Uanset hvem der bliver præsident i USA, så får Trumps populistiske og sønderrivende politik langvarige følger, der kan få dramatiske internationale følger, og det tvinger Europa til at træffe et valg: At blive mere selvstændigt eller at følge USA
Analyse af Hugo Gaarden
Det amerikanske valg var overraskende for enhver – udover en enkelt meningsmålings-ekspert i USA. Der blev ikke en klar sejr for Joe Biden og slet ikke en demokratisk dominans i Kongressen. Valget blev heller ikke en folkeafstemning imod Donald Trump. Han klarede sig overraskende godt i allersidste fase og har sikret sig en drønstærk base, der vil få betydelig indflydelse, også internationalt, selv om Biden vinder stemmeoptællingen i dagene efter valget. Valget løste ikke de dybe spændinger, der er i det amerikanske samfund. Trump vil stortrives i dette miljø, i eller uden for Det hvide Hus.
Men den værste konsekvens af valget var Trumps reaktion på valgnatten, hvor han kom med udokumenterede beskyldninger om valgsvindel: ”Vi vandt valget. Vi vil ikke have dem til at finde flere stemmesedler kl. 4 om morgenen. Vi vil standse al afstemning. Vi vil gå til Højesteret.” For det første var valget ikke afgjort på det tidspunkt, hvor millioner af stemmesedler ikke var talt op. For det andet talte han om at standse afstemningen, mens han mente optællingen. Men kernen i hans reaktion var, at han vil udelukke millioner af stemmer og have Højesteret til at hjælpe sig – af frygt for resultatet i flere nøglestater.
Sådan reagerer autokrater i totalitære lande. Trumps reaktion vil sende rystelser gennem USA’s allierede, især i Europa. Han beskylder demokraterne for valgsvindel, uden dokumentation, mens han selv helt åbenlyst vil begå valgsvindel ved at udelukke en optælling af millioner af lovligt afgivne stemmer, og hans egne hylder ham for det. Er det virkelig Vestens forbillede – og leder?
Bidens forspring blev stærkt udhulet, og det amerikanske valgsystem med valgmænd kan betyde, at han ikke vinder, selv om det er sandsynligt, at han får flere stemmer end Trunp – som det skete for Hilary Clinton i 2016. I så fald har Trump to gange vundet et valg med et mindretal af de afgivne stemmer. Hvis Biden vinder, vinder demokraterne ikke Senatet, så Republikanerne kan blive en stopklods for en Biden-regering. Den stærke opbakning til Trump og hans erklæring om, at han har vundet, vil gøre hans trofaste vælgerskare til en massiv politisk faktor.
Vinder Trump i kraft af valgmandsystemet, bliver han urørlig og kan fortsat blæse på alle konventioner og internationale aftaler.
Hvad kan det så betyde internationalt? Da han har tabt handelskrigen med Kina, vil han med sikkerhed optrappe bestræbelserne på at bremse Kinas vækst og bestræbelser på at gøre sig uafhængig af USA på det teknologiske og finansielle område. Det kan før til en konflikt om Taiwan, hvortil Trump har optrappet våbensalget til synlig irritation for Kina. Hvis han vil standse Taiwans eksport af chips til Kina, vil det blive betragtet som en krigserklæring. Det fører ikke nødvendigvis til en kinesisk invasion af Taiwan, men til en ny Kold Krig mellem Kina og USA, der kan blive langt alvorlige end den forrige overfor Sovjetunionen.
Tyskland kan regne med sanktioner mod gasledningen Nord Stream 2 fra Rusland, og sanktionerne vil formentlig også komme under en præsident Biden i kraft af Senatets republikanske flertal. En Trump-regering vil blokere for enhver atomaftale med Iran og vil bruge sanktioner mod selv allierede og vestlige virksomheder for at få dem til at makke ret.
Efter fire år med skrotning af flere internationale aftaler, også om klimaet, vil det stille Europa over for den helt afgørende prøve: Vil Europa vælge en langt mere selvstændig kurs end hidtil, eller vil Europa fortsat følge USA? Vil Europa og i særdeleshed Tyskland finde sig i sanktioner?
Europa har hidtil kun antydet en mere selvstændig kurs, og ikke et eneste udenrigspolitisk institut har udarbejdet strategiske planer for en selvstændig europæisk kurs – sådan som amerikanske institutter udvikler strategiplaner. Men en del eksperter anbefaler dog, at EU optræder mere selvstændigt. Europa bliver tvunget til at opbygge et forsvar og en sikkerhedspolitik, så Europa kan sikre sig selv. Det helt afgørende bliver, hvordan Europa stiller sig til en Trump-regerings styrkede forsøg på at etablere en anti-kinesisk alliance, der vil føre til en sikkerhedspolitisk to-deling med krav om reduktioner af de økonomiske relationer til Kina.
En sådan kurs strider mod holdningen i både amerikansk og europæisk erhvervsliv, og Europa vil på sigt have en voksende interesse i at have et tættere samspil med naboerne mod øst og i Mellemøsten og Afrika, ligesom Europa bliver mere økonomisk afhængig af Asien end USA.
Det rejser spørgsmålet, om Europa tør optræde som en tredje supermagt og indtage en mæglerrolle mellem Kina og USA. Det spørgsmål trænger sig på, uanset hvem der fra januar sidder i Det hvide Hus. Under alle omstændigheder vil trumpismen fortsætte med at ødelægge det multilaterale system, som USA og Europa etablerede efter Den anden Verdenskrig. Trumpismen er blevet en mere solid magtfaktor end populismen i Europa, og den kan direkte gå imod EU i et samspil med Ruslands Putin og Tyrkiets Erdogan.
De perspektiver og hånderingen af dem er der stort ingen debat om i Europa.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
Billede i artiklens top: Wikimedia Commons