Trumps chock giver et stærkere Tyskland

Trump og Vance river tæppet væk under den meget pro-amerikanske holdning i Tyskland. Det kan føre til en stærkere flertalsregering efter valget næste søndag og kan få tyskerne til at arbejde for et stærkere og mere selvstændigt EU

Analyse af Hugo Gaarden

Trumps egenrådige aftale med Putin om at sælge ud af Ukraines suverænitet gav et chok for tyskerne, der går til valg på søndag. Overskriften i den seriøse avis Frankfurter Allgemeine Zeiting hed ganske enkelt: Trump-Putin-pagten. De historiebevidste tyskere blev ramt i sjælen. Det gav mindelser om stormagtsaftaler, der skulle holde tyskerne nede, og det viste, at tyskernes vigtigste allierede blæser på Tyskland, der har forsøgt at afværge en brutal krig, som Putin har påført Europa. Tyskerne føler sig svigtede som aldrig før.

Det får næppe den store effekt på valgresultatet på søndag. Der kommer atter en flertalsregering hen over midten, men denne gang med større vægt for valgets vinder, det borgerlige CDU med Friedrich Merz som kansler. Men det kan for første gang i årevis samle tyskerne om at skubbe politisk fnidder-fnadder og personlig magtstræben til side og skabe en solid regering, som kan løse de gigantiske problemer, Tyskland og Europa står midt i. Nu er tyskerne blevet klar over, at de ”må tage skæbnen i egne hænder”, som den tidligere kansler, Angela Merkel udtrykte det i 2017 – dengang også som en reaktion på Donald Trump.

Tyskerne har mistet tilliden til USA. Ikke kun til Trump, for Donald Trump udtrykker en langvarig tendens. Tillidsbruddet fører efter al sandsynlighed til et langt stærkere og mere selvbevidst Tyskland, og for hele Europa bliver det afgørende, at det sker i et tæt samspil med EU, i hvert fald med nogle kernelande, som vil gøre EU til en selvstændig stormagt på linje med USA og Kina, og som kan sikre Europas eksistens ved egen kraft.

Den nye tyske realisme, vi kun har set de første strejflys af, skyldes, at præsident Donald Trump forud for de egentlige forhandlinger om Ukraine lavede to fatale indrømmelser over for præsident Vladimir Putin – for at få æren for en ”fred”: Han gav Putin lov til at beholde det erobrede Østukraine og Krim, 20 pct. af Ukraine, og at han gav Putin medhold i, at Ukraine ikke kan blive medlem af NATO.

Desuden vil Trump ikke lade Ukraine eller europæerne deltage i kernen i de kommende forhandlinger – kun på sidelinjen – og han vil ikke sende amerikanske tropper til en fredsbevarende styrke i Ukraine, og desuden vil USA tage betaling for sin våbenstøtte ved at udvinde sjældne mineraler fra Ukraine. Det er mildt sagt et nutidigt krigsbytte. Europa må selv hjælpe med Ukraines sikkerhed fremover – underforstået: Europæerne må selv betale for Ukraines genopbygning.

For tyskerne var det tilmed en ydmygelse, at vicepræsident J.D.Vance på sikkerhedskonferencen i München i weekenden viste en komplet uvidenhed om Tysklands historie ved at sige, at tyskerne ikke skal holde højrepartiet AfD uden for den politiske debat og medindflydelse, selv om partiet i et vist omfang bygger på nazismen. Han hånede tyskerne ved at holde en ”belærende” tale om, at de interne forhold omkring demokrati og ytringsfrihed i Europa er en større trussel end Rusland og Kina. Tyskerne husker, hvordan en storskrydende populist som Hitler satte demokratiet ud af spil og indførte propagandaen og løgnen som kommunikationsmiddel. Skal tyskerne og europæerne nu lade sig presse til at acceptere populistiske og halvfascistiske forhold som i USA med oligarken Elon Musk i front?

Hele den politiske midte i Tyskland, der trods alt omfatter 70 pct. af vælgerne, tog skarpt afstand fra de nye amerikanske meldinger, og Friedrich Merz sagde, at det er ”uacceptabelt” at der indgås en fredsaftale uden Ukraines og Europas deltagelse. Der må ikke være en ”diktatfred”, sagde kansler Olaf Scholz.

Den sidste uge har kastet tyskerne ud i den værste krise siden nederlaget i Anden Verdenskrig. Det er en eksistentiel krise – for hvor står Tyskland, når den hidtidige verdensorden er smadret – når grundlaget for Tysklands og Europas sikkerhed er revet væk?

At USA vil forhandle hen over hovedet på europæerne i Europas største militære konflikt siden Den anden Verdenskrig viser, at USA stadig betragter Europa som en flok svage vasalstater, som USA nu giver Rusland en afgørende indflydelse på, nemlig ved at godkende Putins grænseændring og ved at lade Putin bestemme, at det frie Ukraine ikke kan blive medlem af NATO.

Det tragiske og ironiske er, at dette resultat i grove træk under alle omstændigheder formentlig ville blive resultatet af en forhandlingsproces med Ukraines og Europas deltagelse, men nu sker det uden sikkerhed for Ukraines fremtid, det sker meden sejr for Putin, og det sker uden en europæisk sikkerhedsorden. Det kan martre Europa i årtier som under Den Kolde Krig.

Til gengæld kan ydmygelsen af tyskerne føre til, at regeringsforhandlingerne får et overraskende forløb, og at det vil styrke europæernes bestræbelser på at blive herre i eget hus.

En ny koalition vil i sig selv ikke føre til den helt store forandring i forhold til den nuværende. Socialdemokraterne SPD og De Grønne må nemlig atter være med i en regering, hvis den skal bygge på et flertal – nu blot med et stærkt borgerligt parti, CDU, i spidsen. CDU træder i stedet for det lille liberale FDP, der bevidst ødelagde Scholz-regeringen i sin modstand mod at bryde den selvvalgte gældsbremse-politik, der lægger en barsk grænse for statens låneoptagelse.

Tyskland er et finansielt bundsolidt land, men der er behov for gigantiske låneoptagelser for at klare øgede forsvarsudgifter, hjælp til Ukraine, den grønne omstilling og omfattende investeringer i den offentlige sektor fra trafik til skolevæsen og administration. Heller ikke CDU har villet lempe gældsbremsen, som Scholz ville, men med Trump-chocket er det sandsynligt, at en Merz-regering vil bryde den gængse spare-og lånepolitik. Det er økonomisk en nødvendighed, og nu skal Tyskland tage vare på sig selv uden USA, og i et samspil med EU. Det kan også føre til et bedre forhold til Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Merz er særdeles pro-britisk, så han vil med sikkerhed arbejde for det tættest mulige forsvarssamarbejde med briterne.

Tyskland har i to år været i recession, og der er dyb mistillid i erhvervslivet, hvis bilproduktion presses gevaldigt af kinesiske bilfabrikker. Der er behov for et gevaldigt løft, også ved at reducere det dræbende bureaukrati, der bremser for hurtige beslutninger. Hovedproblemet i offentligheden har hidtil været migrationen, men de mange drab, begået af indvandrere, skyldes primært asylansøgere, der skal udvises, men hvor myndighederne har været ualmindelig sløve med at få dem udvist. Tyskerne har således en selvskabt migrationskrise. Nu bliver tyskerne klar over, at deres mange selvskabte plager må høre op.

CDU og søsterpartiet CSU får ca. 30 pct. af stemmerne. SPD er gået voldsomt tilbage til ca. 15 pct., mens De Grønne ventes at få ca. 14 pct. Det ekstremistiske højreparti AfD stormer frem til ca. 21 pct., og kunne danne regering med CDU, men det vil CDU ikke turde med Trumps og Vances optræden. Uden den seneste uges begivenheder kunne SPD og De Grønne provokere CDU ved at tvinge Merz til at danne en mindretalsregering, der er afhængig af AfD for at blamere CDU, men et sådant spil er idag utænkeligt. Nu handler det om Tysklands selvrespekt og fremtid.

Mens Tyskland under Scholz har været tøvende med at støtte Ukraine, er der nu udsigt til en langt mere markant støtte ved at sikre de mest avancerede våben – af europæisk herkomst – til en fredsbevarende styrke, og Tyskland ventes sammen med Frankrig og Storbritannien at tage den ledende rolle i en ny europæisk forsvarspolitik og våbenproduktion. Der bliver uvivlsomt også taget skridt til at etablere en selvstændig europæisk atomstyrke baseret på de franske og britiske atomvåben, men med tysk deltagelse som kassemester, men også ved at sidde i ledelsen af en europæisk atomafskrækkelse. Et selvstændigt atomvåben er det eneste, Putin har respekt for.

Det bliver totalt nye tider for Europa, og det vil med sikkerhed genskabe diskussionen om at lade en mindre gruppe lande danne et Kerneeuropa, der træffer de afgørende beslutning. Det rejser selvsagt også spørgsmålet, om Danmark vil være med i denne kerne, eller om Danmark som hidtil vil holde fast i den amerikanske atomgaranti. Det er en skæbnetime, alle europæere står i.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.