En våbenhvile er mulig trods skrappe krav fra Putin, men den afslutter ikke krigen. Europa kommer under voldsomt pres for at sikre Ukraines eksistens på langt sigt.

Analyse af Hugo Gaarden

Præsident Vladimir Putin er en langt mere erfaren politiker og en meget hårdere forhandler end nogen af de vestlige ledere, og selv om han stiller barske krav til Ukraine netop nu, er der stor sandsynlighed for, at der kommer en snarlig våbenhvile, som blot ikke giver Ukraine fred.

Efter amerikanske sonderinger i Moskva skal præsident Donald Trump tale med Putin om en aftale. ”Vi vil tale om land og om elkraftværker,” sagde Trump søndag. ”Vi vil tale om at dele visse værdier.” Den sidste udtalelse er kryptisk. Er det Ukraines værdier, der skal deles mellem Rusland og USA?

Trump har allerede lavet vitale indrømmelser til Putin, og det bekræftede Trumps sikkerhedspolitiske rådgiver, Michael Waltz, i weekenden: Ukraine må sandsynligvis opgive territorium til Rusland, og ”et permanent medlemskab af NATO er særdeles usandsynligt,” sagde han. Og sikkerhedsgarantier for Ukraine? Det vil ske i en typisk Trump-version. Ifølge Waltz er USA’s udvinding af Ukraines mineraler ”den bedste sikkerhedsgaranti for Ukraine. Det er mere værd end en palle ammunition.” Det er der næppe én ukrainer, der tror på.

Det viser, at Trump og Europa ser fundamentalt forskelligt på krigen og dens afslutning. Trump er interesseret i at standse slagteriet, som han udtrykker det, men det vil ikke i sig selv hindre Putin i at angribe Ukraine igen.

Derfor holdt den britiske premierminister, Keir Starmer, endnu et virtuelt møde med ”koalitionen af villige” i torsdags for at drøfte mere ”operative skridt” for at etablere en fredsbevarende styrke i Ukraine, måske allerede under en våbenhvile, selv om Rusland vil modsatte sig det. Over 20 lande deltager i den villige gruppe.

Det er tydeligt, at gruppen lægger op til en langvarig indsats, og at styrken skal kunne bruges direkte i et forsvar. Den skal ikke bare ”holde øje med” russerne som en flok blåhjelmede FN-soldater. Men hvor operativ skal den være? Præsident Volodimir Zelenskyj tror ikke, at Putin tager en våbenhvile alvorligt, men at han vil forlænge krigen. Det er en opfattelse, mange europæiske regeringschefer har.

Det problematiske for Ukraine og Europa er, at Putin kan se en fordel i en snarlig våbenhvile, fordi han Trump er interesseret i at få Putin ind i varmen. Trump vil have genoptaget de handelsmæssige relationer til Rusland, og han vil have adgang til mineralerne i Ukraine. Det kan ske ved en våbenhvile. men

Putin kan bryde våbenhvilen med grænsefægtninger, uden at det vil bryde en normalisering med USA. Det vil lægge et konstant pres på Ukraine og Europa. Målet for Putin kan være at hindre en europæisk militær garanti for Ukraine og på at hindre en fredsordning, der kan føre til Ukraines genopbygning og medlemskab af EU. Det kan destabilisere Ukraine. Både Putin og Trump forsøger allerede at undergrave Zelenskyj politisk. Trump har sagt, at Zelenskyj kun har opbakning fra 4 pct. af befolkningen. En meningsmåling, som the Economist står bag, viser, at 70 pct. af ukrainerne har tillid til Zelenskyj som præsident og som forhandlingsleder.

Med det ubegribelig parløb mellem Trump og Putin kan europæerne blive nødt til at sikre en garanti for Ukraine uden amerikansk deltagelse. Kernen i en europæisk indsats bliver de tre gamle stormagter Tyskland, Frankrig og Storbritannien, men Polen og Italien får også en central rolle. Polen har endog udtrykt interesse i at blive en del af en europæisk atomafskrækkelse sammen med Tyskland.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, sagde i søndags, at Europa ikke skal lade sig afskrække af en russisk modstand mod en fredsstyrke, for Ukraine har som selvstændig nation ret til at tage imod styrken.

Men tør europæerne tage en konfrontation med Putin? Fra krigens start truede han med at bruge atomvåben, og han brød våbenhvileaftaler under Minsk-processen i 2019 med Ukraine, Tyskland og Frankrig. Macron siger, at Tyskland og Frankrig har lært af fejlene, herunder den tyske modvilje mod at kræve solide kontrolmekanismer for at hindre brud på våbenhvileaftaler.

Militæreksperter diskuterer i denne tid etablering af et langt mere effektivt system end et kontrolsystem. Hvordan der kan etableres et europæisk overvågningssystem med satellitter og måludpegning, som Trump ikke kan afbryde som det skete for nylig, og som kostede store tab for ukrainerne? Europæerne vil oprette et alternativ til de amerikanske Patriot-forsvarsraketter, nemlig det fransk-italienske SAMP/T-system. Men Putin vil med sikkerhed forsøge at hindre europæerne i at lade Ukraine bruge raketter, der kan ramme mål dybt ind i Rusland.

Europæerne vil stå over for en vanskelig balancegang. Den tidligere chef for den europæiske Airbus-koncern, Tom Enders, har sammen med en gruppe erhvervsledere og økonomer udarbejdet et forslag til et europæisk forsvar og forsvarsindustri, der fuldstændig kan erstatte USA. ”Det er tvingende nødvendigt, at vi bliver uafhængige af de amerikanske systemer,” sagde han for nylig til Frankfurter Allgemeine Zeitung. ”Vi kan ikke lukke øjnene for, at den amerikanske regering kan blive en modstander, og amerikanerne kan altid afbryde de amerikanskleverede våbensystemer. Det var en fejl, at Tyskland købte de amerikanske F-35 kampfly. Det var udtryk fra en tysk appeasementpolitik over for den første Trump-regering fra Angela Merkels tid. Vi kunne have opgraderet de europæiske Eurofighter-fly til også at have atomvåben.”

Det er en lammende kritik af europæisk passivitet i årtier fra Enxers side. Han mener, at traditionelle våben i stor udstrækning har udspillet deres rolle. Det er droner og højteknologiske våben, Europa skal satse på. De bedste kampvogne fra Tyskland og USA har været næsten nyttesløse i Ukraine, hvor droner forårsager 70 pct. af alle tab.

Europæerne må altså forberede sig på en mangeårig konflikt – og på konstante spændinger med Trump. Men det vil styrke europæerne, at den kommende tyske regering har fået opbakning til den største økonomiske og militære oprustning siden Anden Verdenskrig, i alt på næsten 1000 milliarder euro over 12 år (7400 milliarder kr.). Det svarer til at lægge 2-3 gange Danmarks værdi (BNP) oven i de eksisterende tyske budgetter.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top: /Daina Le Lardic/© European Union 2025 – Source : EP