Turisterne der blev væk

Først oversvømmede turisterne markedet, der tilpassede sit forretningskoncept til deres behov. Så drev pandemien dem bort. Dette er den fjerde og sidste artikel i serien “Bag om Boqueria”, hvor Sara Høyrup portrætterer en række skikkelser i den traditionsrige indkøbshal i Barcelona.

SERIE: BAG OM BOQUERIA  – AFSNIT 4

Portræt af Sara Høyrup 

De handlende vrider hænder. Lige siden det skelsættende år 1992 har La Boqueria på Ramblaen tilpasset sig den stigende strøm af turister. Udbud og priser er blevet rettet mod folk udefra, mens de lokale har opgivet at bruge markedet. Der plejede at være proppet. Nu er her mennesketomt.

Terrorattentatet i august 2017 gjorde ikke noget varigt indhug i besøgstallene. Heller ikke selv om dødskørslen fandt sin afslutning lige foran markedets hovedindgang, og attentatmanden tog flugten til fods gennem markedshallen. Løsrivelsesforsøget lige efter skræmte heller ikke turisterne væk. Og dét skønt det for en tid tegnede til at true med borgerkrig.

Men så kom Covid.

Spanierne blev sendt hjem i kollektiv karantæne fra marts til juni 2020. Grænserne blev lukket for frivole anliggender. Og nu er regeringen kommet for skade at formulere et testkrav så skrapt, at det er stort set umuligt at rejse til Spanien op til jul 2020. Mens det knap er til at få en tid til en PCR-test i Danmark, fordrer de spanske myndighed en dugfrisk af slagsen ved ankomst.

Åbent uden gæster
Boqueria har holdt åbent hele vejen igennem. Nedlukningen af butikkerne gjaldt aldrig for fødevarer. Markedsbarer som Pinotxo lukker i og op igen i takt med de svingende restriktioner. Men standene holder stand: De har bare ingen gæster.

Barcelona kom for alvor på verdenskortet med Olympiaden i 1992 – samme år som der var verdensudstilling i Sevilla tusind kilometer længere mod syd. Spanien var trådt ind i moderne tid, solen skinnede, og flyene krydsede himlen. Før pandemien var der adskillige direkte rutefly om dagen mellem København og Barcelona: Nu skal man være heldig, hvis der er to om ugen.

Hver dag i morgengryet bygger markedsfolkene tålmodigt deres stande op fra bunden. Hver dag køber de nye, friske varer. Og hver dag sælger de så godt som ingenting.

De tager det stoisk. De meddeler nedslået hinanden, når en slægtning er gået hinsides som offer for pandemien. De holder ud og ved, at det kunne være værre. At det altid handler om at stå de svære tider igennem.

Magre år
Det har været fede år i Barcelona. Nu sætter smalhalsen ind.

Alt for meget i byen og i hele landet afhænger af turismen. Man kan skændes længe og hedt om, helt hvor stor afhængigheden er, men den er til at få øje på. Bydelen bagved er som forandret, efter at turisterne er forsvundet. Turister er gerne irriterende i al deres selvoptagne hensynsløshed. Og de driver priserne på alting voldsomt i vejret. Men uden dem står mange steder til at lukke. Og de lalleglade turister fra rigere egne fortynder emmen af fattigdom i Raval-kvarteret.

Der har været nætter efter oplukningen, hvor der ikke var andre end ambulante ølsælgere og østeuropæiske ludere på gaden, når jeg er gået ud. Sexindustrien er rullet videre under corona-katastrofen. Sløjere står det til med at forsyne festaberne med materiel, når de eneste festligheder er enkelte klandestine forsamlinger i strid med anvisningerne fra sundhedsmyndighederne.

Hele bydelen er deprimeret, og veletablerede restaurationsejere er ude af sig selv. Andre gør som Juanjo på 45. Han lejer lovligt ud gennem AirBnB eller rettere sagt: Det gjorde han. Nu er alle besøg aflyst. Så gør han da bare noget andet! Juanjo har kastet sig over renoveringsarbejde for andre. Barcelona er en by, hvor der altid er obra med byggestøv et eller andet sted i nærheden.

Antiturismen
Cataloniens hovedby har en borgmester, som ikke har andre fans end sine egne partifæller. Kommunarden Ada Colau blev i sin tid valgt ind på et program om social retfærdighed og færre ben til turismen. Det blev ikke til så meget med det. Nu sidder hun alligevel i sit andet mandat.

Det gør hun, fordi fransk-catalanske Manuel Valls lagde sit lille lod i hendes skål og dermed tippede vægten væk fra den mest rabiate lokalnationalisme. De to politikere er hinandens modsætninger i ét og alt. Den elegante og selvbevidste Valls har været Frankrigs indenrigsminister for socialistpartiet, men skønt han ved ankomst bedyrede at være venstrefløj, er han en ganske anden art socialist end Colau. Indenrigsminister er en meget vægtig post i republikken nord for Spanien. Den handler om indre sikkerhed – ikke som i Danmark, hvor stillingen er smækket sammen med Socialministeriet og altså repræsenterer velfærdsstaten på godt og ondt.

Valls kom til byen og sluttede sig sammen med de socialliberale antinationalister i Ciudadanos, som også oprindeligt var socialdemokrater, men nu var godt i gang med at trække mod højre. Meningen var, at verdensmanden fra Paris skulle føre dem til sejr. Intet blev som planlagt, alliancen faldt fra hinanden, og den forskel, Valls gjorde, var at holde catalanisterne fra magten. Derfor sidder Colau igen med borgmesterstangen i Barcelona: Ikke fordi der egentlig er ret mange, som gerne ser hende på posten.

Colau er kendt for sit lave vidensniveau og sin ineffektivitet, sin kønsidentitariske PR og sin svaghed for catalanismen, sit ønske om bilfri by og sine rødder i aktivistmiljøet. Boligaktivisterne sætter hælene i mod den turisme, der truede med at oversvømme byen fuldkommen. Der er foregået en tivolisering af både Boqueria og resten af Barcelona, som old school-fans af byen sørger over, hvad enten vi er lokale eller selv stødt til udefra. Værst er, at gentrificeringen presser beboerne ud af boligerne.

Overturismen er en katastrofe for ethvert sted. Men når først man satser på turister, er deres forsvinden også en katastrofe.

Serie: Bag om Boqueria

Forbilledet for Torvehallerne i København er la Boqueria i Barcelona. Madmarkedet har facade ud mod Ramblaen og rumpetten vendt mod indvandrerkvarteret Raval. La Boqueria er et overflødighedshorn af fødevarer og farverige frugtsafter, udskænkningssteder og markedsstemning. Det var gennem denne traditionsrige indkøbshal, at attentatmanden flygtede til fods i 2017, da han havde foranstaltet død og kaos på Ramblaen med en varevogn. Nu ser de handlende sig forgæves om efter turisterne, der havde gjort markedet til deres. Dette er Boqueria-seriens tredje artikel, der skildrer turisterne, der først oversvømmede markedet, som så tilpassede sit forretningskoncept til deres behov. Så drev pandemien dem bort.

Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og fixer. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: Sara Høyrup.