielt kan få uoverskuelige konsekvenser for Danmark og underminere den danske model. Ved sin tiltrædelse den 1. december 2019 blev han nemlig bedt af den tyske kommissionsformand, Ursula von der Leyen, om at præsentere et udspil til en lovbestemt EU-mindsteløn inden for de første 100 dage af sit mandat. Den lovbestemte EU-mindsteløn skal sikre en bund under lønnen til gavn for særligt udsatte lønmodtagere i Syd- og Østeuropa.

I Danmark har toneangivende aktører i fagbevægelsen og blandt arbejdsgiverne råbt vagt i gevær. I Danmark er løndannelse nemlig noget, som arbejdsmarkedets parter selv forhandler, mens politikerne holder fingrene langt, langt væk. Selvom Europa-Kommissionen højt og helligt har lovet, at man ikke ønsker at smadre den danske model, og selvom kommissæren har rost Danmark og den danske model til skyerne, har det altså ikke beroliget de danske organisationer. Det stiller spørgsmålet, om organisationernes bekymring er reel?

En lovbestemt mindsteløn er skadelig for den danske model
Ifølge lektor, Carsten Strøbye Jensen, er der en række elementer, der adskiller den danske og nordiske model fra andre EU-lande. Det gælder blandt andet vores høje organiseringsgrad blandt lønmodtagere og arbejdsgivere, som sikrer, at overenskomsterne dækker en stor del af arbejdsmarkedet. Samtidig blander politikerne sig uden om mange dele af arbejdsmarkedet, hvor parterne sammen finder løsninger. Det har vi til fælles med resten af Skandinavien og Østrig. Vi er også de eneste EU-lande (udover Cypern), som ikke har en lovbestemt mindsteløn eller er ved at indføre én. Lad os lege med tanken om, at der blev indført en lovbestemt mindsteløn i Danmark. Hvad ville effekten blive for det danske arbejdsmarked?

Jo, for det første ser vi over hele verden, at en lovbestemt mindsteløn ikke bare bliver en mindsteløn. Det bliver en maksimumløn eller et lønloft, ligesom vi har set det for millioner af lønmodtagere over hele verden. Man risikerer altså at sænke lønnen for de mange i stedet for at hæve lønnen for de få. For det andet risikerer den at svække den høje organiseringsgrad, som er en hjørnesten i den danske model. Incitamentet til at melde sig ind i en arbejdsgiverorganisation eller fagforening falder, hvis lønnen alligevel bliver bestemt ved lov. Derfor ser vi også, at organiseringsgraden er lav i stort set alle andre EU-lande. For det tredje kan man stille spørgsmålet, om lande med en lovbestemt mindsteløn virkelig klarer sig så godt på arbejdsmarkedsområdet. Er det så meget bedre at være lønmodtager i Bulgarien, Rumænien og Polen end i Danmark, Norge og Sverige, hvor vi ikke har en mindsteløn ved lov? Her peger selveste OECD faktisk på, at arbejdsmarkedsmodeller som den danske har højere beskæftigelse, lavere arbejdsløshed, bedre integration af sårbare grupper og mindre ulighed end i andre typer af systemer. Der er altså god grund til at kæmpe imod en lovbestemt mindsteløn fra dansk side.

Nu er planen fra Europa-Kommissionen jo at indføre lovgivning om EU-mindsteløn, som i et vist omfang skal respektere modeller som den danske. Men selv i dette tilfælde er der faktisk grund til at overveje forslaget en ekstra gang. Det har for eksempel været fremme, at EU ønsker at sætte en national mindsteløn, der udgør 60 procent af medianlønnen i det enkelte land. Det lyder lidt teknisk. Men sådan en model vil næppe hæve lønnen i Syd- og Centraleuropa. Den vil til gengæld hæve lønnen massivt i lande som Tyskland, Belgien og Irland. Den løser altså slet ikke det problem, den bliver sat i verden for. Selvom en EU-mindsteløn på overfladen kan lyde som et socialt ansvarligt tiltag, løser den ikke udfordringerne i resten af Europa. Til gengæld kan den ødelægge flere af de velfungerende modeller mod nord.

Kan det lade sig gøre at forene alle hensyn?
Vi spoler tiden frem til sidste uge. Den 10. marts 2020 var de 100 dage af mandatperioden nemlig gået. Et konkret udspil fra Europa-Kommissionen har dog stadig lange udsigter trods løfterne fra december. Det er der gode grunde til. For indtil videre er der ikke én jurist i ét EU-land, som har kunnet løse den gordiske knude om at indføre en EU-mindsteløn i de lande, der ønsker det, og samtidig respektere ønsket fra Skandinavien om at undgå politisk indblanding i lønnen. Flere har foreslået, at man simpelthen bare skriver ind i direktivet, at man skal respektere nationale arbejdsmarkedsmodeller.

Her er der god grund til at kigge i historiebøgerne. Det er nemlig aldrig lykkedes Danmark at implementere et EU-direktiv kun gennem overenskomster og uden lovgivning. Tag for eksempel Arbejdstidsdirektivet. Her skrev EU direkte respekten for den nationale praksis ind i direktivet. Så skulle man tro, at den hellige gral var velforvaret – og at Danmark kunne lade arbejdsmarkedets parter klare sagerne selv. Men desværre. Få år efter bad Europa-Kommissionen alligevel Danmark om at indføre lovgivning. For når ikke alle danskere er dækket af en overenskomst, så er der ikke ligebehandling af lønmodtagere. Og så er lovgivning ifølge Europa-Kommissionen nødvendig. Derfor behøver man ikke være spåmand for at forestille sig, hvordan det vil gå, hvis man skriver samme formulering ind i et direktiv om EU-mindsteløn. Så får vi desværre en EU-mindsteløn indført ad bagvejen om få år.

Også EU-domstolens rolle er bekymrende her. Juraprofessor, Jens Kristiansen, peger i sin bog: ”Aftalemodellen og dens europæiske udfordringer” på, at EU-domstolen i højere og højere grad lægger vægt på at ensrette EU-landenes systemer i fortolkningen af EU-retten. Det er vi jo normalt tilhængere af, når det gælder EU’s indre marked, hvor reglerne for varer gerne skal have de samme standarder. Men det er et kæmpe problem på arbejdsmarkedet, hvor systemerne internt i EU er vidt forskellige.

Uanset hvad Danmark får af løfter fra Ursula von der Leyen og Nicolas Schmitt, så dømmer domstolen efter lovteksten og ikke luftige løfter. Accepterer vi først at indføre et system for EU-mindsteløn, stiller det en række spørgsmål. Hvad sker der når en lønmodtager fra for eksempel Polen kommer til Danmark. Kan hun så kræve ligebehandling med polske statsborgere og påkalde sig en EU-mindsteløn, selvom Danmark ikke har valgt at indføre en EU-mindsteløn? Kan vi juridisk garantere, at danske overenskomster gælder? Eller bliver vi endnu en gang hældt ned af brættet trods gode løfter og intentioner? Der er god grund til at være meget kritisk her.

Løsningen ligger ligefor
Meget tyder på, at det kan blive en sprængfarlig øvelse for vores arbejdsmarkedsmodel, hvis vi bare åbner døren en smule på klem for en EU-mindsteløn. Til gengæld er der gode grunde til, at Europa-Kommissionen ikke har spillet ud med et forslag endnu. Lad os zoome ind på EU-traktaten. Europa-Kommissionen ønsker at bruge traktatens artikel 153, som er den artikel, man normalt bruger til at lovgive om arbejdsvilkår. Lad os så zoome ind på artiklens stykke 5: ”Bestemmelserne i denne artikel gælder ikke for lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout”. Hvad betyder dette? Ja, det betyder, at traktatens ordlyd ser ud til klart at afgrænse Europa-Kommissionen fra at lovgive om løn. Det har også EU-domstolen klart slået fast. Bruno, Dellas, Matzak, Del Cerro Alonso, Impact. Det er alle EU-domme, som klart peger på, at en EU-mindsteløn ikke kan indføres med traktatens artikel 153.

Danmark og Sverige var ganske aktive i at sikre disse skarpe formuleringer og såkaldte firewalls i traktatens artikel 153, da traktaten blev skrevet. Når diverse kommissærer ønsker at give os en politisk garanti for vores nordiske model, er svaret altså rimelig klart. Vi har allerede en juridisk garanti i form af artikel 153.

I Danmark har kræfter i Radikale Venstre, de gule fagforeninger og Stine Bosse fra Europabevægelsen opfordret til, at danske beslutningstagere kaster sig ind og begynder at forhandle og indgå kompromisser allerede nu. Her skal vi tænke os grundigt om. Denne sag kan næppe løses politisk – for Danmark og Sverige står ret alene på denne sag. Sagen kan dog løses juridisk. Det gælder populært sagt bare om at sige ”nej tak” og bede Kommissionens og Rådets juridiske tjenester om at se på sagen. Derfor er der noget opløftende i denne sag: Vi kan vinde slaget om den lovbestemte EU-mindsteløn, hvis vi går klogt til sagen og holder hovedet koldt. Begynder vi først at acceptere EU-indblanding i lønforhold i modstrid med traktaten, så er ragnarok løs.

I de kommende år kan vi forvente at se nye EU-forslag om indblanding i vores arbejdsmarked. EU-landene vedtog en social søjle i Göteborg i 2017, som skal sikre et socialt Europa. Selvom det på overfladen kan lyde sympatisk, er vi nødt til at være meget kritiske fra dansk side. Vi har massivt gavn af EU’s indre marked, som sikrer en almindelig lønmodtagerfamilie 65.000 kroner ekstra om året. Vi har massivt gavn af EU’s arbejdsmiljølovgivning, som i mange tilfælde er med til at hæve standarder for arbejdsmiljø i både Danmark og Europa. Vi har massivt gavn af EU’s handelsaftaler, som sikrer, at vi kan sende vindmøller fra Vestas, pumper fra Grundfos og medicin fra Novo Nordisk ud i verden – og dermed hente eksportkroner og arbejdspladser hjem. Alt det bør vi i den grad værne om. For EU giver store fordele for os danskere. Men alt tyder altså på, at det i fremtiden bliver sprængfarligt, hvis vi accepterer ny EU-indblanding i den danske model.

Johan Moesgaard er EU-chef i Dansk Metal.

Den 9. maj udkommer hans bog “Stemmer fra produktionsdanmark – en debatbog om EU’s afgørende betydning for mennesker af kød og blod” på Skriveforlaget.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren ”kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Pascal Rossignol/

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: