Krigen i Ukraine udvikler sig anderledes, end nogen havde forventet. Er Putins krig ved at køre fast, og vil han bruge atomvåben for at tvinge NATO til forhandlinger? De usædvanligt hårde sanktioner virker ikke på ham.

Analyse af Hugo Gaarden

Er Vladimir Putin slet ikke så mentalt uberegnelig, som mange Putin-kendere mener? Er han snarere en mere hårdhudet kyniker end Bismarck? Hvis den russiske invasion er ved at køre fast, vil han så tvinge sin vilje igennem ved at bruge atomvåben? Det er et skrækscenarie for Vesten, og der er åbenbart ikke taget højde for det.

Krigen i Ukraine udvikler sig helt anderledes, end nogen havde forventet, og der har aldrig været iværksat så barske økonomiske sanktioner som nu. De har blot ikke fået den russiske præsident til at standse krigen. Derimod ser det ud til, at Putin er parat til at stille Vesten over for et djævlens valg: At udkæmpe en militær konflikt med risikoen for at skulle bruge atomvåben eller at forhandle om en sikkerhedsordning for det østlige Europa med Rusland.

Putins invasion synes at være kørt fast med store tab for russerne. Han slog ikke til i en lynaktion som forventet med raketter og fly. Det er et tilbageslag. Men går Putin også gradvist frem for derved at lægge maksimalt pres på USA og NATO for at få det resultat, han er ude efter: At svække NATO på østfronten?

Den overvældende succes med at iværksætte sanktionerne har skabt en forståelig eufori, ikke mindst i Europa. Mange tror, at demokratierne har fået et nyt våben mod autoritære lande. Men euforien kan hurtigt forsvinde, hvis Putin realiserer sine trusler om at bruge atomvåben for at hindre NATO-landene i at gribe ind i konflikten. Truslen har allerede haft virkning. USA’s præsident, Joe Biden, har sagt, at der ikke bliver en militær indsats for at hjælpe Ukraine, fordi det kan føre til en atomkrig. NATO vil heller ikke lave et fly-forbud (No-Fly zone) over Ukraine.

Men problemet er, hvis NATO-landene bliver ved med at sende våben til Ukraine, især fly fra Polen. Selvom om det sker ”civilt”, vil Putin selvfølgelig betragte det som en NATO-indsats, som da han sendte ”grønne mænd” til Krim i 2014. Hvis russerne vitterligt er ved at køre fast, og hvis leverancerne fra Vesten optrappes – også for at kunne hjælpe Ukraine i en langvarig partisankrig – kan Putin slå til i Europa med droner, eventuelt også mod de avancerede amerikanske raketforsvarsanlæg i Polen og Rumænien. Også Danmark kan blive betragtet som en trussel mod Rusland og dets søtransport, fordi Danmark vil byde amerikanske soldater velkommen.

Hvis USA stopper for importen af russisk olie, og hvis Tyskland føler sig presset til at følge trop for helt at lamme Ruslands økonomi, kan Putin betragte det som en krigserklæring og kan f.eks. iværksætte cyberangreb for at lukke el-forsyningen.

I en militær optrapning kan Putin bruge såkaldte termobariske våben, der har samme effekt som små atombomber. Hvis det ikke får NATO til at melde pas, kan Putin bruge en atomsprængning, f.eks. mod en militær base i det vestlige Ukraine. Vestlige militæreksperter taler i stigende omfang om denne mulighed, der kan få katastrofale politiske følger, især i Tyskland og resten af Europa.

Rusland har udviklet en ny atomstrategi, hvorved russerne er parate til at bruge atomvåben som et kampmiddel og ikke bare som afskrækkelse. Det kaldes i fagsproget ”escalate to de-escalate”, nemlig optrapning til en atomudveksling, hvorefter parterne – efter at chokket er overvundet – kan nedtrappe til en overgivelse eller forhandling.

Det vil sætte Vesten i et politisk og umenneskeligt dilemma, som kynikeren Putin åbenbart tager i stiv arm. Skal man risikere en decideret atomkrig, eller skal man acceptere Ukraines destruktion og gå med til forhandlinger om en ny sikkerhedspolitisk orden i Østeuropa – samt en ophævelse af de økonomiske sanktioner?

Det djævelske valg kan få uoverskuelige virkninger og splitte NATO. NATO-landene har været i en selvbestaltet krig i Mellemøsten i 20 år, men vil åbenbart ikke sætte deres eksistens på spil for at hjælpe et europæisk land, der bliver ødelagt på den mest brutale måde. Kan europæerne leve med dét?

Putin optræder som en brutal version af kansler Bismarck, der i 1800-tallet skruppelløst gik i krig mod europæiske lande for at svække dem og samle de tyske stater i et forenet Tyskland. Vi véd ikke, hvad hans endemål er. Vil han overtage Hviderusland og presse de baltiske lande? At konsekvenserne af krigen kan blive vidtrækkende ses også af, at Rusland har truet med at blokere for atomforhandlingerne med Iran. Vil Rusland hjælpe Iran med at blive en atommagt for at få en allieret? Er det derfor, at Israels premierminister, Naftaly Bennett, har besøgt Putin?

Atomtruslen kan være hans eneste mulighed for at få dét, han vil have og for at redde sit eget skind. Desværre har der ikke været nogen som helst officiel diskussion i Vesten om dette perspektiv. Vesten kan være med til at fremprovokere en atomkrig, Vesten ikke tør udkæmpe.

En forsker hos Carnegie-instituttet, Christopher S. Chivvis, der er tidligere amerikansk efterretningsembedsmand, og som har deltaget i war games, siger, at der kun er to udveje for krigen: Optrapning til atomudveksling eller en bitter fred, som påtvinges et slagent Ukraine, og som vil blive ekstrem svært for USA og Europa at sluge. Chivvis mener, at Vesten allerede nu bør forsøge at finde en forhandlingsløsning, som alligevel vil komme på et tidspunkt, men i et forsøg på at bevare et frit Ukraine.

Det er et næsten uløseligt dilemma for Vesten, men det har Vesten også et medansvar for, da der ikke blev etableret en robust magtbalance mellem Vesten og Rusland efter Murens fald. Vesten blæste på Ruslands interesser trods russiske advarsler, også før Putin, og samtidig troede de vestlige lande, især europæerne, at de kunne udvide handelen med Rusland, især med energiimport til Tyskland, som om alt var i bedste gænge. Den klassiske balance mellem forsvar og afspænding blev ignoreret. Det betaler både ukrainerne og især tyskerne nu prisen for. Det er hverken russerne eller afhængigheden af russisk gas, der er problemet, men at Vesten ikke har fundet et ligeværdigt samspil med Rusland og har ladet Putin tage alle ved næsen.

Hvis ikke Putin bliver væltet meget snart af sine egne, kan euforien over sanktionerne blive afløst af en brutal geopolitisk magtkamp i atombombens skygge.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top:/Pixabay/