Da muren faldt for snart 25 år siden, troede mange, at Vaclav Havel’s og Aleksander Dubcek’s Tjekkiet hurtigt ville udvikle sig til et stabilt og demokratisk land. En lang række skandaler har imidlertid undermineret befolkningens tillid til den politiske elite, og det sætter sit præg på valget, når tjekkerne på fredag og lørdag går til stemmeurnerne – eller vælger at blive hjemme.
23.10.2013 | TJEKKISK VALG | Den 25. og 26. oktober går tjekkerne til valg. Tjekkiet hører ikke blandt Europas mest kriseramte lande rent økonomisk, men politisk går det rigtig skidt, og tilliden til landets politikere og parlamentet er på nulpunktet efter en stribe nye korruptionsskandaler. Selv eksperter og diplomater fra udlandet er rystede over, hvor galt det står til.
Magtkampe og skandaler
En af landets alt for mange politiske skandaler kastede tidligere i år Tjekkiet ud i en demokratisk krise. Den 17. juni måtte den borgerlige statsminister, Petr Necas, således trække sig efter en meget alvorlig korruptions- og bestikkelsessag. Den nyvalgte præsident Milos Zeman tillod derefter ikke den borgerlige koalition at prøve sig med en ny statsminister i parlamentet, men udnævnte i stedet en teknokratregering nært knyttet til hans eget parti (SPOZ).
Allerede den 17. august måtte regeringen slippe tøjlerne, da den ikke fik skaffet sig det nødvendige tillidsvotum i parlamentet. 11 dage efter accepterede Zeman regeringens afsked og udskrev valg til parlamentet til afholdelse den 25. og 26. oktober, et halvt års tid før valgperiodens udløb.
Kort sagt, i flere måneder har tjekkerne ikke haft en folkevalgt regering, kun en teknokratregering uden noget folkeligt mandat. Til gengæld har de haft en præsident, der efter bedste evne har forsøgt at styrke præsidentembedet og indføre et semi-præsidentielt system. Tjekkerne valgte i januar for første gang deres præsident direkte.
Erfaringen har vist, at valg kan føre til yderst destruktive magtkampe mellem regeringen og parlamentet – som det har gjort i Tjekkiet – til skade for den politiske stabilitet og befolkningens tillid.
Åbent valg med uforudsigelige konsekvenser
Den hidtidige borgerlige regerings upopulære nedskæringspolitik og de mange politiske skandaler har mærket dem hårdt, og den borgerlige fløj fremstår i dag splittet. Da valget blev udskrevet i august måned, stod socialdemokraterne og kommunisterne derfor til at vinde stort, men mange tjekker har endnu ikke taget stilling, og nye partier vinder terræn i meningsmålingerne.
Milliardæren Andrei Babis og hans bevægelse ANO har på rekordtid skaffet sig 10-13 pct. af stemmerne i protest mod regeringen og de gamle partier, men – typisk for denne type énmandspartier – uden det der ligner et gennemtænkt politisk program. Det kristelig-demokratiske KDU-CSL gled ud af parlamentet ved sidste valg, men ser ud til at få comeback. Også præsident Milos Zeman’s eget parti SPOZ kan måske få pladser i parlamentet.
Sofavælgerne kan afgøre valget
Så den parlamentariske situation kan meget let blive meget mudret efter valget. Skal socialdemokraterne danne regering, skal de ud over kommunisterne sandsynligvis også have støtte hos KDU-CSL, og det kan gå hen og blive svært. Utilfredsheden og usikkerheden i befolkningen kan udmunde i lav stemmedeltagelse, og det store spørgsmål er så, hvor mange af henholdsvis den borgerlige fløjs og venstrefløjens vælgere, der vælger sofaen.
Præsident Milos Zeman har ikke noget imod et mudret parlament, for det vil give ham manøvremuligheder, og det vil han elske. Manøvrefriheden bliver ekstra stor, hvis hans eget parti (SPOZ) klarer spærregrænsen og bliver den berømte tunge på vægtskålen, når der skal dannes regering.
Alle valg i Europa har sine særpræg, bestemt også det tjekkiske. Men at enkeltsager og personskandaler spiller en stor rolle samtidig med, at forskellene mellem partierne formindskes, synes efterhånden at være et fællestræk for de europæiske demokratier.
Søren Riishøj er lektor ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet
Billede i artiklens top: Det tjekkiske senat – @ Flickr creative commons / Tjflex2