Populismen protesterer mod den eksisterende udvikling, og særligt de nationale demokratiers afmagt i forhold til liberalisering og globalisering, men er samtidig imod delegering af politiske magtbeføjelser til overnationalt niveau, hvor den tabte styrings- og beslutningskapacitet kunne genvindnes. I den forstand er populismen i alle dens europæiske skikkelser først og fremmest en smertens politik. Analyse af Henrik Stampe Lund.