De kommende valg i Storbritannien og USA kommer i høj grad til at handler om ulighed og beskatning af velhavere med det overordnede tema: reform af kapitalismen. Men også i Tyskland og en række andre lande kommer uligheden efterhånden på den politiske dagsorden

Analyse af Hugo Gaarden

Hvert eneste oprør verden over bunder helt eller delvist i utilfredshed med levestandarden, men nu rykker utilfredsheden også ind på den normale politiske dagsorden. Det ses især i Storbritannien og USA. Men også blandt økonomer er der en voksende debat om, hvordan uligheden kan begrænses, og hvordan kapitalismen kan reformeres. I kun ét land, Schweiz, er der konkrete bestræbelser på at virkeliggøre ideerne.

Det mest konkrete forslag til en økonomisk omstilling er kommet fra en af de demokratiske præsidentkandidater i USA, Elizabeth Warren, der er senator og tidligere økonomiprofessor fra Harvard. Eksperter anerkender sagligheden i hendes forslag, men hun kritiseres voldsomt af republikanerne og mange erhvervsfolk. Hun kaldes selvfølgelig for socialist, men hun siger selv, at hun er kapitalist, og at hun elsker markedsøkonomien. Hun vil dog reformere kapitalismen, og hendes forslag er mere gennemgribende, end det nogen sinde er set i USA.

Warren vil beskatte folk med høje indkomster langt hårdere end i dag. Hun vil også indføre en særlig værdiskat på 2 pct. af formuer over 50 millioner dollar og 3 pct. over en milliard dollar. Det kan lyde af lidt, men det vil ifølge Warren give 2750 milliarder dollar i ekstra skatteindtægter.

Det er de seneste års enorme værdistigninger for de 1 procent rigeste, hun går efter. De skal betale til samfundet. Hvis hendes forslag var gennemført i 1982, ville verdens rigeste mand, Jezz Bezos, der ejer Amazon, have fået sin formue barberet ned fra 160 milliarder dollar til 87 milliarder dollar, og Bill Gates fra 97 til 36 milliarder dollars. Hun vil pålægge virksomheder med en indtjening over 100 milliarder dollar en ekstra skat på 7 pct., ligesom virksomheder skal betale op mod 37 pct. i skat mod i dag 24 pct. De ekstra skatteindtægter skal primært bruges for at sikre en gratis sygesikring samt bedre og gratis uddannelser.

Warren fokuserer på toppen, især de 1 pct. rigeste, hvis indtjening er 225 pct. større end i 1979, mens middelklassens vækst i de seneste 40 år er steget med 41 pct., altså med én procent om året! Kun tre lande har en værdiskat, men nu overvejer de tyske socialdemokrater det. I Tyskland overføres der hvert år en arv på 400 milliarder euro. Det er mere end statens budget. Den beskattes med mindre end 2 pct. – sidste år med 6,8 milliarder euro.

Den franske økonom Thomas Piketty satte for et par år siden gang i debatten om de stærkt voksende formuer hos toppen. Siden hen er diskussionen bølget blandt økonomer, især i USA. Det er slut med forslag om en mere liberal økonomi. Nu lægger mange økonomer op til en ligelig velstandsudvikling med en bedre integration af alle samfundsgrupper – en ”inklusiv kapitalisme” – fordi det giver en bedre samfundsvækst. Harvard-økonom Raj Chetty dokumenterer, at det skaber fremgang, når børn i fattige familier får mulighed for at vokse op i bedre kvarterer og gå i bedre skoler – altså den skandinaviske velfærdsidé med lige muligheder.

Labour vil lave en tvungen omfordeling, hvorved store aktieselskaber skal afhænde 10 pct. af aktiekapitalen til medarbejderne, så de automatisk vil få en andel af overskuddet, en dividende. Det er en omfordeling på ca. 3000 milliarder kr. Boliglejere skal have ret til at købe deres bolig til en lav pris. Labour vil også hæve minimumslønnen markant og give nutidens daglejere i ”gig-økonomien” fulde lønmodtagerrettigheder. Gig-økonomien i Europa og USA omfatter nu 20-30 pct. af alle medarbejere. De har lave lønninger og får ingen pension og sygeforsikring.

Det er ikke altid traditionelle socialistiske ideer, der er på dagsordenen. Når Labour vil give lønmodtagerne en større ejerandel af samfundets værdier, så svarer det lidt til Margaret Thatchers ”ret-til-at-købe”-politik i 80’erne om køb af kommunale lejligheder. Nogle af de førende liberale medier som Financial Times og Economist har de seneste par år efterlyst reformer. F.eks. har Economist slået til lyd for et bredere og mere aktivt ejerskab, f.eks. så lønmodtagerne tager stemmeretten over deres pensioner fremfor at uddelegere magten til pensionsselskaberne. Økonomien skal demokratiseres. Det lugter en smule af de danske landboreformer i 1700-tallet. De største amerikanske virksomheder i Business Roundtable har reageret på den voksende kritik mod kapitalismen og har erklæret, at aktionærinteressen ikke må stå i centrum. Virksomheder skal tage hensyn til alle interesser, alle ”stake-holders”. Roundtable er blevet skræmt af, at 44 pct. af den unge generation foretrækker former for socialisme fremfor kapitalismen.

Der er sket en dramatisk reduktion af indtjeningen i den amerikanske middelklasse – kernen i USA’s industriudvikling. Middelklassen fik i 1970 ca. 62 pct. af indtjeningen. I 2014 faldt det til 43 pct. I Tyskland ejer 10 pct. af befolkningen to-tredjedel af værdierne, mens den nederste halvdel af befolkningen intet ejer.

2007 tjente amerikanske topchefer 345 gange så meget som gennemsnitsmedarbejderne. I 1978 tjente de 30 gange så meget, og i 50’erne endnu mindre, og dengang var væksten i samfundet og produktiviteten i virksomhederne større end i dag.

På den baggrund er det slående, at det først er nu, at årtiers skævvridning af økonomien får en politisk virkning – nu, hvor det brede flertal er hægtet af. Udviklingen skyldes først og fremmest politiske beslutninger, nemlig liberaliseringer og skattepolitik, men også en svækkelse af fagforeningernes magt samt en stribe forandringer i erhvervslivet, herunder teknologisk.

Kun i ét land har skævvridningen ikke fået lov til at slå så hårdt igennem, nemlig i Schweiz, hvor ligheden er næsten lige så udbredt som i Skandinavien. Virksomhederne stortrives, og hvor der er en værdiskat! Middelklassen ejer 70 pct. af alle værdier, og den typiske familie har en nettoformue på 3,5 millioner kr. – dobbelt så meget som en skandinavisk familie. Universiteterne er af topkvalitet, og de er næsten gratis for de studerende. Der er en blanding af privat og offentlig sygesikring, og der er ikke en evig strid mellem en privat og offentlig sektor. Schweizerne er udpræget pragmatiske. De holder folkeafstemninger på kommunalt plan om skattesatsen contra frivilligt arbejde. Måske skulle europæerne tage på studierejse til alperiget.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Andrew Yates/

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: