Krigen i Ukraine påvirker mange facetter af livet i nabolandene Moldova og Rumænien. Hundredetusinder af flygtninge er ankommet til de to lande, og det politiske spil er ikke blevet mindre kompliceret efter Ruslands invasion af Ukraine. Hvis Rusland når helt frem til Donaus udløb i Sortehavet (Kilia kanalen) vil det have være mærkbare konskvenser for hele regionen.

Analyse af Kjeld Erbs

Både Moldova og Rumænien er Ukraines naboer. Rumænien har en flere hundrede km lang grænse mod nord til Ukraine og Moldova har en næsten lige så lang østgrænse mod Ukraine. Disse grænser har i historisk tid været genstand for talrige ændringer til den ene eller anden parts fordel.

Den seneste ændring af Rumæniens nordgrænse fandt sted efter Anden Verdenskrig, hvor USSR genbesatte den nordlige del af Bukovina med hovedbyen Cernauti (Grænsen blev de facto flyttet efter USSR s annektering af Bessarabien og Bukovina i juni 1940). Ukraine overtog efterfølgende området ved landets selvstændighed i 1991.

Grænsen ned mod Sortehavet mellem Moldova og Ukraine forløber atypisk, da den afskærer Moldova fra en naturlig adgang til Sortehavet. Forklaringen er, at Tsarrusland efter krigen mod Tyrkerne i 1878 tog området fra Rumænien. Området er strategisk vigtigt, da det giver adgang til Donua s udløb. USSR beholdt naturligvis området, da Stalin gjorde Moldova til en sovjetrepublik efter Anden Verdenskrig. Og da Ukraine erklærede sig selvstændigt i 1991, blev området en vigtig del af Ukraine.

Endnu mere kompliceret bliver det, når man skal beskrive grænseområdet mellem Moldova og Ukraine, for ind i mellem de to lande ligger udbryderenklaven Transnistrien. Denne russisk dominerede enklave ligger på Nistruls/Dnestr s venstre bred næsten hele vejen fra nord til syd. Ingen bortset fra Rusland anerkender enklaven, der har en selvudråbt leder Vadim Krasnoselski. De jure tilhører venstre bred stadig Moldova, men siden borgerkrigen i 1992 har området reelt været en slags mini Rusland, som har en militær tilstedeværelse samt Europas største våbenlager (Cobasna).

Mindretallene
Det rumænske mindretal i Ukraine er ikke særligt stort og er på anslået 150.000. De lever næsten alle i Nordbukovina. Siden Ukraines selvstændighed har der dog i Rumænien været en del kritik af den ukrainske minoritets politik. Ukraine forsøgte at indføre diskriminerende sproglove og en rumænsk organisation i Ukraine (Eudoxiu Hurmuzachi Romanian Cultural Center) blev anklaget for at underminere Ukraines integritet og ukrænkelighed. Desuden truede Ukraine med at lukke rumænsk-sprogede skoler, da der angiveligt ikke var elever nok. Ukraine kunne heller ikke anerkende dobbelt statsborgerskab for det rumænske mindretal. Siden EU-parlamentet rejste spørgsmålet, ser spørgsmålet dog ud til at være faldet til ro.

Da Rumænien skulle optages i NATO og EU, krævede man herfra, at Rumænien afklarede evt. grænsestridigheder med alle naboer, altså også med Ukraine. Der var uklarhed om den nøjagtige grænsedragning mellem de to lande i Sortehavet, bl.a. om den senere så berømte Slangeø, som kom til at tilhøre Ukraine. Efter lange og mange forhandlinger indgik de to lande derfor i 1997 en aftale om afgrænsningen af kontinentalsoklen i Sortehavet i form af Constanta traktaten.

Moldovas minoritet i Ukraine er på 260.000. Når selv ubetydelige etniske mindretal har givet anledning til mindre stridigheder med Ukraine, viser det noget om, hvor intens nationalismen er i begge lande. Alle stridigheder er efter krigsudbruddet lagt på hylden.

Flygtningene
Efter krigsudbruddet flygtede talrige ukrainere til de to nabolande. Frem til begyndelsen af april ankom der mere end 600.000 ukrainske flygtninge til Rumænien. Det daglige antal siden har svinget mellem 700 og 1700. Flygtningene ankommer i syd ved at krydse Donau ved grænsebyen Issacea og i nord ankommer de gennem grænsebyen Sighet og længere østpå ved Suceava tæt på Bukovina. Sighet, Issacea og Suceava har altså været ukrainernes tre indgangsdøre til ikke bare Rumænien, men også EU.

Bistået af CARITAS og andre NGO er har Rumænien gjort sig store anstrengelser for at tage sig godt imod ukrainerne. Man har forsøgt at registrere alle, der kommer over grænsen. Som ugerne er gået, er der en stigende bekymring for, at kriminelle grupper opererer blandt flygtningene, hvoraf de fleste som bekendt er kvinder og børn. De rumænske myndigheder frygter trafficking af kvinder og børn.

2000 ukrainske flygtninge har allerede fået arbejde og rumænerne har oprettet 50 skoler og 7 gymnasier, der underviser på ukrainsk. Også her frygter flere NGO er, at der foregår en vis udnyttelse af sårbare ukrainere, bl.a. i landbruget. Men det generelle indtryk er, at Rumænien effektivt har været i stand til at tage imod og beskytte de mange tusinde ukrainske flygtninge. Hvor mange af flygtningene der er rejst videre til andre lande, foreligger ikke oplyst.

Bistand til Ukraine
Hvor Rumæniens hjælp til flygtningene er anerkendelsesværdig, så har den rumænske materielle bistand til krigen inde i Ukraine været begrænset til fragmentationsveste og gasmasker. Og for nylig har regeringen i Bukarest doneret 11 ambulancer til Ukraine. Militært isenkram har der ikke været tale om at sende over grænsen iflg. den rumænske regering. Forklaringen kan være, at Rumænien ikke råder over tilstrækkelige mængder af moderne våben.

Rumænien benægter også, at det skulle have sendt mange hundrede lejesoldater til Ukraine for at kæmpe mod russerne. Det er fake-news erklærede forsvarsminister Vasile Dincu, da kilder i Kreml fremsatte anklagen. Noget andet er så, om Rumænien tillader USA og NATO via Rumænien at sende våben og udstyr over grænsen til Ukraine. USA og Rumænien har aftalt, at Kogalniceanu lufthavnen ved Constanta er USA s vigtigste luftbase ved Sortehavet. Her kan de store transportfly lande med tungt udstyr. Det fremgår ikke af denne forfatters kilder, om der foregår en sådan trafik.

Rumænien deltager fuldt ud i de iværksatte sanktioner mod Rusland. Et problem i den forbindelse opstod efter et østrigsk firma vandt licitationen vedr. renovation af lufthavnen i Iasi. Det viste sig nemlig, at en af Putins oligarker Oleg Deripaska ejede en fjerdedel af aktierne i firmaet. Heldigvis solgte Deripaska selv aktierne og arbejdet i Iasi fortsætter.

Rumænien hjælper desuden Ukraine på det praktiske plan ved at facilitere nabolandets handel med omverdenen. Krigen har som bekendt lukket Ukraines havne og dermed bremset landets eksport. Det er dog lykkedes for Ukraine at sende korn til havnen i Constanta, hvorfra det videreeksporteres. For at øge transportkapaciteten er man i færd med at renovere en nedlagt jernbane (med sovjettisk sporvidde) fra Odessa til den rumænske havneby Galati i Donau deltaet. Herfra kan eksportvarerne transporteres til den store havn i Constanta.

Moldova
Hvor mange flygtninge der er ankommet til Moldova er usikkert, ligesom det ikke vides, hvor mange af disse, der er flygtet videre til Rumænien. Ukraine lukkede af sikkerheds grunde grænsen til Transnistrien ved krigsudbruddet, hvilket har gjort det svært at komme fra Ukraine til Moldova. Alligevel menes der at være kommet 30.000 ukrainere alene til Transnistrien. De befinder sig i et russisk kontrolleret område, men kun russerne ved, hvad de selv kan finde på at gøre med dem. Man må derfor formode, at mange vil søge at komme til Moldova og videre til Rumænien.

Moldova s eksport til Rusland led stor skade ved krigsudbruddet, da lastbilerne ikke længere kunne køre gennem Ukraine med varer. Hundredevis af lastbiler strandede i Rusland og må i givet fald køre store omveje for at komme hjem. Hvor stor skade landet påføres er ikke opgjort.

Lukningen af grænsen mellem Ukraine og Transnistrien ødelagde samtidig de smuglerruter, som semilegale netværk i Transnistrien benyttede til deres lyssky forretninger. De alternative ruter går gennem Moldova og ud til Donau ved Galati i Rumænien. At åbne den vil kræve accept fra Moldova s regering. Et bedre alternativ for regeringen i Chisinau ville være at benytte anledningen til helt at stoppe smugleriet. Det er dog lettere sagt end gjort, for Transnistrien har flere pressionsmidler i baghånden, da enklaven leverer 80 pct. af al elektricitet der forbruges i Moldova.

I tilfælde af at Ukrainekrigen breder sig til Transnistrien, vil Moldova s el-forsyning være i fare, da elværket ligger i den russisk-kontrollerede enklave. I den forbindelse har Ukraine generøst tilbudt Moldova at levere både gas og elektricitet på fordelagtige vilkår. Timingen er perfekt, da Moldova s kontrakt om levering af elektricitet udløber den første maj. Moldova s kontrakt med Gazprom om gas kan også være i fare, da parterne ikke kan blive enige om, hvordan Moldova s gæld til Gazprom skal opgøres.

Krigen påvirker med andre ord mange facetter af livet i nabolandene og det politiske spil er ikke blevet mindre kompliceret efter 24. februar.

Geopolitik
Hermed er vi fremme ved de geopolitiske konsekvenser af krigen. Hvordan påvirkes Moldovas udenrigspolitik? Vil den fremme en sammenslutning med Rumænien? Hidtil har der ikke i Moldova været stor opslutning til at slutte sig sammen med Rumænien. Om krigens forløb ændrer på dette, er tvivlsomt. Derimod har krigen forstærket interessen for sammenslutning af de to lande i Rumænien. En sammenslutning med NATO- og EU-landet Rumænien rykker NATO s og EU s grænser 200 km. østpå- Med andre ord rykkes NATO s østgrænse i Sydøst Europa endnu tættere på Rusland. Det vil Rusland modsætte sig med alt hvad de kan finde på. På trods af den forstærkede interesse i Rumænien foregår der ikke seriøse bestræbelser i Bukarest på at forene de to lande.

Vil krigen påvirke Moldovas muligheder for at blive optaget i EU? Moldova og præsident Maia Sandu (billedet i artiklens top) har lige efter krigens udbrud – og naturligvis fremskyndet af 24. februar – officielt anmodet om medlemskab af EU. EU har kvitteret for ansøgningen og optagelsesprocessen kan dermed gå i gang. Om timingen betyder en hurtigere optagelse er usikkert. Under alle omstændigheder forestår der langvarige forhandlinger, da Moldova teknisk og organisatorisk set har behov for en meget lang tilpasnings proces.

Transnistrien benytter krigen som en anledning til at kræve en ”civiliseret skilsmisse” fra Moldova, altså at Moldova anerkender enklaven som en selvstændig stat. Transnistrien ledsager kravet med en udiplomatisk svada om, at nazisterne i Chisinau skal bekæmpes. Det vil Moldova afvise som russisk inspireret retorik. Det næste spørgsmål er, om Kreml på nuværende tidspunkt og som følge af krigen vil anerkende enklaven som en selvstændig stat. Det vil være uhørt, hvis Rusland gør dette mod et EU kandidatland.  Transnistrien er jo formelt stadig en del af Moldova.

Vil Rusland rekruttere soldater fra Transnistrien? Der er under 200 km fra Odessa til Tiraspol, som ”hovedstaden” hedder i Transnistrien, hvorfra Rusland evt. kan falde Ukraine i ryggen. Transnistrien kan så blive en ny russisk lydstat ligesom Luhansk og Donets i øst. En delvis russisk omringning af Ukraine ville i så fald tage form.

Noget kan være i gære, for den 25. april slog en raket ned foran Transnistriens sikkerhedstjeneste i Tiraspol. Ingen kom til skade, men vinduer blev blæst ud. Kan der være tale om en russisk provokation for at skabe grundlag for at invadere enklaven for at beskytte det russiske mindretal? Man kan minde om de seneste udtalelser fra en højtstående russer om, at Transnistrien kunne være næste fase af Ukraine ”operationen”. Det kunne se ud til at være en overskuelig operation, da Rusland jo allerede har tropper på jorden i enklaven. Hvis Putin har brug for en hurtig sejr at fejre den niende maj, var Transnistrien en oplagt mulighed. Spekulationerne ender dog ikke her, for hele Moldova ligger lige på den anden side Nistrul (Dnestr) og har stort set ikke muligheder for at forsvare sig. Og er ikke med i NATO!

Hvis Rusland vinder krigen, står Rusland igen ved Donaus udløb i Sortehavet (Kilia kanalen). Konsekvensen af dette ville være mærkbare for hele regionen.

Kjeld Erbs er uddannet cand.cient.pol og har skrevet om og rejst i Rumænien i mere end 35 år og har tillige fulgt situationen i Moldova tæt. 

Billede i artiklens top: /Ph. Buissin/© European Union 2019/EP/