Efter en brandtale af den tyske kansler Angela Merkel om nødvendigheden af, at Europa ”tager skæbnen i egne hænder” – og efter Macrons valgsejr i Frankrig – er de dystopiske stemmer om Europas fremtid for en stund gledet i baggrunden. Men fortsat succes for Merkel og Macron afhænger netop af, at stemmerne bliver i baggrunden. 

Analyse af Tarik Kehli

24.09.2017 | TEMA: NABOLAND TYSKLAND | I Adam Holms bog Endestation Europa – en samling af  10 interviews med europæiske intellektuelle – tegnes der et dystert billede af Europas fremtid hvor flygtningestrømme, klimakrise, tillidskrise, økonomiske krise, nationalistiske partier, Brexit, Trump og Putin kan rive EU og dermed Europa fra hinanden. Det har været den centrale fortælling både blandt intellektuelle, i pressen og mellem almindelige dødelige i Europa. Indtil maj måned.

Efter Macrons sejr over Le Pen og Merkels kamptale på det europæiske fællesskabs vegne i maj, er stemningen nu vendt. Og når det tyske forbundsvalg har fundet sted, forventes logomotivet endnu en gang at sætte i gang fra ”station Europa” – denne gang i retning af mere EU-integration.

“Station Europe” foran Europa-Parlamentet i Bruxelles. – Foto: Tarik Kehli.

At toget holder sig på skinnerne, og at Merkel og Macron når til rette destination er dog langt fra sikkert. Men toget er sat i bevægelse. Det skete den 7. maj i Frankrig og den 28. maj i München.

Merkel i München
Merkel leverede et budskab om, at Europa ikke kan regne med USA og det internationale samfund. Hverken når det gælder forsvar, international handel eller klimapolitisk initiativ. Og at Europa, derfor må sørge for, i højere grad selv at kunne agere i disse arenaer.

Uden Macrons sejr få uger forinden, ville Merkel ikke have holdt den samme tale. Tyskland ønsker ikke at lede Europa alene, og Macrons pro-europæiske platform har sikret Tyskland en partner på den europæiske bane.

Med Frankrig ved sin side, USA foran sig og det tyske valg i tankerne lykkedes Merkel med at stække SPD, som indtil talen i München havde lukreret på Merkels uklare position i forhold til USA. Samtidig med, at hun delte slag ud til SPD på den nationale bane, kunne Merkel tegne et billede af et Tyskland i front for et stærkt EU og som forsvarer af liberale værdier – sammen med Frankrig selvfølgelig.

Kigger man lidt nærmere på Merkel og Macron, finder man dog ikke lutter enighed. Også selvom de er enige på de overordnede linjer. ”Styrke og sikkerhed igennem EU”, er et mantra de begge kan skrive under på.

Fælles forsvarspolitisk fodslag
Det er da også på det forsvarspolitiske område, hvor man finder det klareste sammenfald af interesser imellem de to. I Macrons partiprogram bakker op om et permanent forsvarshovedkvarter i EU, der forslås et europæisk sikkerhedsråd, en fælles EU forsvarsfond og en EU-kampenhed. Kort sagt, vil Macron have etableret et stærkere og bedre forsvar i EU – l’Europe de la défense.

Allerede tilbage i september 2016 mødtes den tyske og tidligere franske forsvarsminister – henholdsvis Ursula von der Leyen og Jean-Yves Le Drain – for at drøfte dybere forsvarsintegration set i lyset af de muligheder, der byder sig i kølvandet på Brexit. Og siden Merkels tale i ølteltet, er det da også blevet til en fælles aftale om at udvikle et femte generations europæisk kampfly, som skal erstatte begge landes nuværende luftvåben. For Tyskland betyder det, at man går væk fra de amerikanske F-35 kampfly, som man har nu – ikke en uvæsenlig detalje.

Det er forventeligt, at dette samarbejde vil accelerere på den anden side af det tyske valg. Også selv om det, imod forventning, skulle blive Schulz, der sidder på den anden side af bordet efter valgtet. Lige så tæt sammen står Kansleren og Præsidenten dog ikke, når det gælder Eurozonens fremtid.

Den radioaktiv (euro)zone
Macrons idéer omkring eurozonen er meget ambitiøse og svære at sælge til de tyske vælgere. Macron ønsker et særskilt budget, et særskilt parlament og en finansminister for eurozonen. Noget som den nuværende tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, allerede afviste tilbage i maj.

Senest har Merkel dog virket mere imødekommende overfor reformer i eurozonen, dog uden at blåstemple hele Macrons ambitiøse integrationsplan. Merkel er afviser eksempelvis deling af gæld internt i eurozonen, som ellers er blevet nævnt af både italienerne og Macron. Ikke desto mindre, vil de kommende regeringspartnere spille en afgørende rolle i, hvor langt Merkel kan går i forhold til integration i eurozonen.

Successen grundlægges indenrigspolitisk
Frankrig er nødt til at lykkes med at skabe arbejdspladser og få gang i den økonomien, før de kan tø en tysk befolkning op, der endnu ikke har følt Macrons varme hænder, som Merkel har.

Kan Macron få gang i økonomien? Kan han lave arbejdsmarkedsreformer uden at fagforeningerne stikker en kæp i hjulet? Og vil vi relativt hurtigt se en effekt af reformerne, såfremt han får dem igennem? Disse spørgsmål er helt centrale i forhold til eurozonens fremtid, for hvis ikke det kommer til at ske, forbliver tempraturen hos de tyske vælgere – i bedste fald – lunken.

Ligeledes får udfaldet af det tyske valg, og formen på den tyske regering en afgørende rolle at spille, i forhold til hvor imødekommende man er overfor eurozone integration. Hvis SPD lider et stort nederlag ved dette valg, kommer de sandsynligvis ikke til at indgå i koalition med CDU/CSU igen, og en regeringspartner skal så findes i de Grønne og/eller hos de liberale fra FDP. Med FDP i den tyske koalition vil yderligere eurozone integration se svært ud, men som den lille koalitionspartner kan Merkels CDU muligvis give indrømmelser andre steder, som en indenrigspolitisk betaling for, velvillighed på den europæiske bane. Bliver partnerne de Grønne eller SPD, ser det, fra Macrons side, lysere ud.

Merkel, Macron og de mange kriser
Der mange ubekendte, når man skal spå om, hvad der sker hvis Merkel, Macron og resten af EU får rettet op på økonomien eller vice versa.

Men mere og mere tydeligt er det, at Merkel, Macron og EU kommer til at dele skæbne. Fejler Macron, står den tyske økonomi stadig stærkt, men bag Macron lurer Marine Le Pen stadigvæk. Så når man i Tyskland skal vurdere, hvor solidariske man vil være med Frankrig og Macron, kommer alternativet, Le Pen, til at spille en ikke uvæsentlig rolle. Tyskland kan simpelthen ikke, på nuværende tidspunkt, tåle at miste grebet i Frankrig. Sker det, kan Merkels værste mareridt risikere at gå i opfyldelse – et tysk lokomotiv der buldrer derudad i front for et Europa, hvor alle vognene er hægtet af.

Hvis arbejdsløsheden derimod falder, væksten tager til og det europæiske samarbejde modsvarer nogle af de udfordringer, vi i Europa står med, kommer det til at tage brodden af de mange kriser. De forsvinder ikke, de rækker ud over det rent økonomiske, men det sikrer en mere stabil platform, hvorfra kriserne kan adresseres.

Tarik Kehli er skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Francois Mori.

Læs de øvrige artikler i vores tema “Naboland Tyskland” her.