Teatertorden i Ceuta

2021-05-23T07:19:40+00:00 lørdag, 22. maj, 2021|

Europas yderste grænse ligger i Afrika. Forposterne er to spanske enklaver, som Marokko i princippet gør krav på. Vigtigere for den tidligere koloni er dog det omstridte Vestsahara og de værdifyldte vande over mod De canariske Øer. Denne uge foretog det arabiske kongerige en risikabel markering med børn som statister.

Analyse af Sara Høyrup

Rygtet gik fra øverste hold, at grænsen ville være åben i 48 timer. Mange var de unge knægte, der smed alt fra sig og løb hen til dette vindue, som snart nok ville smække i igen. I slipstrømmen fulgte voksne afrikanere, der allerede var vandret op igennem kontinentet og ventede på en chance ved grænsehegnet.

Den villige kanonføde er drevet af nød og mangel på muligheder. De håbefulde marokkanere bliver brugt af deres stat i et diplomatisk spil. Og de skræmmer og hidser spanierne, som tror, at der er tale om en invasion med besættelse for øje. Marokko rasler med sablerne velvidende virkningen.

Skolerne i det marokkanske område Castillejos blev simpelthen tømt denne uge. Børn blev lokket på farligt eventyr med løfter om, at hinsides hegnet ville de få Cristiano Ronaldo at se. Det forlyder det fra det spanske nyhedsbureau Efe og lokalavisen El Faro de Ceuta. Mest makabert blev babyer kastet i vandet af uklare aktører og måtte reddes af spanske militærfolk, fortæller den spanske politiforening Politeia til Magasinet Europa. På SoMe rundkastes billeder af spædbørn i favnen på uniformerede mænd på dybt vand.

“Marokko narrede børn online: ‘Cristiano spiller i Ceuta'” lyder overskriften på denne forsideartikel i El Mundo – Foto: Sara Hørup

Foreningens formand David Hernández veksler mellem humanistisk indignation over al den gru og alarmistiske forestillinger om, at den marokkanske diaspora i det hele taget udgør en angrebshær. Fordi de er mænd under 30, sådan som migranter gerne er det. Han peger på kronisk underbemanding af sikkerhedspersonel i den truede enklave.

Reprise af Den grønne March
”Det er Den grønne March om igen,” forlød det tirsdag fra eksempelvis topjuristen Teresa Freixes – og der er almindelig tilslutning blandt spaniere til den læsning af begivenheden. Referencen er et spansk smertepunkt. I 1975 sendte Marokkos diktatorkonge et stort antal ubevæbnede mennesker ind i et område, han godt kunne tænke sig at indlemme i sit rige. Den lumsk fredelige march fandt sted netop, da Spaniens egen diktator lå for døden, og den stærke spanske stat pludselig var svækket.

I sin iver efter at drage paralleller mellem dengang og nu glemmer SoMe’s ophidsede højrefløj bekvemt, at Spanien faktisk allerede var på vej ud af Vestsahara, da marokkanerne marcherede ind og straks vendte om. Alt sammen efter nærmere aftale med den spanske kong Juan Carlos I. Kolonialismens tid var nemlig så godt som forbi, og Europa måtte mestendels nøjes med sig selv på det gamle kontinent.

Højre flanke glemmer også meget bekvemt, at den ubevæbnede menneskestrøm dengang var omkranset af marokkanske soldater. På venstre flanke mindes med rette om, at Spanien faktisk slet ikke behøver have nogen mening om, hvem der skal herske i den fordums kolonizone. Men det kan jo være svært at aflægge gamle vaner, og en del af konfliktkomplekset er Frankrigs hævnvundne interesser i nabolandene.

Den svage stat
Også i dag er Spanien alt for dårlig, ja, faktisk uvillig til at forsvare sig selv og sine grænser, mener især højrefløjen med en vis ret. Det ses, når landet tænderskærende må finde sig i, at andre EU-lande nægter at udlevere separatistlederen Puigdemont til retsforfølgelse. Det viser sig, når de rige regioner i nordøst formår at trække flere og flere magtbeføjelser ud af centralmagten. Det har at gøre med, at staten skammer sig over at være stat, fordi den engang var et diktatur.

Og det kommer også til udtryk, når Spanien ikke for alvor forsvarer sine kompetencer i sager om international barnebortførelse ud af landet. Man behøver derfor ikke stå ret langt til højre for midten for at mene, at Spanien er den rene gavebod til alle sider: en enklave ligger blottet her, en kompetence eftergives dér, et bortført barn må sejle sin egen sø.

Officielt er det måske nok kun alfamachoer som Vox’ Santiago Abascal, der råber op i krigstermer, skønt han selv i sin tid smøg sig uden om militærtjeneste. Facebook-profilen Javier Domingo har militærbaggrund og gør i sjov klar til krig mellem de to lande. Han forbeholder sig retten til at optræne Abascal i militærlivets glæder, når nu manden så gerne vil. Imens fabler en rabiat debattør som den kontroversielle Federico Jiménez Losantos om ”børnesoldater”, før han uden overgang skifter emne til den søde spanske spise churros.

Den pæne presse i ind- og udland sætter ”invasion” i gåseøjne – men det er sådan, fænomenet opleves af mange almindelige mennesker. Selv mariehøns virker jo voldsomme, hvis de kommer i sværme. Spaniens grænser blev i alt fald overrendt på uhørt vis først på ugen, selv om Ceutas egne radiostationer ved en vilkårlig aflytning torsdag kun taler om hunde og om lettelsen af coronarestriktionerne i Catalonien.

De mange knægte, der dyngvåde nåede frem til Ceutas strande, forøgede for en kort stund indbyggertallet i enklaven med 10 %, før de fleste blev vendt om og sendt tilbage. De virker som udsendinge for en stat, der officielt gør krav på netop Ceuta og Melilla, den anden spanske enklave i Nordafrika.

Forsimplet læsning
Så enkelt er det bare ikke. Marokko er ingen sprækkeløs monolit med fælles intentioner i alle lag. Det er intet land i verden. Interesserne hos herskeren Mohammed VI og hos hans undersåtter flugter kun det første stykke af vejen. Og unge marokkanere er ikke så letlurede, som spanierne gerne vil tro – skønt det gælder selvfølgelig ikke de børn, der er blevet lokket fra deres forældre med luftspejlinger af fodboldstjerner.

Den nye ungdom er kritisk, ligesom generationerne før dem formentlig har været det, uden at det kom op til overfladen. Men det ved man naturligvis kun, hvis man taler med dem – og det gør mange spaniere ikke, skønt marokkanerne er et fast indslag i det spanske gadebillede.

De unge nordafrikanere informerer sig på sociale medier med samme lethed som Europas unge, når ellers de kan finde wifi. Det udnyttede regimet til at pumpe børn med falsk nyt og sende dem på vej. Og det har sat området uden for den spanske enklave i brand, efter at det er kommet for en dag.

Badebuksehorderne
Alle disse initiativrige ynglinge i badebukser kunne ikke drømme om at blive hængende på en spids i Nordafrika  – den være sig nok så spansk på papiret. De vil til Europa, og det var det, de var blevet stillet i udsigt af plantede rygter. Dette ønske er ikke nyt, og der skal ikke andet end løftede grænsebomme til for, at de drager afsted i stimer mod nye horisonter. Migrationspresset fra Afrika mod Europa er konstant.

Drengene var således også blevet stillet i udsigt, at de nærmest per automatik ville komme videre til det spanske fastland. Det kommer de kun ved egen kraft, og det forsøger nogle af dem stadig, mens andre trasker hjem eller melder sig hos myndighederne efter at have hutlet sig igennem i gaderne i nogle dage. Otte tusinde levende sjæle slap gennem dette sjældne window of opportunity i første omgang. To meldes døde undervejs. De fleste halv- og helvoksne fyre blev sendt tilbage med det samme, men migration er primært a young man’s game.

Mange børn opdagede snart nok, at de hellere ville hjem til deres forældre. Ikke alle havde tænkt sig andet, end at de skulle se en fodboldkamp med Ronaldo, om så det skulle koste dem livet. De er efter sigende også godt trætte af den mælk og de kiks, de bliver holdt kørende på i store haller med konstante Covid-prøver under de trange forhold.

Opslag i El Mundo. Artiklen øverst til venstre er en uddybning af forsidehistorien. Overskriften nederst tv: “De spanske regioner kritiserer fordelingen af de modtagne mindreårige”. Øverst th: “Krudtet brænder på den marokkanske side af grænsen” – Foto: Sara Høyrup.

Facebook flyder over af bekymrede forældre, der leder efter deres børn og forsøger at få kontakt til slægtninge i enklaven, der kan tage ud i hallerne og finde dem. Selv har forældrene jo ingen adgang over grænsen. Helt uden sans for Haagerkonventionerne taler Spaniens undervisningsminister om, at det skam ikke er sikkert, at de kan få deres børn igen.

Imens forlyder det fra Ceuta både, at de lokale gemte sig indendøre for horderne, og at (andre) lokale solidarisk bistod de tilløbne med det allermest nødvendige. Begge dele er utvivlsomt sandt. Begge reaktioner indgår i det spanske dna med den mere end tusindårige magtkamp og samkvemmet mellem maurere og kristne hen over havet.

Skæringsdatoen
Tilbage i enklaven blev i første omgang halvandet tusinde teenagere, som godt ved, at hvis de skal have en chance i Europa – så er det nu. Også selv om nogle af dem har måttet tilbringe nætterne i den spanske by nede i kloakkerne. Marokkanske gadedrenge er hårdføre og synes at betragte den slags som en skærsild, der er nødvendig for at komme om på den anden side.

Venter de, til de er fyldt 18, er der ingen integrationsindsats og ingen reel vej ind i samfundet. Det spanske modtagesystem er dårligt tilpasset realiteterne, men det er der dog.  Lige nu forsøger man at sende tidligere portioner migrantbørn videre til fastlandet for at få plads til de nye i Ceutas pressede børnehjem.

Iscenesat krise
Der er derfor intet nyt i, at Marokkos unge vil til Europa og er parate til at sætte livet på spil. Det nye er, at Marokko i en stakket stund denne uge undlod at agere dørvogter for EU. Forskeren Francesco Pasetti fra tænketanken CIDOB minder om, at EU selv har gjort sig nem at afpresse ved at udlicitere det beskidte arbejde ved sine yderste grænser.

Der er tale om et simulakrum, forklarer tænketankens to seniorforskere Blanca Garcés og Eduard Soler overbevisende: migration sat i scene som den invasion, Europa frygter. Og Marokkos diplomati har været uvanligt gennemsigtigt og nærmest sagt ligeud, at det sker som tak for sidst.

For sigtet er slet ikke at besætte den spanske enklave. Det er hverken kongens eller kanonfødens mål med manøvren. Mens knægtene ville videre til det spanske fastland, har den nordafrikanske stat markeret, at den til hver en tid kan slippe migrationens vilde kræfter løs.

Og hvad er så formålet med det?

Det er en magtkamp med børn som brikker. Modsat den vege spanske stat vægrer den marokkanske stat sig ingenlunde ved at være stærk stat indadtil og udadtil. Under pandemien har landet knyttet diplomatiske bånd til både USA og Israel, forklarer arabisten José Carlos Cabrera Medina til Magasinet Europa – det sidste til befolkningens utilfredshed, så grænseåbningen fungerer også som afledningsmanøvre fra sit svigt af den palæstinensiske sag. Mens den spanske stat som altid har haft travlt med at holde styr på sine magtfulde regioner, er Marokko vokset sig stærkere.

Og hvis det skal forestille, at Spanien og Marokko er partnere udi terrorbekæmpelse og inddæmning af den papirløse migration – så forventer den tidligere koloni også af den gamle koloniherre, at den respekterer Marokkos interesser.

Stridens æble
Hvad er det så, Marokko egentlig vil med grænsemanøvren ved byområdet længst nordpå? Den nordafrikanske stat vil forsvare sit krav på de sandede områder længst mod syd og de værdifulde vande mellem fastlandet og De canariske Øer. Her vil Polisario-fronten have sin egen stat i Vestsahara i tæt samarbejde med Algeriet, men Marokko mener, at stedet er deres. Og den slags kan være grumme svært at afklare i gamle koloniområder. Det bliver et trosspørgmål – og troen afgøres gerne af, hvilke interesser troen tjener.

Spanien har lagt sig ud med Marokko ved at lade Polisario-frontens efterlyste leder Brahim Ghali rejse ind under falsk identitet og indlægge til hospitalsbehandling for Covid. Set udefra står den beslutning i kontrast til Spaniens eget gentagne krav på den undvegne Puigdemont. ”Befrielses”-lederens tilstedeværelse i Spanien har for øvrigt givet anledning til at genstarte retssagen mod ham for forbrydelser mod menneskeheden og deslige. Polisario-fronten har en hale af meget alvorlige anklager efter sig – også fra deres eget folk, som fronten styrer med hård hånd.

I forvejen kom socialdemokraten Pedro Sánchez uheldigt fra start i relationen til det vigtige naboland, da han som ny statsminister forsømte at henlægge sin allerførste høflighedsvisit til Marokko, sådan som traditionen tilsiger det. Bedre bliver det ikke af, at han som regeringspartner har det nye venstre i form af protestpartiet Podemos. Juniorpartneren har nemlig svoret solidaritet med ørkenaraberne, los saharaouis. Også selv om Polisario-fronten er berygtet for tortur og har holdt verdensrekorden i krigsfanger med 25 år lange fangenskaber.

Selv er spanierne stødte over amerikanernes manglende interesse i sin NATO-allierede Spanien, som USA trods alt har baser hos. Således har nyindsatte amerikanske præsidenter ikke længere tid til at mødes med deres spanske fagfæller – også det et brud på traditionen og dermed et signal.

De kan da bare
Imens skorter det ikke på spaniere, som slet ikke synes, at maurerne behøver vende tilbage til den iberiske halvø. Hele vejen fra al-Andalus i syd og op mod nord herskede et kalifat i hele 800 år, før det såkaldte katolske kongepar drev dem tilbage til Afrika. Tagterrassen på Gaudís Casa Batllò i Barcelona er inspireret af kampene, der bølgede frem og tilbage mellem folkegrupperne i hundredvis af år og endte med fordrivelsen af muslimerne og de sefardiske jøder. På nær de få, der blev tilbage. De blev tvangskonverteret og måtte besegle pagten ved at spise svin.

En kommentar i dagbladet ABC trækker paralleller tilbage til begyndelsen på de 800 års muslimsk styre i Spanien. – Foto: Sara Høyrup.

En traditionel spansk madret, der er nået hele vejen til Latinamerika, hedder Muselmænd og Kristne. Samme navn har en gammel barneleg spundet over den klassiske kamp mellem to modstanderne. Og naturligvis er der masser af problemer Spanien rundt med en befolkningsgruppe, der kommer til landet i alt for ung en alder. Så står de dér, uden ID-dokumenter og uden arbejdstilladelse, uden rettigheder og uden sprog, uden deres forældre og alt for ofte stadig uden en chance.

Så skulle de ikke hellere få styr på deres eget land, de marokkanere? Seniorforskerne fra CIDOB i indvandrerbydelen Raval mener, at tiden er inde til at sikre social forandring i Marokko. Det samme har Oxfam længe slået på tromme for og kommet med konkrete forslag til . Udvandring med livet som indsats og kuldsejlede skæbner langt hjemmefra rækker ikke som løsning på fattigdom og udsigtsløshed.

Højredagbladet ABC kritiserer på lederplads, at Spanien har listet Polisario-lederen ind i landet uden at advisere sit eget retssystem. – Foto: Sara Høyrup.

Mange spaniere forstår slet ikke, at kongens rigdom ikke af sig selv drypper ned på undersåtterne i riget mod syd. Hvad med de 30 millioner euro, som Spanien lige har forsøgt at bestikke den marokkanske stat med? Marokkanerne behøver slet ikke rejse ud, forlyder det: De kan da bare sikre sig adgang til landets velstand. Marokko tager sig betalt for sin rolle som Europoas dørvogter. Og som Oxfam konstaterer i en rapport om uligheden i landet, er en rig elite ingen garanti for befolkningens levestandard

Det kan synes en høj forventning hos spanierne, som ikke selv slap af med deres diktator, før han døde af ælde. Men den marokkanske stat kan meget vel have forregnet sig og antændt den krudttønde, som den sociale nød udgør. Det var lige stridt nok af regimet at give den som børnefænger.

Sara Høyrup er spanienskorrespondent og fixer bosat i Sevilla. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er spansk uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com