De europæiske lande står over for deres styrkeprøve i denne uge, hvor Trump afgør, om han vil forhandle en fred hjem. I hvor høj grad kan og vil europæerne agere som stormagt?
Analyse af Hugo Gaarden
”Det er ikke vores krig,” sagde præsident Donald Trump for nylig om krigen i Ukraine. Han har forsøgt at fremstå som verdens bedste deal-maker ved at skabe fred i Ukraine inden for 24 timer, men nu er han tæt ved at kaste håndklædet i ringen. Udenrigsminister Marco Rubio sagde søndag, at Trump i denne uge vil beslutte, om han vil fortsætte sine bestræbelser eller ”walk away”
.Uanset hvad Trump beslutter, så bliver Ukraine ladt i stikken. Det bliver europæerne, der må sikre Ukraines fremtid. Efter to måneders forhandlinger er det muligt at drage følgende konklusion:
Trump får sin deal, og Vladimir Putin sejrer, mens Ukraine svigtes.
En deal for Trump handler ikke om fred for Ukraine men om at afslutte krigen, og det vil Trump udråbe som en sejr for ham. Han vil med sikkerhed normalisere forholdet til Rusland med handel og investeringer.
Putin sejrer, for han har fået grønt lys fra Trump til at beholde det østlige Ukraine, han har erobret, og Trump vil officielt anerkende Krim, som Putin overtog i 2014. Putin kan standse krigen énsidigt eller ved en formel våbenhvile med Ukraines præsident, Volodimir Zelenskyj, i form af en midlertidig aftale eller en fastfrysning af våbenhvilen og en ny grænse som i Korea.
Ukraine har tøvende erkendt, at det må afstå det erobrede område, i hvert fald midlertidigt. Derfor vil Ukraine under ingen omstændigheder gå med det en formel og endelig afståelse af hverken Krim eller øst-provinserne. Dét alene kan betyde, at der ikke bliver en formel fredsaftale.
Russerne står så stærkt ved fronten, så det er umuligt for Ukraine at bryde igennem og generobre det tabte land. Det kan i givet fald kun ske ved en politisk aftale om mange år, som daSovjetunionen trak sig tilbage fra Østtyskland, så Tyskland kunne blive genforenet.
Ukraine svigtes, fordi USA opgiver den støtte, som præsident Joe Biden lovede i 2022, selv om Biden aldrig sagde, at Ukraine kunne få det tabte land eller Krim tilbage. Ukraine svigtes af både USA og Europa, fordi de vestlige lande ikke turde give Putin et ultimatum, da hans tropper stod opmarcheret ved grænsen inden 2022, og de turde ikke gå i krig mod Putin for at tvinge ham ud af Ukraine, fordi de var bange for atomkrig. Ukraine svigtes af Trump, fordi han hævdede, at han kunne skabe lynhurtig fred som den deal-maker, han påstår han er, og fordi Trump ignorerer Ukraines krav og har skiftet side til Putin.
De forhandlinger, som Trump og hans folk førte med Putin og russerne, var amatøragtige som næppe set i historien. Trump har kun haft én telefonsamtale med Putin, og hans topforhandler Steve Wittkof har haft fire møder med Putin. Wittkof, som Trump personligt kender fra ejendomsbranchen i New York, har ikke nogen som helst udenrigs- og sikkerhedspolitisk erfaring, og han har under for Trumps første 2-3 måneder også haft ansvaret for Gaza og atomaftalen med Iran. Hans formåen er en ynk i sammenligning med stordiplomaten Henry Kissinger, der i uger og måneder kunne føre intense forhandlinger i Mellemøsten eller Vietnam, og som skabte imponerende resultater.
Trump har holdt europæerne uden for forhandlingerne. Dét har europæerne affundet sig med over for den værste konflikt i Europa siden Den anden Verdenskrig.
Trump har på sin storskrydende facon sagt, at Putin har givet én indrømmelse: At han ikke har erobret hele Ukraine, underforstået, at det skyldes Trump. Men Rusland har aldrig været i stand til at erobre og fastholde hele Ukraine. Derimod forsøgte Putin ved krigens start at lave et lynangreb fra Belarus mod Kiev for at vælte Zelenskyj og få indsat en russisk-venlig regering.
Det tragiske er, at Putin med sin brutale krig har fået det, han altid er gået efter, og som han formentlig kunne få ved forhandlinger: De østlige provinser samt Krim. Det var der i flere år forhandlinger om mellem Ukraine og Rusland, bistået af Tyskland og Frankrig. I mellemtiden tog Putin halvøen Krim.
Nøgternt set var der fornuft i at forhandle om selvstyre i Østukraine med mange russisktalende, ligesom en afståelse af Krim kunne betragtes som en strategisk beslutning for at sikre en permanent løsning på en strid mellem de to lande. Krim har historisk betydning for Rusland med den russiske flådebase i Sevastopol og med en stor russisk befolkning.
Men overtagelsen var i strid med internationale aftaler. Det affandt Barack Obama-regeringen og de europæiske lande sig med. De reagerede kun med milde sanktioner mod Rusland.
Hovedproblemet er, at Rusland også før Putin var imod en udvidelse af NATO mod øst, så alliancen ville omfatte Ukraine. Det er brugt som Putins hovedargument, ligesom han har været interesseret i at genskabe noget af det russiske imperium og få gjort Ukraine til en føjelig stat.
Uanset den diplomatiske og militære afklaring i Ukraine, så får Ukraine brug for en vestlig militær opbakning i form af garantier, og det bliver fra europæisk og ikke amerikansk side.
Det er Zelenskyjs hovedkrav, fordi han frygter et senere russisk angreb. Derfor har Storbritannien og Frankrig taget initiativ til at etablere en Koalitionen af Villige, som skal etablere en såkaldt Genforsikringsstyrke med vestlige styrker i Ukraine, og som skal kunne gå aktivt ind i forsvaret af de russiske byer med fly og raketforsvar. Styrken skal også sikre, at Ukraine kan træde ind i EU. Den vil træde i stedet for et NATO-medlemskab.
Det er mildt sagt uklart, hvor mange lande, der vi indgå i styrken, og hvor aktive de i givet fald vil være. Ikke engang Danmark, der hjælper Ukraine intenst, har sagt endeligt ja til at deltage i styrken, der i givet fald skal gå til angreb mod russiske raketter og droner.
Det viser, at det europæiske forsvar af Ukraine og Europas vilje til at agere som stormagt virkelig kommer på en prøve.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
Billede i artiklens top: /Daina le Lardic/@ European Union 2023 – Source : EP