Trump blinkede først, og det er en chance for EU

Trump kastede verden ud i en økonomisk krig, og blev bange efter bare én dag. Det giver EU og Kina en chance for at genskabe en fri og fair verdenshandel.

Analyse af Hugo Gaarden

Verdens første økonomiske verdenskrig brød ud den 9. april – mellem USA og resten af verden. Samme dag blinkede Donald Trump og satte tarifkrigen på 90 dages pause. Verdenskrigen blev til en økonomisk krig mellem USA og Kina.

Det var en kulmination på nogle få dage med voksende amerikanske renter som en reaktion på de tariffer, præsident Trump iværksatte. En selvskabt finanskrise truede. Men så satte Trump tarifferne på Kina op til 104 pct. for at tvinge Kina til forhandlingsbordet. Det var en krigserklæring. Kina satte den 9. april sine egne tariffer på amerikanske produkter op til 84 pct., og Trump forøgede straks sine tariffer på Kina til 125 pct.

Verden har aldrig oplevet den form for kamp mellem nationer. I løbet af den 9. april var der panik blandt Trumps ministre, og Trump skrev på sit sociale media: ”BE COOL!”. Få timer efter bøjede han sig og udskød hovedparten af tarifferne til hele verden bortset fra til Kina, Canada og Mexico, mens hans nærmeste kaldte det en bevidst plan og dermed en succes for ”verdens største mesterstrateg.”

Trump har kaldt Europa patetisk. Han viste den 9. april, at han selv var patetisk. En ynkelig figur. Han opdagede, at hele verden var ved at gå sammen for at bekæmpe ham for at genskabe en fri og fair verdenshandel – med Kina og EU i spidsen. De har indledt en ny dialog.

Trumps tarifkrig er topmålet af egoisme og hensynsløshed. Det udtrykte den mangeårige sikkerhedspolitiske medarbejder på New York Times, David E. Sanger: ”Først brænder han det hele ned, og derefter overvejer han konsekvenserne.” Kommentatoren Gideon Rachmann, Financial Times, sammenligner Trumps metoder med gangsternes: Det drejer sig om at skabe frygt og få selv allierede til at bøje sig. Økonomen John Lipsky, Atlantic Council, siger, at Trump ”fører økonomisk krig mod sine allierede.”

Trumps formel for udregningen af tarifferne ”er det rene nonsens,” som en økonom ved instituttet CSIS siger, fordi formlen ikke er begrundet i saglige beregninger. Metoden går kun går ud på at ramme lande med overskud i handelen med USA, selv fattige u-lande og Vietnam, hvor USA har ført en brutal krig. Det er direkte ondsindet. Der vil aldrig være total balance i samhandelen mellem vidt forskellige lande. Det véd alle økonomer. Men Trump forstår det ikke. ”Vi står i en ”kompetencekrise,” siger professor Kenneth Rogoff på Harvard.

Trump vil ikke have balance i handelen, men amerikansk overmagt. Hèr er han på linje med forgængeren Joe Biden, der udviklede en strategi om økonomisk krigsførelse mod Kina. Nu vil Trump fokusere handelskrigen på Kina og sine nabolande. Kina er det eneste land, der nægter at forhandle under Trumps betingelser. Kineserne vil ”kæmpe til den bitre ende”. Det er Trump, der skal trække sig, fordi han bryder med den eksisterende orden. Dermed er der lagt op til en egentlig global økonomisk krig, og det var dét, der skræmte Trump.

Fortsætter krigen, vil Kina komme stærkere gennem krisen og skubbe USA ned på en andenplads, mener mange kinesiske økonomer. Kineserne har indikeret, at de vil lade valutaen yuan falde for at skade den amerikanske eksport til Kina, og i USA er der frygt for, at Kina sælger ud af sin gigantiske beholdning af amerikanske statsobligationer. Det kan ende med en finanskrise, og det vil med sikkerhed føre til stigende renter og inflation. En analyse fra Deutsche Bank siger, at der sker en hurtig svækkelse i brugen af dollaren, fordi markedet mister tilliden til dollaren. Kineserne ventes at lave asymmetrisk økonomisk krig mod Trump, f.eks. ved helt at forbyde import af amerikanske fødevarer, fordi det vil ramme Trumps kernevælgere, landmænd i midtvesten. De kan også ramme servicevirksomheder, der har et eksportoverskud til Kina, ligesom de måske vil gribe ind mod Tesla, der har 20 pct. af sin omsætning i Kina.

Kinas ubøjelighed er et signal til en række lande i Asien: De skal have tillid til Kina og ikke til USA. Samtidig har kinesiske ledere understreget, at Kina går ind for frihandel og den globalisering, der har haft positiv virkning i årtier, mens Trump totalt bryder med årtiers virksomhedsorden, hvor der produceres og sælges på kryds og tværs af grænserne.

”Den gensidige afhængighed er ikke længere et valg for os. Det er vores betingelse for fremgang,” siger forfatteren Dov Seidman i sin bog ”How” om det globale samarbejde.

På bare et par uger har vi set en global interesse i at bekæmpe Trump. Ingen taler længere om de-coupling og de-risk, der dybest set handlede om at tvinge virksomheder væk fra Kina. Mens virksomheder tidligere gik til Kina og søgte kinesiske partnere for at komme ind på markedet, søger mange virksomheder nu at få kinesiske partnere med til deres egne hjemmemarkeder for at kunne bruge kinesernes teknologi og viden. Det er den omvendte orden, ganske enkelt fordi kineserne er ved at overhale de vestlige firmaer. Kineserne er den nye vækstfaktor i verden.

EU-landene overvejer at følge den hårde kinesiske kurs i tarifkrigen. De kan f.eks. gå efter internetselskaberne, der tjener tykt på EU. De kan begrænse deres adgang til EU. EU kan også arbejde for at gør euroen til en stærkere reservevaluta, og de kan satse massivt på en højteknologisk industri, også af forsvarsgrunde.

Men det mest afgørende er, hvis EU lægger sin skepsis over for Kina til side og skaber solide handelsaftaler med Kina for at stimulere den grønne omstilling og for at skabe bedre internationale regler, så politik ikke skal lave begrænsninger for handel og investeringer.

For resten af verden drejer tarif-krigen sig ikke om at finde et kompromis, men om at bekæmpe Trumps destruktive politik, der vil ødelægge 80 års samspil og fremgang. Derfor kan et nyt samarbejde uden om USA, især mellem EU og Kina, skabe en dynamik som aldrig set før. En ny verdensorden uden USA – i hvert fald under Trump – er ved at se dagens lys. Verden lægger sig ikke fladt ned for præsidenten med gangstervaner.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.