Retssagen mod 12 catalanske separatistledere er gået i gang efter mange måneders varetægtsfængsling. De står anklaget for kupforsøg og underslæb og risikerer hårde straffe. Selv hævder de, at de bliver forfulgt for deres idéer.
Analyse af Sara Høyrup
I oktober 2017 erklærede Cataloniens regeringschef Carles Puigdemont flere gange regionen for uafhængig og forlod derpå Spanien. Han tog flere af sine egne partifæller med sig over grænsen, men gav ministrene fra regionsregeringens juniorparti besked på at møde frem på ministerkontorene som vanligt. Siden da har de, der blev tilbage, siddet varetægtsfængslet, mens Puigdemont og andre af separatismens centrale figurer opholder sig rundt omkring i Europa. Retssagen mod 12 af de anklagede udspiller sig nu i Madrids højesteret, mens mindre centrale aktører vil blive dømt i Catalonien, hvor risikoen for socialt pres på dommerne regnes for stor.
Varetægtsfængsel er et almindeligt brugt retsmiddel – også i Danmark. Retsstater tager gerne dette middel i brug, når der er risiko for, at en anklaget vil stikke af, påvirke vidner, fjerne beviser eller fortsætte det virke, som anklagen lyder på. Fængselsformen regnes for ekstra belastende, fordi den ikke har nogen sikker slutdato.
Tiden i varetægt trækkes fra den endelige dom, og der bør være proportionalitet i varigheden: Fængselsopholdet før endelig dom bør ikke vare længere, end dommen risikerer at blive. (I Danmark anvendes retsmidlet dog også til udlændinge uden opholdsret forud for udsendelse, selv hvis der ikke er sket noget lovbrud.)
Anklagerne
Anklagerne mod separatistlederne lyder på rebelión (oprør), sedición (opstand), desobediencia (ulydighed) og malversación (uredelig pengeforvaltning). Det gør en verden til forskel, om dommen i sidste ende lyder på oprør eller opstand, idet strafferammerne er væsensforskellige. De juridiske finesser i forskellene er derfor blevet debatteret intenst i pressen tidligere.
Spanske domme er på alle felter langt hårdere end det meget milde danske system. Strafferammen – det vil sige den maksimale mulige straf – for småting som salg af eksempelvis et enkelt gram hash lyder på tre år. Dommene er fuldt ud kumulative til forskel fra det danske system med mængderabat, og der findes således baskiske terrorister med domme på mange hundrede år, fordi hvert liv, de har taget i store attentater, tæller som mord.
Det udelukker ikke, at mennesker med domme længere end deres eget liv bliver lukket ud før tid af humanitære grunde, for eksempel hvis de er uhelbredeligt syge, eller hvis man af andre årsager mener, at de har siddet længe nok. Den spanske retsfølelse slår sig voldsomt i tøjret, når det sker. Det spanske højre og de catalanske unionister frygter, at den siddende socialdemokratiske regering ligefrem vil ende med at give amnisti til separatistlederne. Mindretalsregeringen har nemlig indtil nu lænet sig op ad separatiststemmerne og forsøgt at komme i dialog med de catalanske udkantsnationalister.
Det tavse flertal
Anklagerne kan give seperatistlederne op til mellem 12 og 25 års fængsel, og ligesom i Danmark kommer man som regel ud før tid. Tre af anklagerne handler om det forsøg på paladskup, som udgik fra lokalstatens institutioner i Catalonien i efteråret 2017 efter fem års opvarmning. Den såkaldte procés frem mod selvstændighed har ingen hjemmel i hverken den spanske grundlov eller den catalanske selvstyrestatut.
Der har været flertal for løsrivelse i Catalonien. Til gengæld har der i hele demokratiets tid været en social konsensus om, at kun de rigtige catalanere havde taleret: ”Indvandrere” fra andre regioner bøjede nakken og tav i generation efter generation, velvidende at de blev regnet for mindreværdige fremmedlegemer og femtekolonne.
Og selv en ren stamtavle kunne fortabes, hvis man ikke var catalanist, hvilket frem til 2012 kun betød, at man var optaget af sin regionale identitet. Med el procés er det identitariske projekt blevet nationalistisk og stiller krav om sin egen stat, koste hvad det koste vil i fx fortabelse af EU-medlemskab og massive skader på økonomien på begge sider af bruddet. Før 2012 var det kun enkelte ekstremister, som talte åbent for løsrivelse.
Paladskuppet
Catalonien har i demokratiets tid haft en stigende grad af selvbestemmelse inden for rammerne af den spanske stat. Landets 17 såkaldte selvstyreregioner har flere kompetencer end eksempelvis de tyske Länder. Samfundsdebattøren Jordi Gracia fra Universitat de Barcelona insisterer derfor på, at Spanien er en forbundsstat af gavn, skønt ikke af navn.
I kølvandet på løsrivelsesforsøget fulgte dog en intervenering af dette selvstyre, som kun var mulig, fordi decentraliseringen ikke formelt har form af selvstændige delstater som i for eksempel USA. Den berygtede paragraf 155 blev anvendt i en mild form i en kortere periode. Cataloniens selvstyre er genetableret, men den unionistiske halvdel af lokalbefolkningen er så lede og kede af den diskrimination, de oplever bliver dem til del, at de taler for en fornyet centralisering.
Unionister som det vistnok socialliberale parti Ciudadanos (Borgerne, Cs) og AEB, som er skoleforeningen for en tosproget skole, henviser til udkantsnationalisternes misbrug af den catalanske selvbestemmelse over uddannelsessystemet til at marginalisere det spanske sprog. Spansk er ifølge den catalanske lokaladministrations egne tal modersmål for over halvdelen af catalanerne, mens kun godt en tredjedel har lokalsproget catalansk som primært sprog.
Borgernes penge
Den fjerde anklage handler om, hvor pengene egentlig kom fra til det store udstyrsstykke, som slutspurten i løsrivelsesprocessen var. Der blev gennemført dyre reklamekampagner for løsrivelsesafstemningen, og lokalstaten betalte for deltagelse af venligtsindede internationale observatører som danske Pelle Dragsted.
Det er blevet afsløret, at folk kunne stemme lige så mange gange, de ville, og afstemningens tilsyneladende overvældende flertal på 90 procent for løsrivelse skæmmes også af, at langt under halvdelen af vælgerne mødte frem, idet unionisterne boykottede den som illegitim, og mange catalanere simpelthen er aldeles ligeglade med det nationale identitetsdrama. Og vi har kun separatisternes egne tal fra deres egen optælling af deres egen afstemning.
Medmindre alle udgifter til den forfatningsstridige folkeafstemning er blevet betalt med private midler (hvilket er usandsynligt, idet et brud ikke er i erhvervslivets interesse), har regionsregeringen formøblet penge, der var tænkt til andre formål. Der er mistanke om, at store beløb er blevet listet ud af velfærdskasserne og over i projektet.
Tricktyveriet
Indtil videre er tidligere vicepresident Oriol Junqueras fra Esquerra Republicana Catalana (de catalanske venstrerepublikanere ERC) og fordums ”indenrigsminister” Joaquin Forn blevet afhørt. Forn var også øverste chef for lokalpolitiet, Els Mossos d’Esquadra, og han hører til i Convergència-universet, som også Puigdemont er rundet af.
Igennem demokratiets første 23 år blev Catalonien ledet af bankmanden Jordi Pujol, som forsikrede alle om, at ”spanien stjæler fra os”. I tiden op til løsrivelsesprojektets første fase kom det frem, den gamle patriark, hans elegante hustru og deres mange børn havde lænset regionen for midler i et massivt korruptionssystem, som har fået anklagemyndigheden til at betegne hele familien som en organiseret gruppe kriminelle.
Mange mener, at løsrivelsesprocessen skulle tjene som distraktion fra korruptionssagen. Det hæderkronede gamle Convergéncia slog op med sin partner UniÒ og begyndte en uendelig strøm af forvirrede og forvirrende navneforandringer, først til Partit Demòcrata Europeu Català (PDeCAT), siden i valgforbund med ERC i Junts pel Si (Sammen om et ja, JxSi), derpå i en egen udvidet form i Junts per Catalunya (Sammen for Catalonien) og nu udspaltet med La Crida (Indkaldelsen) anført af Puigdemont, som har forladt det fælles kredsløb. Hans ophold i Waterloo betales dog fortsat med offentlige midler.
Nationalistforeningerne
Catalansk og fællesspansk presse rapporterer om divergerende strategier i forsvaret for de anklagede: nogle af de mange forsvarsadvokater centrerer sig om den juridiske fortolkning, som enhver rigtig retssag handler om at overbevise dommerne om, mens andre bruger salen som platform for fortsat politisk aktivisme. Fælles er forsøget på at vende situationen om og gøre den spanske stat til den anklagede, vurderer det spanske dagblad El País. Separatisternes strategi har i årevis været at skabe et billede af Spanien som et land, der stadig er i diktaturets vold.
De anklagede tæller udover en række tidligere regionsministre også ”els Jordis” (Jordi’erne), Sànchez og Cuixart som i 2017 stod i spidsen for de identitariske foreninger, der var en central aktør i løsrivelsesforsøget. Både Assamblea Nacional Catalana (ANC) og Òmnium Cultural sad i strid med alle procedureregler med i regionsparlamentets præsidium i den sidste fase af løsrivelsesforsøget, mens den unionistiske opposition blev udgrænset med eksempelvis hastevedtagelse den 6. og 7. september 2017 af lovene om afstemning og løsrivelse.
De to nationalistledere dirigerede optøjerne, da spansk politi ransagede regionens økonomiministerium den 20. september 2017 for at finde beviser på det mandatsvig og misbrug af offentlige midler, som indgår i den aktuelle retssag. De stod på taget af politiets totalsmadrede biler og opildnede folkemængden, som deres egne foreninger havde stået for at indkalde. I den catalanske separatistbevægelse går Convergèncias korrupte borgerlige hånd i hånd med en aktivisme, som vi normalt kender bedst fra det alleryderste ”autonome” venstre.
Valg i utide
En tilbagevendende anke fra separatisterne er, at de spanske domstole ikke er uafhængige. Det er en påstand, som lokaladministrationen La Generalitat fremsætter med store råbebogstaver på engelsk på internettet som led i sin internationale lobbyisme, skønt den selv er en del af staten.
Paradoksalt nok har separatisternes krav til Pedro Sánchez hele tiden været milde domme, hvilket ville kræve politisk indblanding i rettens arbejde. Det er ude af statsministerens hænder at sikre dette, netop grundet magtens tredeling. Til gengæld kan man godt give amnisti til dømte fra politisk hold, så dommene ikke skal afsones.
Og det er netop, hvad unionister i og uden for Catalonien frygter vil ske. De er overbeviste om, at Pedro Sánchez’ forsøg på at løse Catalonien-krisen med en fremstrakt hånd, dialog og ekstra penge til regionen er udtryk for det, som det konservative Partido Populars leder Pablo Casado i sidste uge ligefrem kaldte for ”højforræderi”. Denne uredelige brug af en meget specifik juridisk term blev af det unionistiske dagblad El Periódico de Catalunya fortolket som et forsøg på at slå et slag højre om VOX.
Det højreekstreme parti har fået vind i sejlene som benhård modstander af catalansk løsrivelse og optræder sågar som privat anklagepart mod separatistlederne (en aktør, der ikke findes i det danske retssystem, men som også gør det muligt for eksempelvis pårørende til mordofre at deltage som part i sagen). Det giver partiet en problematisk kampagneplatform, skønt separatistlederne nægter at besvare dets advokats spørgsmål. Man taler derfor nu om at forbyde politiske partier at optræde i rollen som privat anklager side om side med den offentlige anklager.
Separatisterne har støttet den skrøbelige socialdemokratiske mindretalsregering med det yderste venstre som juniorpartner, indtil de denne uge lod den falde. Det gjorde ved at nedstemme statsbudgettet med henvisning til, at socialdemokraterne fortsat ikke ville forhandle med dem om politiske ønsker, der ikke er hjemmel til i forfatningen.
Det kan meget vel føre det spanske højre tilbage til magten, nu i ny, benhård udgave fast besluttet på at nedkæmpe den catalanske separatisme. Selvstyret risikerer at blive indskrænket eller inddraget, og separatisterne har dermed sikret sig en tydelig modstander i Madrid på ny.
Sara Høyrup er journalist og domstolstolk
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 