Udvidelsen, der udeblev

Begyndende med ordene ”Kære tante Europa” har en lokal journalist fra Balkan på sarkastisk vis skrevet sig ind i den skepsis, der i nogen tid har præget debatten om EU’s reelle engagement i Sydøsteuropa. Spørgsmålet er, om den europæiske tante er blevet dement, glemsom, eller bare har besluttet sig for at lukke øjnene overfor de udfordringer, hendes niecer og nevøer på Balkan står overfor?

Baggrund af Annemarie Majlund Jensen

TEMA: ROM-TRAKTATEN 60 ÅR | Tilbage i 2011 udgav EU’s Institut for Sikkerhedsstudier en rapport med titlen ”Vestbalkan og EU: Europas Time” (The Western Balkans and the EU. ”The Hour of Europe”). Rapportens forside prydes af Stari Most – den gamle bro i Mostar (billedet), der blev tilintetgjort under krigen i Bosnien (1992-1995) for siden at blive genopbygget (2004) og ende på UNESCO’s liste over verdenskulturarv. Rapportens titel er en parafrasering af Luxemburgs tidligere udenrigsminister Jaques Poos, der i 1991, og fatalt, erklærede det disintegrerende Jugoslavien en opgave for Europa: Europas tid var kommet – til at stå sammen og til at demonstrere den nødvendige handlekraft, der skulle sikre, at den ulmende uro i den sydøstlige del af Europa ikke skulle udvikle sig til egentlig krig.

Balkanlandene, heriblandt de tidligere jugoslaviske republikker, blev lovet EU-medlemskab i 2003. Det var på stor nok afstand af såvel krigen i Bosnien og den i Kosovo til, at man turde kigge fremad med en vis forhåbning om, at EU-samarbejdet nu ville blive den faktor der én gang for alle skulle sætte en stopper for blodsudgydelserne. Sådan havde det jo været i resten af Europa efter Anden Verdenskrig. Nu skulle det samme ske på Balkan.

Men i netop disse dage parafraseres Poos igen og igen, ligesom han er blevet det så mange gange før. Både herhjemme og i udenlandske medier, og også i den del af Europa, det hele handler om, Sydøsteuropa, eller som regionen benævnes under samlet betegnelse (og trods store historiske og kulturelle forskelle): Vestbalkan.

Hvorfor nu det? Det korte svar er, at der som bekendt, både indenfor EU’s egne rækker, som på det vestlige Balkan synes at være en stemning af behovet for et opgør. Som de fleste sikkert har bidt mærke i, har Rom-traktatens 60 årsdag været endnu en anledning for høj og lav til at komme med udmeldinger om Europas ”tid” og fremtid: om at noget må gøres, noget bør ske. En stemning, der fordrer spørgsmålene: Hvilket Europa? Hvilket Balkan? Tid til hvad? Det er tid til at gøre status.

Efter Jugoslavien: Europa
Det er det værd at træde et skridt, og et par år, tilbage og væk fra de forblommede ord om ”timer”, der ”er indtruffet”. Publiceringsåret for førnævnte rapport fra EU’s Institut for Sikkerhedsstudier, 2011, var for eksempel interessant set fra flere, på dette tidspunkt, potentielle EU-kandidaters perspektiver.

En skøn dag i slutningen af maj det år blev Radko Mladić, krigsforbryderen, der var med til at begå folkemord i Srebrenica, meldt fundet og fanget. Han blev derefter overdraget til domstolen i Haag (Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien). ”Fuldt samarbejde” om udleveringen af tiltalte krigsforbrydere er en del af EU og resten af det internationale samfunds krav til Serbien og Bosnien forud for en eventuel EU-optagelse, ligesom det i øvrigt var et krav til det nuværende EU-medlem Kroatien.

Med Mladićs udlevering havde man ikke bare fået fingrene i den sidste af de ”store fisk”, som aktivt deltog i at begå krigsforbrydelser i forbindelse med de jugoslaviske republikkers kamp for overlevelse og selvstændighed som nationer. Man kom også et stort og kontroversielt skridt videre mod det EU-medlemskab, som Serbien foruden Makedonien, Montenegro, Albanien, Kosovo og Bosnien endnu stiler efter.

Da Ashton tog til Banja Luka
Zoomer man ind på netop Bosnien, var 2011 også året, hvor den bosnisk-serbiske leder og præsident i den serbisk-dominerede del af Bosnien-Herzegovina Republica Srpska, Milorad Dodik, som så mange gange før (og siden) truede med at udskrive folkeafstemning om Srpskas tilknytning og eventuelle løsrivelse fra Bosnien.

Det resulterede på daværende tidpunkt i et besøg fra den daværende chef for EU’s Udenrigstjeneste, Catherine Ashton, der i hast satte kurs mod Banja Luka, Republica Srpskas fungerende intra-nationale ”hovedstad”. Et besøg og forsøg på mediering, der skulle gøre alvor af symbolpolitikken og bevise, at EU skam mente det alvorligt, det med, at man anså netop Vestbalkan som en europæisk prioritet, et område med et ”privilegeret” forhold til EU og det ikke bare i symbolsk forstand men også økonomisk og toppolitisk.

Som et resultat af mødet mellem Dodik og Ashton indledtes en såkaldt ”struktureret dialog” mellem EU og Bosnien omkring en reformering af det bosniske retssystem, en dialog, der er pågående, og som egentlig foregriber den dialog om og reformering af det bosniske retsvæsen, der er en forudsætning for yderligere tilnærmelser til EU og de standarder, der er fastsat i EU’s Acquis Communautaire.

Visumpolitikken – et vigtigt redskab
På det mere praktiske, lavpolitiske plan – men for den almindelige borger absolut ikke af mindre betydning – var 2011 også det måske lykkeligste tidspunkt i EU-optagelsesprocessen. Det blev nemlig det år, hvor visumfri rejse til og i EU blev en realitet for såvel Bosnien og Albanien, der begge fik visumfri status fra og med november 2010.

Ser man bort fra Kosovo, hvor forhandlinger om visumfri indrejse til EU-landene er i gang, og efter Montenegro, Serbien og Makedoniens visumliberalisering i 2009 var netop de to lande de sidste i regionen, for hvem det siden Jugoslaviens opløsning (og for Albaniens vedkommende noget længere. Albanien, der i parentes bemærket ikke var en del af den socialistiske republik men af Enver Hoxhas socialistiske diktatur), havde været nærmest umuligt for almindelige borgere at få adgang til Vesteuropa uden en omstændelig, dyr og ofte frugtesløs visum-ansøgningsproces. Og som forhandlinger med Tyrkiet, Ukraine og landene i Kaulasus blandt andet er med til at understrege, er og bliver netop visumpolitikken et af EU’s vigtigste redskaber i såvel udvidelsespolitikken, som i de associeringsaftaler, der kendetegner forholdet til ikke-medlemslande udenfor Unionens umiddelbare ”udvidelsessfære”.

Påvirket af geopolitik
Siden den gang har Albanien ”overhalet” Bosnien indenom i optagelses-/udvidelsesprocessen. Hvordan forholdet mellem EU og naboerne mod sydøst reelt har udviklet sig, siden landene blev lovet EU-medlemskab tilbage ved det såkaldte EU-Vestbalkan topmøde i Thessaloniki i 2003 (Kosovo i 2008) er ikke let at blive klog på. Albanien, Makedonien, Montenegro og Serbien er alle kandidatlande, mens Bosnien-Herzegovina og Kosovo har status af potentielle kandidater til medlemskab. Kroatien, der oprindeligt udgjorde en del af den gruppe af lande, der deltog i Thessaloniki, blev EU’s 28. medlem d. 1 juni 2013.

Siden har udvidelsesbestræbelserne ikke været det, der har fyldt mest på den europæiske dagsorden, hvor eurokrise, flygtningekrise og andre kriser – herunder det nu for alvor igangværende Brexit – i øjeblikket er løbet med en stor del af opmærksomheden. Tyrkiet er et udmærket eksempel på, hvordan de geopolitiske og internationale politiske forhold er med til at påvirke selv igangværende forhandlinger om medlemskab. Tyrkiet er formelt set et EU-kandidatland og har været det siden 1999. Visionerne om et tyrkisk medlemskab har dog trange kår for tiden; den magtpolitiske udvikling i regionen og globalt samt Erdogan-regeringens provokationer mod EU’s kernelande Tyskland og Holland gør det sandsynligt at udvidelsen udebliver i år fremover.

Serbien forfremmet
Serbien er interessant i samme henseende. Landets balancering mellem øst og vest, mellem russisk indflydelse og samarbejde og EU’sk ditto, udgør en ikke ubetydelig faktor, både hvad angår Serbiens egen position som kommende EU-medlem men også for stabiliteten i dele af regionen, som er ganske betinget af et vist serbisk mådehold i, hvad der (afhængigt af perspektiv) kan betegnes som udenrigs- eller indenrigspolitiske dagsordner blandt andet i forhold til Kosovo og Bosnien.

Serbien blev ”forfremmet” fra potentielt kandidatland til kandidatland i marts 2012, hvor landets ansøgning om medlemskab blev godtaget af EU’s stats- og regeringsledere på foranledning af Europa-Kommissionen – ansporet af ikke mindst fremskridt i en række Bruxelles-ledede forhandlinger mellem Beograd og Pristina. Forhandlinger, der har haft til hensigt at sikre en vis ”normalisering” i forholdet mellem de to lande efter Kosovos egenhændige selvstændighedserklæring fra netop Serbien i 2008.

Kære Tante Europa
For nyligt blev det så helt klart, at netop EU-medlemsperspektivet er noget, der delvist er forsvundet i krisetidernes dis, og der er ingen sikkerhed for gentilsynekomst i den allernærmeste fremtid. 2025 nævnes nu som det, der i Thessaloniki Deklarationen optimistisk blev formuleret ”Balkans fremtid er i den Europæiske Union”, et mantra, der senere er blevet gentaget et utal af gange i rådskonklusioner og ved et væld af ”rundborde” om netop regionens fremtid. Men hvornår er fremtiden?

Det er valgår i Serbien i år, og sidstnævnte har netop valgt den siddende premierminister og præsidentkandidat Aleaxandr Vucic som statsoverhoved de næste fem år – til store protester blandt mange, især landets unge. Serbien har, trods en sammenlignet set relativt fornuftig håndtering af for eksempel flygtningekrisen, store problemer hvad angår opretholdelsen af ganske basale civile rettigheder. Noget der for eksempel kom til udtryk i sagen omkring den lyssky nedrivning af bykvarteret Sava Mala til fordel for det stort anlagte – og udenlandsk finansierede og regeringspolitisk sanktionerede – Belgrade Waterfront-projekt. De politiske takter, der slås an er altså flerstemmige. Og noget tyder på, at EU hverken kan eller vil stemme i – i hvert fald, hvis man spørger balkanerne selv. I et åbent brev publiceret i det engelsksprogede Balkan Insight, og begyndende med ordene ”Kære tante Europa”, skriver en serbisk journalist sig på sarkastisk vis ind i den skepsis, der i nogen tid har præget debatten om EU’s reelle engagement på Balkan. Hvor blev dedikationen fra Thessaloniki af?

Brevet er rettet til EU (og europæerne) og bragt i en tone, der bærer præg af en ”intet at tabe, alt at vinde”-logik. Men mens dets sorthumoristiske budskab om Europa som den delvist trætte, delvist ignorante tante, der ikke længere orker sine besværlige nevøer (og som derfor overlader dem til deres egen skæbne i mindre godt selskab: Putins Rusland, Erdogans Tyrkiet, og senest, Trumps USA), er god underholdning på Balkans og EU’s bekostning, forhindrer det ikke det skurrende argument i at hænge i luften: Er den europæiske tante er blevet dement, glemsom, eller har hun besluttet sig for at lukke øjnene overfor de udfordringer, hendes niecer og nevøer på Balkan står overfor?

Annemarie Majlund er kulturredaktør på Magasinet Europa.

Billedet i artiklens top: Emric Amel/AP/Polfoto.

Grafik: commons.wikimedia.org

Læs hele vores tema “Rom-traktaten fylder 60 – Europa, hvad nu?” her.