Det tyske socialdemokrati, SPD, er atter blevet det største i Tyskland. Den mest sandsynlige koalition mellem SDP, De Grønne og det liberale FDP kan blive den mest klimavenlige og innovative regering i Europa med ny teknologisk og finanspolitisk dynamik.
Analyse af Hugo Gaarden
Det tyske valg har ikke kun ændret det politiske billede i Tyskland radikalt, men det kan også få gennemgribende betydning i Europa. De tyske vælgere har rystet flere års stagnation under Angela Merkel af sig, og de har givet et overvældende flertal for tre midterpartier, der har mulighed for at skabe en ny dynamik med forandring og modernisering af det tyske samfund.
Socialdemokratiet SPD stormede i løbet af bare et par måneder ind på førstepladsen efter flere års ynkelige resultater og skubbede det mangeårige, dominerende borgerlige parti CDU/CSU ned på en andenplads med partiets dårligste resultat nogensinde – henholdsvis med 25,7 og 24,1 procent af stemmerne. SPD rejste sig fra 20,5 pct., og CDU/CSU faldt dramatisk fra 32,9 pct.
SPD’s kanslerkandidat, finansminister Olaf Scholz, er temmelig sikker på at blive Angela Merkels afløser. Det er ham personligt, der har trukket SPD op af sumpen, selv om hans eget parti vragede ham som formand. Han er den kandidat, som vælgerne havde mest tillid til som kansler. CDU’s formand, Armin Laschet, og De Grønne’s co-formand, Annalena Baerbock, kunne slet ikke få den samme tilslutning. Alligevel vil Laschet også forsøge at danne en koalition, men begge vil formentlig miste deres lederpositioner, når støvet har lagt sig.
De Grønne gik kraftigt frem fra sidste valg, men faldt dramatisk fra ca. 25 pct. i foråret til 14,5 pct. Det vil ramme Baerbock. Det liberale parti, FDP, gik pænt frem fra sidste valg til 12 pct. Det yderste venstreparti, Die Linke, kom under spærregrænsen 5 pct., men kommer i Bundestag med tillægsmandater. Højrefløjen AfD gik tilbage. Så store forandringer har Tyskland aldrig oplevet, men forandringerne er sket på midten, der er blevet markant styrket. Dermed er Tyskland stadig Europas måske mest stabile demokrati.
Den mest sandsynlige koalition er mellem SPD, De Grønne og FDP. Hvis de meget forskellige partier kan arbejde sammen – især De Grønne og de liberale – giver det et stærkt signal til, hvordan de europæiske lande kan modernisere deres samfund og skabe ny dynamik i en tid med klima-satsning og geopolitiske spændinger mellem USA og Kina.
Både De Grønne og de liberale vil modernisere samfundet med en grøn politik, modernisering i erhvervslivet og den offentlige sektor og med digitalisering, også for at styrke undervisningen. Coronakrisen viste, hvor tilbagestående Tyskland er rent teknologisk. De Grønne vil have statslige investeringer og regler, mens FDP satser på private investeringer. De Grønnes co-leder, Robert Habeck, vil efter Baerbocks svage valgkamp blive den dominerende kraft hos De Grønne. Han går godt i spænd med FDPs formand, Christian Lindner. Begge kan tænke utraditionelt og fleksibelt. Lindner mener, at tysk erhvervsliv skal have en frontrolle i den globale digitalisering. Løsningen mellem de to partier kan ligge i en blanding af offentlige og private investeringer og initiativer. Det flugter med SPD’s politik.
Den yngre generation støtter overvejende De Grønne og de liberale, og det giver dem grundlag for at skabe den dynamik og de forandringer, mange i årevis har efterlyst i Tyskland og Europa. Finanspolitikken får en voksende rolle, ikke mindst vedr. EU. De Grønne ønsker en EU-finanspolitik, som FDP går imod, men man kan vente helt nye toner, fordi Olaf Scholz som finansminister har sat solide fodspor i EU med den gigantiske corona-EU-fond. Selv om Tyskland vil holde fast i den nationale kontrol over finanspolitikken og statsgælden, kan Tyskland tage initiativ til en opblødning af Maastricht-traktaten, så grønne investeringer ikke skal tælles med i gældsopgørelsen. Det kan give et kæmpeløft i EU til grønne investeringer.
De Grønne og FDP kan få betydelig indflydelse i en SPD-ledet regering. De to partier kan tilsammen blive den stærkeste politiske kraft i Tyskland. Da Scholz vil have en mindsteløn og har talt om øget beskatning af virksomheder og højtlønnede samt en formueskat, kan det dog give sammenstød med FDP. Men FDP har indikeret, at modernisering og innovation kan kompensere for skattestigninger. Alle er enige om, at den grønne omstilling bliver dyr for vælgerne. Det har ingen talt om under valgkampen, men det bliver afgørende i de kommende år.
De tre partier er de eneste, der har haft fremgang ved valget. Da de store folkepartier er kommet ned på ca. 25 procents tilslutning, må de mindre partier gå i offensiven om regeringsdannelse, sagde den liberale Lindner under søndagens partilederrunde. Han sagde også, at De Grønne og FDP må afklare deres forskelle, inden der forhandles om en regering. Dermed udtrykker han villighed til at gå i regering med SPD og De Grønne. Der er kommet en helt ny dynamik i tysk politik.
Udenrigs- og forsvarspolitikken var næsten ikke-eksisterende i valgkampen, men alle midterpartier går ind for en stærkere europæisk selvstændighed, f.eks. med opbygning af en fælles militærstyrke og en langt mere selvstændig optræden på den globale scene. ”EU må tale med én stemme,” sagde Olaf Scholz under valgkampen, og Christian Lindner supplerede med, at ”EU må være mere handlekraftig.”
Tyskland bliver til nytår formand for G7-gruppen, og det vil give en klar indikation af, hvordan den nye regering vil agere internationalt. Den vil muligvis lægge mere vægt på at gøre G20-gruppen til et stærkere internationalt forum end G7, fordi flere ”nye økonomier”, herunder Kina og Indien, er med i G20. USA’s nye anti-kinesiske kurs møder stor skepsis i Tyskland.
Valget giver Tyskland en chance for at komme ud af flere års Merkel-fiksering, hvor trygheden ved at bevare det eksisterende overgik politiske forandringer. Merkel havde store ideer om forandringer, ikke mindst i miljø-politikken, og hun lagde for et par år siden op til et mere selvstændig Europa, men hun fulgte aldrig op på ideerne med afgørende politiske beslutninger.
Det interessante er, at der allerede på valgaftenen fra flere partier blev talt om opbrud og fornyelse. Tyskland kan få Europas mest innovative regering.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
Billede i artiklens top: /Stephan Röhl/Flickr/