Donald Trump er den nye stærke dreng i skolegården. Hvis ikke vi i Europa er villige til at stå sammen og give ham modspil, kommer vi ikke til at få indflydelse på den verden, der volder os så mange problemer. For i Trumps verden er magt i den internationale arena et nulsumsspil. Der er en vinder, og der er en taber.

Analyse af Tarik Kehli

20.01.2017 | USA OG EUROPA | Så er det ved at være en realitet. Det Hvide Hus indtages af den 45. amerikanske præsident, og han hedder Donald Trump. På trods af utallige udtalelser og 140-tegns kommentarer fra hovedpersonen, er vi – den brede offentlighed – ikke blevet meget klogere på, hvad Trump egentlig vil gøre – og da slet ikke udenrigspolitisk. Én ting ved vi dog: Han vil vinde – hvad end han gør, så vil han vinde.

I Europa – og i EU i særdeleshed – ser vi ængsteligt til fra distancen, mens vi forsøger at slukke de ildebrande, der er omkring os og håber på, at Trump ikke vil hælde mere benzin på bålet.

Nogle kriser vil Trump arve, ligesom Barack Obama arvede militære engagementer i Irak og Afghanistan. Andre vil givetvis opstå mens Trump sidder i embedet. Hvis man vil forudse, hvordan den nye præsident vil reagere og handle i sådanne situationer – selvfølgelig efter han har skrevet sine første umiddelbare tanker på Twitter – er én mulighed at kigge lidt nærmere på, hvad Trump mener med at vinde.

Trump er ’jacksonsk’
Donald Trump minder på mange måde om USA’s 7. præsident, Andrew Jackson. Ikke alene blev Jackson valgt på en Trump-lignende platform med oprør mod eliten og det korrupte system. Hans udenrigspolitiske tilgang er også en form for prototype på nogle af de senere præsidenters måder at agere på i den internationale arena. Og her ligger nøglen til at forstå Trump muligvis også.

Prototypen på en Jacksonian er én, der gerne vil spille med musklerne, én der finder belæg i nationale interesser og som gerne står ved, at international lov og universelle rettigheder hovedsageligt må være op til de enkelte landes indbyggere at gennemtvinge. Vigtigst af alt, så er magt i den internationale arena i Trumps øjne et nulsumsspil. Der er en vinder, og der er en taber. For at USA kan opnå mere magt og rigdom, må andre blive svagere og fattigere. “Ærgerligt, men hellere dem end os,” er ræsonnementet.

Med en sådan tilgang kan noget, der på overfladen ligner en udstrakt hånd, forståelse og medmenneskelighed, sagtens forekomme. Men centralt er, at aftalens værdi – ene og alene – gøres op i, om man har vundet eller tabt magt og rigdom i snæverforstand.

Da Andrew Jackson var præsident i 1829-1837, var de globale konsekvenser for en sådan politik begrænsede. USA var dengang så småt ved at etablere sig som stormagt, men var ikke dagsordenensættende for det internationale system, som landet har været efter Anden Verdenskrig.

Vil næppe tage store hensyn til Europa
Et USA under Trump kommer næppe til at tage de store hensyn til EU og Europa i det hele taget. Nogle gange vil vores interesser være de samme som USA’s, og andre gange vil vi føle konsekvenserne af amerikanske nationale interesser.

De lavere budgetbidrag fra landende i Europa til den fælles forsvarsalliance, NATO, har eksempelvis igennem mange år været tålt fra amerikansk side. Når det handler om at vinde, er det ikke en acceptabel eller tålelig tilstand. Vi kommer til at hæve vores militære bidrag.

Trump tillægger tilsyneladende heller ikke demokratiske normer og vestlige værdier stor vægt i Ukraine-spørgsmålet. Dermed bliver Rusland i Trumps øjne en unødvendig fjende, og der synes at være grobund for en fremtidig fred på Europas østfront. En sejr for Trump og for Putin, og – for at blive i dikotomien – et nederlag for europæisk idealisme.

En mulighed for EU til at tage ansvar
Når vi i EU ikke kan stimle sammen af egen fri vilje for at løse internationale problemer, kan et udefrakommende pres være et kærkomment element. Men med udsigt til et tæt valg i Frankrig, en startende skilsmisse med Storbritannien for ikke at tale om faldende opbakning til fælles europæiske løsninger blandt befolkningerne, bliver det bestemt ikke nogen let opgave at løfte.

Uanset hvad der måtte blive sendt vores vej – som konsekvens af sejre og nederlag fra den anden side af Atlanten – er vores egen evne til at løse vores problemer stadigvæk – og måske i højere grad – i vores egne hænder.

Ligesom det i skolegården er den stærkeste dreng, der bestemmer, hvilken leg der skal leges, er det USA, der bestemmer, hvilket spil der skal spilles i international politik. Hvis vi i EU skal bestemme, hvilket spil der skal spilles, skal vi stå meget stærkere sammen – lige nu spiller vi nulsumsspillet.

Tarik Kehli er skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: Evan Vucci/AP/Polfoto