På søndag skal ukrainerne vælge landets næste præsident. Valget har stor opmærksomhed i omverdenen, da det kan få afgørende indflydelse på landets indenrigs-, udenrigs- og sikkerhedspolitiske fremtid. Magasinet rØST har talt med lektor på Forsvarsakademiet Claus Mathiesen om valget.
Interview af Magasinet rØST
Der var stor eufori i Ukraine i 2013-14, da man smed den siddende præsident Viktor Janukovitj på porten under Majdanopstanden. Hans afløser Petro Porosjenko (på banneret på billedet i artiklens top) søgte tilnærmelser til EU og Vesten, og mange håbede på en bedre fremtid med økonomisk vækst og mindre korruption. En krig i den østlige del af landet og det dertil hørende anstrengte forhold til naboen Rusland har dog modarbejdet Porosjenkos politik.
Den 31. marts går ukrainerne til stemmeurnerne for at vælge landets næste præsident, og det er langt fra sikkert, at Porosjenko bliver genvalgt. Valget påkalder sig stor opmærksomhed ikke kun i Ukraine, mens i det meste af verden, særligt i Rusland og EU/Vesten, da præsidentvalget kan få afgørende indflydelse på, hvilken vej Ukraine vil kigge for samarbejdspartnere.
Magasinet rØST har talt med lektor på Forsvarsakademiet Claus Mathiesen, der her giver sit syn på valgets personligheder, temaer og svarer på spørgsmålet om, hvorfor valget påkalder sig så stor opmærksomhed fra omverdenen:
Der er registreret 44 kandidater heriblandt flere nuværende og tidligere ministre. Hvor mange af disse har reelt en chance, og hvem skal vi holde øje med?
“Af de over 40 kandidater er det vel kun 2-3 kandidater, der er kendte uden for Ukraines grænser. Både den nuværende præsident Petro Porosjenko og Julija Tymosjenko har været længe nok i ukrainsk politik til, at de er kendte ansigter på godt og ondt i mange lande. Ud over deltagelsen i Orangerevolutionen i vinteren 2004-5, har Julija Tymosjenko to gange før deltaget i kampen om præsidentposten.
Første gang i 2010, hvor hun tabte i anden runde til Viktor Janukovitj med cirka 2,5 procents forskel, dernæst i 2014, hvor hun også opnåede en anden plads. Der var denne gang dog over 40 procents forskel op til Porosjenko, som blev valgt allerede i første valgrunde med næsten 55 procent af stemmerne.
Kampagne for Julija Tymosjenko i Kijev. – Foto: /RitzauScanpix/Reuters/Gleb Garanich
Af de resterende cirka 40 kandidater er der 10-15, som er højt profilerede i det nationale, politiske univers i Ukraine. Mange af de resterende deltager i valgkampen primært for at profilere sig selv og deres eventuelle partier inden det næste ukrainske parlamentsvalg, der finder sted i oktober i år.
En ny person i det politiske billede er bemærkelsesværdig. Det er den 41-årige skuespiller og showman Volodymyr Zelenskyj, som har profileret sig i den ukrainske offentlighed blandt andet gennem sin hovedrolle i en omdiskuteret sitcom med titlen ”Folkets tjener”. Heri spillede han rollen som historielæreren Golovoborodko, der nærmest ved en fejl ender som Ukraines præsident. Den blev vist i årene 2016-18. Som om det meste andet i Ukraine, er befolkningens meninger delte om serien, men det er først og fremmest den, der har gjort Zelenskyj til kandidat til præsidentembedet.
For mig at se er det absolut et sundhedstegn, at den ukrainske befolkning ikke er begejstrede for hverken Julija Tymosjenko eller Petro Porosjenko, der begge har været del af det politiske univers i flere årtier. Mange havde høje forventninger til Porosjenko, som slet ikke er blevet indfriet. Men det er ikke så sundt, at man ikke i mellemtiden er nået frem til et bedre alternativ end Zelenskyj, hvis politiske baggrund er mere end tyndbenet. Han anses da også for stråmand for andre interesser, til gengæld er der ikke enighed om, for hvem. De prorussiske kræfter beskylder ham for nationalistiske synspunkter, de proukrainske anklager ham for prorussiske tilbøjeligheder og henviser blandt andet til hans mange forbindelser til russisk showbiz og medieverden.
Den 41-årige skuespiller og showman Volodymyr Zelenskyj. Foto: /RitzauScanpix/Reuters/Valentyn Ogirenko/
Værd er det at bemærke, at omkring en tredjedel af de adspurgte i de fleste målinger erklærer, at de endnu ikke ved, hvem de vil stemme på, og at mange siger, at de slet ikke vil stemme. Ud fra de hidtidige målinger tyder alting på, at netop Zelenskyj, Tymosjenko og Porosjenko får flest stemmer. Men hvem af de tre, der går videre til anden runde, der skal finde sted 21. april, er det svært at forudse. Og hvem der så vinder den, er endnu vanskeligere. Men mange spår Zelenskyj en chance.”
Det koster cirka 90.0000 US dollars i gebyr at stille op som kandidat, men det er kun de to kandidater, der går videre til anden runde, som får deres depositum retur. Hvad skal vi lægge i, at så mange kandidater er villige til at ofre så mange penge, hvis de alligevel ikke har en chance for at vinde?
“Først og fremmest kan man konstatere, at der er penge til rådighed i ukrainsk politik. Men politisk indflydelse er også i betydelig grad vejen til rigdom. Mange ukrainere ser det ukrainske parlament som en ”business club”. Dette skal forstås sådan, at man ud over en betryggende immunitet som folkevalgt også får mulighed for at fremme love, der kan gavne egne eller ”nogens” forretningsinteresser, samtidig med at man kan bremse andre. Derfor er der mange kandidater, der primært er med for at profilere sig op til parlamentsvalget til oktober. Der er mange penge i Ukraine; de officielle tal, som placerer Ukraine på niveau med Moldova, skal man ikke stole på. Men de er meget ulige fordelt. Og politik er et af de områder, der giver adgang til rigdom.”
Hvordan stemmer dette overens med ambitionerne om at ændre landets korruptionskultur?
“Det stemmer ikke specielt godt overens med det. Jeg tror ikke, at der er nogle af de eksisterende antikorruptionsprogrammer, der kan komme ondet tilnærmelsesvis til livs. Korruptionen i Ukraine synes at eksistere på alle niveauer, den er en fuldt integreret del af landets økonomiske liv, ikke mindst af alt det, der handler om den ikke-registrerede del. Det er min opfattelse, at en af de vigtigste forudsætninger for at tage fat på problemet er, at de almindelige lønninger skal gøres bedre. Det gælder den almindelige borger såvel som de offentligt ansatte. Men det er en lang og vanskelig proces, som ikke nyder helhjertet opbakning fra dem, der skal iværksætte den.”
Hvordan ser den ukrainske befolkning generelt på det politiske system?
“At dømme efter meningsmålinger er tiltroen til det politiske system på et meget lavt niveau. Befolkningens tillid til såvel samfunds- som politiske institutioner er faldet de seneste år. Mindst tillid har man ikke overraskende til russiske medier, men umiddelbart derefter følger parlamentet, statsadministrationen, de politiske partier, regeringen og præsidenten. Derudover er mistilliden til domstole og anklagemyndighed massiv, det samme gælder banksystemet. Vi taler om tal i størrelsesordenen 60-80 procent mistillid.”
Valgkommissionen holdt pressemøde den 12. marts. – Foto: /RitzauScanpix/Reuters/Valentyn Ogirenko.
Hvilke temaer bliver de dominerende i valgkampen?
“De primære temaer er utvivlsomt forbundet med, hvad der er kommet ud af den ”Værdighedens Revolution”, som blev en populær betegnelse for Majdanoprøret, der fandt sted for fem år siden fra november 2013 til februar 2014. Det mundede som bekendt ud i et magtskifte, idet den daværende præsident Viktor Janukovitj flygtede ud af landet. De mest konkrete følger heraf var den efterfølgende ikke internationalt anerkendte, russiske annektering af Krimhalvøen i marts 2014, og den væbnede konflikt i Østukraine, der stadig ikke er bragt til afslutning.
Magtskiftet indebar også en fornyet ukrainsk kurs imod vestlige strukturer, først og fremmest EU og NATO og et samtidigt brud med den hidtidige multivektorkurs og orienteringen mod Rusland. Sammen med regimeskiftet kom også et ønske om politiske reformer, ikke mindst af retsvæsnet og bekæmpelse af korruptionen i landet. Naturligvis var der også forhåbninger forbundet med magtskiftet og orienteringen mod Vesten om en bedring af den almindelige ukrainers økonomiske situation.
Hermed er hovedtemaerne, som jeg ser dem, stillet op, og bortset fra en vis enighed om det ønskelige i at bekæmpe korruptionen, er der uenighed på de fleste områder. Det betyder for eksempel, at flere kandidater af taktiske grunde undlader at udtale sig for kategorisk om spørgsmålet om NATO og EU. Faktisk er det kun en halv snes, der har fortsat kurs mod EU og NATO som erklæret mål.
Ud over derved at undgå at miste stemmer hos dem, der er uenige heri, opnår de resterende kandidater også at distancere sig fra den siddende præsident Porosjenko, som er blandt de få, der udtaler sig klart om dette. At det må siges at være få skal ses i lyset af, at det ukrainske parlament så sent som i februar 2019 med overvældende flertal vedtog at indføje dette mål i den ukrainske forfatning.”
Hvordan hænger disse temaer sammen med Porosjenkos valgløfter og resultater i indeværende valgperiode?
“Det hænger først og fremmest sammen på den måde, at vi her har forklaringerne på, hvorfor Porosjenko ikke er så populær og efter min vurdering har en reel risiko for ikke at gå videre til valgets 2. runde.
Trods opbakning fra Vesten er det ikke lykkedes i Porosjenkos præsidentperiode for alvor at udfordre Ruslands besættelse af Krim. Tværtimod har Rusland bygget en bro fra det russiske fastland til Krim og dermed yderligere befæstet halvøens tilhørsforhold de facto. Den seneste hændelse med de tre ukrainske flådefartøjer, der på vej ind i Det Azovske Hav blev standset med magt og opbragt, har også foreløbig vist, hvem der bestemmer. De 24 ukrainske militære søfolk sidder fortsat fængslet i Moskva.
Det er heller ikke lykkedes at få tilendebragt den væbnede konflikt i Østukraine, der efter næsten et år som højintens konflikt og med store tab nu på fjerde år siden februar 2015 har stået på som lavintens konflikt. Trods flere forsøg på tilbagetrækning af tunge våbensystemer og andre tiltag, er der stadig næsten daglige træfninger og meldinger om dræbte og sårede.
Men som det væsentligste er man ikke kommet nærmere en politisk løsning, trods betydeligt pres fra udlandet, ikke mindst EU. Her har Porosjenko befundet sig fanget mellem politiske kræfter, der var villige til at finde en fungerende decentraliseringsmodel, og kræfter, som på ingen måde kan anerkende, at et væbnet oprør skal give bonus. I stedet har man siden maj 2018 besluttet ikke længere at betragte konflikten som en antiterroroperation, men som en russisk aggression. Derfor er processen frem mod en fredelig løsning reelt gået helt i stå.
Meget bedre forholder det sig ikke med politiske reformer. De fleste ukrainere opfatter som sagt ikke landets parlament som meget andet end en business club for landets rigeste og de fortsat hovedrige oligarker. Retsvæsnet er ikke afgørende anderledes i dag, og der dømmes efter manges mening fortsat ”på bestilling” og tilfældigt. Også korruptionen er stadig en del af folks hverdag, trods den megen snak om korruptionsbekæmpelse. At korruptionen trives på højeste niveau er for nylig blevet illustreret ved en stor endnu uafsluttet skandalesag vedrørende indkøb af militære reservedele af elendig kvalitet illegalt til høje priser i Rusland til Ukraines væbnede styrker.
Det økonomiske område er som altid angående Ukraine det mest uigennemskuelige. Men at dømme efter de officielle tal, er den almindelige ukrainers økonomiske situation ikke bedret siden 2013, nærmest tværtimod. Blandt andet stiger priserne på gas og el, hvilket rammer alle forbrugere. Som sagt skal økonomiske tal tages med forbehold, da en stor del af den ukrainske økonomi fortsat er uregistreret. Faktisk peger nogle eksperter på, at netop det økonomiske område er der, hvor de fleste mærkbare forandringer er sket.
For Porosjenko taler, at han har formået at skaffe den ortodokse patriark i Konstantinopels tilladelse til en national, ortodoks, ukrainsk kirke, den såkaldte ”tomos”. Hans valgslogan lyder da også ”Stærkt militær! Ukrainsk sprog! National tro! Væk fra Moskva!”. Man kan forstå, at ikke alle i Ukraine kan slutte op om dette slogan, og meget vil afhænge af evnen til at skabe tillid til hans vilje og evne til økonomiske forandringer.”
Hvordan vurderer du, at henholdsvis EU/Vesten og Rusland ser på valget, og hvordan vil de forsøge at påvirke udfaldet?
“Jeg tror, at både EU, Vesten generelt og Rusland ser på valget med stor interesse og spænding. Vesten og EU, fordi man i nogen grad interesserer sig for, i hvilken grad den kurs, som Ukraine slog ind på efter magtskiftet, vil fortsætte i næste præsidentperiode. Det kan have indflydelse på omfanget af den støtte, som Ukraine har modtaget til sine reformbestræbelser siden.
Da man ikke har sikker viden om, hvad de to andre primære kandidater vil stå for, men måske er lidt forbeholden over for både Tymosjenko og Zelenskyj, er man mest tilbøjelig til at håbe på Porosjenko. Samtidig er man indstillet på, at valget kan falde ud til en andens fordel, og så må man se, hvordan udviklingen bliver. Vesten og EU har næppe heller været ovenud tilfredse med Porosjenkos resultater.
Rusland ser med ikke mindre interesse på, hvem der vælges. Rusland ser ikke ud til på nogen måde at have opgivet at genvinde kontrollen over begivenhederne i Ukraine, så man kan undgå en udvikling, der er i modstrid med russiske interesser og ønsket om både indflydelsessfære og militær bufferzone. Rusland vil være tilfreds med selv en lille bevægelse væk fra den kurs, som Porosjenko har stået for. Der kommer som nævnt også et parlamentsvalg, hvor Rusland uden tvivl satser på de prorussiske partier, blandt andre den såkaldte Oppositionsblok, aftageren til det Regionernes Parti, der repræsenterede prorussiske interesser før magtskiftet i det tidlige forår 2014.
Men selv om der er udsigt til et muligt præsidentskifte, er det ikke givet, at det for alvor ændrer på tingenes tilstand i Ukraine. Det er meget tænkeligt, at Ukraine fortsætter på sin noget usikre kurs mod en fremtid, hvor landet er fanget af forskellige, udefrakommende interesser og modsatrettede, interne meninger om, hvad der bedst for Ukraine.”
Claus Mathiesen er lektor ved Forsvarsakademiet, hvor han følger indgående med i russiske og ukrainske forhold.
Artiklen blev oprindelig bragt i Magasinet rØST den 18. marts 2019.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Gleb Garanich/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 